For ikke at give anledning til forvirring vil jeg da gerne lige påpege, at jeg bestemt opfatter Linh som en flygtning, der er traumatiseret af sine oplevelser i hjemlandet.

Min pointe var bare, at behandlingen af ham i gadebilledet - åbenlys stirren og undren mv. - mere skyldtes dukken, end at han er flygtning.

Men Tove har da helt ret i, at problemet forstærkes af manglende netværk og sprogforståelse.

Kære Malene.
Bogen er for længst afleveret, men derfor alligevel et par kommentarer. Jeg tror stadig Lihn er flygtning og at han dør til sidst, men hvorfor går han rundt med en dukke og hvorfor kontakter Bark ham? Det er rigtigt at Bark har en sorg og "tiden læger ikke alle sår"! Sorgen er svær at bære og et skulderklap, et smil m.v. kan gøre meget til at sorgen lindres. Lihn er måske psykisk syg, men måske er det mere hans savn og hans oplevelser i hans eget land, der gør det! Jeg har mødt traumatiserede børn fra bl.a. Somalie (en dreng hold fast i sit legetøj selv om han gik i tredie klasse. Han så sin far blive myrdet i Somalia) og jeg har haft elever fra både Burundi og Congo, der har oplevet lidt af hvert, som de gerne ville fortrænge! Det kan ikke bare rystes af!
Samtidig møder mange indvandrere i Danmark også kulde og hovedrysten, selv om mange heldigvis klarer sig fint. Og stadig: En fremmed er en du ikke har mødt? Jeg ved godt det er min kæphest, men jeg har mødt mange mennesker "i virkeligheden" og ikke bare læst i aviser og hørt fra "landsbysladder", som trives godt i Danmark. I ved: Jeg har hørt at....

Jeg tror stadig det handler om møde mellem fremmede kulturer, men du har ret i at også psykisk syge og udviklingshæmmede mødes med skeptis -i hvert fald i praksis. For en del år siden arbejde jeg i Holte med udviklingshæmmede. Når jeg gik tur med dem ved Furesøen kunne jeg ofte have flere bænke "i fred"! Sørgeligt. Mange mennekser gik i en lang bue uden om os!

Ja, der er megen kontakt nonverbalt mellem bark og Lihn. Og som du skriver er det en roman der bevæger sig på det næsten overnaturlige plan. Jeg har selv prøvet at være privat gæst i Rusland (jeg kan ikke russisk og mange ældre russere kan ikke engelsk eller tysk). Og det var ofte lidt af en prøvelse. Nonverbalt/kropsligt kan siges meget, men jo ikke alt! Det er svært at være fremmed -også sprogligt (og kulturelt). Og igen: Hvorfor er mange fordømmende? er de bange for andre kulturer og sprog? Vi lever i et babylonstårn -men derfor kan vi jo godt prøve at imødekomme andre mennesker! Fint at du har slettet dobbeltindlæg. Ja, sommetider driller det lidt!

Jeg er et af de få mennesker i verden, som ikke har læst "Den lille prins" (ved dog næsten ikke om jeg tør indrømme det ;-) Men jeg har en kommentar til hythlodaeus' indlæg omkring venskabet mellem Linh og Bark.

Som hythlodaeus rigtigt nok bemærker, så er Bark den eneste af folkene omkring Linh, som vi kan forstå. Alle andre (franskmænd?) forstår vi ligesom Linh heller ikke. Hvordan ville deres venskab så tage sig ud, hvis vi heller ikke have kunne forstå Bark? For det første ville vi slet ikke kende Barks egen historie, og måske kun opfatte ham som et ensomt men venligt menneske. Men derudover tror jeg ikke, det ville skabe "problemer" for at forstå deres venskab, fordi det jo netop bygger på mere end ord - der er også venskabelige handlinger (og små "godbidder", godt udtryk!). Hvis hythlodaeus' tolkning af "Den lille prins" (har som sagt ikke selv læst den) er korrekt, så synes jeg sammenligningen med "Monsieur Linhs lille pige" er helt rigtig!

