Fra læseklubben Ad libitum
Hvor drømmene vender
Læseklub
Af Malene Majchere.... Publiceret 12/07/2011. Opdateret 01/12/2011.
Deltag i debatten om Faïza Guènes tragikomiske roman om at være ung, andengenerationsinvandrer i dagens Frankrig.
Ahlème er ung, arbejdsløs, forelsket og uden permanent opholdstilladelse, men har drømme, sort humor og et bramfrit sprog. Hun leder efter arbejde og passer sin far, mens hun snakker med veninder og venner.
Bogen var til debat i november 2011
"Karakteristisk for Guènes romaner er, at hun formår at beskrive det håbløse og udsigtsløse så tragikomisk, at håbet og drømmene ender med at stå og lyse i mørket." Merete Reinholdt, Weekendavisen d. 13. maj 2011
Anbefaling af bogen på Litteratursiden
Anmeldelse af bogen på LitteraturNU.dk
Interview med Faïza Guène fra The Guardian (på engelsk)
Interview med Faïza Guène i Kulturnyt på DR P1 (klik på "Hør udsendelsen" og spring til minuttal 2:48)
smag på bøgerne – en bid om dagen
Puh, som tiden flyver! Vi har ligget vandret derhjemme med sygt barn i en uge, men nu er han heldigvis klar til vuggestue igen - og jeg er tilbage på arbejde uden hele tiden at skulle afspadsere og holde omsorgsdage.
På trods af først min egen sygdom og så barns sygedage synes jeg bestemt, der har været nogle rigtig gode indlæg fra jer her i november om Hvor drømmene vender - også selvom vi startede ud med at diskutere, hvorvidt det egentlig var en ungdomsbog ;-) Tusind tak for jeres engagement!
Jeg vil nu lukke november-debatten, så vi kan kaste os over Helle Helles Dette burde skrives i nutid. Vi er så heldige, at Helle følger os på sidelinjen og vil (med hendes egne ord) se om hun kan: "...finde på noget interessant at svare, hvis nogen skulle spørge om noget i december." Det kan I jo så evt. lade stå som en personlig udfordring ;-)
Jeg kan også rigtig godt lide etneb80s tolkning af titlen! Det er helt rigtigt, at manges forventninger og forhåbninger brister, når de kommer til 'det gyldne vesten'.
Min egen tolkning gik dog i nøjagtig samme retning, som Malenes - også baseret på, at kapitlet, som Malene omtaler, har samme titel, som bogen.
Af samme årsag mener jeg ikke, at Ahlème går i ring, selvom hun ender i samme kø, som i begyndelsen af bogen. Jeg tror, at hun har fundet en form for afklaring, der betyder, at hun nu er stærkere og derfor kan komme videre på den ene eller anden måde.
Jeg kan rigtig godt lide Malenes tolkning af titlen; både Foued og Ahléme skal videre med deres liv og deres drømme. Jeg synes det er det positive signal, bogen sender.
Jeg kan rigtig godt li' Bente bud på titlen - at drømmene brister/vender når indvandrere kommer til vesten...
Jeg har dog et andet bud - tænker at det må have noget at gøre med Foued og Tonislav.
Kapitlet s. 160-171 starter med, at Foued blev smidt ud af gymnasiet og hans (fodbold)drøm blev skudt i sænk af vejlederen, og kapitlet slutter med, at Ahlème opdager, at Tonislav er blevet udvist. Og lige præcis dét kapitel har nemlig samme titel som selve bogen!
Måske handler titlen altså om Foueds drøm om fodboldkarrieren og Ahlèmes drøm om kærligheden - begge dele noget som "vender"...?
Og måske skal vi ikke sætte lighedstegn mellem "brister" og "vender". Hvis noget brister, så er det jo gået i stykket/forbi - hvorimod hvis noget vender, så er det bare på vej et andet sted hen!
Foued skal altså ikke lade sin fremtid slå ud af en smålig vejleder - han skal vende rundt og finde en anden vej til at forfølge sin drøm. Og på samme måde skal Ahlème ikke lade sit hjerte briste over tabet af Tonislav, hun skal også vende sig videre ud i livet og få det bedste ud af det...
Hvad siger I til det?! ;-)
Jeg kan ikke finde ud af, hvor Ahlème står i slutningen af bogen...?
