Af Birgitte Tindbæk. Publiceret 01/12/2005. Opdateret 09/12/2011.
MÅGELATTER og HJERTESTEDER - er du til magiske ræve, måger, der ler, mennesker, der sætter fodspor på himlen og nætter med tusind øjne, så er det islandske noget for dig ....
Selv om du sejler i samtiden og flyver ind i fremtiden er fortiden altid med i bagagen (fra Byernes sæder i digtsamlingen Orkanens øje af Einar Már Guðmundsson)
Islandsk litteratur? Ja, de fleste danskere kender sagaerne, Halldór Laxness og Einar Már Guðmundsson. Måske har nogen også hørt om Einar Kárason og Arnaldur Indriðasons krimier?
Og så om Sjón selvfølgelig, der lige har fået Nordisk Råds Litteraturpris?
Sjón tilhører den banebrydende generation mellem 80'er forfatterne, Einar Már Guðmundsson, Einar Kárason, m.fl., og 2000-tallets nye forfattere. Banebrydende på den måde, at især Sjón, Bragi Ólafsson, Hallgrímur Helgason har taget opgøret med den tunge islandske arv, så litteraturhistorien: Laxness og sagaerne ikke tynger helt så ærefrygtindgydende som tidligere, og så den nye generation nu er anderledes fri til både at indoptage og afvise traditionen, når de skriver.
Der er i nyere islandsk litteratur et litterært landskab, der består af fjeld, hav, lys, stilhed, fugle og mennesker midt i denne natur, en levende sagatid og store fortællere... det har sagatræk med en umiskendelig duft af eventyr, magisk realisme og poetisk sprog, vid og ironi. Det er familiekrønike og islandsk historie og evnen til at lære klangen af et menneske ....
Disse forfattere fortæller alle på en måde den "store" historie i den "lille" historie, men sådan, at det altid er det enkelte menneske, det individuelle, der er indfaldsvinklen til den "store" historie, og komedie og tragedie går i deres romaner hånd i hånd som i de islandske sagaer.
Og så er der den unge, mere eksperimenterende generation, de har en samfundskritisk og politisk tone, som forvaltes humoristisk og personligt og generelt uforudsigeligt. Og det er almindeligt, at de forsøger sig inden for alle genrer!
De har deres litterære blik rettet mod den engelsktalende verden. Det gælder om at tænke og lade sig inspirere globalt, hvis de vil frigøre sig fra den litterære arv og nå frem til at skabe deres eget. Vi har endnu ikke noget på dansk fra de alleryngste - deres bøger når tilsyneladende sjældent uden for Reykjavik.
Imens vi venter på det, kan vi glæde os over det, vi har: forfattere, der forener realisme og fantastik på unik måde, der viser stor forståelse for stedets og naturens betydning og er stærkt forankret i en fortælletradition; indimellem bliver det også rigtig sært, skørt og vanvittigt!
På én gang typisk nordiske træk, men også udstrålende en særlig magi, som stammer fra optagetheden af natur og myter og fortid, og som gør den islandske litteratur speciel og eksotisk, læst med danske briller.
Så har du lyst til en skandinavisk ren, kølig og vindblæst fornemmelse og bøger, der lyser i mørket -
og er du til magiske ræve, måger, der ler, mennesker, der sætter fodspor på himlen og nætter med tusind øjne, så er det islandske noget for dig ....
Einar Kárason har skrevet en forfriskende samtidsroman om en islandsk bistandsklient fra Vollsmose, der er hamrende usympatisk, men en fantastisk historiefortæller.
Einar Már Gudmundsson viser sit Reykjavik på vrangen. I 38 små noveller morer vi os med forfatteren og bliver triste over livets absurditeter – men vi keder os aldrig!
Et humoristisk og dæmonisk trip tilbage til barndommens verden, alias Island i 1950’erne, hvor mulighederne var grænseløse og virkeligheden skæbnesvanger …
Hlynur Björn er 34 år, bor midt i Reykjavik og er fanget i sit eget hængedynd; Hlynur har svært ved at løsrive sig fra sin historie, sit triste liv med onani til pornofilm og sin driven run
Fortællinger om en næsten helt almindelig islandsk bygd, med næsten helt almindelige indbyggere, hvis skæbner og dramaer udspiller sig på en næsten helt almindelig islandsk måde.
Roman om en kvindes søgen efter sin identitet under en lang bilrejse sammen med datteren og en veninde gennem et storslået og myteomspundent islandsk landskab