Fra læseklubben Ad libitum
Monsieur Linhs lille pige
Læseklub
Af Malene Majchere.... Publiceret 13/07/2009. Opdateret 01/10/2009.
Bogen var til debat i september 2009
”…en lillebitte smuk og gribende fortælling om ensomheden, som kan overvindes, hvis mennesker tør mødes på nye måder.” Else Cornelius, Berlingske Tidende d. 7. november 2008
”En lille fabel om venskab, som desværre har sin baggrund i helt virkelige krige og virkelige flygtninge og virkelige sorger. Men den insisterer på sin egen stille måde også på, at ondskab ikke er menneskets fremmeste egenskab.” Marie Tetzlaff, Politiken d. 14. december 2008
Interview med Philippe Claudel (engelsk)
Kort portræt af Philippe Claudel på Wikipedia (engelsk)
smag på bøgerne – en bid om dagen
Det er bare enormt dejligt, når der kommer så meget gang i debatten :-) Jeg synes bestemt Monsieur Linhs lille pige har været en god læseklubbog - vil varmt anbefale den fremover!
Hvis jeg skal prøve at samle lidt op, her inden september rinder helt ud, så er vi i bund og grund enige om, at Linh ikke bare er en helt almindelige flygtning som kæmper med sprogvanskelighederne - han er også psykisk mærket af sine oplevelser. Om forfatterens pointe så er, hvordan vi behandler flygtninge, psykisk syge, handicappede eller andre maginaliserede grupper i samfundet tror jeg ikke i sidste ende er så vigtigt - jeg tror faktisk mest det handler om, hvordan vi er overfor andre mennesker, og hvordan vores stereotyper og fordomme kan forhindre os i at se mennesket bag...
Og nu til noget helt andet... I oktober får vi jo besøg her i klubben, når forfatteren Dorthe Nors blander sig i debatten om hendes novellesamling Kantslag. Det plejer altid at være ekstra interessant, når vi har en forfatter med på sidelinien, så det glæder jeg mig i hvert fald personligt til :-)
For ikke at give anledning til forvirring vil jeg da gerne lige påpege, at jeg bestemt opfatter Linh som en flygtning, der er traumatiseret af sine oplevelser i hjemlandet.
Min pointe var bare, at behandlingen af ham i gadebilledet - åbenlys stirren og undren mv. - mere skyldtes dukken, end at han er flygtning.
Men Tove har da helt ret i, at problemet forstærkes af manglende netværk og sprogforståelse.
Jeg har også afleveret bogen, men som Bendt er jeg overbevist om at Linhs tilstand skyldes traumer fra hjemlandet. (Og ja, jeg har også arbejdet med flygtninge og indvandrere, så det er helt ok med din kæphest Bendt). For mig har det dog ikke været så væsentligt, om fortællingen handler om flygtninge eller psykisk syge. Jeg synes lige så meget, at den handler om de marginaliserede generelt, de syge, de svage, de udsatte, de ordløse og viser hvor galt det kan gå, hvis man ikke har noget sprog, hvormed man evner at fortælle om sin tilstand.
Og lidt provinssladder: for nogle år siden havde vi en dansk kvinde, der bar rundt på sin dukke/baby, i vores bybillede. I forbindelse med læsning af romanen her, har jeg flere gange haft hende i tankerne. Selv om hun var syg var hun langt fra så ilde stedt som Linh; hun havde venner og fik hjælp og kunne tale sproget. Mr. Linh er jo marginaliseret på alle fronter - intet netværk, intet sprog, ikke en gang hans egne landsmænd vil kendes ved ham .......
Jeg ville også ønske, at han var død ved ulykken, hvor Bark som den eneste ven kunne have holdt ham i hånden.
Kære Malene.
Bogen er for længst afleveret, men derfor alligevel et par kommentarer. Jeg tror stadig Lihn er flygtning og at han dør til sidst, men hvorfor går han rundt med en dukke og hvorfor kontakter Bark ham? Det er rigtigt at Bark har en sorg og "tiden læger ikke alle sår"! Sorgen er svær at bære og et skulderklap, et smil m.v. kan gøre meget til at sorgen lindres. Lihn er måske psykisk syg, men måske er det mere hans savn og hans oplevelser i hans eget land, der gør det! Jeg har mødt traumatiserede børn fra bl.a. Somalie (en dreng hold fast i sit legetøj selv om han gik i tredie klasse. Han så sin far blive myrdet i Somalia) og jeg har haft elever fra både Burundi og Congo, der har oplevet lidt af hvert, som de gerne ville fortrænge! Det kan ikke bare rystes af!
