Fra Endeløs ø:

Henny går langs en lille allé og standser ved et træ, fordi hun kommer i tanke om, at hun har hørt nogen sige i radioen, at træer afspejler menneskene. Uden at tænke tanken klart mærker hun, at det føles sørgeligt - at hun i hele sit liv, der har varet over tres år, aldrig sagde den slags. At hun ikke engang kunne komme i nærheden af så smuk en tanke. Hun kan imidlertid ikke huske, hvad hun så tænkte på. Hun betragter træets mørke farve og alt det, der stritter ud fra træet i samme
mørke nuance.
Så fortsætter hun med at gå.
Hun er meget bevidst om, at hun lige nu er i virkeligheden. I livet. På vej i den by, hun altid har boet i, men aldrig lært at kende. Hun bliver et øjeblik usikker på, hvor byen ligger rent geografisk. Hun tænker sig byen omgivet af marker, og så tænker hun sig byen omgivet af skove og marker. Så tænker hun sig vand i den ene retning, skove i den anden og en motorvej, der fører langt væk i en tredje. Tanken optager hende en stund og skaber billeder i hendes ellers tomme sind.
“Hvis sjælen stiger op, når jeg dør, hvad er det så, jeg får at se...marker, skove og et lille hav?” siger hun til sig selv, og bliver i tvivl om, om hun synes tanken er vigtig eller fjollet, men hun er ligeglad med at lægge dom over sine tanker - “Om hundrede år er alting glemt!” - siger en stemmer, som dukker op inden i hende, og hun svarer: “Nej, lige om lidt...”
Der er ingen mennesker omkring hende. Hun føler sig rolig. Hun føler, at hun genkender alt og er hjemme, og samtidig føler hun sig mere fremmed end nogensinde. Hun hvisker sit navn: “Henny” og konstaterer med lettelse, at det ikke længere kommer hende ved.
Måske er det mennesker, hun ser forlade pladsen, da hun nærmer sig for at finde en bænk at sætte sig på, måske er det nogle fra en anden verden, som allerede er blevet synlige for hende. Den sidste tid er tanken om en anden verden dukket op i hende, netop som ud af ingenting eller en anden verden. Hun har aldrig været religiøs, hun har troet på lægerne og de venlige syge-
plejersker. Det har været i hendes krop, de forkerte processer er foregået. Og kun med medicin har det kunnet afhjælpes. Hvad har hun skullet stille op med en gud eller en sjæl? Her på det sidste er hun alligevel begyndt at tænke på de ting, mens hun har mærket, at det ikke bare er ord, men noget hun pludselig kunne føle, som om det fandtes inden i hende. Nu er det imidlertid for sent.
Hun har kæmpet mod sig selv hele livet. Og nu har hun kun sine våben tilbage: sin medicin.
Hun sætter sig på bænken, hun har udvalgt, og ordene “stamme og grene” dukker op i hendes hoved, men hun har glemt, hvor de hører til. Hun har glemt, at hun for nogle øjeblikke siden betragtede et træ.