Måske tvivler hun ikke længere på alting

‘Måske tvivler hun ikke længere på alting’ er rendyrket socialrealisme - indtil den ikke er det. 

Helene og Thomas er vokset op i Aarhus, hvor de bor i en lejlighed med deres mor. Thomas er besat af krig og hemmelige agenter og begyndte tidligt at læse om KGB og CIA og bygge modeller af militære fartøjer. Moren er alenemor, der tit får en ny kæreste på besøg.

Derudover har Thomas og Helenes mor en stor kærlighed til alkohol, som Helene beskriver således: “Når hun får det første glas om eftermiddagen, bliver hun i godt humør, får farve i kinderne og liv i stemmen, det fortager sig hen ad aftenen, så bliver hun snøvlende og ondskabsfuld, og hendes magre ansigt svulmer op” .

Bogen lægger ud med at introducere en voksen Helene. Voksen-Helene bor sammen med sin mand, deres søn Gustav og hans lillesøster. Helene kæmper med at holde styr på familielivet og med at tackle Gustavs angst i en hverdag, hvor hun i virkeligheden også selv tvivler på alting.

Bogen introducerer således to narrativer, som bogen alternerer imellem. Det ene narrativ handler om det menneske og den mor, Helene er blevet. Det andet handler om den opvækst, der har bragt hende derhen, hvor hun er i dag, og som ligger til grund for det menneske, hun er blevet.

Allerede fra start har forfatteren Christian Haun lagt op til en spændende generationsroman, der bearbejder store temaer som psykiske lidelser og social arv. Haun er normalt kendt for at udfordre det traditionelle, men ‘Måske tvivler hun ikke længere på alting’ er rendyrket socialrealisme - indtil den ikke er det.

Bogens sidste kapitel vender op og ned på hele historien. Præcis hvad kapitlet handler om, skal ikke afsløres her, men realismen er lagt på hylden, fortællerperspektivet er ændret og hovedpersonen og omdrejningspunktet for historien er et helt andet end resten af bogen. Haun kunne have sluttet bogen før dette kapitel og ville så have skrevet en banal og lidt for ordinær, men ganske gangbar og socialrealistisk generationsroman. I stedet laver han et kæmpe twist.

Efter at have vendt den sidste side sidder jeg tilbage med stor splittelse. På den ene side bifalder jeg, at Haun lader historien tage så stor en drejning. Han forsøger sig med en nytænkende fortælling og eksperimenterer med historiefortællingen. På den anden side provokerer det mig en anelse, at de foregående 174 sider næsten bliver ét langt setup til en drastisk anderledes historie i sidste kapitel. Måske er det den følelse, Haun ønsker, at læseren sidder tilbage med. Gennem en socialrealistisk kontekst skal vi lege med på en knap så socialrealistisk historie. Det ville fungere supergodt, hvis det ikke føltes som at læse en roman for at forstå en novelle. Det er uden tvivl en anderledes læseoplevelse, som på trods af et (for) stort skift stadig formår at være spændende. Jeg tror den vil stå klart for enhver, der læser den, som et eksempel på en unik fortællestil, der helt klart har et stort potentiale.