PS: Bendt - for overblikkets skyld tillod jeg mig at slette de to første indlæg (af de tre som var næsten identiske) og har kun ladet det nyeste stå. Håber det er ok :-)

Romanen er en meget helstøbt lille historie, og netop fordi den var så fokuseret, så tænker jeg heller ikke specielt på den som en lille bog. Jeg var iøvrigt også en af dem, hvor brikkerne først faldt på plads til sidst, selvom jeg som andre havde haft en fornemmelse af, at der var et eller andet, der ikke stemte.

Ellers blot to korte kommentarer: Det er rigtigt, at Linh er i live ved bogens slutning, men jeg er stadig af den overbevisning, at han vil dø som følge af uheldet. Symbolikken - særligt bloddet, der flyder i fem retninger - lægger ligesom op til det, selvom Claudel lader tolkningen være op til læseren.

For det andet spekulerer jeg på, om det ordløse venskab overhovedet er "realistisk" - hvad vi så end vil lægge i det ord i en roman. I bogen oplever vi verden fra Linhs synsvinkel. Vi forstår, hvad han forstår og vi ser, hvad han ser. Med en enkelt undtagelse: Bark. Hans tale kan læseren godt forstå, og det er derfor vi forstår, at de to hovedpersoner finder sammen om personlige tab, og at vi får så stor sympati for ham.

Ville vi tro på venskabet, hvis vi kun blev præsenteret for Linhs indtryk, sådan som det er tilfældet med tolken, lægen og vagten? Eller ville det bare være endnu en uforståelig - omend sympatisk - del af omgivelserne?

Nu har jeg læst slutningen igennem igen - og jeg tror altså stadig, at Monsieur Linh overlever. På s. 142 står der bl.a. at: "Den tykke mand tager hans hånd. Der kommer en god varme fra ham gennem denne hånd" og på s. 143: "Hjælpen kommer, vimser rundt om den sårede..."

Måske tolker jeg for meget, men de to ord "varme" og "sårede" synes jeg støtte opfattelsen af, at han overlever. Normalt forlader varmen kroppen, når folk er ved at dø - den siver ikke ind i dem. Og da ambulancen kommer, bliver Linh omtalt som den sårede. Det synes jeg også bringer en hvis optimisme med sig - sår kan heles :-) Men som jeg skrev tidligere, så troede jeg også først, at Linh ville dø - det gav bare på en eller anden måde mening i historien. Måske vil forfatteren gerne overraske - på trods af alt det Linh oplever, så vil forfatteren alligevel gerne give os håb :-) Men hvad det så er for et liv han overlever til... Det kan jeg stadig ikke helt finde ud af!

Noget helt andet... Min mand og jeg skal nu på en uges bryllupsrejse, så I må klare jer uden mit selskab i denne uge :-) I mellemtiden kan I dog tænke lidt over det følgende. Hvad betyder det, at Bark har haft samme drøm som Linh? Altså drømmen om Linhs hjemland og floden med de fem fingre (Linh: s. 105-113 og Bark: s. 140). Hvordan hænger det sammen? Og hvad betyder det?

Uhh, hvor skal man dog starte :-) For det første er jeg helt enig med Bendt, mange mennesker (også i Danmark) ville have rigtig godt af at læse denne smukke lille bog med et åbent hjerte! Som en af mine kolleger sagde: "Det er sådan en bog alle burde læse".

For det andet synes jeg, at Berit og Tove har fat i nogle meget interessante ting omkring dukkens navn (mit skolefranske siger også, at "sans dieu" betyder "uden gud"). Jeg tænkte også, at der var en verden til forskel på de to betydninger af navnet, men jeg havde ikke tænkt, at en livløs dukke selvfølgelig var "uden gud" i og med, at den ikke var et rigtigt levende barn - fin lille krølle på tolkningen!

