Henriette E. Møller

Henriette E. Møller
Forfatterens personlige  præsentation:
Jeg er født (1976) og opvokset i Randers i en lille lejlighed, hvor jeg boede med tre søstre og en far og en mor. Jeg har altid læst meget, og jeg kunne dengang læse i larm og uro med tændte radioer og snakkende mennesker omkring mig. Og allerede som meget ung tænkte jeg, at jeg gerne selv ville kunne skabe sådanne universer. Men det var først efter et ophold på Testrup Højskole i foråret 1999, jeg fik skrevet en tekst, jeg selv synes var god nok til at sende ind til Forfatterskolen. Jeg sendte den ind og blev til min store overraskelse optaget på Forfatterskolen i 2000.
 

I sommeren 2006 ringede min nuværende redaktør og fortalte, at Gyldendal gerne ville antage mit  første manuskript 'Jelne' (2007). Jelne udkom i januar 2007, og i maj samme år modtog jeg Statens Kunstfonds treårige arbejdslegat. I oktober modtog jeg Munch-Christensens Kulturlegat i Vejle, og i november modtog jeg Dansk Banks Debutantpris ved åbningen af Bogforum. Et par måneder senere fik jeg den store overraskelse og gode nyhed, at "Jelne" var solgt til det tyske forlag Suhrkamp med planer om udgivelse i begyndelsen af 2009. I maj 2008 udkom min anden roman, 'Kaiser',  der er en slægtshistorie om familien Kaiser.

Henriette E Møllers trejde roman, 'Danskerheld' handler om en ung, kvindelig kampsoldat, der udsendes til Irak i 2007.

Portrættet er udarbejdet af forfatteren og redigeret og opdateret af redaktionen 

Foto: Reimar Juul 

Debut: 
2007
Land: 
Danmark
Links
Bøger
  • Bog: "Danskerheld" af Henriette E. Møller

    Bogens forside

    Laura er kampsoldat i Irak, hun er med på det sidste hold 9, et hold der får krigens hverdag og traumer helt tæt på livet

    Forfatter: 
    Henriette E. Møller
    Udgivet: 
    2008
    Forlag: 
    Gyldendal
    Sidetal: 
    267
    Lån bogen - Køb bogen
  • Bog: "Kaiser" af Henriette E. Møller

    Bogens forside

    En families historie tilbage til 2. verdenskrig fortælles i tre kvinders indre monologer, mens de sidder ved deres mands, fars, morfars dødsleje og lader tankerne flyve.

    Forfatter: 
    Henriette E. Møller
    Udgivet: 
    2008
    Forlag: 
    Gyldendal
    Sidetal: 
    222
    Lån bogen - Køb bogen
  • Bog: "Jelne" af Henriette E. Møller

    Bogens forside

    Uden familie og forladt af kæresten søger Jenny/Jelne tilbage til en familiedrevet kro på Møn -  Her boede hun med sin mor, inden hendes 7-årige verden brød sammen, da moderen døde.

    Forfatter: 
    Henriette E. Møller
    Udgivet: 
    2007
    Forlag: 
    Gyldendal
    Sidetal: 
    214
    Lån bogen - Køb bogen
Læs forfatteren

Tekstuddrag fra "Kaiser" af Henriette E. Møller:

Han dør snart. Det er det, hun siger, da hun kommer ind med duften af forårsaften, Agnete, hun kommer ind i det mørke værelse, hvor gardinerne har været trukket for i to døgn. Hun ser på ham, han ligger i sengen, hun siger det igen, han dør snart, og det er ham, hun taler om. Hun er hans datter, Agnete, det er hende, der siger det, det er Albert, der ligger i sengen, den gamle mand. Det er Ida, der sidder ved hans side, der har hun siddet længe, hun sidder ved sin morfar, det er hendes mor, der kommer ind, det er hans datter, der siger det, hun afsiger ligesom dødsdommen over ham. Hun kommer ikke som hans datter, men som Idas mor, som Ebbas datter, den gamle dame sidder ved den anden side af sengen, hun ser op på sin datter, Ebba ser på sin datter, da hun siger det. Han dør snart. Det er det, hun siger, hendes stemme er rusten, hun bevæger sig hurtigt, Agnete, den høje kvinde, sørger hun, vil hun sørge, når han er død? Nej. Det er bare træthed. Hun har arbejdet hele dagen med andre mennesker, der dør eller som bliver raske, hun er sygeplejerske, hun har set mange dø, hun kan genkende det, tilstanden, han er i, døden er i nærheden, det er den måde kroppen ser ud på, når den bliver overtaget af døden, lugten i rummet, hun siger det igen, og det drejer sig om ham, om hendes far, om hendes morfar, om hendes mand. Albert Kaiser. Han dør snart. De svarer hende ikke. Hvad siger man til sin mor eller til sin datter, når hun kommer med sådan en entré? Hun havde nøglerne til lejligheden, Agnete, hun lukkede sig selv ind, og hun blev et kort øjeblik overrasket over mørket, lugten af sygdom, noget sødeligt, æbler og te, stilheden. Uret tikkede inde i stuen som altid, tiden går, selvom ens far ligger og er ved at dø, hun gik ned ad gangen og ind i hans soveværelse. Det er hendes barndomshjem, denne lejlighed på 1. sal, det er hendes far, der er ved at dø, det er naturligt, at han dør nu, han er næsten 89 år. Det er hendes mor, der sidder ved hans side, og hendes datter, Agnetes datter og Ebbas barnebarn, der sidder på den anden side, den gamle dame og den unge pige, Ebba og Ida, de to, der snart vil blive alene. Hun vil også blive alene, Agnete, hun vil miste sin far, men det er ikke noget, der vil gøre hende ondt, det ved hun, hun har taget sin afsked med ham for mange år siden. Hun sætter sig på stolen, der står ved fodenden, og sådan sidder de tre kvinder og ser på manden, der snart skal dø.

