Der kaldes atter til landskamp i Idrætsparken.
Jeg står af bussen ved Lille Triangel, et par stoppesteder før det er nødvendigt. For jeg vil tilbagelægge den sidste kilometer til fods, man skal give sig tid til at blive suget ind i landskampstemningen. Mine ører skal vænne sig til de gammelkendte lyde, næseborene skal registrere den særlige Østerbroluft der er udefinerbart anderledes på sådan en landskampdag. Øjnene skal bades i lys og lyst.
Det er blevet en tradition for mig med denne festlige gåtur fra Lille Triangel til Idrætsparken, en del af mit ritual når masserne strømmer ud til Parken. Jeg står altid af ved Lille Triangel. Jo, også i dag er den tydelig, denne air af Østerbro, jeg vandrer igen ad min barndoms rute – den samme rute som for næsten fyrre år siden. Derovre på den anden side af Østerbrogade ligger kvarteret, mit kvarter. Der er højst et par hundrede meter til Ringstedgade. Og alle husene må stå der endnu. Slagelsegade, Holsteinsgade, Willemoesgade, det er det samme kvarter som dengang. Men jeg holder mig på behørig afstand. Jeg søger ikke den tabte tid. Det er i Idrætsparken, jeg har mit ærinde i dag.
Og jeg tager altid linie 14 til Lille Triangel. Linie 14, min barndoms sporvogn, drengeårenes forbindelse nordpå, til Charlottenlund og Klampenborg, Dyrehaven og Bakken, linie 14, dengang lysende rød og blå, nu en anonym bus, et stykke mistet fortid. Men i dag er farverne kommet tilbage. De bruser mod mig, de stråler klart over Østerbrogade på det korte stykke op mod Trianglen, det synger i luften af forventning: landskamp, landskamp, landskamp!
Fra: Bolden er rund, 1987.