Den flammende verden

Begavet roman om kunst, kærlighed og kønskamp. Siri Hustvedt er tilbage med en kollage af stemmer fra den følsomme, frygtelige og farlige kunstnerverden i New York.

Den i denne anmelders øjne rasende begavede forfatter Siri Hustvedt har endnu engang komponeret et værk, der både rækker langt ud over sig selv og som rummer så mange eksistentielle temaer, at jeg har svært ved at acceptere, at dette er en omfangsbegrænset anmeldelse og ikke et længere analytisk indlæg. Nuvel – jeg må forvalte mine anslag efter forholdene, men ovenfor luftede beklagelse skal læses som en stor kompliment til værket.

Professor i æstetik, I. V. Hess, har besluttet at begå en antologi omhandlende den afdøde kunster Harriet Burden, hvis navn han tilfældigt er stødt på i en artikel i et tværvidenskabeligt tidsskrift. I artiklen citeres Burden for at have skrevet og ment følgende:

”Alle intellektuelle produkter, alle kunstværker, selv vittigheder, satirer og parodier, får en bedre modtagelse hos publikum, hvis publikum – et eller andet sted bag værket eller nummeret – kan finde en pik og et par nosser.”

Med dette hårdtslående citat indledes Siri Hustvedt seneste roman Den flammende verden, som altså skal forestille at være den føromtalte professor Hess’ antologi om kunstneren Harriet Burden. Kendere af Hustvedt vil vide, at man fra første tegn bør være særdeles opmærksom, og disse har sikkert også allerede luret, at der i bogens indledende citat ligger en påstand, som Hustvedt også selv forholder sig til ved at lade omtalte professor Hess (som jeg personligt formoder er af hankøn) være ”afsenderen” af denne bog. Antologien vælger professoren nemlig at kalde ”Den flammende verden”s. Kan I se, hvor jeg vil hen?

På lignende maskerede facon har bogens omdrejningspunkt, kunstneren Harriet Burden, ladet tre kunstudstillinger løbe af stablen, men hver især med en mand som den påståede kunstner i stedet for hende selv. Projektet kaldte hun ”Maskeringer” – forstået på den måde at hun (skaberen af de udstillede værker) skjulte sin identitet bag en mandlig maske (en yngre mand). Hendes ærinde var at demonstrere, hvordan opfattelsen og modtagelsen af et kunstværk er præget og betinget af skaberen og ikke mindst dennes køn. Publikums forventning til og efterfølgende perception af værket er underlagt dét, de ved om kunstneren.

Burden er aldrig blevet anerkendt som kunstner (og muligvis heller ikke som kvinde, da hendes far tydeligvis hellere havde set, at hun var blevet en dreng), men kun kendt som den karismatiske kunsthandler Felix Lords hustru, og det er den position, hun nu dels vil forklare og dels vil slå sig fri af med projektet ”Maskeringer”. Men det er ikke en ufarlig leg, for i forbindelse med den sidste af de tre udstillinger går noget galt i kommunikationen mellem Burden og hendes ”maske”, kunstneren Rune. Et af antologiens ærinder bliver derfor at undersøge, hvad det egentlig var der skete.  

Det er muligvis ikke helt fair overfor Hustvedt at tænke følgende tanke, men kan man ikke godt forestille sig, at hun er tit er blevet omtalt som ”Paul Austers kone”? Anyway – Hustvedt har et budskab, som hun i vanlig intellektuel stil serverer smukt pakket ind i sin særegne sikre sprogstil. Af Hustvedt bliver man altid lidt klogere. 

Originally published by Maria Guldager Rasmussen, Litteratursiden.