Samtidig møder mange indvandrere i Danmark også kulde og hovedrysten, selv om mange heldigvis klarer sig fint. Og stadig: En fremmed er en du ikke har mødt? Jeg ved godt det er min kæphest, men jeg har mødt mange mennesker "i virkeligheden" og ikke bare læst i aviser og hørt fra "landsbysladder", som trives godt i Danmark. I ved: Jeg har hørt at....
Rigtig god vinkel, hythlodaeus! Ja, jeg ville da også selv kigge meget mere undrende på en gammel mand i morgenkåbe, som gik og sang for en dukke, end jeg ville på en helt tilfældig bedstefar med sit barnebarn... Og måske er Linh ikke den eneste psykisk ustabile person i historien - det sætter da også Bark i et lidt andet lys!
Ligesom Christina opfatter jeg slet ikke Bark som psykisk ustabil, men hans sorg over konens død fylder så meget i hans liv, at det uden tvivl må påvirke hans omgang med andre mennesker. Der må da være en særlig grund til at Bark opsøger venskabet med Linh - sproget er jo pludselig ikke den eneste barriere, og Linh er bestemt ikke bare en helt almindelig bedstefar med sit barnebarn... Kan det være, at Bark ikke rigtig kan finde ud af at være sammen med "almindelige" mennesker i øjeblikket pga. sorgen? Og så er det nemmere med en som Linh, der ikke stiller spørgsmål og kigger medlidende på én... Hører vi egentlig noget om, hvor længe det er siden, at Barks kone døde? Hvis det er meget lang tid siden, så kan Barks omgivelser måske også have mistet "tålmodigheden" lidt med ham. Og igen, så er Linhs selskab nemmere.
Jeg tror mindre og mindre på, at Bark ville kunne gøre noget for Linh (hvis Linh overlevede). Med mindre Linh begynder at erkende virkeligheden som den er, så kan en ensom og sørgende enkemand ikke i dagligdagen tage sig af en virkelighedsfjern flygtning, som ikke forstår sproget... De kan give hinanden den støtte/venskab vi læser om, men længere tror jeg altså desværre ikke, at det holder. Hvilket måske er med til at argumentere for, at Linh dør. Alternativet er næsten ikke til at bære i hans situation. Så er det mere barnhjertigt af forfatteren at lade ham dø med fred i sindet, fordi han ser sin gode ven tage sig af "barnebarnet".
Jeg tror stadig det handler om møde mellem fremmede kulturer, men du har ret i at også psykisk syge og udviklingshæmmede mødes med skeptis -i hvert fald i praksis. For en del år siden arbejde jeg i Holte med udviklingshæmmede. Når jeg gik tur med dem ved Furesøen kunne jeg ofte have flere bænke "i fred"! Sørgeligt. Mange mennekser gik i en lang bue uden om os!
Omgivelsernes behandling af hr Linh er blevet berørt flere gange og ikke mindst Bendt har set klare paralleller til flygtninge og indvandreres situation i vores samfund. Det var også min tanke undervejs, men efter at have læst slutningen og forstået sammenhængen er jeg kommet i tvivl.
Handler romanen ikke mere om udelukkelsen af psykisk syge i vores samfund? Efterhånden er vi jo vant til at se mennesker fra forskellige kulturer på gaden. De færreste ville vel ligefrem stoppe op og hviske-tiske til hinanden, hvis der gik en kvinde med tørklæde forbi på gaden, mens de fleste af os - inkl. mig selv - nok ville måbe lidt, hvis en voksen mand gik rundt i gaderne mens han madede og sang for en dukke.
Det ironiske er, at mens alle kan blive enige om at hjælpe de psykisk syge, vi har svært ved at omgås i praksis, så er der kæmpe politisk uenighed om udlændingepolitik og integration.
