Familie, moderskab, psykisk sygdom, samfundskritik og fortolkning af historiske skikkelser er de vigtigste temaer i årets danske litteratur.
1.
Familien på godt og ondt
Årets vigtigste tematiske tendens er familieromanen, som viser de familiedramaer, der har mærket en familie gennem årtier – ja, i flere tilfælde gennem generationer. I slægtsromanen Kvinderne fra Thy skildrer Maria Helleberg sin oldemor og mormor, og Merete Pryds Helles hovedperson i slægtsromanen Folkets Skønhed er tegnet frit efter forfatterens mor. Pryds Helle tegner samtidig et overbevisende portræt af Danmark i det 20. århundrede, fra fattigdommen i 30’erne til et portræt af de mange kvinder, som ikke blev en del af frigørelsen i 70’erne. I Christian Dalsgaards slægtsroman, Svin, følger vi to brødre fra 1968 og 40 år frem, og ligesom Stoltz’ velskrevne familieroman Som om rummer den et historisk perspektiv, der kobler nutidens opbrudte kernefamilie og opvæksten med fri opdragelse i 80'erne. I en af årets bedste familiefortællinger, Karensminde af Iben Mondrup, virker familien som en organisme, hvor relationerne i familien hele tiden forskydes og, som i flere af årets familieromaner, bliver læseren viklet ind i de bånd, som binder en familie sammen gennem tid og sted.
2.
Punktering af den traditionelle moderrolle
Flere af årets familieromaner kredser om kvinder, som har svært ved at være mødre. Måske bliver de ligefrem syge af deres familie som i Mor af Maja Lucas, der gennem et smukt sprog fremskriver en nærmest tabubelagt kompleksitet i moderrollen. I Kirsten Thorups roman Erindring om kærligheden vises en de livslange konflikter i forholdet mellem en mor og datter. Disse hudløse fremstillinger af kvinder, som har svært ved at håndtere moderrollen, er en modpol til den speltmor, der fremstilles på de sociale medier. Bøgerne er kendetegnet ved en særlig inderlighed, som også ses i 70-ernes bekendelseslitteratur, og de et godt afsæt for diskussioner om det at være mor. Moderrollen var også temaet for nogle af sidste års bedste romaner: Mado af Hanne Højgaard Viemose og På træk af Kamilla Hega Holst.
Se i øvrigt listen de nye mødre.
3.
Sygdom i sindet
Flere af de nævnte bøger om moderrollen berører også psykisk sygdom, ikke mindst den kompromisløse mor. Det mest overbevisende billede af psykisk sygdom får vi beskrevet i Trisse Gejls barske roman Ulvekvinten, der rummer et skarpt blik for de små forskydninger i hovedpersonens adfærd. De viser netop, at hun er på vej ud over kanten. En anden af årets udgivelser er Caroline Livingstones personlige beretning, ’Nat i april’, der handler om at blive psykisk syg, overleve et selvmordsforsøg og gå igennem flere indlæggelser. Også Mikael Josephsens digtsamling Knæk kredser om livet på en psykiatrisk afdeling, hvor verdenen udenfor på én gang er langt væk og tæt på. I det hele taget har nogle af de bedste danske lyrikere de senere år skrevet om psykisk sygdom, ikke mindst Bjørn Rasmussen uafrystelige digtsamling Ming, der kredser om sorg og angst med afsæt i psykiske sygdom.
4.
Klimakrisen og verdens undergang
Flere og flere forfattere skriver om den verden, vi lever i lige nu, og den verden der måske venter os i fremtiden, hvilket har ligheder til 70’ernes litteratur. Vi har hørt de politiske (under)toner i de senere års lyrik hos blandt andre Theis Ørntoft, Asta Oliva Nordenhof og Ursula Andkjær Olsen. Af årets udgivelser vil jeg især fremhæve Charlotte Weitzes Den afskyelige, som er et underfundig mix af klimapolitisk roman, dystopi, kærlighedsroman og samfundssatire. Romanen er et godt indspark i dagens klimadebat, ligesom Rasmus Nicolajsens overbevisende økodigte ”Tilbage til unaturen.” Derudover skal Peder Frederik Jensens aktuelle roman Vold fremhæves. I en nærmest dokumentarisk stil berøres emner som globalisering, velfærd og flygtninge, og det gør romanen til en af årets vigtigste samtidsromaner.
Hvad er virkelighed, og hvad er fiktion? En vifte af årets romaner handler om historiske personer skrevet som fiktion, men baseret på historiens kendsgerninger. De stiller således spørgsmålstegn ved, hvor meget en forfatter må digte om en historisk person. Vi ser det i udgivelser som Birgithe Kosovic’s Den inderste fare, som viser nye sider af den udskældte tidligere statsminister Erik Scavenius. Desuden ses Eva Tinds fascinerende og genreeksperimenterende Asta Nielsen-roman Astas Skygge, hvor Tind også bringer sig selv i ind i romanen og Kirstine Reffstrups foruroligende kunstnerroman Jeg, Unica som skildrer det historiske kunstnerpar Unica Zürn og Hans Bellmer. Og endelig kombineres fakta og fiktion på nye måder via elegant leg med fortællerrollen i Christina Hesselholdts originale roman Vivian om den excentriske gadefotograf Vivian Maier, som først blev berømt efter sin død. Fælles for romanerne er, at de forsøger at vise hidtil ukendte sider af en historisk og ofte gådefuld person.
Læs også: Årets bedste børnelitteratur 2016
Mon ikke også vi kommer til at se mere til disse tendenser i 2017 ? Som nævnt er der i flere af tendenserne ligheder til 70’ernes litteratur, hvilket vel sagtens kan læses som en reaktion på det samfund vi lever i? Netop de bedste bøger fra 70’erne vil være at finde i Litteratursidens tema til januar, og vi vil naturligvis se på 70’ernes spor i den aktuelle litteratur.
Kommentarer