Vandmanden

Jeg var 9 år, da jeg druknede. Første gang. Det var i vinteren 1986, og den oplevelse lærte mig alt, hvad jeg ved om vand.

Det er en flydende substans uden farve, uden smag og lugt, hvis det er rent - men det er det aldrig. Ikke helt. Det falder som regn i søer og åer; varm regn som passer til at gå hånd i hånd gennem lyse nætter, kold regn som vi skærmer os imod med paraplyer og frakker, flygter fra og forsøger og undgå; det synker gennem jordskorpen og løber af mystiske underjordiske kanaler. Ud til havet. Alt vand ønsker at komme ud til havet og blive en del af det. Det er et fantastisk stof, der omdannes til luftig, gennemsigtig, sløret luft ved varme og forvandles til uigennemtrængelig, hård, klar krystal i kulde.

Engang oversvømmede det hele jorden og lagde den næsten øde. Vand er Guds vrede, men også hans største velsignelse; uden den fandtes ikke liv. Ikke mennesker.

I skibe sejler de havene tynde for at komme fra et sted til et andet eller for bare at komme bort. Og også dertil er vandet ideelt; det forbinder hele jordkloden med sine strømme og giver det sin overvejende blå farve. Set fra luften!

Luft findes under vand - ikke i så store samlede mængder, at et menneske kan indånde det, men det findes. Oceaner af luft. Hvis det forekommer samlet, kan det ses som bobler, der langsomt stiger op gennem lagene mod overfladen - som det gjorde dengang fra min mund, da jeg første gang lå på bunden af fjorden og smilede lykkeligt, mens jeg første gang indså, hvor vidunderligt vand, det er.

Min bedste ven ved meget mere om luft, end jeg gør. Hun kan flyve. At drukne er lidt ligesom at flyve; for rigtig at nyde det skal man helst have armene bredt ud til siden; munden og øjnene skal være åbne. Men når man flyver skal man have ansigtet vendt nedad. Når man drukner, skal man helst have det vendt opad, så kan man se lyset og boblerne, der pibler ud fra buksebenene og ærmerne, mens det kilder så skønt, og håret står rejst op mod overfladen. Jeg voksede op tæt ved Roskilde og Domkirken med de to tårne, der som en kæmpemæssig stemmegaffel rakte op mod himlen. Fra mit vindue kunne jeg nogle aftener, når det var skyfrit, se solen synke ned mellem tårnene, og indtil jeg var 7 år, troede jeg faktisk, at solen boede i kirken, og at tårnene var en slags landingsbane.

Da jeg var 5 tog min far mig med ind til byen en søndag, og pludselig stod jeg ansigt til ansigt med solens hus. Jeg insisterede på at besøge solen, selvom min far hellere ville hjem, men jeg nægtede at flytte mig af stedet, og da min far løftede mig op for at bære mig væk, strittede jeg imod alt jeg havde lært. Det var ikke meget, men det var nok.

"Hvad går der dog af dig, knægt?", spurgte min far. Men jeg pegede bare tavst på den store bygning med de to tårne. Min far rystede på hovedet, men tog mig i hånden og fulgte mig derind.

Solens hus så ud, fuldstændig som jeg havde forestillet mig; der var kæmpehøjt til loftet; der var køligt og mørkt, men alligevel stod lyset ind i mange farver i flere vinduer; og der var stole til alle gæsterne, der besøgte solen. Solen var altså meget gæstfri. Det vidste jeg selvfølgelig godt i forvejen, for jeg havde ofte hørt min mor sige, at "Solen gør ikke forskel på rig eller fattig", og "Ovenover alting skinner moder Sol". Solen var en ven.

Da jeg var syv, var jeg alene på ferie hos mine bedsteforældre ved Vesterhavet. Det var en sen sommeraften min morfar tog mig med ud til Rubjerg Knude for første gang i mit liv; sammen kæmpede vi os gennem det fine okkergule sand op til toppen af klitten, der for mig virkede som et helt bjerg, og der så vi solen gå ned. I Vesterhavet. Det kunne jeg først ikke fatte, men min morfar sagde, at der gik den altid ned. I en periode derefter mente jeg, at de måtte have en anden sol i Jylland, end vi havde derhjemme i Roskilde. Siden fandt jeg ud af, at solen faktisk altid gik ned der, hvor jeg var. Det var også i orden. Det var først, da jeg endnu senere fandt ud af, at solen gik ned alle/k steder, og uanset/k om jeg var der eller ej, at jeg blev ked af det. Men så blev jeg også så ked af det, at jeg ikke gik uden for en dør i flere uger. Lige indtil den dag, hvor min far med magt hev mig udenfor i lyset og luften.

Han sagde, at det ikke var et øjeblik for tidligt, at jeg holdt op med alle mine mærkelige fantasier og fandt ud af, hvordan tingene i virkeligheden hang sammen; hvordan verden i virkeligheden så ud. Det der var sket, forklarede han, var bare en del af det at blive voksen. Sådan fandt jeg også ud af, at det at være voksen i virkeligheden ikke er andet end at være desillusioneret.