Ja, der er megen kontakt nonverbalt mellem bark og Lihn. Og som du skriver er det en roman der bevæger sig på det næsten overnaturlige plan. Jeg har selv prøvet at være privat gæst i Rusland (jeg kan ikke russisk og mange ældre russere kan ikke engelsk eller tysk). Og det var ofte lidt af en prøvelse. Nonverbalt/kropsligt kan siges meget, men jo ikke alt! Det er svært at være fremmed -også sprogligt (og kulturelt). Og igen: Hvorfor er mange fordømmende? er de bange for andre kulturer og sprog? Vi lever i et babylonstårn -men derfor kan vi jo godt prøve at imødekomme andre mennesker! Fint at du har slettet dobbeltindlæg. Ja, sommetider driller det lidt!
Slutningen... Hrm...
Som hythlodaeus er inde på, så er en tredje mulighed selvfølgelig, at Linh kommer til at dø på et senere tidspunkt som følge af uheldet/sine kvæstelser.
Jeg er ikke sikker på hvad jeg tror - læser klart slutning som om han overlever men blev (som sagt før) meget overrasket, da jeg forventede, at han døde. Christina er også inde på det med de fem "fingre" i floden/blodet, og det tyder jo meget på, at han dør. Symbolikken i forhold til flodens betydelse i hans hjemland er jo ikke til at tage fejl af. Men man vil jo altid kunne gætte på livet løs, hvad der sker efter sidste punktum i en bog... Så det bliver vi måske ikke meget klogere på? ;-)
Jeg er dog stadig ikke helt sikker på, hvad det betyder, at Bark havde samme drøm (om Linhs hjemland - og floden). Synes det bevæger sig på kanten til det overnaturlige(?)
Jeg er et af de få mennesker i verden, som ikke har læst "Den lille prins" (ved dog næsten ikke om jeg tør indrømme det ;-) Men jeg har en kommentar til hythlodaeus' indlæg omkring venskabet mellem Linh og Bark.
Som hythlodaeus rigtigt nok bemærker, så er Bark den eneste af folkene omkring Linh, som vi kan forstå. Alle andre (franskmænd?) forstår vi ligesom Linh heller ikke. Hvordan ville deres venskab så tage sig ud, hvis vi heller ikke have kunne forstå Bark? For det første ville vi slet ikke kende Barks egen historie, og måske kun opfatte ham som et ensomt men venligt menneske. Men derudover tror jeg ikke, det ville skabe "problemer" for at forstå deres venskab, fordi det jo netop bygger på mere end ord - der er også venskabelige handlinger (og små "godbidder", godt udtryk!). Hvis hythlodaeus' tolkning af "Den lille prins" (har som sagt ikke selv læst den) er korrekt, så synes jeg sammenligningen med "Monsieur Linhs lille pige" er helt rigtig!
PS: Bendt - for overblikkets skyld tillod jeg mig at slette de to første indlæg (af de tre som var næsten identiske) og har kun ladet det nyeste stå. Håber det er ok :-)
Tove nævner, at hun havde forventninger a la Den lille prins, og det synes jeg er et godt sammenligningsgrundlag.
Det er ganske vist mange år siden jeg læste den, men som jeg husker den er er moralen, at vi gerne vil "tæmmes" af andre, for når vi bliver tamme, udtrykker det en tillid og kontakt, der ikke bunder i ord og rationalitet, men i gerninger og fysisk kontakt.
Og det er vel netop, hvad forholdet mellem Linh og Bark bygger på: Et blik, en skulderberøring, en godbid (cigaretter), stemmens betoning fremfor ordenes indhold osv. De tæmmer hinanden og vænner sig til den andens selskab, mere end de bliver i stand til at fortælle den andens historie.
Romanen er en meget helstøbt lille historie, og netop fordi den var så fokuseret, så tænker jeg heller ikke specielt på den som en lille bog. Jeg var iøvrigt også en af dem, hvor brikkerne først faldt på plads til sidst, selvom jeg som andre havde haft en fornemmelse af, at der var et eller andet, der ikke stemte.
Ellers blot to korte kommentarer: Det er rigtigt, at Linh er i live ved bogens slutning, men jeg er stadig af den overbevisning, at han vil dø som følge af uheldet. Symbolikken - særligt bloddet, der flyder i fem retninger - lægger ligesom op til det, selvom Claudel lader tolkningen være op til læseren.
