I kontakt med den uinteresserede

Oprettet: 06.03.2015 - 17:19
Kristian Ditlev Jensen

Den danske forfatter Kristian Ditlev Jensen er klar til at skrive en bog om Sydslesvig. Han vil skrive til den typiske dansker for hvem Sydslesvig er en landsdel, man kører igennem, når man har kurs mod et sted længere ned i Europa.

 

Kristian Ditlev Jensen fik et blank nej fra forlaget Gyldendal til en bog om steder og mennesker i Sydslesvig - en bog i stil med den, han udgav om Sønderjylland sidste år.

En sådan bog havde ikke nogen kommerciel interesse. Sydslesvig ville ikke kunne sælge i Danmark, lød begrundelsen fra forlaget.

Nu er der kommet 175.000 kroner på bordet fra Sydslesvigudvalget. Grænseforeningen har søgt og sat Kristian Ditlev Jensen på opgaven.

Ideen fik Grænseforeningen uafhængigt af Kristian Ditlev Jensens første spæde forsøg hos Gyldendal - som nu alligevel ender med at udgive bogen.

Ideerne ligger på bordet. Snart skal han ud i landskabet og samle historier sammen. Målgruppen bliver danskere, der er ikke ved noget om Sydslesvig og heller ikke har haft interessen i at vide noget.

- Jeg skriver primært til storbydanskere i Aarhus, Odense eller København. Danskere, der bare kører igennem Sydslesvig på vej til Hamborg eller andre steder længere nede på det europæiske kontinent. Jeg forestiller mig en læser, der reagerer ligesom min redaktør på Gyldendal: »Har ingen interesse!«. Den er sådan en læser, jeg gerne vil i kontakt med, siger Kristian Ditlev Jensen.

Og så skulle der jo være god mulighed for afsætning af bogen.

Kristian Ditlev Jensen - der er bosiddende i Flensborg - begynder med István Szabós film »Sunshine«, når han skal spore os ind på bogprojektet.

- Den handler om den jødiske familie »Sonnenschein« over fem generationer. Familien lægger ud med slet ikke at ville have noget med den tyske kultur at gøre, men som tiden går, og nye generationer kommer til, bliver den jødiske slægt gradvist integreret og til sidst assimileret. Og pointen er interessant: Hvor integreret skal man egentlig være? Det spørgsmål kan man også stille i Sydslesvig, siger han.

At komme som fremmed

Kristian Ditlev Jensen har på egen krop mærket, hvordan det er at flytte uden for Danmarks grænser. Han har tidligere boet i London, og selv i Flensborg får han lidt at mærke, hvordan det er at komme til et andet land som fremmed.

- Jeg havde en forsikringssag, som gik gevaldig i hårdknude, og jeg fandt bagefter ud af, at jeg blot skulle have underkastet mig den store organisation, som forsikringsselskabet var. Jeg troede, jeg kunne komme som danskere og komme direkte til sagen. En anden gang havde jeg ikke fået nogen avis, og da jeg ringede for at klage på tysk, kunne jeg ikke lige komme i tanken om, hvad en brevkasse hedder. Det er den slags småting, der gør livet mere besværligt på udebane, siger han.

Ukendte navne

Geografien bliver et af nøgleordene i hans bog, »Sydslesvig - steder og mennesker«. Da Kristian Ditlev Jensen flyttede til Sønderjylland, var der stednavne, han aldrig havde hørt om, lige på den anden side af grænsen.

- Amrum, Nordstrand, Pellworm... De færreste danskere har hørt om dem. Da jeg boede i Højer, blev jeg af de lokale belært om, at grænsen også var en kulturgrænse, og det er på mange måder rigtigt. Befinder du dig i Rudbøl og spørger du om vej til en svømmehal, vil de lokale vise dig til Tønder og ikke til Læk. Der er også en masse konkrete ting og fænomener, der stopper ved grænsen. Omvendt er der også nogle glidende overgange mellem det danske og det tyske, siger Kristian Ditlev Jensen.

- Når man kører længere og længere ned gennem Slesvig-Holsten er der gradvist noget dansk, der forsvinder. Ikke alt er adskilt med skarpe grænser. Der er også bløde bevægelser fra det ene til det andet. Friserarkitekturen findes et god stykke op i Sønderjylland langs vestkysten. På Sild er de vilde med rødgrød med fløde, og her får man at vide, at det er noget meget tysk. Jeg siger: Nej, rødgrød med fløde er meget dansk. Biskoppen i Haderslev er biskop for et område helt til Ejderen, og omvendt er biskoppen for den nordelbiske luthersk-evangeliske kirke i Hamborg biskop helt til Haderslev, siger han.

