Tema
De nye kvinder stemmer i!
Det er blevet tid til at gøre status over, hvad det vil sige at være kvinde. Køns- og ligestillingsdebatterne florerer på de sociale medier og i aviserne og også litteraturen blander sig.
Siden 70’erne er de tilkæmpede, ligestillede kvinderoller blevet skiftevis afprøvet, forkastet og (gen-)erobret. For ligestillede kvinder er ikke bare kvinder. De er også mødre, de er køn, de er karrieremennesker eller hjemmegående. De er dem, der bager boller og laver alt fra bunden, som deres mor har lært dem, samtidig med at de vasker bilen og hænger lamper op, som deres far har lært dem (og det samme gør deres mænd i øvrigt også). Rollerne er uendelige og forventningerne ligeså – og kan synes svære at navigere og finde sig til rette i. Og måske lige netop derfor er emner som køn, krop, identitet igen kommet på den litterære dagsorden både hos de kvindelige og de mandlige forfattere.
I dette tema tager vi temperaturen på, hvordan en række markante kvindelige forfattere fra både den helt nye generation af forfattere samt nogle af de kvindelige forfattere, der kommer før dem, har beskrevet, behandlet og forholdt sig til, hvad det vil sige at være kvinde i dag.
Samtidig ser vi nærmere på, hvordan 70’ernes bekendelseslitteratur igen bliver støvet af, hvordan store kvindelige ikoner i dansk litteratur som Vita Andersen og Tove Ditlevsen bliver hyldet af de yngre forfattere og på 70’er-bibelen Kvinde kend din krop, der er udgivet i en ny og tidssvarende udgave prydet med billeder af kvinder, som de ser ud i alle aldre.
De nye feminister
For der er noget i gære og unge forfattere som Olga Ravn og Ida Marie Hede bekender sig åbenlyst som feminister og slutter sig til en stemme som Mette Moestrup, som i en artikel skrevet til dette tema, netop beskriver, hvad feminisme er for hende i dag. Her skriver hun bl.a.: ”Efter halvfjerdsernes ”livmoderfeminisme,” firsernes postfeminisme og halvfemsernes queer-bølge, må udfordringen nu være en selvkritisk åbenhed over for den globale feminisme: black feminism, muslimsk feminisme, indisk feminisme”.
De mange feminismer til trods, så har køn og ligestilling i mange år levet et knap så fremtrædende liv i dansk litteratur, som de synes at gøre i dag, hvor flere og flere forfattere forholder sig direkte, undersøgende og udfordrende til samtidens forventninger til og konstruktioner af køn, krop, parforhold og identitet. Om end ikke alle har et feministisk ærinde for øje.
De nye selvfremstillinger
Med andre ord: Kvindelitteratur er igen kommet på den litterære og offentlige dagsorden. For nok er der sket meget siden 70’erne. Men samtidig trænger nogle af de samme problematikker sig på igen, og lige som i bekendelseslitteraturen er det igen de private historier, der knopskyder om end også udtrykt og afprøvet på nye og anderledes måder end dengang, og som Stefan Kjerkegaard argumenterer for i sin artikel til temaet: Er fremtiden feminin? med en større formbevidsthed end i 70’erne og med en bevidsthed om, at køn er roller, som både mænd og kvinder udfører.
Formbevidstheden vidner bl.a. brugen af sociale medier som Facebook og blogs om, idet disse medier dels har gjort selvfremstilling alment, men ofte udtrykt som et positivt og nøje kalkuleret selvbillede. Og dels også som en måde for forfattere at nedbryde skellet mellem forfatter, tekst og virkelighed og samtidig også at skabe et korrektiv til de ”perfekte” selvbilleder, hvilket bl.a. Asta Olivia Nordenhof gør ved at bekende sig direkte, ærligt og sårbart til sine læsere. Hun lader dermed sine værker bevæge sig ud over værket og bliver selv en del af værket, hvilket Stefan Kjerkegaard bemærker i sin artikel.
De mange kvindestemmer i temaet
Temaet præsenterer ud over de to artikler af hhv. Mette Moestrup og Stefan Kjerkegaard en række anmeldelser og analyser af værker skrevet af kvinder om kvinder, som tilsammen viser, hvordan køn, krop og identitet bliver beskrevet på mange forskellige måder og med mange forskellige strategier og formål.
Ud over allerede nævnte Asta Olivia Nordenhof, som både på sin blog jegheddermitnavnmedversaler.dk, på Facebook og i sin litteratur bruger sig selv som materiale på ærlig og sårbar vis, er der også andre forfattere som Eva Tind, der med afsæt i sin private baggrund afsøger sin identitet.
