Nogle måneder i mit liv : (oktober 2022-marts 2023)

Skellet mellem gal og genial er udvisket i Houellebecqs forsvarstale, der skulle være forblevet i skrivebordsskuffen. 

Michel Houellebecq kom endnu engang i mediernes lidet flatterende rampelys, da han i 2022 udtalte sig islamkritisk til magasinet Front Populaire. Det er der som sådan intet nyt i. Jovist, denne udtalelse var grovere end vanligt, men efterhånden kan det ikke overraske synderligt, når det kommer fra ham. Ikke lang tid efter denne episode sprang forfatteren ud som pornoskuespiller, hvor han dog alligevel må siges at have haft et chokerende trick i ærmet. Karrieren som pornoskuespiller var kortvarig og endte i en længere retssag om Houellebecqs ret til at få fjernet den pornofilm, som han nu en gang indgik i helt frivilligt.

Bogen ’Nogle måneder i mit liv: oktober 2022-marts 2023’ beskæftiger sig med Houellebecqs liv i tiden fra den islamkritiske udtalelse til retssagens endegyldige dom. Bogen starter egentlig vældig tilforladeligt. Houellebecq kan godt se, at han i disse genkomne kontroverser med det muslimske miljø bidrager med megen dumhed, og at i denne udtalelse, som kickstarter Houellebecqs kulturelle forfald, hvori der foreligger en aggression (som han dog ”i praksis aldrig føler”), må han siges at være hovedsynder. Og herefter begynder det at gå galt fra side 11. For han mente jo slet ikke det, han sagde. Han mente tværtimod det modsatte.

Dernæst følger 100 siders dårlige undskyldninger, hvor Houellebecq på bagtanke reflekterer over de handlinger, som han nu er kommet gevaldigt i klemme på. Vi må jo forstå, at han er offeret i denne situation. Han er jo blot en forfængelig forfatter, der oprigtigt troede på, at en ung kvindelig fan (sympatisk omtalt ”Soen”) ville elske at have sex med ham og blive filmet imens. Instruktøren og masterminden bag, hvad Houellebecq efterfølgende antager som et kulturelt snigangreb på ham, ”Kakerlakken”, får ham til at skrive under på en kontrakt. Kontrakten giver Kakerlakken rettighed over videooptagelserne. Houellebecq fortryder dog, da han ser traileren fra den færdigoptagede film, og hiver instruktøren i retten med argumentet, at han var beruset og deprimeret, da han underskrev kontrakten.

Men vi må også forstå, at han ikke har forstand på pornoindustrien. Ja, han forstår den faktisk slet ikke, for det fordrejer jo de unge pigers opfattelse af, hvad god seksuel ydelse består af:

”Den første og vigtigste årsag [til hans indignation over medvirkningen i filmen] var at denne film, i lighed med de få andre jeg siden hen kom til at se, var en total katastrofe i forhold til seksualundervisningen af unge piger. Hvis en ung pige i virkelighedens verden skulle finde på at rive den af på mig eller sutte den af på mig på samme måde som de kvindelige skuespillere i disse film, ville det ikke alene ikke have givet mig nogen sanselig nydelse, det ville have forårsaget en decideret ubehagelig, grænsende til smertelig sanseoplevelse.” 

Og det er her, filmen for alvor glipper for forfatteren. Han forsøger at retfærdiggøre sine handlinger og argumenterer overfor læseren, hvordan han netop skal ses som offer i denne situation. Til det beskriver han usmageligt, hvordan akten faktisk var ret ringe og slet ikke levede op til hans forventninger for dernæst at konkludere, at prostitution er et ædelt erhverv, fordi det er ”[…] et vanskeligt og indimellem farligt erhverv, men som rent faktisk skænker deres kunder lykke.” i modsætning til ”En virtuel prostitueret – der ikke løber nogen form for risiko og ikke skænker nogen form for glæde, som udnytter ensomheden hos nogle stakkels mennesker der ikke får andet igen for deres abonnement end ensom onani foran skærmen […]”.

Der er en lille del af mig, der håber, at han snyder os alle sammen. At sagen er endnu et eksempel på Houellebecqs legen med forfatterjeget og sit personlige jeg. At bogen i virkeligheden er en kæmpe langemand til offentlighedens småborgerlige tendenser, der tror, at de har fået greb om Houellebecq, efter overvægten af kritikere ved hans seneste roman tilintetgøre udråbte ham som lykkelig. Hvis ikke, kan jeg være bange for, at Houellebecq er ved at miste sin ellers stærke evne til at beskrive den vestlige civilisations forfald og i stedet bidrager til den med navlepillende udgivelser eller, som med denne, virkeliggør dét, hans skønlitterære værker har tematiseret.

Skrive kan han stadig, selvom denne udgivelse understreger den sjuskede struktur, der allerede var synlig i ’tilintetgøre’, og den er som altid forrygende oversat af Niels Lyngsø. Der er ikke andet for end at vente på hans næste roman, som forhåbentligt har mere på hjerte end denne udgivelse.