For det andet spekulerer jeg på, om det ordløse venskab overhovedet er "realistisk" - hvad vi så end vil lægge i det ord i en roman. I bogen oplever vi verden fra Linhs synsvinkel. Vi forstår, hvad han forstår og vi ser, hvad han ser. Med en enkelt undtagelse: Bark. Hans tale kan læseren godt forstå, og det er derfor vi forstår, at de to hovedpersoner finder sammen om personlige tab, og at vi får så stor sympati for ham.
Ville vi tro på venskabet, hvis vi kun blev præsenteret for Linhs indtryk, sådan som det er tilfældet med tolken, lægen og vagten? Eller ville det bare være endnu en uforståelig - omend sympatisk - del af omgivelserne?
Jeg tror også han overlever. Bogen er dog afleveret! Hvad overlever han til? Vil menneskene forandre sig til det bedre og forstå hans baggrund? Jeg vil vil igen henvise til "den danske andedam", hvor nogle mennesker ser det som deres "livsopgave", at skabe et "Fort Danmark" for etniske danskere"!!?? Ja, hvem var det der blev nr. to ved US-open i går? Caroline kommer vist fra Polen!
Nu har jeg læst slutningen igennem igen - og jeg tror altså stadig, at Monsieur Linh overlever. På s. 142 står der bl.a. at: "Den tykke mand tager hans hånd. Der kommer en god varme fra ham gennem denne hånd" og på s. 143: "Hjælpen kommer, vimser rundt om den sårede..."
Måske tolker jeg for meget, men de to ord "varme" og "sårede" synes jeg støtte opfattelsen af, at han overlever. Normalt forlader varmen kroppen, når folk er ved at dø - den siver ikke ind i dem. Og da ambulancen kommer, bliver Linh omtalt som den sårede. Det synes jeg også bringer en hvis optimisme med sig - sår kan heles :-) Men som jeg skrev tidligere, så troede jeg også først, at Linh ville dø - det gav bare på en eller anden måde mening i historien. Måske vil forfatteren gerne overraske - på trods af alt det Linh oplever, så vil forfatteren alligevel gerne give os håb :-) Men hvad det så er for et liv han overlever til... Det kan jeg stadig ikke helt finde ud af!
Noget helt andet... Min mand og jeg skal nu på en uges bryllupsrejse, så I må klare jer uden mit selskab i denne uge :-) I mellemtiden kan I dog tænke lidt over det følgende. Hvad betyder det, at Bark har haft samme drøm som Linh? Altså drømmen om Linhs hjemland og floden med de fem fingre (Linh: s. 105-113 og Bark: s. 140). Hvordan hænger det sammen? Og hvad betyder det?
Så har jeg fundet det s. 69-70. - Og god bedring på denne varme dag.
Uhh, hvor skal man dog starte :-) For det første er jeg helt enig med Bendt, mange mennesker (også i Danmark) ville have rigtig godt af at læse denne smukke lille bog med et åbent hjerte! Som en af mine kolleger sagde: "Det er sådan en bog alle burde læse".
For det andet synes jeg, at Berit og Tove har fat i nogle meget interessante ting omkring dukkens navn (mit skolefranske siger også, at "sans dieu" betyder "uden gud"). Jeg tænkte også, at der var en verden til forskel på de to betydninger af navnet, men jeg havde ikke tænkt, at en livløs dukke selvfølgelig var "uden gud" i og med, at den ikke var et rigtigt levende barn - fin lille krølle på tolkningen!
Endelig sidder jeg derhjemme med en mild omgang halsbetændelse og har bogen liggende på arbejdet :-p Så jeg kan ikke genlæse afsnit lige nu... Men til Tove, som ikke havde fanget, at Bark havde været soldat i Linhs hjemland, så bliver det nævnt i det afsnit, hvor de to mænd er gået en lille tur og sidder nede på havnen. Linh peger og udtaler navnet på sit land, og Bark begynder at mindes og gå til bekendelse. Jeg tror dog ikke, at Bark ligefrem har slået Linhs familie ihjel! Jeg opfatter historien, som en fortælling fra Barks ungdom, og at det altså var mange år siden, at Bark var soldat. (Jeg skal nok tjekke sidetallet, når jeg får fat i bogen igen - er forhåbentlig tilbage på arbejde i morgen).