Identitet
Og så er der de forfattere, som åbenlyst trækker på egne erfaringer i omskrevet fiktiv form. Det gælder for forfattere som Maren Uthaug , der i sin romandebut Og sådan blev det undersøger en ung kvindes identitet gennem en historie om, hvor hun kommer fra, og hvem hun er blevet. Og også jagten på identitet og at finde sig selv er temaet hos bl.a. forfattere som Stine Askov, Amalie Laulund Trudsø og Stine Pilgaard, der beskriver unge kvinders søgen efter identitet og at finde sig til rette i livet. Hos disse forfattere spiller kærligheden og jagten på at finde sig til rette i parforholdet også en rolle. Og lige netop parforholdets udfordringer er også et af de emner, der bliver undersøgt af bl.a. Katrine Grünfeldt i romanen Sommerferie og debutanten Signe Langtved Pallisgaard i romanen Et andet sted.
Kvindekroppen
Et andet fokus i de yngre kvinders litteratur er kroppen, som får lov at udfolde sig helt fra celleniveau i Amalie Smits I civil til en måde at erkende og sanse verden på i bl.a. Josefine Klougarths forfatterskab. Og så bliver også kvindekroppen i alle dens afskygninger undersøgt og vist frem i bl.a. Olga Ravns digtsamling Jeg æder mig selv som lyng og i Christina Hega Holsts roman Sort, som beskriver den monstrøse krop som en afvisning af kvindeidealer.
Forgangskvinder
Endelig er der også nogle af de kvindelige forfattere, som gennem en årrække har skrevet om kvinder og kønskonstruktioner. Ud over Mette Moestrup gælder det bl.a. Lone Hørslev og Ursula Andkjær Olsen. Og så er der Ida Jessen, Kirsten Hammann og Helle Helle, som gennem en årrække i fiktiv form har beskrevet kvindelivet med de smerter, følelser osv., som det indebærer.
For at sætte tingene i perspektiv til de gode gamle 70’ere, kan du finde inspiration i listen Kvindeliv i 70’erne. Samt i anmeldelserne af hhv. Tove Ditlevsens Gift og Vita Andersens Tryghedsnarkomaner & Hold kæft og vær smuk, der begge er blevet genudgivet med forord af netop nogle af tidens unge, kvindelige forfattere.
Kvindelitteraturen i alle den afskygninger – hvad enten den er bevidst feministisk eller ej -lever og har det godt og bliver ikke kun sat i perspektiv med 70’ernes litteratur og feminisme, men også med den litteratur, der skrives af nutidens mænd. For også de synes at gøre status over de kønsroller, som er blevet dem tildelt i ligestillingens navn. Og med det i mente er kvindelitteratur i dag heller ikke kun for kvinder!
Det er blevet tid til at gøre status over, hvad det vil sige at være kvinde. Køns- og ligestillingsdebatterne florerer på de sociale medier og i aviserne og også litteraturen blander sig.
Siden 70’erne er de tilkæmpede, ligestillede kvinderoller blevet skiftevis afprøvet, forkastet og (gen-)erobret. For ligestillede kvinder er ikke bare kvinder. De er også mødre, de er køn, de er karrieremennesker eller hjemmegående. De er dem, der bager boller og laver alt fra bunden, som deres mor har lært dem, samtidig med at de vasker bilen og hænger lamper op, som deres far har lært dem (og det samme gør deres mænd i øvrigt også). Rollerne er uendelige og forventningerne ligeså – og kan synes svære at navigere og finde sig til rette i. Og måske lige netop derfor er emner som køn, krop, identitet igen kommet på den litterære dagsorden både hos de kvindelige og de mandlige forfattere.
I dette tema tager vi temperaturen på, hvordan en række markante kvindelige forfattere fra både den helt nye generation af forfattere samt nogle af de kvindelige forfattere, der kommer før dem, har beskrevet, behandlet og forholdt sig til, hvad det vil sige at være kvinde i dag.
Samtidig ser vi nærmere på, hvordan 70’ernes bekendelseslitteratur igen bliver støvet af, hvordan store kvindelige ikoner i dansk litteratur som Vita Andersen og Tove Ditlevsen bliver hyldet af de yngre forfattere og på 70’er-bibelen Kvinde kend din krop, der er udgivet i en ny og tidssvarende udgave prydet med billeder af kvinder, som de ser ud i alle aldre.
De nye feminister
For der er noget i gære og unge forfattere som Olga Ravn og Ida Marie Hede bekender sig åbenlyst som feminister og slutter sig til en stemme som Mette Moestrup, som i en artikel skrevet til dette tema, netop beskriver, hvad feminisme er for hende i dag. Her skriver hun bl.a.: ”Efter halvfjerdsernes ”livmoderfeminisme,” firsernes postfeminisme og halvfemsernes queer-bølge, må udfordringen nu være en selvkritisk åbenhed over for den globale feminisme: black feminism, muslimsk feminisme, indisk feminisme”.
De mange feminismer til trods, så har køn og ligestilling i mange år levet et knap så fremtrædende liv i dansk litteratur, som de synes at gøre i dag, hvor flere og flere forfattere forholder sig direkte, undersøgende og udfordrende til samtidens forventninger til og konstruktioner af køn, krop, parforhold og identitet. Om end ikke alle har et feministisk ærinde for øje.
