FEMINIST FOREVER M.M.

Oprettet: 03.03.2014 - 14:50

Forfatter Mette Moestrup er en af vor tids feminister. Her giver hun sit personlige syn på, hvad det vil sige at være feminist i dag.

Skrevet af forfatter Mette Moestrup

1.

For et års tid siden gav min veninde og kollega Naja Marie Aidt mig et smykke, som hun havde købt i en feministisk boghandel i New York. Smykket bærer termen FEMINIST KILLJOY, der stammer fra tænkeren Sara Ahmeds begrebsapparat. Sara Ahmed (f. 1969 (ligesom mig!)) er en af vor tids mest skelsættende feministiske, queer-teoretiske, racisme- og hvidhedskritiske tænkere, og jeg er en stor fan, som følger hende på facebook og på bloggen http://feministkilljoys.com

Derudover har jeg stort set alle hendes værker, som jeg læser lige så idiosynkratisk og sporadisk, som jeg vil og lyster (jeg er digter, ikke forsker.) Men et godt sted at begynde er bloggen og den svenske Ahmed-antologi Vithetens hegemoni

http://www.adlibris.com/se/bok/vithetens-hegemoni-9789186273194

2.

FEMINIST KILLJOY går kort sagt ud på at ødelægge falsk (fx patriarkalsk eller hyggeracistisk) hygge. Et ret random eksempel: Jeg sad på et værtshus sammen med nogle danske kollegaer, som roligt kan citeres for at sige ”neger” igen og igen, idet de diskuterede, hvorvidt man må sige n-ordet eller ej. Jeg sagde nej, nej, nej og refererede til, at ordet ikke er neutralt på dansk, eftersom det blev brugt som nedsættende betegnelse for slaver under det danske slaveri. At den evindelige henvisning til, at det kun er ”nigger” på amerikansk, som er nedsættende, ikke holder en meter, fordi ordet ”n-ordet” indgår i en masse dokumenter fra den danske slaverihistorie, bl.a. om afstraffelse, håndsafhugning og den slags. De mente, at det censurerede sproget at undlade at sige ”n-ordet,” at en sådan censur dækkede over historien, og at jeg var ”sprogfilosofisk naiv.” N-ordet blev som sagt gentaget ad libitum. ”Nu har I så også sagt det!” råbte jeg. Det blev til en lidt øllet konversation. Jeg råbte halvsnalret, at ”man fandeme dårligt nok kan tage nogen med ind i det her miljø, som ikke er pæredanske, for de skal altid høre på sådan noget PIS.”  Så, og aldrig har jeg oplevet bedre timing, kom the one and only Shadi Angelina Bazeghi hen til bordet, iført hårbøjle med katteører, og råbte til mig:

”Killjoy! Lad os skride!”

3.

Jeg er opvokset i en lille landsby i Vendsyssel med en mor, som gik med lilla ble og var med i en kvindegruppe, og en far, der passede os børn (tre søstre), lavede mad og gjorde rent ligesom hende. Når jeg var på besøg hos mine veninder, oplevede jeg, at det var anderledes i deres hjem. Den forskel gav mig nok en fornemmelse af, at kønsrollerne var noget, mødre og fædre spillede. At det fx var en rolle, hvis kvinden, moren, altid støvsugede og servicerede; ikke noget selvskrevet eller naturgivent. Jeg tror, at denne oplevelse af roller gav mig en frihedsfølelse i forhold til, hvordan jeg kunne tænke mig at være pige og blive kvinde.

4.

Nu, hvor jeg er blevet 44, tænker jeg tilbageskuende, at jeg ikke mindst er feminist takket være min far, som har vist mig, snarere end lært mig eller sagt til mig med ord, at man ikke behøver at bekræfte patriarkalske strukturer, fordi man biologisk er mand og pater. At hans handlinger gennem hans liv som min far har fortalt mig, at der er forskel på biologisk køn og kulturelt køn, længe før jeg læste queer-teori. Dette siger jeg ingenlunde for at underkende min mors eller alle mine mange kunstneriske og litterære mødres betydning. Men derimod for at klargøre, at feminisme også kan have en mandlig og/eller faderlig kilde – lige så vel som nogle biologiske kvinder kan videregive de patriarkalske mønstre til deres sønner og døtre. Nogle kvinder kan være ”Mekaniske dukker” – som den iranske digterinde Forugh Farrokhzad betitler et digt. Men det, at nogle kvinder bekræfter det patriarkalske mønster, betyder sandelig ikke, at Forugh opgiver kampen mod patriarkatet.

5.

For mig i dag som hvid, vestlig feminist er det vigtigt (og virkelig ignorant ikke) at medtænke min egen magtposition. Huden er på mange måder større og mere væsentlig end kønnet. Efter halvfjerdsernes ”livmoderfeminisme,” firsernes postfeminisme og halvfemsernes queer-bølge, må udfordringen nu være en selvkritisk åbenhed over for den globale feminisme: black feminism, muslimsk feminisme, indisk feminisme. Den indiske, tamilske digter Kutti Revathi siger i et interview i fællesbogen FRIT FLET, som jeg i skrivende stund er ved at færdiggøre sammen med Naja Marie Aidt og Line Knutzon:

Jeg føler – og oplever, når jeg rejser i andre lande – at vestlige feminister ikke går op i den tredje verdens kvindesager, og at de ikke forstår, at de selv taler fra en privilegeret position. Vores problemstillinger er meget forskellige fra deres.

Som kvinder er vi alle forbundet og adskilt af forskellige unikke problemstillinger. Udfordringen er at løse spørgsmålet om, hvordan vi på en gang kan komme videre med vores respektive og lokale kvindesager og så samtidig opfatte feminisme som en fælles praksis og teori.

 

 

 

 

0
Din bedømmelse: Ingen