Finn Dreibek

Finn Dreibek, født i 1944, begyndte at skrive bøger i en ung alder. I 1963 udkom hans første bog, og lige til sin død skrev han - kun afbrudt af universitetsstudier i København og Rom, samt en uddannelse som læsepædagog.
Det blev til 64 bøger inden for genrer som letlæsning, samfundsdebat, anden faglitteratur (herunder 9 bøger om skriveteknik), noveller og børne- og ungdomsbøger.
Når Finn Dreibek ikke selv skrev, hjalp han andre med deres manuskripter. Denne aktivitet stod på i mere end 20 år, hvilket gjorde ham til en af landets mest benyttede lærere i skriveteknik.

Oprindelig publiceret ForfatterNet Århus - 18. januar 1999

Foto: Privat
 

Debut: 
1963
Død: 
2000
Land: 
Danmark
Bøger
Læs forfatteren

Cockpittet i vores 747, hvor jeg arbejdede som andenpilot, gav ikke rigtigt mulighed for seksuelle udskejelser, men når vi nåede frem til hotellet i Acapulco, ville jeg indhente det forsømte.
Efter et område med turbulens lige efter en mellemlanding i nordstaten Maine lå vi nu i den flyvehøjde, vi skulle holde resten af turen, til Stillehavet dukkede op ud for den mexicanske kyst.
Luftkaptajn Terry Barnes sad tavs og slubrede den kaffe i sig, som Sava lige havde serveret.
Selv havde jeg sat autopiloten til. Jeg mener, alt var jo roligt heroppe i 30.000 fods højde, hvor de forskellige amerikanske kontroltårne, som vi passerede i nattens løb, havde ryddet luftrummet til os.
Jeg havde forgæves prøvet at få lidt gang i snakken, men Terry var hverken til at hugge eller stikke i. Vistnok problemer med konen hjemme i London.
Den slags kendte jeg heldigvis ikke til. I begyndelsen havde jeg prøvet at holde det hemmeligt for resten af besætningen, hvad Sava og jeg hyggede os med. Men lidt efter lidt var det alligevel sivet ud. De blikke, vi sendte hinanden, havde afsløret os.
Jo, Sava havde altid været noget for sig selv, men bestemt også for mig. Vi havde såmænd også talt om at gifte os. Sava ville helst have et rigtigt kirkebryllup; hvid brud og alt det her, mens jeg hellere ville have det overstået på rådhuset, så vi kunne komme hjem og bare nyde hinanden.
Mens vi med cirka 1000 km i timen nærmede os Acapulco, kom jeg i tanke om vores første nat alene. Natten, hvor vi havde kastet alle hæmninger væk og fortalt om de følelser, vi nærede for hinanden, Sava og jeg.
Jeg husker lige så tydeligt de to dages hvil, mens en anden besætning overtog maskinen.
Allerede den første aften gik vi hånd i hånd efter en dejlig middag med en vin, som havde gjort mig rigtig opstemt. Bølgeskvulpet og måneskinnet havde ladet atmosfæren med romantik.
Da vi nåede en lille bugt med palmer, sagde Sava: "Skal vi ikke blive her lidt?"
Vi standsede og stod tavse, mens vi nød månestrålernes leg med de blide bølger. Så vendte vi os mod hinanden, og vore læber mødtes i det første kys.
"Hvorfor har vi ikke mødt hinanden for længe siden?" hviskede jeg, da jeg mærkede Savas tunge i mit øre. "Sava, åh, Sava."
Der gik ikke lang tid, før vi lå nøgne side om side ...

Ak ja, sådan en nat glemmer man ikke. Og om få timer skulle vi genopleve denne strand, Sava og jeg.
Da jeg havde tjekket brændstoffet og olietrykket i alle fire motorer, trykkede jeg på den hvide knap til højre for gyroen. Snart efter stod Sava i døren til cockpittet. "Du vil vel have mere kaffe. Jeg kender dig jo, Judy," sagde han med et stort grin.
Jo, Sava, han yder altid den bedste service. Gad vide, om de alle sammen er sådan dernede i Grækenland, hvor han kommer fra.  

Inspiration

Troels Kløvedal, Martha Christensen samt spændingsforfattere som Mary Higgins Clark: Hvor er børnene?