Drengen var sort. Sort som den mørkeste nat. Og han elskede at løbe. Hver gang han blev bedt om at hente et eller andet, så løb han. Og han løb også, når han ikke blev bedt om at hente noget. Han løb fordi han kunne lide det. Fordi han simpelthen ikke kunne lade være. Af og til prøvede han at gå, men det var som om hans ben ikke ville lystre. Som om de ikke kunne gå. Og inden han vidste af det for han afsted i fuld løb igen. Folk i landsbyen sagde om ham at han kunne løbe solen sort.

En aften han var ude at løbe, kom han til en gammel bro. På en sten ved siden af broen sad en pige. Det var ikke en pige han havde set før, for han var løbet længere, end han nogensinde havde gjort før. Pigen var smuk. Ja den smukkeste pige han nogensinde havde set. Og selvom han var en løber, så kunne han godt se når noget var smukt.

Han bremsede, så støv og småsten sprøjtede op i luften. Han blev næsten helt væk i en støvsky.

Pigen kiggede interesseret op, for hun havde aldrig set en løber som ham før. Hans mørke hud glimtede af sved, og i den nedgående sols stråler, lignede han næsten en ridder i en sort, skinnende rustning.

"Godaften," sagde han høfligt og bukkede let.

"Godaften," fnisede pigen genert.

Drengen blev helt varm i kinderne, for i hans land var det sådan, at når en dreng sagde godaften til en pige, og hun så også sagde godaften, så var det det samme som at de var kærester. Hvis pigen derimod sagde "godnat," eller ligefrem "dybt godnat," så var det bare om at komme videre, for så havde hun enten en kæreste i forvejen, eller også ville hun ikke have noget med en at gøre.

Men pigen ved broen sagde altså godaften, og straks blev drengen mere modig.

"Kom lad os løbe," sagde han til hende og hun fnisede igen, endnu mere genert.

"Hvorhen?" lo hun.

"Ikke noget bestemt sted hen," sagde drengen. "Bare løbe."

"Bare sådan... løbe?" sagde pigen forundret.

"Ja," nikkede drengen ivrigt. "Jeg er nemlig en løber." Han var allerede begyndt at løbe på stedet, for nu havde han stået stille så længe, at hans ben ikke kunne holde sig i ro ret meget længere.

"Jamen hvis vi ikke skal noget bestemt sted hen, hvorfor så løbe," sagde pigen. Nu smilede hun ikke mere.

"Fordi det er skønt at løbe. At mærke at man bruger sin krop. Mærke musklerne arbejde, og lungerne og hjertet pumpe."

"Nej tak," sagde pigen og rystede på hovedet. "Det er vist ikke noget for mig."

"Jamen...," sagde drengen.

"Godnat," sagde pigen og gik sin vej.

Drengen vendte sig om og susede ud over engene. Han løb som han aldrig havde løbet før. Over vandløb, gennem moser, gennem skove, over bjerge. Han løb og løb, til han til sidst fik blodsmag i munden, og det flimrede for hans øjne. Og mens han løb, gik det op for ham, at han nok aldrig ville finde en pige der havde lyst til at løbe gennem livet sammen med ham. For han løb jo ikke for at vinde noget, eller for at komme et bestemt sted hen, så hurtigt som muligt. Der var ingen målstreg der fik ham til at løbe. Han ville bare løbe.

Så løb han videre gennem land, efter land, og ingen i hans landsby så ham nogensinde igen.