Med hensyn til Christinas spørgsmål om slutningen så skal jeg som sagt lige have fat i bogen igen, så jeg kan genlæse slutningen. Havde umiddelbart selv læst det som om Linh overlevede - men det undrede mig faktisk meget, da jeg også først tænkte, at han heldigvis fik en fredfyldt død nu, hvor han havde genfundet sin ven Bark. Så jeg tror, det kræver en genlæsning, inden jeg kaster mig ud i flere tolkninger om slutningen ;-)
Hvis Linh overlever, så er jeg dog ikke helt sikker på, hvilket liv der venter ham i dette fremmede land... Ville Bark kunne hjælpe - kan han overhovedet rumme Linh i sin hverdag? Eller ender Linh bare på det lukkede hjem igen... Det ville næsten ikke være til at bære, men jeg kan dog ikke lade være med at tænke, at det næsten er for "disney-optimistisk" at tro, at Bark ville kunne tage sig af Linh (eller at myndighederne ville tillade det)?
Jeg spekulerede også over navnet. Først og fremmest demonstrerer ordspillet vel at Sang diû og Sans Dieu udtales ens, men at der indholdsmæssigt er en kæmpe sprog- og kulturbarriere. Afstanden fra "Yndig morgen" til "Uden Gud" er enorm. Hvis man er troende, eksisterer det lille, levende barn og den yndige morgen samt hver ny dag med lyset (Linhs sang) vel kun i kraft af Gud. At barnet er uden Gud fortæller måske også, at her faktisk ikke er tale om noget levende barn, men kun en åndløs erstatning i dukken.
Jeg har fuldstændig overset, at Bark skulle have været soldat i Monsieur Linhs hjemland, og kan heller ikke lige finde det. Hvor står det?
men jeg tror at det var amerikanernes krig i vietnam.
I denne dejlige lille bog hersker der en del navneforvirring, både mellem de to mænd, men også i hr. Barks opfattelse af dukkens navn. Han tror hun hedder Sans Dieu. Så vidt mit fransk rækker betyder det Uden Gud og det er vel også en ugudelig verden, hvor en ensom gammel mand bliver overladt til sig selv i et land hvor han intet forstår og ingen forstår ham. Ugudeligt er det også hvordan hans familie bliver dræbt. Og hvad med den dimension at hr. Bark selv har været soldat i det land den gamle mand kommer fra? (Vietnam?) Hr. Bark har dræbt mennesker der lige så vel kunne være hr Linhs familie. Er der nogle af jer der har nogle tanker om denne dimension af historien?
Jeg måtte lige genlæse slutningen, men mener stadig Monsieur Linh er i live, da han bliver kørt væk med ambulancen. Jeg mener, at stemmen (s. 141), der udtaler "Sang diu" er Linhs, og at det er ham, der ligger med dukken i sine arme. Derfor stiller jeg heller ikke spørgsmål ved Barks tilstand. Men han er et øjeblik bange for, at det kun er en drøm, og at han ikke hører rigtigt.
Det sidste "Monsieur Linhs barnebarn" læser jeg som en sidste bemærkning fra fortælleren. At opfatte dukken som et virkeligt barn er en præmis for Monsieur Linhs historie.
Gad vide om dette ændrer din opfattelse?
Jeg kan se, at der er bred enighed om, at Linh overlever til sidst. Det kommer lidt bag på mig, for sådan læste jeg ikke slutningen. Jeg må lige ind og læse igen, men jeg opfattede det, som om at Linh dør efter en kort opvågning. Hele opstillingen med drømmen og Linhs blod, der løber, som floden med de fem 'arme' i drømmen, fik mig til at tro, at han dør en fredfyldt død lige 'efter bogen'/overleveringen, da han ser, at Bark har taget "barnebarnet" til sig.
Jeg kunne godt tænke mig at høre, hvordan I tolker de sidste linier? Som jeg læser det, kalder Bark dukken for Linhs barnebarn i bogens allersidste linie. Hvordan skal det forstås? Overtager han dukken som en levende lille pige? Eller er det blot en slags hyldest eller accept af Linhs opfattelse af virkeligheden?
Jeg opfatter ikke Bark som sindssyg, men blot som meget ensom efter sin kones død. Kan ensomhed (ligesom chok) føre til, at han opfatter dukken som et barn?