Går hun i ring? Så hun bare er endt tilbage, hvor hun startede - i køen ved udlændigekontoret. Eller er hun kommet et skridt videre?
Umiddelbart virker det jo lidt modløst, at hun stadig sidder fast i systemet med kontrol og overvågning - men jeg synes alligevel, at der er en udvikling. Ahlème virker på mig friere/lettere i slutningen af bogen. Da vi først mødte hende, så hun sjældent sine veninder og distancerede sig også fra deres forsøg på at finde hende en fyr. Men i slutningen af bogen fester hun sammen med dem og danser til den lyse morgen (bogstavelig talt).
Vibekes sidste indlæg fik mig til at tænke på de gamle gutter Ahlème mødte - chefens gamle venner fra den café han kom på som ung indvandrer (s. 156-159)
Var jeg den eneste som i et kort øjeblik var bekymret, da de gamle venner mindedes chefen? I et splitsekund nåede jeg at tænke: "Åhh, nej - bare det nu ikke viser sig, at hendes far har opdigtet en masse gode minder, som de nu skyder i sænk!" Derfor blev jeg faktisk rigtig glad, da det viste sig, at de (glade) historier, chefen havde fortalt Ahlème, blev bekræftet af de to gamle gutter på bænken :-)
jeg tror at mange fra den tredie verden drømmer om en tilværelse i europa- og mener at græsset er meget grønnere der- men de må jo desværre også bide rigtig mange ting i sig- og drømmene brister- eller vender.
Jeg har et spørgsmål, som jeg godt kunne tænke mig at høre jeres mening om.
Hvorfor hedder bogen "Hvor drømmene vender"? Jeg har selvfølgelig selv en tanke omkring det, men jeg vil gerne høre, om I har nogle bud, inden jeg selv byder ind.
Jeg kan godt følge jer i indvendingerne i forhold til tanken om, at Chefen kunne blive i Algeriet, men jeg er nu ikke sikker på, at familien der ville opfatte det som noget forkert. Det er jo den almindelige fremgangsmåde, at et eller flere familiemedlemmer i den arbejdsduelige alder forlader familien og søger lykken i udlandet - i dette tilfælde i Frankrig. Det er det, Chefen selv har gjort, og andre i familien har overtaget ansvaret for de gamle, som han pr. tradition skulle have taget sig af.
Vi hører, at han har mistet kontakten med sine tidligere kolleger, og at han er meget alene. I Algeriet ville familien være der for ham - måske kunne han genvinde lidt af den status, han har haft som yngre.
Noget jeg rigtig godt kunne lide i bogen, var forfatterens referencer til det at skriver. Ahlème leger jo selv lidt med tanken, når hun besøger Café des Histoires og går undercover som "Stéphanie Jacquet" ;-)
Jeg synes virkelig der er noget humor i Faïza Guène, når man læser den tekst Ahlème angiveligt skriver. Og faktisk fortæller den også en masse om hendes sprog (som vi jo har været en del inde på). Måske er det ikke kun en ydre skal hun dækker sig ind under - måske ligger det virkelig dybere i hende end vi tror... Hvis man læser den lille historie hun skriver på s. 105-106 så starter den jo ud helt neutralt rent sprogligt:
"Mens han parkerer sin Vespa nede foran hendes dør, står hun og iagttager ham fra sit badeværelsesvindue og hvisker for sig selv: "Hvor er han bare flot!" Hun pudrer sin næsetip en sidste gang inden hun går ned til ham."
Men hen mod slutningen, hvor der kommer dialog mellem personerne bryder hendes hårde sprog med bandeord igennem igen:
"Den unge kvinde bliver med ét ængstelig og siger noget i stil med: "Åh, pis! Rend mig i røven! Det er min bror, den kæmpe narrøv!""
Det får mig til at tænke, at det hårde slang måske falder meget naturligt for Ahléme, så snart hun forholder sig til dialog mellem mennesker? Men når det er sagt, så kan det naturligvis ikke være fuldstændig indgroet i hende - ellers ville hun ikke så let kunne "skifte hest" rent sprogligt, da de rejser til Algeriet.
