Kvinder bag bestsellere

Oprettet: 29.02.2012 - 08:08
Hanne-Vibeke Holst

En bruger blogger om et dansk-tysk møde mellem to kvindelige forfattere, der sælger bøger med stærke samfundsportrætter fra deres hjemlande.

Hanne-Vibeke Holsts (billedet til højre) sluttede i 2008 sin trilogi med en moppedreng på 660 sider. "Dronningemordet er en fortsættelse af "Kronprinsessen" fra 2003 og "Kongemordet" fra 2005.

Hanne-Vibeke Holst gæstede for nogle år siden A. P. Møller Skolen I Slesvig, hvor hun i forbindelse med en dansk kulturuge var i selskab med spændingsforfatteren Anne Chaplet, der i Danmark er mest kendt for den stringente og vittige "Caruso synger ikke mere". Anne Chaplet har flere gange modtaget den tyske krimipris, og arrangørerne fremhævede i programmet til den danske kulturuge i Slesvig ligheden mellem de to forfattere:

"Begge forfattere skriver fængslende spændingsromaner, hvori det samtidigt lykkes dem at levere samfundsportrætter fuld af indlevelse og styrke. Begge forfattere er aktuelle i de respektive nabolande og er blevet godt modtaget".

Aftenens konferencier, Steen Bille, kulturredaktør på Danmarks Radio, foreslog i sin velkomst, at den tyske socialdemokrat Kurt Beck og den dengang netop afgåede CSU-formand, Erwin Huber, skulle sætte sig ned og læse Hanne-Vibeke Holsts "Kongemordet". Havde det været en email, havde han tilføjet et :-))

En fysisk magtkamp

"Kongemordet" er bestselleren om en magtfuld partiformand, der går amok derhjemme. Hustruen bankes gul og blå.

"Kongemordet" tematiserer magtkampen på Christiansborg. Men den største magtkamp i bogen udspiller sig hjemme hos parret Linda Lykke og Gert Jakobsen. En fysisk magtkamp, der - som bogen skrider frem - udmønter sig i både brækkede fingre, en brækket næse og kvælningsforsøg. Hændelser beskrevet, så man kan mærke dem på sin egen krop.

Kender du kvinder, der lader sig byde sådan noget, ville Steen Bille vide.

- En stor del af min research er foregået på krisecentre for kvinder, og jeg synes, det er interessant, at det ofte er meget stærke kvinder, der lever med vold i ægteskabet. Det er også en hyppig antagelse, at den slags stort set kun hersker i de lavere sociale lag. Men meget ofte findes det i de højere lag i samfundet. Jeg røber ikke mine kilder, sagde Hanne-Vibeke Holst.

Svært at være socialdemokrat

"Kongemordet" handler om køn og magt. Siden Hanne-Vibeke Holst var barn, har hun stillet sig spørgsmålet, hvorfor mænd har mere værd end kvinderne?

- Spørgsmålet er kompliceret, men jeg mener, at mænds fysiske overmagt spiller en væsentlig rolle i hele dette magtspil. Alle kvinder kender vel til den følelse at gå alene på en mørk vej om aftenen. Man ved aldrig helt, hvornår man går i seng med fjenden, sagde hun i Slesvig.

I "Kongemordet" er det en blodig magtkamp i Socialdemokratiet, der udstilles. Hanne-Vibeke Holst har mange venner i partiet. Hvad har de sagt til det?

- Jeg har kun hørt godt, for mine venner ved også godt, at jeg kan lide Socialdemokratiet. Jeg går ind for den idealisme, som partiet står for. Men selv om den slags magtkampe foregår i alle partier, er de måske mere interessante i Socialdemokratiet, fordi afstanden mellem idealismen og den virkelige verden bliver støre og mere synlig, forklarede Hanne-Vibeke Holst sig.

Hun fik det uundgåelige spørgsmål, hvorfor det var blevet så svært at være socialdemokrat i dag. Og svarede, at socialdemokratiernes store mål i virkeligheden er blevet opfyldt.

- Men med bankkriserne lige nu kan vi jo se, at kapitalismen skyder sig selv i foden. Gnæk-gnæk...

Den store verden i det lille samfund

Anne Chaplet - eller Cora Stephan, som hun i virkeligheden hedder - er en dreven kriminalforfatter med foreløbig ni romaner bag sig. Det er ikke gammeldags krimispændinghun skriver. Godt nok er der både lig i kølerummet, skamferede heste i stalden og pyromanbrande på de yndige bondegårde, men uhyggen ligger og lurer på et helt andet ideologisk, eksistentielt plan.

De konkrete forbrydelser er blot et alibi for at kunne fortælle nogle af de spøgelseshistorier, der altid vil rumstere i Tyskland. Den fiktivie by Klein-Roda i Hessen er den locale skueplads for en store verdenshistorie.

Anne Chaplet er historiker, og det kan læses. Hun er hjemme i sit stof og skåner ikke sine landsmænd det mindste, men hudfletter ofte den tyske hjemstavnsdyrkelse. Hun er ude med riven, når hun beskriver landsbyens snæversyn og dens indædte angst for det fremmede.

Hovedpersonen Paul Bremer repræsenterer den nye "dumme" tysker, der tror, at man kan gemme sig væk bag roser og hvidmalede stakitter.

- Det fascinerer mig at hente den store verdenshistorie ind i det lile samfund. Jeg er ikke nogen stor Agatha Christie-fan, men der er et sted, hvor Miss Marple siger, at kender man det lille samfund til bunds, så kender man også den store verden. Konflikten mellem land og by rummer masser af stof og kan bruges som bilede på det, der prellede sammen i og efter 1968, sagde Anne Chaplet.

Hun husker selv, hvordan moden fra England i 1970 blev et symbol på frihed. Cowboybukserne var et middel til at undslippe småborgerlighedens konventioner.

I sin seneste roman, "Schrei nach Stille", er det 68-generationen og det, der fulgte efter, som Anne Chaplet bruger til at beskrive en af forbundsrepublikkens største omvæltningsperioder.

- Det slog mig, da jeg hørte nogle jævnaldrende mænd tale om året 1968. De fortalte om oprøret og gadekampene, men der var jo også meget mere end det. Der var alt det emotionelle, flower-power og hippierne og den fri kærlighed. Og ja, jeg har inhaleret alt i denne periode. Jeg klarede det, men der var mange, der ikke magtede den frihed, som vi lige pludselig stod med, sagde Anne Chaplet i sin samtale med Steen Bille, der taler flydende tysk.

En af de centrale konflikter i hendes bog er den fri kærlighed på den ene side samt risikoen og jalousien på den anden side.

- Den fri krælighed findes ikke. Det ved vi dag, men dengang troede mange i min generation vitterligt på den, husker Anne Chaplet.