Vagn Predbjørn Jensen

Født 23/4 1936 i Vester Vedsted ved Ribe. Død 2/9 2006.
Debuterede i 1983 med romanen "Tårnet i Atlantis".

Præliminæreksamen (Almindelig forberedelseseksamen) fra Læsø Realskole 1951.
Nysproglig studentereksamen fra Odense Katedralskole 1954.
Lærereksamen fra Århus Seminarium 1958.
Lærer 1958-96.

Som forfatter har jeg haft en særpræget skæbne. Jeg begyndte at skrive da jeg var 19 år; men der gik 24 år før jeg anså mine værker for gode nok til at blive udgivet. Derpå gik tre år før det omsider lykkedes mig at få den mindste af de tre romaner antaget på et lille alternativt forlag. Jeg debuterede altså først i en alder af 47 år.
I årevis havde jeg det svært med forlagene. Den samme bog kunne blive afvist med vidt forskellige begrundelser. Men i 1984 ændrede situationen sig idet forlaget Tiderne Skifter antog romanen "Vandspejlet" som tidligere var blevet returneret af 11 andre forlag. Da først bogen var udkommet, blev den imidlertid indstillet til Kritikerprisen !

Foto: Privat

Oprindelig publiceret ForfatterNet Køge - 17. april 2002  

Debut: 
1983
Død: 
2006
Land: 
Danmark
Links
Bøger
Læs forfatteren

Døden.

Rasmus var færdig med at spænde hestene for vognen, og nu sagde han:
"Vil du ikke køre ud til roekulen alene?"
Andreas sprang op, greb tømmen og smækkede med tungen. Han fløjtede. Her stod han ligesom på en romersk triumfvogn og herskede over hestene, over forårsdagen, ja over hele verden.
Vognhjulene rumlede, og hesteskoene slog hårdt imod brostenene. Portrummet forstærkede lyden, og pludselig stak hestene i rend. Han råbte Prrrh! Men hans råb druknede i vognens overvældende buldren og lyden af jern mod sten. Han hev hårdt i tømmen. Men hestene lystre ikke! De løb tværtimod stadig vildere. Han havde mistet herredømmet. Hestene var løbske!
Ordet lod glemte beretninger lyne frem i hukommelsen. Om ødelæggelser, lemlæstelse og død. Sådan ville det gå ham, for der fremme mundede indkørslen ud i landevejen, og hestene måtte nødvendigvis brase ind i træet overfor. Både de og vognen ville blive knust mod stammen - hvis han da ikke blev ramt af en bil, mens han fór tværs over landevejen. Og han kunne ikke springe af, dertil var hastigheden for høj.
Hvordan kunne sekunderne dog blive så lange og hans tanker så isnende klare?
Hidtil havde døden kun angået de gamle og de håbløst syge, og han var bare sytten år og fejlede jo ikke spor. Kunne døden da allerede ramme ham?
Ja, den kunne! Og den ville! Det var ham, Andreas, der skulle dø! Nu, om mindre end et øjeblik!
Hans situation var håbløs; men dødens uafvendelighed fyldte ham med en bagvendt form for ro. Han stod ligesom lidt ved siden af sig selv. Når den vilde fart endte, ville han miste alt. Sine forældre og søkende. Vennerne. Solskinnet. Luften. Markerne, der strakte sig ned til søen og op mod skoven. Alt det, som han nu så for sidste gang. Men det angik i grunden ikke mere ham. Det eksisterede allerede i en fjern og fremmed verden, som han ikke havde del i.
Han registrerede køligt, at marken til højre var pløjet. Og pludselig trængte det frem til hans bevidsthed at den klæge, sortbrune muld måske kunne redde ham. Han trak af al magt i tømmen, og vognen fór op over brinken med et sæt, så han trimlede omkuld på vognbunden.
Men nu kørte vognen tungt i den bløde jord, og hestene rendte sig trætte. Snart gik de bare i skridtgang. Han rejste sig op og så sig omkring. Verden omkring ham var ny og dyb, fordi døden lå ved siden af alting ligesom en næsten usynlig skygge. Så lod han hestene gøre holdt ved roekulen, sprang ned på jorden og begyndte at fjerne halmen fra roerne med greben.
Rasmus kom løbende, hvid i ansigtet og forpustet:
"De var blevet staldkåde af at stå inde hele vinteren. Det tænkte jeg ikke på. Det må du undskylde."
Han kiggede lidt til siden, idet han svarede:
"Skidt med det! Der skete jo ikke spor."  

Inspiration

Min læsning spænder fra krimier over moderne litteratur og klassiske værker til historie, biografier og filosofi. Jeg holder især af fortællinger med spænding, helst af psykologisk art, f.eks sagaerne og de store romaner af Dostojevski og Henrik Pontoppidan. Det glæder mig, når forfatteren (som f.eks. Blicher) beskriver naturen levende, gerne symbolsk eller som en art sjæleligt landskab. Min kæreste roman for tiden er "Så kom det nye brødkorn" af Albert Dam.
Mine historiske romaner er selvfølgelig udsprunget af læsning; men ellers er det mest erindringer om mennesker og steder, der inspirerer mig. Spadsereture og musik betyder en del, når jeg vil "lade op". Mine yndlingskomponister er Mozart, Beethoven, Schubert og Bruckner, men jeg glæder mig også over folkemusik.
Teater har altid optaget mig meget, også dukkerteater!
Blandt film synes jeg især om dem hvor der dvæles i billederne (af instruktører som Kurosawa, Carl Th. Dreyer, Bergman); men jeg ser også gerne en western eller en kriminalfilm. Jeg står vist nok i gæld til filmen, når det gælder mine bøgers komposition.