Det forekom næsten morsomt at læse denne sproglige skiften frem og tilbage i Ahlèmes lille tekststykke, og jeg må indrømme, at jeg er ret imponeret over forfatterens måde at jonglere mellem de to verdener på. Når man læser de forskellige portrætter/interviews med Faïza Guène, er man ikke tvivl om, at hun kender det emne/miljø hun skriver om - og der er sikkert også noget selvbiografisk over Ahlèmes eksperimenter med at "leger forfatter".
Bortset fra det, nu er jeg ikke så stiv i det franske, men betyder Café des Histoires ikke noget i stil med "historiernes café"? Et meget passende valg til det sted, hvor Ahlème udlever drømmene om at skrive...
Sikke nogle fantastisk indlæg I har fået skrevet her i klubben de sidste par dage!!
For det første - jeg havde slet ikke selv tænkt tanken at "chefen" kunne blive i Algeriet! Og jeg er helt enig i at det (objektivt) sikkert kunne være en kæmpe fordel ikke mindst for Ahlème men også Foued, så de kunne få ro og overskud til at få samling på deres liv. Og helt sikkert også for faren selv... En del af mig kunne dog godt være bekymret for, at de to søskende ville glide endnu mere fra hinanden, uden faren til at knytte dem sammen.
For det andet - du har jo fuldstændig ret, Christina! Når jeg skriver, at det objektivt kunne være en fordel for dem alle tre, så er det fordi du selvfølgelig har fat i noget meget essentielt ang. synsvinkel. Jeg tror nemlig, du har fuldstændig ret, når du skriver, at familien i Algeriet ikke ville kunne forstå det. Den bebrejdende tone og oplæg til skyldfølelse tante Hanan retter mod Ahlème i sine breve ville slet ingen ende tage:
"Din mormor er gammel og syg. Hvad venter I på? At hun forlader os uden at få sagt farvel til jer? Vi savner jer utroligt meget. Hver gang vi tænker på jer her, begynder hele huset at græde, det er så tårerne strømmer ned ad væggene." (s. 143)
Tør slet ikke tænke på, hvordan brevene ville lyde, hvis det endte med at faren belv boende hos familien i Algeriet! Og selvom Ahlème og Foued sikkert godt selv ville kunne se fornuften i det, så tror jeg også, at især Ahlème ville have svært ved at acceptere det. Hun kæmper virkelig meget for familien igennem hele bogen, så mon ikke det ville føles som en falliterklæring, hvis hun ikke længere kunne tage sig af faren hjemme i Frankrig?
Jeg har netop opdaget, at Bente (etneb80) i sidste uge er kommet til at skrive sin kommentar om bogen på klubbens forside. Det er ikke muligt for mig rent teknisk at "flytte" en kommentar, så jeg har i stedet tilladt mig at copy/paste den ordret herind:
Det er allerede et stykke tid siden at jeg har afleveret bogen, så det er dejligt at få opfrisket den via alle jeres gode indlæg.Jeg er meget enig i al det i skriver- det der faldt mig mest i øjnene, var sproget, som jeg finder let og forfriskende- kan allerede en del "perkersprog" fra mine børnebørn,sådan nye ord, sammensat af en hel masse, går jo meget let hen og blir en trend blandt unge.
Jeg havde nu opfattelsen af at hun var under de 20, i hvert fald rent sprogligt- til gengæld er hun yderst moden i forhold til sin far og bror-men det ligger jo dybt i deres kultur ( det kunne vi lære noget af).
Tror ikke at jegkan tilføre noget nyt, andet end at gi jer ret i jeres mange synspunkter- det var en hurtig og let læst bog, men den giver alligevel stof til meget eftertanke.
Jeg er også enig i, at studievejlederen stamper godt og grundigt på en mulighed for at få Foued på rette spor. I stedet for at jorde Foued, skulle vejlederen have opmuntret ham til at få en uddannelse via sin interesse for fodbold.
Overvejelserne omkring Chefen er interessante, fordi de tager udgangspunkt i vores verden og virkelighed. Med vores øjne er det helt sikkert en god idé, at Chefen bliver i Algeriet og bliver passet af familien, mens Ahlème sørger for at få Foued på rette spor og økonomien til at fungere.
