Far

Gennem erindringer og eftertanker tegner forfatteren et følsomt og gribende portræt af sin far, af en stor, fattig og farverig familie og af efterkrigstiden i Østrig.

Under Anden Verdenskrig mister Josef et halvt ben. På felthospitalet, hvor hans højre underben amputeres, møder han Grete. Og heldigvis for det. De to bliver nemlig forældre til fortælleren, der i dette tilfælde er lig med forfatteren, og hun tegner med sin familietrilogi, hvoraf ’Far’ udgør andet bind, et ærligt, rørende og eftertænksomt portræt af en hårdtprøvet østrigsk familie.

Da jeg sidste år for første gang stødte på den østrigske forfatter Monika Helfer i form af romanen Pakket – en familie, blev jeg omgående bjergtaget af den både barske og skæbnesvangre fortælling, som blev serveret på så fin og lavmeldt en facon, at den nærmest bare var med til at understrege det dramatiske i historien. Som, og det bør understreges, er baseret på Helfers egen familiehistorie.

Det er faren Josef, der er omdrejningspunktet i denne roman. Han var en begavet, belæst og bogelskende ung mand, som blot et halvt år inden sin studentereksamen indkaldes til krigen, der som sagt ender med at berøve ham et ben, men indirekte også skænker ham en kone og med tiden fire børn. Sådan er livet jo nogle gange paradoksalt indrettet.

Moren Grete, hvis egen far aldrig mælede et ord til hende, da han mistænkte, at han ikke var hendes rigtige far, frier til Josef, og sammen med deres børn bor de i flere år på et rekonvalescenthjem for krigsofre i de østrigske bjerge. Det er en harmonisk barndom, Helfer beskriver her, men et selvmordsforsøg og et dødsfald sætter en brat stopper for idyllen. Herefter bor Monika og hendes søstre hos deres tante Kathe, og et nyt, og mindre solrigt, kapitel af barndommen begynder.

Romanen udmærker sig ikke alene ved den gribende historie og forfatterens følsomme behandling af den, men også ved, at Helfer fra tid til anden trækker sig selv og læseren ud af fortællingen og gør sig tanker om erindringer og deres pålidelighed generelt. Selv synes hun jo, at minderne står så lyslevende for hende, men når hun lufter dem for andre familiemedlemmer, har de helt andre billeder af selv samme situation.

Eksempelvis mener hendes tante Irma at erindre nogle mindeværdige stunder med den unge mand Ferdinand, som var fremragende til at spille på harmonika, men som forfatteren efterfølgende skriver: ”Hvordan skulle Ferdinand have været i stand til at spille harmonika når han manglede en arm? Her havde tante Irma vist forestillet sig lidt for meget lykke.”

Den eftertænksomhed, der naturligt følger Helfers familieværker, leder også hen til en større forståelse af, hvordan vi som moderne mennesker – bevidst eller ubevidst – bærer vores familiearv med os på godt og ondt. I Helfers tilfælde viser det sig især ved, at blod trods alt er tykkere end vand, også selvom man ikke er født med de bedste kort på hånden.

Man kan sagtens læse ’Far’ uden at have læst ’Pakket’, men det giver altså en ekstra dimension og større forståelse for fortællerens mange onkler og tanter, som er børnene i ’Pakket’. Tredje bind i familietrilogien udkommer ifølge planen på dansk i 2024.