Endelig sidder jeg derhjemme med en mild omgang halsbetændelse og har bogen liggende på arbejdet :-p Så jeg kan ikke genlæse afsnit lige nu... Men til Tove, som ikke havde fanget, at Bark havde været soldat i Linhs hjemland, så bliver det nævnt i det afsnit, hvor de to mænd er gået en lille tur og sidder nede på havnen. Linh peger og udtaler navnet på sit land, og Bark begynder at mindes og gå til bekendelse. Jeg tror dog ikke, at Bark ligefrem har slået Linhs familie ihjel! Jeg opfatter historien, som en fortælling fra Barks ungdom, og at det altså var mange år siden, at Bark var soldat. (Jeg skal nok tjekke sidetallet, når jeg får fat i bogen igen - er forhåbentlig tilbage på arbejde i morgen).

Med hensyn til Christinas spørgsmål om slutningen så skal jeg som sagt lige have fat i bogen igen, så jeg kan genlæse slutningen. Havde umiddelbart selv læst det som om Linh overlevede - men det undrede mig faktisk meget, da jeg også først tænkte, at han heldigvis fik en fredfyldt død nu, hvor han havde genfundet sin ven Bark. Så jeg tror, det kræver en genlæsning, inden jeg kaster mig ud i flere tolkninger om slutningen ;-)

Hvis Linh overlever, så er jeg dog ikke helt sikker på, hvilket liv der venter ham i dette fremmede land... Ville Bark kunne hjælpe - kan han overhovedet rumme Linh i sin hverdag? Eller ender Linh bare på det lukkede hjem igen... Det ville næsten ikke være til at bære, men jeg kan dog ikke lade være med at tænke, at det næsten er for "disney-optimistisk" at tro, at Bark ville kunne tage sig af Linh (eller at myndighederne ville tillade det)?

men jeg tror at det var amerikanernes krig i vietnam.

Jeg måtte lige genlæse slutningen, men mener stadig Monsieur Linh er i live, da han bliver kørt væk med ambulancen. Jeg mener, at stemmen (s. 141), der udtaler "Sang diu" er Linhs, og at det er ham, der ligger med dukken i sine arme. Derfor stiller jeg heller ikke spørgsmål ved Barks tilstand. Men han er et øjeblik bange for, at det kun er en drøm, og at han ikke hører rigtigt.
Det sidste "Monsieur Linhs barnebarn" læser jeg som en sidste bemærkning fra fortælleren. At opfatte dukken som et virkeligt barn er en præmis for Monsieur Linhs historie.
Gad vide om dette ændrer din opfattelse?

Denne lille roman berørte mig stærkt. Linh har kun sin dukke og så sin gode ven, Bark, der ikke forstår ham sprogligt, men f'ølelsesmæssigt. Men hvad med alle de andre i det fremmede land? Jo, indespærring er svaret og omklamring er et svar. (Hospitalet for sindslidende! -En ny flygtningestatus!). Afvisning er et andet svar,f.eks. af kvinderne i sovesalen, der griner af ham! Jeg kan ikke undgå at tænke på de mange flygtninge og deres tanker og følelser i Danmark, hvor nogle mennesker er meget afvisende. Ja, nogle gange skammer jeg mig over Danmark. Lige nu på grund af regeringens hårde politik i forhold til afviste irakere og generelt over for et "dansk" parti, der kalder sig Dansk Folkeparti. Hvor er det danske og tolerante? Jo, vi er efterhånden et følelseskoldt land (der er heldigvis undtagelser), hvor nogle har meninger "på anden hånd", . Jeg kender mange indvandrere og også flygtninge. De mennesker der udtaler sig negativt har ofte aldrig mødt en flygtning. Tænk sig at komme til et land, hvor man ikke forstår sproget, kulturen og møder kulde og bagagen er tilmed krig, tortur, flugt, død og ødelæggelse. Minhs historie er tragisk, men han har dog minderne, hans dukke og så vennen Bark, men mere kunne gøre det. Minh overlever ulykken, men hvad så? Jeg håber der er læsere i Danmark der vil gøre en forskel. Også efter at have læst denne rørende roman.