Jeg kan bare ikke lade være med at tænke på, om det også vil blive opfattet på den måde i Algeriet? De ser jo Frankrig som landet, der flyder med mælk og honning, så jeg tror, at de vil have svært ved at forstå, hvorfor de skal bebyrdes med en gammel mand som Chefen? Jeg tror, at det vil blive opfattet som en usædvanlig egoistisk handling fra Ahlème og Foued! Derudover vil det nok være et meget stort nederlag for Ahlème og Foued at måtte efterlade Chefen. Både personligt (jeg forestiller mig, at der er tradition for at tage sig af familiens gamle) og overfor familie og venner i Algeriet, der ser op til dem og deres 'luksuriøse' liv i Frankrig. Vi hører, at hverken Ahlème eller Foued gør noget særligt for at korrigere den fejlagtige opfattelse af, hvor fantastisk der er i Frankrig. Det giver dem sikkert følelsen af at være 'noget', når alle tror, at de er det - også selvom de udmærket godt ved, at følelsen bygger på en løgn.
Flere har været omkring ændringen i Ahléme og Foueds sprog, da de kommer til Algeriet. Jeg er meget enig med jer, og for mig viser det også, at børn og unge mennesker har en fantastisk evne til at tilpasse sig omgivelserne og de forventninger, der er til dem. Der er rigtig mange børn og unge, der dels har et "gruppesprog", som de anvender sammen med kammeraterne og som er nødvendigt for dem, fordi de ellers føler, at de falder udenfor, dels har et mere poleret sprog, som de anvender, når de uden kammerater er sammen med mennesker udenfor gruppen - det kan f.eks. være forældre og lærere. Det er vældig tydeligt i dag, fordi der er utroligt mange slang-udtryk, men det er ikke et nyt fænomen. Min bror og jeg havde i sidste halvdel af 1940'erne et børnehavesprog, som bestemt ikke var identisk med det sprog, vi talte "på de bonede gulve"!
Mht chefen tænker jeg også, at det kunne være rigtig godt både for ham og for Ahléme, hvis han kunne blive i Algeriet. Han kunne måske få nogle langt bedre dage, fordi der døgnet rundt ville være familiemedlemmer omkring ham, og Ahléme kunne koncentrere sig om fremtiden for sig selv og Foued.
Studievejlederen på side 160 er en katastrofe - intet mindre! Det kan ikke være en studievejleders opgave at jorde de studerende. Vi ved ikke, hvor stort Foueds talent for fodbold er, men det ved hun heller ikke - og sportsgymnasium er ikke kun for den, der drømmer om en karrierre som professionel. Jeg forstår godt både hans og Ahlémes vrede.
Som Christina og Malene er inde på, tror jeg også at ændringerne i sproget har noget at gøre med de forskellige miljøer som Faued og Ahleme befærder sig i. Jeg tænker at slang og "det hårde sprog" de benytter i Frankrig er et sprog de er nødt til at bruge for at blive accepteret i den invandrerkreds de er i. Det er nogle hårde nødder Faued går sammen med og jeg tror ikke det ville være vel set, hvis han/de brugte "almindeligt" sprog. De bygger en hård skal op via sproget og Faued bliver også kriminel for at blive accepteret som en del af gruppen. I Algeriet er de accepteret for dem de er og behøver ikke gemme sig bag en hård facade. De kan være sig selv og er i trygge omgivelser. Jeg kan også godt forstå Ahlemes bekymring for broderen. For det første betragter hun sig som hans mor og beskytter og for det andet er hun hans søster og jeg kan sagtens nikke genkendende til det at ville beskytte sine søskende. Jeg har selv en søster der er 8 år yngre og en bror der er 11 år yngre end mig selv og jeg ville gå gennem brændende huse og orkaner for at hjælpe dem.
Jeg har tænkt meget og citatet om "den hvide Ahleme" fra s. 76, men kan ike regne den ud.
Malene: jeg blev utrolig vred da jeg læste om episoden, hvor Faued bliver kylet ud af gymnasiet.Jeg tænkte "De lille lede racist!". Desværre er det ikke første gang jeg høre om magtliderlige skrankepaver, der sætter en kæp i hjulet for fremtidsdrømme. Jeg kan godt forstå at Ahleme bliver vred og jeg forstår udemærket at hun har svært ved at være objektiv. Hun ønsker alt det bedste for sin bror og alligevel ved hun godt, at han ikke har gjort det nemt for sig selv. Han er en ballademager og det bliver jo nok ikke nemmere for ham, at han også er indvandrer. Men hun kender nok ikke til alt hvad han har lavet af ballade. Faued fortæller jo ikke meget om hvad han render og laver.
