Bog

Fars kamp

Af (
2023
)

Anmeldelse

Fars kamp

15 jan.24

Hylemorsom og superaktuel tegneserie tager far- og manderollen under kærlig behandling. 

Et dansk instagramhit er nu blevet overført til papir til glæde for alle os, der foretrækker dette medium frem for skærmen. Både mænd og kvinder vil grine med, dog muligvis ikke helt af det samme, men gør det noget? Den perfekte barselsgave i et handy kvadratisk format til nybagte fædre.

Farrollen er til diskussion lige nu, og det er ikke helt nok bare at være en mand, der er der, hvis det da nogensinde har været det. Der skal tages aktivt stilling til, hvilken slags far man vil være. Hvad forventes der af en far nu til dags, og kan man være en ægte manboss samtidig? Thomas Bugges enkle sort/hvide tegneserie om den moderne mands kamp for at finde sig til rette i far-mor-børn-konstellationen vil få enhver forælder til at grine, for den rammer virkelig hovedet på sømmet og beskriver alle de der små grimme følelser, man kan blive ramt af som forælder og som menneske i forhold til sin partner og også – chok! – i forhold til barnet, der jo lige pludselig bare altid er der med sine behov. 

Livet som nybagt førstegangsforælder kan være en stor omvæltning, og det er heldigvis noget, det er blevet meget mere acceptabelt at tale om i de senere år. Med Thomas Bugges version af historien kan vi nu også få lov til at grine af det, hvilket jeg gjorde ganske højlydt. Faren i denne tegneserie er dejligt menneskelig, og hans trængsler er så genkendelige. Bogen er sjov at læse, fordi der er ret meget sandhed i den, og fordi den også siger noget alvorligt om kønsroller og identitet. Den viser den forvirring omkring farrollen, der let kan sætte ind hos mænd på baggrund af kønsrollernes relativt hastige udvikling i de senere år. 

Det er tåkrummende sjovt, når Thomas Bugge sætter dynamikken i den lille familie under fokus, og man føler med ”far”, der kæmper med forventninger, der kan være svære både at regne ud og leve op til. Man griner af 'Fars kamp', men også lidt af sig selv.

Bogdetaljer

Forlag
Cobolt
Faustnummer
137161494
ISBN
9788775880485
Antal sider
0

Tema

Tema

Tegneserier og graphic novels

Vi belyser mangfoldigheden inde for tegneserier og graphic novels og sætter gennem en række anmeldelser, analyser og artikler ord på, hvad de flotte grafiske udgivelser kan.
Læs mere

Tema

Fædre i litteraturen

De voksne børn tager livtag med deres fædre. Én forsøger kærligt at forstå en fraværende far, mens en anden skildrer et benhårdt sammenstød.
Læs mere

Brugernes anmeldelser

0 anmeldelser
Log ind eller opret en konto for at skrive kommentarer