Er fremtiden feminin?

Oprettet: 24.02.2014 - 11:36

Stefan Kjerkegaard  forfølger og nuancerer, hvordan køn, stemme, affekt og væv udfolder sig i den yngste danske litteratur.

 Skrevet af  Stefan Kjerkegaard, Aarhus Universitet, Institut for Æstetik og Kommunikation 

”Mænd er feminine, som kvinder var i 1910, hvorimod vi kvinder er feminine, som man er i 1981. Mændene følger efter, kvinderne starter. Alle de argumenter, som mænd bruger, er tillærte argumenter, mens kvinder har argumenter, som de selv finder frem til.
   Det er umuligt for en mand og en kvinde at have en diskussion. Mænd er trætte, de er lidt syge, har lidt selvmordstilbøjeligheder, de er ikke rigtig nysgerrige, de har skyldfølelse. Fremtiden er feminin. Det gør mig lidt ondt at skulle sige det, fordi jeg gerne vil have, at fremtiden skulle bestå af begge køn, men jeg tror, den er feminin. Mænd bliver ved med at være syge af den der sygdom, mandighed.
   Jeg elsker mænd, der er ikke noget, jeg elsker mere.” (29)
Marguerite Duras: At læse.

Mange har travlt med at hæfte en betegnelse på det nye kuld af unge, talentfulde kvindelige forfattere, der debuterer disse år. Ofte og senest i tidsskriftet Kritik (nr. 208) bliver der henvist til 1970ernes bekendelseslitteratur. Det gælder forfattere som Olga Ravn, Stine Pilgaard, Amalie Smith, Josefine Klougart, Ida Marie Hede, Christina Hagen og Asta Olivia Nordenhof m.fl. Disse forfattere bruger og taler om subjekt, krop og køn på en ny måde, mener man.

På sin vis tror jeg, at det er rigtigt, selvom man kunne indvende: Hvornår er det ikke rigtigt? Det er vel noget af det, som litteratur altid handler om? Det til trods, så lad mig med denne artikel alligevel forsøge at forfølge og forhåbentlig nuancere ideen. Måske siden Ursula Andkjær Olsen, Lone Hørslev og især Mette Moestrup subtilt, ironisk og kritisk gjorde brug af kønnet som en aktiv del af den litterære konstruktion, er det for alvor blevet et tema i ny dansk litteratur. Og med de seneste forfattere er der, tror jeg, sket en radikalisering af den udvikling. En udvikling der desuden skal ses i forhold litterær selvfremstilling som tendens. De unge forfattere går i kødet på konstruktionerne; det gælder både kønnet og identiteten som sådan. Eller rettere: der er kun en minimal forskel mellem kød og konstruktion – begge bliver undersøgt på samme tid i selvtekster, der vælter ud over værkerne i en længsel efter at bryde helt fri af tilværelsens mange manuskripter.

Dette kan ses i forlængelse af den udvikling Mette Moestrups forfatterskab har undergået. I hendes bog Jævnet med jorden (2009) var det jo ikke bare de traditionelle ”danske” temaer som møllen og bindingsværkshuset, der blev omstyrtet, men også kønnet som sådan var et bindingsværk, et sprogligt bindingsværk, og det er ud af den tangent, at de unge forfattere, der er nævnt her, fortsætter. Det er ofte i højere grad de sproglige og diskursive præmisser for at være et køn, der undersøges, end det er kønnet selv. Andkjær Olsen, Moestrup, og Hørslev kunne være indenlandske inspirationskilder (og bag dem igen Helle Helle, Christina Hesselholdt, Kirsten Hammann, Pia Juul, Pia Tafdrup og mange flere), men kigger man ud over de danske grænser, kunne væsentlige navne være så forskellige forfattere som svenske Sara Stridsberg, engelske Virginia Wolf, hvis essay A Room of One’s Own ligger som en undertekst hos Moestrup, eller franske Marguerite Duras, der har fået en stærk re-kanonisering de senere år.

Dertil kunne man yderligere tilføje, hvis man ellers antager et dansk-litteraturhistorisk perspektiv, en forfatter som Tove Ditlevsen, som der jævnligt refereres til. Det gælder fx Olga Ravns digtsamling Jeg æder mig selv som lyng, der både på inder- og ydersiden rummer en ganske subtil læsning af Ditlevsens digte. Ravns åbningsdigt Grammatisk ubehag kan læses som en kritisk læsning af Ditlevsens Pigesind (1951) og af Ditlevsens forfatterskab som sådan, men forsiden på Jeg æder mig selv som lyng henviser måske også til Ditlevsen, idet den er et billede af det kvindelige bryst, set indefra, hos Ditlevsen er det hele kvinden, der rejser sig som en blomst. En blomst er forsidebilledet på Ravns bog på en måde også, men her er det bare det kvindelige kød, der blomstrer.