Hendes stemme skar igennem dem, da hun sagde det, Ida fik et chok, som om hun blev vækket, det var ikke, fordi hun var faldet i søvn, men stilheden havde ligesom lagt sig over de tre, Albert og Ebba og Ida, de havde bare været dem i deres ro. Efter postyret, blodpropperne, der havde ramt ham som hagl, pludselige skud i hans blodårer, han faldt om og har ikke rejst sig siden, sygeplejerskerne, der kom og lagde ham til rette, mormorens forvirring, de første timer løb hun rundt om sig selv som en hund, der har fået kappet halen af, i cirkler og uden mål, hun blev ved til hun blev udmattet, og så satte hun sig i stolen ved hans side. Ida, der blev ringet op af en sygeplejerske, hun var forvirret, sygeplejersken, hun synes, det var mærkeligt, at hun skulle ringe til barnebarnet og ikke til hans datter, og Ebba talte i vildelse om Agnete, om at hun nok ikke ville se sin far, om at hun måske var i Berlin, om at hun skulle ringe til Ida. Og Ida kom, hun havde nøglen til lejligheden, og hun græd, da hun så sin morfar ligge og være næsten usynlig i den store seng. Og der har han nu ligget i to døgn, og de to kvinder har sovet på skift, de er blevet vækket af hjemmehjælperens besøg, regelmæssighed er en dyd, hver tredje time, de ved alle, hvad det handler om, det er et menneske, der er ved at dø. De sover i stolen eller på mormorens seng i værelset ved siden af, de vågner og tror, han er død, og at de har sovet fra det.

Det er april, lyset bliver udenfor, gardinerne er trukket ned, de vil skåne hans øjne, og de ved ikke, hvad klokken er, de spiser, når de husker, at de skal spise. De har ventet. De venter. Den gamle dame vil snart miste sin mand, Ebba vil snart blive alene, enke, det er naturligt, hun er snart 87 år, hun har været heldig at have sin mand ved sig så længe, men disse døgn har tæret på hende, hun er selv udmattet. Det er hårdt at vente på døden. Og så kommer Agnete ind med sin rustne stemme, med duften af livet udenfor, med sine hurtige bevægelser. Men hun falder også ind i ventetiden, også hun falder til ro, også hun sætter sig og venter.