Tidens store landmand arbejdede uafladeligt og ustoppeligt og plovede dybe furer i min mors tomme håndflader. Det med landmanden var noget, min morfar havde fortalt mig. Når jeg kom hjem fra skole tørrede min mor altid hænderne i forklædet og lagde dem på begge sider af mit ansigt.

"Hvor du dog vokser, dreng! Du er snart en hel lille mand".

Jeg nikkede, og for ligesom at leve op til hendes forventninger spurgte jeg altid, mens jeg forsøgte at lyde som far, når han spurgte om maden var færdig: "Er kakaoen klar?".

Så smilede hun altid og nikkede. Det var den bedste tid på hele dagen. Måske i hele livet. De få timer efter skole, alene sammen med mor, inden far kom hjem.

Ikke fordi, jeg kunne skam vældigt godt lide min far; han var altid venlig og strøg mig på håret, mens han kyssede mor, når han kom hjem først på aftenen og stillede tasken i gangen. Han lod mig også ride på sit knæ, og engang i mellem vækkede han mig tidligt om morgenen og tog mig med ud at fiske.

Han var min ynglingsfar. Hvis jeg selv kunne vælge blandt alle de fædre jeg kendte, ville jeg vælge den jeg allerede havde. Efter den dag, hvor min mor flyttede, ændrede han sig dog; talte kun sjældent, og den store landmand gik for alvor i gang med også at plove hans ansigt. Fem år efter var han blevet 20 år ældre.

Tid er noget mærkeligt noget; om morgenen, når jeg absolut ikke ville i skole, fløj den afsted, det samme gjorde den om eftermiddagen sammen med mor, eller i timerne lige inden jeg skulle i seng; til andre tider slæbte timerne sig afsted, som var de pakket med tunge rygsække fyldt med sten. Men sådan hang det mærkværdigvis ikke sammen. Jo flere ting, der skete på en time, jo mere man fyldte i rygsækken, jo hurtigere fløj de afsted. Som regel. Men ikke altid. Når mor og far skændtes, og så skal jeg love for, at der skete noget, så gik tiden også meget langsomt. Med samme hastighed som en tåre trillede minutterne afsted, mens jeg lå på mit værelse med puden over ørerne.

Sådan fandt jeg ud af, at tid slet ikke er noget, man kan se på et ur, men derimod noget der afhænger af, hvor man er, hvem man er sammen med, og hvad der sker. Efter skænderierne, holdt jeg mig meget for mig selv. I lang tid efter græd min mor, bare hun så på mig, og min far undgik helt at se i min retning. Jeg bebrejdede dem intet. Jeg kunne godt forstå dem. I skolen syntes de andre vist, at jeg var sær, og jeg fik ikke lov til at være med i deres lege.

"Du er for fed!", sagde de. Og det var rigtigt nok, og jeg kunne godt forstå dem. Jeg var for langsom, når det drejede sig om at spille fodbold eller gå på æblerov og klatre i træer, men jeg syntes, at det var en mærkelig begrundelse for, at jeg ikke måtte være med til at tegne. Eller komme med til børnefødselsdage. Men der var nok forhindringsløb ved de fleste børnefødselsdage. Hjemme hos os fik vi bare kage. Men til gengæld fik jeg den helt for mig selv, for de andre ville heller ikke komme, når jeg havde fødselsdage, og det var nok, fordi de godt kunne regne ud, at der ikke ville være noget forhindringsløb hjemme hos mig.

Men da jeg var ti, mødte jeg hende. Hun hed Alicia, og var meget smuk, syntes jeg. Det var slet ikke muligt for mig ikke at kigge på hende i skolegården; hun holdt sig for det meste også for sig selv, men kom aldrig i nærheden af mig. Hun var ny på skolen og legede kun med de andre piger, når de sjippede. Det var hun til gengæld en mester i. Hun nærmest fløj, mens sjippetovet dannede ovale mønstre i luften omkring hende. Hun var spinkel havde skæve ben og fletninger og en dag kom hun hen til mit hjørne og stillede sig op og så underligt vurderende på mig. Jeg sad med blikket fæstet på jorden foran mig, og jeg vil aldrig glemme hendes første ord: "Kors, hvor er du fed!".

"Jeg ved det godt."

"Du kommer aldrig til at flyve."

"Tror du ikke? Næh! Det gør jeg vel ikke, " sagde jeg og så op. "Men jeg har prøvet at drukne".

Hun klemte mistroisk øjnene sammen, og jeg fortsatte: "I tyve minutter. Så kørte de mig på hospitalet og fik liv i mig igen."

Hun sugede overlæben ind i munden og nikkede anerkendende. "Tyve minutter! Ikke dårligt. Jeg har kun prøvet at flyve i nogle sekunder af gangen. Men til gengæld gør jeg det tit. Det længste jeg har fløjet er vist 7 sekunder eller sådan noget, men så kom jeg også på hospitalet. Jeg brækkede begge mine ben. Hvor lang tid lå du på hospitalet?".

"I 3 måneder."

Hun nikkede igen anerkendende, og sådan lærte jeg om kærligheden.