 

Ravns digtsamling er sigende for den nuancering af forholdet mellem krop og stemme, som den nye litteratur har gennemgået, hvor kønnet igen er blevet et issue og et tissue. Det sidste vender jeg tilbage til. Når jeg siger igen, tænker jeg naturligvis på 70erne og måske særligt på den såkaldte bekendelseslitteratur. Til forskel fra dennes ofte formløse favntag med kønnet, med undtagelser af forfattere som Suzanne Brøgger og Henrik Stangerup, har vi imidlertid med en yderst formbevidst litteratur at gøre i dag. Bekendelse i samtidslitteraturen behøver således ikke at medføre en slagside på indholdssiden, eller en formløs demokratisk litteratur, der helst skal kunne læses af enhver tryghedsnarkoman.

I tillæg til spørgsmålet om kønnet bør man også regne det affektive. Med det affektive mener jeg de fundamentale følelser, der findes i selve den sproglige relation, tiltalen og dens reversibilitet, dvs. inden talen fx munder ud i mere etablerede diskursformer som det politiske, det ideologiske osv. I en interviewserie, som det norske tidsskrift Vagant havde om dansk feminisme, forklarer Ida Marie Heede det sådan her:

“Mine tanker om en affektiv og undersøgende feminisme står i kontrast til tanken om feminisme som ideologisk og positioneret. Måske er det derfor, jeg skriver, og ikke er polemiker. Jeg er ikke så interesseret i den feminisme, der diskuterer fordelingen af magt og status, hvor der allerede er en overflod af begge. Snarere i det mikropolitiske, hvor magten ikke er umiddelbart genkendelig. Feminisme er for mig forbundet med forestillingen om eller kampen for tankemæssig frihed og med en overskridelse af grænser, der skaber nye forbindelser mellem kroppe og miljøer.” (Dybdahl og Inanloo 2014)

Sammenholder man dette med den positive anmeldelse forfatteren, kritikeren og übermodernisten Hans-Jørgen Nielsen lavede af Vita Andersens Tryghedsnarkomaner, ser man, at det præcis er det affektive, Nielsen fremhæver, og som nutidens forfattere har taget til sig fra 1970erne. Han skriver bl.a., at der er tale om ”en stor tonløshed tværs hen over det sindsoprivende indhold. Som et brutalt, ufølsomt neonlys over det hele, hvori personerne antager karakterer af masker og mekaniske dukker.” Den tonløse tone er affektiv, den findes på overfladen af Vita Andersens ord – den er det, man også hører, når man ser bort fra indholdet og læser Tryghedsnarkomaner som et radikalt modernistisk værk.

I den forstand kan man sige, at det er rigtigt, når man påstår, at det private i dag bliver anvendt politisk i kunsten. Men det er jo dels ikke kun gældende for kvinderne i den nye danske litteratur, selvom Anne-Marie Mai sandt nok i sin nylige artikel om Vita Andersen i Kritik påpeger, hvordan litteratur af kvinder igennem litteraturhistorien, ja nærmest fra begyndelsen, er blevet kritiseret for at være for privat. Og dels så vil jeg mene, at det affektive kommer til udtryk på en mere målrettet og dermed mere effektiv måde end fx i 70erne, fordi det netop kombineres med en endnu højere formmæssig bevidsthed, som er gældende for alle de unge kvinders tekster.

I den forstand lægger Ravns digte sig i slipstrømmen på en række litterære værker, der måske ikke omhandler forholdet mellem krop og stemme så meget, som det handler om affekt i forholdet mellem stemme og køn. Implicit handler de således også om det første forhold, forudsat at man hævder, at køn er noget biologisk og dermed ikke en social konstruktion. Det var bl.a. filosoffen Judith Butler, der lærte os at skelne mellem gender og sex, dvs. mellem biologisk og socialt køn, da hun dekonstruerede kønnet via sin kønsballade. Hendes tanker var imidlertid ikke kun fundamentale for kvinder, men for identitet overhovedet, herunder det at være sit køn. Mænd fandt også pludselig ud af, at man nu staves med et d.

Det er denne uselvfølgelighed i forhold til identitet og køn, der for alvor har skabt røre i følelserne i den nye danske litteratur. Derfor får vi stemmer, der er indviklet uden afklaring i begge forståelser af kønnet, eller ligefrem leger med denne mere nuancerede forståelse af kønnet, som bl.a. Butler har efterladt os med. Det er sådan jeg fx læser Bjørn Rasmussens Huden er det elastiske hylster, der omgive hele legemet (2011), der må tænkes med inden for tendensen, eller Niels Franks Nellies bog (2013), der er en slags latecomer inden for samme.