Hvilken rolle kommer det danske mindretal til at spille i din bog om Sydslesvig?

- Vi havde meget store overvejelser, da vi skulle søge Sydslesvigudvalget om penge til bogen: For hvor nationalt skal det være? Jeg havde ikke været i Flensborg i særlig lang tid, før jeg blev spurgt, om jeg så skulle være medlem af Sydslesvigsk Forening. Nogle mente, at det var lidt af en gammelmandsklub. Jeg fulgte også en tråd på Facebook, hvor nogle diskuterede, om de skulle have indføjet et »DK« på deres tyske nummerplade. Et af indlæggene i nummerpladedebatten hed: »Sig mig er du ikke flyttet til Tyskland?«.

En erindring om Danmark

- Jeg tror ikke, jeg helt kan undgå denne nationale diskussion i bogen, men jeg vil nok også lade den flyve lidt ud. Når det gælder det danske mindretal, kan vi i Danmark lige så godt erkende, at det aldrig bliver dansk ligesom i Danmark. Mindretallet har et andet sprog og nogle andre vaner, end man har i Danmark. Mindretallet bliver i højere grad en slags erindring om Danmark. Spørgsmålet »Er de virkelig danske?« skal naturligvis stilles. Men i grænselandet er alt ikke, som det kan lyde til at være. Jeg kender den sønderjyske kok Erwin Lauterbach og spurgte ham - på baggrund af navnet - om han var tysk? Nej, han var pæredansk, sagde han Han reagerede på en bemærkelsesværdig måde, så jeg kunne fornemme, at der lå en historie. Hvad var der sket i hans liv? Og jeg var kommet til at indgruppere ham alene på grund af hans navn. Jeg kunne egentlig godt tænke mig at ringe til tidligere statsminister Poul Schlüter og høre lidt om det tyske i hans navn, for han har jo altid præsenteret sig som en meget dansk sønderjyde.

Nedbrydning af stereotyper

Forfatteren Egon Clausen mødte vældig kritik for sin bog »I grænselandet - rejsebreve fra Sydslesvig«. Han fik af mange kritikere på Facebook at vide, at han havde misforstået alt for meget. Er du klar til kampen?

- Det er jo interessant, at det ofte ikke er tyskerne, der vil mindretallet til livs. Det er tit mindretallet, der er dets egen største fjende, siger Kristian Ditlev Jensen.

Han peger på det påfaldende, at Barack Obama af mange hvide og også af sig selv blev opfattet som USAs første sorte præsident. Blot ikke af hovedparten af de sorte. Han havde jo ikke den samme slave-baggrund som dem. Er der en parallel til, hvordan danskheden defineres i Sydslesvig - og af hvem den defineres?

- Jeg tænker, at det officielle danske mindretal er politisk på en eller anden måde. Min opgave bliver nok at nedbryde stereotyper. Jeg vil gerne portrættere, hvordan man møder sydslesvigere i forskellige variationer. Og så har jeg bemærket, at der fra tysk side er en stor velvilje over for det danske. Min elektriker har en stor interesse i Danmark, og begræd lidt, at han ikke havde gået i dansk skole, så han bedre havde kunnet forstå, hvad der foregår i hans naboland.

- Der er mange især på Sjælland, der kan blive vældig forargede over, at den danske stat sender mange penge ned til mindretallet. Jeg synes, det er helt o.k., at vi holder fast i i mindretallet også ud fra et historisk synspunkt.

- Lige nu er min største overvejelse, om jeg skal skrive stednavne på dansk eller tysk. Skal det hedde Lyksborg eller Glücksburg?                                                                                                                                           Hans Christian Davidsen

 

 

Tilføj kommentar

Deltag i debatten.

  • Barbara Rugholm Hessellund (ikke efterprøvet)

    ons, 11/03/2015 - 12:50

    Også tak fra mig og jeg er enig med Anita :-)

  • Anita Grün (ikke efterprøvet)

    søn, 08/03/2015 - 11:01

    Tak for interessant blog. Det lyder som et spændende emne, Kristian Ditlev Jensen vil skrive om. Jeg er i målgruppen. :o)

    Og så synes jeg, Glücksburg lyder bedst.