Hun har ikke set ham længe, Agnete, hun sidder og tænker efter, hvor lang tid er det siden, det er vel en to-tre måneder siden, hun forsøger at forbinde sit sidste besøg med en oplevelse, en begivenhed, en årstid, det er sådan, hun husker, der var koldt, der var sne på gaden, der var mange mennesker på cafeen overfor, det var en søndag, den sidste søndag i januar. Det er længe siden, men det havde han efterhånden vænnet sig til. Ebba fortalte ham, hvordan hun havde det, det var hende, der gav ham nyt fra datteren. Det var Ebba, der fortalte ham, at nu var hun kommet tilbage fra Berlin, at hun var begyndt på Bispebjerg igen, at hun var flyttet hen i lejligheden længere nede ad Ryesgade. På Østerbro-delen af Ryesgade. De bor alle på Ryesgade, Agnete på Østerbro-siden og Ebba og Albert på Nørrebro-siden. Men selvom de bor så tæt på hinanden, går der alligevel for lang tid mellem hendes besøg. Det ved hun godt. Han ligger ikke godt i sengen, det kan hun se. Hun bør rette på ham. Eller på hovedpuden, det tænker hun, men hun tænker, at det er længe siden, hun har rørt ved ham. I deres familie giver de ikke knus, det tænker hun på, og hun ved godt, at det er en lille løgn. Hun giver ikke knus. De andre gør. Hun bliver altid så overrasket, når hun ser de knus, Ida giver sin mormor, den lille dame, der næsten forsvinder i Idas arme. De er faldende, Idas knus, overvældende, hun læner sig så hårdt ind mod sin mormor, når hun giver et knus, hun mister næsten balancen, Ebba, men Ida holder hende oppe med sine voldsomme bevægelser. Agnete har aldrig givet sin far et knus, den gamle mand, hun kan slet ikke forestille sig det nu. Sidst de rørte ved hinanden, var dengang hun tog hans hånd, de var ude og gå, Ebba og Albert med deres lille datter, hun var nok syv år, Agnete var syv år, og de var ude at gå, det gjorde de så tit, rundt om søerne. Det var Ebba og Albert, der gik forrest, Agnete gik bag dem, hun fortabte sig i ting, hun så på vejen, det gjorde hun altid, hun stoppede op og måtte løbe for at følge med dem, og så stoppede hun op igen, der lå nok en sten, et spillekort, én havde tabt, og så løb hun igen op til dem, hendes mor og far. Hendes far gik med hænderne bag på ryggen, sådan gik han altid, hans store hænder, hans ene hånd holdt den anden hånd ved håndleddet, sådan gik han. Hun løb op, hun ville lægge sin hånd i hans frie hånd. Hun forsøgte at fange den, hans hånd, at vende den, så de kunne holde hinanden i hånden, og han fulgte hendes bevægelser, han gengældte hendes hånds tryk. Det var akavet at gå sådan for Agnete, men nu holdt de i hånd, hendes hånd lå i hans som et æg i en fuglerede. Hun gik trippende bag ham, hans store skridt, hendes små. Men så slap han. Hun forsøgte at klemme hans hånd fast om sin igen, men han lod sin hånd være død, usamarbejdsvillig, der var ikke mere at gøre. Han ville ikke holde hende i hånden, hendes hånd blev tabt af hans. Det var sidste gang, de rørte hinanden, det er over 50 år siden. Sådan kan man vænne sig til meget. Og nu dør han snart, den gamle Kaiser, det tænker hun. Hun rejser sig, hun står lidt, hun tager ligesom tilløb. Puden skal rettes. Hans hoved skal holdes imens, det er lettest, hvis hun selv gør det, hun er sygeplejerske, hun har prøvet det så mange gange før. Men ikke på sin far. Ebba ser forskrækket til, hun fik et lille chok, da Agnete rejste sig, nu sad de lige så roligt, tingene var ligesom faldet på plads efter hendes ankomst, og nu hvirvler det op igen. Ebba tror, hun vil gå, hun tror, Agnete vil gå igen, hun rejser sig selv halvt op, Ebba. Men så sætter hun sig træt ned igen, da hun ser, at Agnete bare vil rette på puden. Ida ser udmattet ud, som om hun sover med åbne øjne. Agnete holder sin fars hoved, hans hår, han vågner ikke, han opdager ikke, at hun hjælper ham.

Og det var lige det, der skulle til, den store forening af far og datter her på dødslejet, det tænker Ida, hun er tung i hovedet, hendes tanker klumper sig sammen som cement, der mangler væske, det kunne være så smukt, han skulle åbne sine øjne, den gamle mand, han skulle finde hendes hånd, han skulle sige undskyld, og hun skulle sige undskyld. Hans sidste ord skulle være andet end et hjælpeløst suk, hans sidste handling skulle ikke være denne rallen, men et klart øjeblik, hvor alt kunne blive forklaret. Og Ida ved, at det ikke kommer til at ske. Hun føler sig mat, træt, det er hårdt, det er absurd at vente på, at han skal dø, når hun ikke ønsker, det skal ske. Hun føler, hun står og holder døren lukket med alle sine kræfter, men den, der vil ind, har flere kræfter end hende, hun har oplevet det før, døden skal nok komme, uanset om det er til sygesengen eller til motorvejen, til huset, der brænder, til slagsmålet i fuldskab, til trappen, der var for stejl, den kommer, når den vil, døden, den dukker op og stjæler mænd og børn og kvinder. Hun er træt. Hun trænger til at få børstet tænder, hun trænger til et bad, noget andet tøj, noget varm mad. Hun retter sig op, hun ser på sin mor, hendes bevægelser, de er professionelle, hun har prøvet det før, at rette puden, det gør hende ikke til en god datter. Det er hendes tanker, Idas hoved er fuld af dem, tankerne, de kravler rundt som insekter om de store og små ting, mens hun sidder og venter ved sygesengen. Det er hendes liv, der er sat i stå, og det tænker hun ikke bare, fordi hun sidder her i det mørke værelse med mormoren og morfaren, det er det, at hun snart bliver 30 år, det er det speciale, det er Jakob, hun tænker på, den uro hun får i maven, når hun tænker på ham.

Fra side 2-6  

Inspiration

Jeg bliver oftest inspireret, når jeg læser romaner. Én af de største læseoplevelser har været læsningen af Mrs. Dalloway af Virginia Woolf. Den måde, Virginia Woolf bruger sproget på i den roman var meget øjenåbende for mig. De mange sindsoplevelser, Mrs. Dalloway oplever, byens liv og ungdommens minder, der blandes sammen i en lang strøm af ord, er helt fantastisk. Desuden er jeg meget glad for nordiske forfattere, især Kerstin Ekman, Lars Saabye Christensen, Jan Kjærstad og Per Petterson.    

Se også