Denne lille roman berørte mig stærkt. Linh har kun sin dukke og så sin gode ven, Bark, der ikke forstår ham sprogligt, men f'ølelsesmæssigt. Men hvad med alle de andre i det fremmede land? Jo, indespærring er svaret og omklamring er et svar. (Hospitalet for sindslidende! -En ny flygtningestatus!). Afvisning er et andet svar,f.eks. af kvinderne i sovesalen, der griner af ham! Jeg kan ikke undgå at tænke på de mange flygtninge og deres tanker og følelser i Danmark, hvor nogle mennesker er meget afvisende. Ja, nogle gange skammer jeg mig over Danmark. Lige nu på grund af regeringens hårde politik i forhold til afviste irakere og generelt over for et "dansk" parti, der kalder sig Dansk Folkeparti. Hvor er det danske og tolerante? Jo, vi er efterhånden et følelseskoldt land (der er heldigvis undtagelser), hvor nogle har meninger "på anden hånd", . Jeg kender mange indvandrere og også flygtninge. De mennesker der udtaler sig negativt har ofte aldrig mødt en flygtning. Tænk sig at komme til et land, hvor man ikke forstår sproget, kulturen og møder kulde og bagagen er tilmed krig, tortur, flugt, død og ødelæggelse. Minhs historie er tragisk, men han har dog minderne, hans dukke og så vennen Bark, men mere kunne gøre det. Minh overlever ulykken, men hvad så? Jeg håber der er læsere i Danmark der vil gøre en forskel. Også efter at have læst denne rørende roman.
...en lille korrektion.
Jeg kan se, at jeg er kommet til at 'lyve' lidt. Det var ikke allerede, da Bark kalder barnet for 'en dukke', at jeg fik mistanke. Det var først da børnene i sovesalen har taget dukken (s. 49), at mistanken meldte sig. Jeg kom da i tanke om episoden, hvor Bark siger 'dukke'! I øvrigt rigtig smart af forfatteren, at lade en person, som Linh ikke forstår, sige sandheden. På den måde kommer han let hen over Linhs reaktion på sandheden! For hvad mon Linh ville have sagt, hvis han forstod Bark?
Hvor er jeg glad for, at det ikke kun var mig der fik en sen aha-oplevelse :-) Men det gjorde også romanen til en speciel - positiv - oplevelse. Og måske et lidt genialt træk fra forfatterens side.
Derudover synes jeg, at forfatteren formår at ramme rigtig godt, hvad kulturel identitet er. Dufte, smage, boformer og ikke mindst sproget. Monsieur Linh har mistet alt og skal starte helt forfra - faktisk som et barn, der bl.a. også skal lære at begå sig i trafikken. Hans erindringer fra hjemlandet er smukt beskrevet, og hele den vemodige stemning rørte mig. I første omgang troede jeg, at han døde ved ulykken og tænkte, at det var et lykkeligt øjeblik at dø i - midt i gensynsglæden med Bark. Men pigen redder ham.
Jeg synes ikke de sociale myndigheder skulle lade ham i fred. Til gengæld synes jeg, at de burde have talt og lyttet meget mere til ham og støttet ham, der hvor han nu var. Og have inddraget Monsieur Bark, men sådan fungerer tingene jo desværre ikke.
Jeg vil ikke sige, at det forstyrrede mig at romanen er blevet kaldt en "fabel", men det fik mig til at undre mig over, hvilken genre der var tale om. Jeg tror, jeg havde nogle forventninger a la "Den lille prins", og jeg synes også der er lidt eventyragtigt over romanen, især i starten. Bogen fortæller en lille historie, men rammer også noget fælles menneskeligt og eviggyldigt trods kulturforskelle.
Jeg tror, Philippe Cladel er en forfatter jeg vil holde lidt øje med. Er der nogen af jer der har læst hans "Grå sjæle"?
Jeg kan godt se, hvad Christina mener - bogen vækker måske flere følelser end tanker i første omgang. Uuuhhh, hvor man dog føler med Monsieur Linh, hans ensomhed, sprogbarrieren, latterliggørelsen fra de andre familier i det midlertidige ankomsthjem... Men måske er det sprogbarrieren, som ligger til grund for de fleste misforståelser?
Her tænker jeg ikke så meget på navne-forvekslingen med Monsieur Bark, men også Christinas spørgsmål om, hvorfor de ikke bare lader ham passe sig selv. Der er jo ingen som rigtig ved, at han så småt er ved at komme ovenpå igen og finde et holdepunkt i livet gennem sin ven Monsieur Bark, da han jo ikke taler fransk og f.eks. ikke kan fortælle, hvorfor han gerne vil forlade anstalten for at mødes med sin ven... Og hånden på hjertet - ville han egentlig være i stand til at klare sig selv i det lange løb?
