Født: 1974.
Debut: Naut.
Er vokset op i og omkring Århus.
Har rejst.
Har læst på universitetet.
Har tjent penge til mad ved ufaglært arbejde i industrien og servicefagene.
Har rejst i tiden.
Har fået børn.
Har haft knallertkørekort siden 1989, men cykler eller spadserer hellere.
Biografien er udarbejdet af forfatteren.
Oprindelig publiceret ForfatterNet Århus - 26. februar 1999
Haun Nielsen anser sig selv for at være et altfavnende individ med en bred kulturel smag. Godt sagt, boss. Alt, hvad der er godt, kan han lide. Endnu bedre sagt, boss. Han kan dog ikke fornægte en stærk tiltrækning (mestendels litterær) til det, man kan kalde den gode genrelitteratur, det vil omfatte krimi, science fiction, fantasy og horror. Men samtidig kan han godt li´ en masse andre forfatteres værker, men det ville blive for lang en liste, og det er der vist ikke plads til her. Han har i skrivende stund god gang i en fremragende bog af Hans Otto Jørgensen (den bondeknold), I tidens standsning, og den kan han da godt anbefale. Alle tiders bog, hvis den absolut skal på bordet, må være 1984 af George Orwell.
Samtidig er Haun Nielsen en stor ynder af musikkens glæder (men hvem er ikke det?), og her er der mestendels tale om al slags rytmisk musik fra efter 1940. Den hårde, rockende mund bider i halen på den lyriske og smukke hale.
Nu befinder vi os jo i det cinematiske århundrede, og det kan heller ikke undgå at have sin indflydelse på den unge forfatter. Nogle pragteksempler kunne nævnes, Blade Runner, Fire Walk With Me, Heaven´s Prisoners, State of Grace, Europa, Brazil, Star Wars, Apocalypse Now, og så de der grynede håndholdte nye danske, hvad er det, de hedder?, og listen kunne fortsætte, men det er vist tydeligt, at han er underlagt den amerikanske invasion.
Her gælder det, som før, at det er en ung mand vi taler om (og han er først lige begyndt at gå i teatret), så der venter forhåbentlig mange fine oplevelser forude, i hele det kulturelle spektrum. Fodbold er også godt. Og sjovt at spille. Når det er varmt nok. Hej.