Enhver der har læst Huden er det elastiske hylster, der omgive hele legemet vil vide, at den på trods af sit tilsyneladende intense fokus på kroppen også har et særdeles intenst fokus på teksten som tekst, og teksten som, hvis man ellers benytter sig af Roland Barthes’ i denne her sammenhæng passende metafor, væv. Barthes brugte metaforen for at tale om alle teksters intertekstualitet. I den betydning passer den også på Rasmussens roman, der låner fra Duras, Hesselholdt, Plath samt en række opslagsværker om huden. Og dette er blot de navne der nævnes i bogen til sidst. Ud over disse kunne man også pege på Suzanne Brøgger og Jean Genet som vigtige inspirationskilder. Det væv, der udgør Rasmussens tekst.

Selvom metaforen havde en lidt anden (litteratur)politisk drejning hos Barthes, mener jeg, at den er særdeles brugbar i dag, hvis man vil forstå de yngre forfatteres måde at skrive og omgås litteraturen. Man kunne hævde, at mange af disse forstår deres liv som en tekst, der kan gennemskrives, forandres, revideres (ja med et lån fra de sociale mediers vokabularium) opdateres, men teksten er ikke kun en tekst i gængs forstand, den er også dette væv af krop, køn og affekt. Ida Marie Heede taler sigende om ”den måde, en hudcelle på en kvindekrop står i relation til atmosfæren”. Denne relation, tror jeg dog, er ikke kønsbestemt. Man finder den også hos en række yngre mandlige digtere (jf. Stefan Kjerkegaard 2014). Det betyder, at det selvbiografiske ændrer karakter. Her findes det ikke længere i en armslængde, for man må ”være ødsel med sig selv”, som Klougart siger det (Rune Skyum-Nielsen 2012: 16).

Det betyder, at teksten fortsætter ind i og langt ud over værket og måske i sidste ende, at forfatteren er en del af denne. Især en forfatter som Asta Olivia Nordenhof har vist, hvordan vi må revidere vores opfattelse af, hvad et værk og en forfatter overhovedet kan være. Hendes tekst findes også på blogs, som breve eller som opdateringer på Facebook, og hun stiller gerne sig selv til skue som del af teksten. Præcis her er det, at Ditlevsen også bliver et forbillede for en række forfattere. 

 

 

Under den affektive selvfremstillingsdiskurs i den nyeste litteratur er der derfor også andet og mere end den kønne(de) stemme på færde, og det er årsagen til, at jeg har behandlet og citeret fra både kvinder og mænd ovenfor. I mine øjne er fremtiden nemlig hverken feminin eller maskulin, og Duras er vel også ironisk, når hun underminerer sit eget ståsted med udsagnet om, at hun ”elsker mænd” (jf. citat ovenfor). Det handler snarere om en længsel efter at blive fri for de mange – store som små – manuskripter, som tilværelsen foreskriver os. Fra det markedsbaserede samfund til udfyldelsen af ens profil på Facebook, der i øvrigt for nyligt har åbnet op for en mere nuanceret kønsbestemmelse. De mange forsøg på at udfolde sig i selvtekster, der udforsker og til tider endog unddrager sig kønnet, bør derfor ses som udtryk for en større og mere omfattende frihedstrang, en længsel efter at tale og skrive frit. En tankemæssig frihed, som Heede formulerer det.

 Litteratur:

Roland Barthes (2004): ”Fra værk til tekst” i Forfatterens død og andre essays, Gyldendal.

Judith Butler (2011): Kønsballade. Feminisme og subversion af identitet, Kbh.:THP.

Marguerite Duras (2009): At læse, Forlaget Lundtofte.

Ida Dybdahl og Sara Hornum Inanloo (2014): ”En hudcelle i en kvindekrop står i relation til atmosfæren” på Vagant.no http://www.vagant.no/en-hudcelle-pa-en-kvindekrop-star-i-relation-til-atmosfaeren/  

Stefan Kjerkegaard (2014): ”Den bekymrede generation” på den STORE litteratyr http://kjerkegaard.blogspot.dk/2014/02/den-bekymrede-generation.html

Anne-Marie Mai (2013): ”Vita revisited” i Kritik nr. 208.

Sianne Ngai (2005): Ugly Feelings, Cambridge: Harvard UP. 

Hans-Jørgen Nielsen (1977): ”Du er ikke mandchauvinist og jeg er ikke Bianca Jagger” i Information 17/3.

Rune Skyum-Nielsen (2012): ”Det er som om jeg er født gammel” i Ud og Se, Januar 2012.

 

 

 

 

 

 

 

0
Din bedømmelse: Ingen