Jeg er lige blevet færdig med bogen, og jeg er fuld af - måske ikke så meget tanker, men mere følelser. Allerede da jeg havde læst ganske få sider, overvejede jeg, om jeg skulle lægge bogen fra mig igen. Den fik mig til at føle mig helt hudløs med sin meget sørgmodige og lidt mismodige stemning. Meget flot skrevet. Med få ord formår forfatteren at skabe nogle fantastiske billeder og stemninger, der går rent ind.
Til gengæld deler jeg ikke jeres overraskelse over, at der ikke er tale om et rigtig barn (nu er det jo blevet afsløret tidligere i debatten). Måske fordi jeg selv lige er blevet mor og har et lille barn tæt inde på livet. Til at begynde med, undrede jeg mig blot over, at barnet er så 'forstående' og stille. Især undrede det mig, at hun sover så meget, og at hun specielt altid sover, når det passer ind i de ting, Monsieur Linh laver. Selvom min datter er nem, så er det ikke lige sådan det fungerer her!
Så med det i baghovedet og en skæven til titlen (med min gamle dansklærer i erindringen: "Det er altid en god idé at se på titlen, når man skal analysere en bog!"), så fik jeg ret hurtigt mistanke om, at der er tale om en dukke. På side 18 blev mistanken vakt, da Bark kalder den en 'smuk lille dukke', men det var først på side 49, hvor børnene leger med hende, at mistanken blev rigtig konkret, og jeg begyndte at lede efter tegn på, hvad der var tale om. Derefter blev jeg ret hurtig sikker, men jeg undlod dog at læse jeres indlæg, for jeg ville ikke have det endeligt afsløret, førend jeg selv var færdig med bogen.
Jeg var således heller ikke i tvivl om, at der er tale om en sindssygeanstalt, da han bliver flyttet. Jeg synes, at forfatteren også her beskriver situationen og omgivelserne helt eminent! En stor automatisk jernlåge med en bred perlemorssti bag...enkelt og utroligt virkningsfuldt.
Jeg synes i øvrigt at bogens stemning ændrer sig gennem bogen efterhånden som Monsieur Linh gennemgår en forvandling via sin ven. Jeg er (som jeg vist har fået slået fast nogle gange nu) meget imponeret over, hvordan forfatteren formår at skabe en markant stemning, der giver et meget klart billede af, hvordan Monsieur Lihn har det.
Jeg synes, at det i meget høj grad er en bog, der vækker følelser frem for tanker...men kun i første omgang, for den er bestemt også tankevækkende. Mit helt store spørgsmål, som jeg sidder tilbage med, er: Hvorfor kan han ikke bare få lov til at passe sig selv? Han er jo hverken til fare for sig selv eller for andre, og han er såmænd lige så stille ved at få stablet en tilværelse på benene med sin vens hjælp.
Mht. at det skulle være en fabel, så er jeg helller ikke helt sikker på, at jeg deler den opfattelse - i hvert fald ikke i traditionel forstand. En fabel er jo, som etneb80 skriver, normalt en fortælling med dyr i hovedrollerne. Men det er anmelderen Marie Tetzlaffs fortolkning, og måske har hun lagt noget andet i det...?
Men syntes I, at det forstyrrede jeres læsning? Må ærligt indrømme at jeg ikke havde tænkt så meget over det, før jeg læste etneb80 og Toves indlæg.
Jeg gjorde præcis som Tove og etneb80! Jeg var også en smule "naiv" og godtog handlingen uden forbehold. Troede fuldt og fast på at Sang Diû virkelig var Monsieur Linhs lille barnebarn - og blev helt fortumlet da sandheden gik op for mig! Men pludselig var der også mange små ting, der faldt på plads. Som etneb80 er inde på, ville børnene på flygtningehjemmet enormt gerne lege med den lille "pige" - hvilket selvfølgelig er helt forståeligt, hvis de er flygtet fra deres hjem og nu ikke har ret meget legetøj. Og besøget hos lægen hvor Monsieur Linh får et helbredstjek, men lægen er lige ved at "glemme" at tjekke "barnebarnet"!! Ligesom Tove følte jeg mig også enormt dum, at jeg ikke havde regnet det ud - især da de sendte ham på plejehjem. Jeg undrede mig, og skrev endda et lille notat om det til mig selv (uden at gennemskue sandheden):
"s. 88-96: Flytter på alderdomshjem?"
