Jan Skøt Petersen: Når sandheden skal frem...

Oprettet: 01.12.1999 - 09:00

Jan Skøt Petersen: Når sandheden skal frem...

skrevet af Jan Skøt Petersen



Når sandheden skal frem...



 af freelancejournalist

Jan Skøt PetersenNår sandheden skal frem, så elsker jeg kriminalromaner. Pyyh, så er det sagt, jeg er kommet ud af skabet.  Det ER svært at få sagt, for kriminalromanerne med deres morbide interesse for afhuggede lemmer, kuglesår, skumle motiver og ofte ringe litterære kvaliteter med meget faste skabeloner, klicheagtige personer og normbekræftelse er ikke statusforøgende, når man er i litterært lag. 

For eksempel da jeg i sommer var på litteraturkursus, hvor vi selvfølgelig skulle fortælle om vores foretrukne læsning. Også her syntes jeg, at sandheden skulle frem, selvom jeg måske strammede den lidt ved at sige, at jeg kun læste kriminalromaner. De tog det pænt - sådan i stil med "det skal du ikke være ked af" og "vi er skam tolerante".  Men sandheden skal jo frem her, så jeg er nødt til at tilstå, at genren indeholder elementer, som er aldeles uimodståelige for mig. Kvinderne for eksempel! Der er to klassiske kvinder i krimier: Den ene er Lammet - altid yndig, men også uinteressant. Den anden er Slangen - som regel blændende smuk og charmerende med en dårlig barndom og mindst to skjulte motiver. Forræderi er hendes bedste våben, og hun er altid kvinden, der elsker en mand højere end alt og samtidig uden større besvær forråder ham til en frygtelig skæbne. 

Hendes erkendelse af det skæbnesvangre nederlag, når helten har besejret hende, er et højdepunkt i mange krimier. Og et lige så stort højdepunkt er det, at helten ofte må erkende, at han stadig elsker hende, men at hun er for farlig at elske. Hun må dø, anbringes i livsvarigt fængsel - i nogle få tilfælde lader han hende undslippe og mindes hende for altid. 

Se det er kvinder, der virkelig er værd at elske. Kvinder, der rokker en mand i hans grundvold og ændrer hans liv for evigt. Åh ja, hvilke kvinder...  Men hvis sandheden skal frem, er kvinderne ikke den eneste fascination ved krimierne. Tænk at være en helt! En mand, der er modig, og en mand der er handlekraftig - en der kan afgøre en diskussion med en smule velrettet fysisk vold. Og skulle man have fået lidt for mange pund på maven og for mange år i kalenderen til at overbevise sig selv om sin gyldighed som actionhelt, så er der heldigvis de engelske detektiver. De beviser, at mavens størrelse er ligegyldig, så længe intellektet er vokset med - kvinder, i hvert fald engelske, nedlægges næsten lettere med intellekt end med fysik. Desværre er de engelske kvinder ikke helt så farverige som de amerikanske.  Men hvis sandheden skal frem og vi skal være seriøse, så er en af attraktionerne ved krimien også, at den fortæller om måder at håndtere den del af livet, der normalt er fraværende fra vores liv som almindelige krimilæsere. Vi ved, at virkeligheden lurer derude - død, smerte, vold og afstumpethed. Vi læser om det i aviserne, og vi har måske lige oplevet kanten af det. Og vi ved, at som mænd er det vores opgave at håndtere det. Og vi ved, at som moderne mænd har vi ikke begreb skabt om, hvordan man gør. Denne vigtige del af vores liv - døden, smerten og handlekraften - har vi overladt til samfundet. Det er samfundet, der skal passe på os, for vi er selv uden de nødvendige midler og den nødvendige øvelse. 

Det er selvfølgelig noget utrygt, for hvor godt er samfundet egentlig til det? Så er det rart, hvis en bog kan fortælle, at man altså godt kan selv, hvis det virkelig skulle være nødvendigt. 

Hos de bedste af krimierne er dette møde med virkeligheden så stærkt, at man møder det endegyldige. Her er der ikke længere valg, her ser vi livet, når det er skrabet ned til bunden. Vi møder mennesket, når det kun er rådnende klumper, der skal samles op. Når det kun tænker på andre mennesker som et objekt for dets forkvaklede begær. Vi møder os selv, når vi er tvunget til at handle mod andre mennesker på groteske og brutale måder.  

Og vi møder angsten, men i krimien er det på vores egne vilkår. Vi er stærkere i krimien og i modsætning til livet, er der kun en ting vi er sikre på: Vi dør ikke i krimien.  Kvinderne kan dø, og kærligheden kan dø, men vi holder os selv i live og vi sejrer til sidst.  Anbefalet læsning:  

Manuel Vázquez Montalbáns Den Græske Labyrint. Her møder vi en detektiv, der for længst burde have begået selvmord.  Hans kæreste er ikke bare en luder, men en gammel luder. Og den smukkeste kvinde, han har set, beder ham om at finde sin mand.  Colin Harrisons Manhattan Nocturne. Her er helten en ældre journalist, der både når at skide i bukserne og forråde sin kone. Og kvinden er et blændende kompliceret portræt af en ung psykopat, der både er rasende intelligent og sårbar.  Jerzy Kosinskis Cockpit. Er det muligt at destillere ondskab? Kosinski har gjort det i denne beskrivelse af en pensioneret agent, en ganske ublodig men grusom fortælling. Det er vel ikke helt en krimi, men bruger krimielementer.  Og selvfølgelig Raymond Chandlers Farvel min elskede - sikke et forræderi, sikke et mord og sikke en kærlighed.







BogWeb - 1. december 1999

0
Din bedømmelse: Ingen