Hvor er jeg glad for, at det ikke kun var mig der fik en sen aha-oplevelse :-) Men det gjorde også romanen til en speciel - positiv - oplevelse. Og måske et lidt genialt træk fra forfatterens side.

Derudover synes jeg, at forfatteren formår at ramme rigtig godt, hvad kulturel identitet er. Dufte, smage, boformer og ikke mindst sproget. Monsieur Linh har mistet alt og skal starte helt forfra - faktisk som et barn, der bl.a. også skal lære at begå sig i trafikken. Hans erindringer fra hjemlandet er smukt beskrevet, og hele den vemodige stemning rørte mig. I første omgang troede jeg, at han døde ved ulykken og tænkte, at det var et lykkeligt øjeblik at dø i - midt i gensynsglæden med Bark. Men pigen redder ham.

Jeg synes ikke de sociale myndigheder skulle lade ham i fred. Til gengæld synes jeg, at de burde have talt og lyttet meget mere til ham og støttet ham, der hvor han nu var. Og have inddraget Monsieur Bark, men sådan fungerer tingene jo desværre ikke.

Jeg vil ikke sige, at det forstyrrede mig at romanen er blevet kaldt en "fabel", men det fik mig til at undre mig over, hvilken genre der var tale om. Jeg tror, jeg havde nogle forventninger a la "Den lille prins", og jeg synes også der er lidt eventyragtigt over romanen, især i starten. Bogen fortæller en lille historie, men rammer også noget fælles menneskeligt og eviggyldigt trods kulturforskelle. 

Jeg tror, Philippe Cladel er en forfatter jeg vil holde lidt øje med. Er der nogen af jer der har læst hans "Grå sjæle"?

Jeg er lige blevet færdig med bogen, og jeg er fuld af - måske ikke så meget tanker, men mere følelser. Allerede da jeg havde læst ganske få sider, overvejede jeg, om jeg skulle lægge bogen fra mig igen. Den fik mig til at føle mig helt hudløs med sin meget sørgmodige og lidt mismodige stemning. Meget flot skrevet. Med få ord formår forfatteren at skabe nogle fantastiske billeder og stemninger, der går rent ind.

Til gengæld deler jeg ikke jeres overraskelse over, at der ikke er tale om et rigtig barn (nu er det jo blevet afsløret tidligere i debatten). Måske fordi jeg selv lige er blevet mor og har et lille barn tæt inde på livet. Til at begynde med, undrede jeg mig blot over, at barnet er så 'forstående' og stille. Især undrede det mig, at hun sover så meget, og at hun specielt altid sover, når det passer ind i de ting, Monsieur Linh laver. Selvom min datter er nem, så er det ikke lige sådan det fungerer her!

Så med det i baghovedet og en skæven til titlen (med min gamle dansklærer i erindringen: "Det er altid en god idé at se på titlen, når man skal analysere en bog!"), så fik jeg ret hurtigt mistanke om, at der er tale om en dukke. På side 18 blev mistanken vakt, da Bark kalder den en 'smuk lille dukke', men det var først på side 49, hvor børnene leger med hende, at mistanken blev rigtig konkret, og jeg begyndte at lede efter tegn på, hvad der var tale om. Derefter blev jeg ret hurtig sikker, men jeg undlod dog at læse jeres indlæg, for jeg ville ikke have det endeligt afsløret, førend jeg selv var færdig med bogen.

Jeg var således heller ikke i tvivl om, at der er tale om en sindssygeanstalt, da han bliver flyttet. Jeg synes, at forfatteren også her beskriver situationen og omgivelserne helt eminent! En stor automatisk jernlåge med en bred perlemorssti bag...enkelt og utroligt virkningsfuldt.