"s. 103-104: En form for anstalt? Må ikke forlade den (men har stadig barnet...?!)"
Selvom der ringede alarmklokker, så troede jeg stadig fuldt og fast på historien. Og det synes jeg faktisk er skønt. Jeg kan rigtig godt li', når en historie griber mig på den måde, og først afslører sin sande handling til allersidst. Lidt ligesom da jeg så filmen Den sjette sans med Bruce Willis for første gang - jeg havde slet ikke regnet slutningen ud men kunne pludselig se alle brikkerne falde på plads, da det blev afsløret ;-)
bølgelængde med tove- undrede mig også over det meget stille-rolige barn- men frydede mig bare over at han dog ialfald havde det at elske-havde bare ikke forventet at det var en dukke- jeg husker at asylbørnene- der altid mobbede ham, meget ofte havde barnet i hænderne- og det har selvfølgelig været fordi det var en dukke-
glæder mig også over den varme humor der er i bogen- med bl.a. navneforvekslingerne.
undrer mig over at det bliver kaldt en fabel.-En fabel er en fortælling, ofte satirisk og moraliserende- med dyr som hovedpersoner. her er det jo så en dukke!
Jeg kan både give Malene og etneb80 ret. Det er både en lille perle og en "stor" læseoplevelse.
Men jeg er også forbløffet over min egen - måske naive -læsning. Ovenfor står nævnt, at det er en fabel, så jeg gik til bogen med åbent sind og læste helt på Monsieur Linhs præmisser. Men der er selvfølgelig noget galt med den lille pige, hendes alt for rolige gemyt, måske autistisk eller traumatiseret, måske magisk eller hans eget indre barn - i hvert fald noget urealistisk. Jeg gør mig en del tanker undervejs, men gennemskuer ikke sandheden, før den står der sort på hvidt. Og da er det, jeg bliver forbløffet over, hvor indlevende jeg har oplevet Monsieur Linh, men også irriteret over, at jeg ikke har anet uråd - der er faktisk mange indikationer undervejs.
Er der nogen af jer, der har haft lidt den samme oplevelse?
Uanset hvad, mener jeg at "den lille pige" har en magisk funktion. Det er hende, der giver ham livsmod og eksistensberettigelse. Hun bliver en forbundsfælle, ligesom børn også kan alliere sig med magiske venner.
og tillykke til malene med det nye navn og den ægteskabelige status--- jeg har jo forlængst læst næste saisons bøger-- elsker de der små bøger til at putte ind mellem de store- og fordi de er små af format--kan de jo godt være "store" bøger og det synes jeg absolut hr/ monsieur linh er. Den er så smuk, så tankevækkende og rørende og gribende- og efter min menig den bedste af næste saisons bøger. jeg har læst så meget godt i sommer-bl.a.ragdes trilogi- murakami:trækopfuglens krønnike-bjørnstad:elven-rahimi:aske og jord og mange mange andre- og der er masser af bøger, som jeg glæder mig til at læse.
Efter lige at have læst et par murstensromaner - "Anna Karenina" og "Uendelige verden" - er dette koncept med korte og handy bøger lige hvad jeg trænger til.
Jeg er halvvejs med bogen. Det er indtil videre en god oplevelse, og jeg vender tilbage, når jeg er færdig med den.
Og ja Malene, en bænk ville vist være det oplagte læsested :-)
...som går på bogens fysiske udseende.
For jeg må indrømme, at der altså også er noget helt banalt lækkert ved en lille bog, jeg lige kan stikke i tasken. Jeg tror måske, det får mig til at føle mig lidt privilligeret, at jeg sådan går rundt med en lille "perle" af en bog i tasken, uden at nogen ved det ;-) Og selvom jeg måske ikke bare slår mig ned et sted (på en bænk f.eks.), så bare det at vide, at hvis jeg ville, så kunne jeg hive min lille bog-perle op af tasken og gøre det... Ja, det er altså en fed fornemmelse :-)
Glæder mig til at snakke rigtigt om bogen med jer, når vi går i gang i næsten uge.