De nye selvfremstillinger
Med andre ord: Kvindelitteratur er igen kommet på den litterære og offentlige dagsorden. For nok er der sket meget siden 70’erne. Men samtidig trænger nogle af de samme problematikker sig på igen, og lige som i bekendelseslitteraturen er det igen de private historier, der knopskyder om end også udtrykt og afprøvet på nye og anderledes måder end dengang, og som Stefan Kjerkegaard argumenterer for i sin artikel til temaet: Er fremtiden feminin? med en større formbevidsthed end i 70’erne og med en bevidsthed om, at køn er roller, som både mænd og kvinder udfører.
Formbevidstheden vidner bl.a. brugen af sociale medier som Facebook og blogs om, idet disse medier dels har gjort selvfremstilling alment, men ofte udtrykt som et positivt og nøje kalkuleret selvbillede. Og dels også som en måde for forfattere at nedbryde skellet mellem forfatter, tekst og virkelighed og samtidig også at skabe et korrektiv til de ”perfekte” selvbilleder, hvilket bl.a. Asta Olivia Nordenhof gør ved at bekende sig direkte, ærligt og sårbart til sine læsere. Hun lader dermed sine værker bevæge sig ud over værket og bliver selv en del af værket, hvilket Stefan Kjerkegaard bemærker i sin artikel.
De mange kvindestemmer i temaet
Temaet præsenterer ud over de to artikler af hhv. Mette Moestrup og Stefan Kjerkegaard en række anmeldelser og analyser af værker skrevet af kvinder om kvinder, som tilsammen viser, hvordan køn, krop og identitet bliver beskrevet på mange forskellige måder og med mange forskellige strategier og formål.
Ud over allerede nævnte Asta Olivia Nordenhof, som både på sin blog jegheddermitnavnmedversaler.dk, på Facebook og i sin litteratur bruger sig selv som materiale på ærlig og sårbar vis, er der også andre forfattere som Eva Tind, der med afsæt i sin private baggrund afsøger sin identitet.
Identitet
Og så er der de forfattere, som åbenlyst trækker på egne erfaringer i omskrevet fiktiv form. Det gælder for forfattere som Maren Uthaug , der i sin romandebut Og sådan blev det undersøger en ung kvindes identitet gennem en historie om, hvor hun kommer fra, og hvem hun er blevet. Og også jagten på identitet og at finde sig selv er temaet hos bl.a. forfattere som Stine Askov, Amalie Laulund Trudsø og Stine Pilgaard, der beskriver unge kvinders søgen efter identitet og at finde sig til rette i livet. Hos disse forfattere spiller kærligheden og jagten på at finde sig til rette i parforholdet også en rolle. Og lige netop parforholdets udfordringer er også et af de emner, der bliver undersøgt af bl.a. Katrine Grünfeldt i romanen Sommerferie og debutanten Signe Langtved Pallisgaard i romanen Et andet sted.
Kvindekroppen
Et andet fokus i de yngre kvinders litteratur er kroppen, som får lov at udfolde sig helt fra celleniveau i Amalie Smits I civil til en måde at erkende og sanse verden på i bl.a. Josefine Klougarths forfatterskab. Og så bliver også kvindekroppen i alle dens afskygninger undersøgt og vist frem i bl.a. Olga Ravns digtsamling Jeg æder mig selv som lyng og i Christina Hega Holsts roman Sort, som beskriver den monstrøse krop som en afvisning af kvindeidealer.
Forgangskvinder
Endelig er der også nogle af de kvindelige forfattere, som gennem en årrække har skrevet om kvinder og kønskonstruktioner. Ud over Mette Moestrup gælder det bl.a. Lone Hørslev og Ursula Andkjær Olsen. Og så er der Ida Jessen, Kirsten Hammann og Helle Helle, som gennem en årrække i fiktiv form har beskrevet kvindelivet med de smerter, følelser osv., som det indebærer.
For at sætte tingene i perspektiv til de gode gamle 70’ere, kan du finde inspiration i listen Kvindeliv i 70’erne. Samt i anmeldelserne af hhv. Tove Ditlevsens Gift og Vita Andersens Tryghedsnarkomaner & Hold kæft og vær smuk, der begge er blevet genudgivet med forord af netop nogle af tidens unge, kvindelige forfattere.
Kvindelitteraturen i alle den afskygninger – hvad enten den er bevidst feministisk eller ej -lever og har det godt og bliver ikke kun sat i perspektiv med 70’ernes litteratur og feminisme, men også med den litteratur, der skrives af nutidens mænd. For også de synes at gøre status over de kønsroller, som er blevet dem tildelt i ligestillingens navn. Og med det i mente er kvindelitteratur i dag heller ikke kun for kvinder!
Kommentarer