Jeg synes i øvrigt at bogens stemning ændrer sig gennem bogen efterhånden som Monsieur Linh gennemgår en forvandling via sin ven. Jeg er (som jeg vist har fået slået fast nogle gange nu) meget imponeret over, hvordan forfatteren formår at skabe en markant stemning, der giver et meget klart billede af, hvordan Monsieur Lihn har det.

Jeg synes, at det i meget høj grad er en bog, der vækker følelser frem for tanker...men kun i første omgang, for den er bestemt også tankevækkende. Mit helt store spørgsmål, som jeg sidder tilbage med, er: Hvorfor kan han ikke bare få lov til at passe sig selv? Han er jo hverken til fare for sig selv eller for andre, og han er såmænd lige så stille ved at få stablet en tilværelse på benene med sin vens hjælp.

Jeg gjorde præcis som Tove og etneb80! Jeg var også en smule "naiv" og godtog handlingen uden forbehold. Troede fuldt og fast på at Sang Diû virkelig var Monsieur Linhs lille barnebarn - og blev helt fortumlet da sandheden gik op for mig! Men pludselig var der også mange små ting, der faldt på plads. Som etneb80 er inde på, ville børnene på flygtningehjemmet enormt gerne lege med den lille "pige" - hvilket selvfølgelig er helt forståeligt, hvis de er flygtet fra deres hjem og nu ikke har ret meget legetøj. Og besøget hos lægen hvor Monsieur Linh får et helbredstjek, men lægen er lige ved at "glemme" at tjekke "barnebarnet"!! Ligesom Tove følte jeg mig også enormt dum, at jeg ikke havde regnet det ud - især da de sendte ham på plejehjem. Jeg undrede mig, og skrev endda et lille notat om det til mig selv (uden at gennemskue sandheden):

"s. 88-96: Flytter på alderdomshjem?"
"s. 103-104: En form for anstalt? Må ikke forlade den (men har stadig barnet...?!)"

Selvom der ringede alarmklokker, så troede jeg stadig fuldt og fast på historien. Og det synes jeg faktisk er skønt. Jeg kan rigtig godt li', når en historie griber mig på den måde, og først afslører sin sande handling til allersidst. Lidt ligesom da jeg så filmen Den sjette sans med Bruce Willis for første gang - jeg havde slet ikke regnet slutningen ud men kunne pludselig se alle brikkerne falde på plads, da det blev afsløret ;-)

Jeg kan både give Malene og etneb80 ret. Det er både en lille perle og en "stor" læseoplevelse.

Men jeg er også forbløffet over min egen - måske naive -læsning. Ovenfor står nævnt, at det er en fabel, så jeg gik til bogen med åbent sind og læste helt på Monsieur Linhs præmisser. Men der er selvfølgelig noget galt med den lille pige, hendes alt for rolige gemyt, måske autistisk eller traumatiseret, måske magisk eller hans eget indre barn - i hvert fald noget urealistisk. Jeg gør mig en del tanker undervejs, men gennemskuer ikke sandheden, før den står der sort på hvidt. Og da er det, jeg bliver forbløffet over, hvor indlevende jeg har oplevet Monsieur Linh, men også irriteret over, at jeg ikke har anet uråd - der er faktisk mange indikationer undervejs.

Er der nogen af jer, der har haft lidt den samme oplevelse? 

Uanset hvad, mener jeg at "den lille pige" har en magisk funktion. Det er hende, der giver ham livsmod og eksistensberettigelse. Hun bliver en forbundsfælle, ligesom børn også kan alliere sig med magiske venner.  

Efter lige at have læst et par murstensromaner - "Anna Karenina" og "Uendelige verden" - er dette koncept med korte og handy bøger lige hvad jeg trænger til.

Jeg er halvvejs med bogen. Det er indtil videre en god oplevelse, og jeg vender tilbage, når jeg er færdig med den.

Og ja Malene, en bænk ville vist være det oplagte læsested :-)