Jeg kunne godt ønske for Ahleme at "Chefen" (hendes far) kan blive i Algeriet, hvor familien kan tage sig af ham. Jeg tror det ville være bedre for ham at blive i deres landsby, hvor familie og venner kan passe ham og så ville det være godt for Ahleme at hun ikke skulle tage sig af ham både med hensyn til omsorg/pasning og den økonomiske side af sagen. Hun knokler for at få det hele til at hænge sammen og jeg er bange for at det går galt for hende, hvis hun skal stå med ansvaret for det hele (chefen, Faued og økonomien) selv.
Hvad tænker I?
God søndag til jer alle.
Kh Gitte
Tja, det lyder som et meget fornuftigt bud ang. Foued... Jeg ville bare have troet at han ville kede sig i Algeriet. Men det er selvfølgelig også kun en ferie - så det er måske meget rart med et "pusterum".
Jeg håber virkelig, han får rettet op på sig selv, når han kommer hjem! Jeg ved godt, at han ikke er vores hovedperson, men jeg forstår udmærket godt Ahlèmes bekymringer. Jeg er selv storesøster til en 8 år yngre bror, og man "værner" altså lidt om sådan en lillebror (min er dog en helt fornuftig og succesfuld ung mand, så dér holder ligheden med Foued bestemt op! ;-)
Hvordan havde I det, da I læste, at Foued blev smidt ud af gymnasiet på s. 160 og hans store drøm om et sportsgymnasium blev skudt i sænk af vejlederen? Jeg er ikke inde i det franske skolesystem, men jeg fik virkelig ondt af ham. Havde på fornemmelsen, at vejlederen bare ville pointere sin "magt" ved at dræbe Foueds drøm:
"Han nød sikkert at jorde min lillebror på et tidspunkt hvor hele hans fremtid var på spil. Foued blev udelukket fra uddannelsessystemet fordi hans drøm blev dømt ude på forhånd."
Ja, Ahlème er måske ikke helt neutral, men jeg tror på hende. Foued er en ballademager - ingen tvivl om det! Men ville den konstruktive tilgang ikke netop være at tage fat i de ting han brænder for (fodbold) og prøve at bygge noget positivt op omkring det...?
Som Malene er inde på, så vælger Foued at blive i Algeriet længere, end det først var planlagt. Jeg tror, at dette skyldes, at han der er fri for forventninger og krav.
Hjemme skal han leve op til en masse modstridende forventninger: Søsteren forventer, at han får en uddannelse og 'bliver til noget', "De Ældste" forventer, at han slutter sig til deres flok af hjælpere, og samfundet i bred forstand har vel også deres forventninger.
I Algeriet ER han allerede noget! Han er en heldig rad, der bor i Frankrig og 'har alt'. De eneste forventninger han skal leve op til, er bled'ens forventninger om, at han er glad og sorgløs. Han er et forbillede for mange, og alt det giver ham en følelse af at være en succes. En følelse han slet ikke har i Frankrig - der føler han sig nok tværtimod forvirret, desillusioneret og uden fremtid.
Jeg tror stadig, at Ahlèmes ændring af sit sprog skyldes, at hun 'hyler med de ulve, hun er blandt'. Hun ville falde helt ved siden af, hvis hun talte, som hun gør i Frankrig. Faktisk er jeg ikke engang sikker på, at hun ville blive forstået!
Efter Gittes kommentar omkring sproget/Algeriet har jeg tænkt på, om det måske er tempoet i Algeriet, som er med til at lægge en dæmper på Ahlème (og dermed også påvirker hendes sprog)? Det er jo bl.a. derfor hun vil afsted - for at få Foued lidt væk fra bander og kriminalitet i en tid. Men så ender det også med at sætte sig i hende. Til allersidst skriver hun (s. 190):
"Der er noget i den her bled som jeg ikke ville kunne finde andre steder. Stemningen er helt særlig, det er lugten også, og frem for alt er her varmt, lidt for varmt, måske. I virkeligheden er det jo kun et spørgsmål om klima, og Algeriets varme har bedøvet mig."
...Algeriets varme har bedøvet mig... Bedøvet/dæmpet... Dæmpet aggresioner i både sprog og væremåde?
Selv Foued falder til ro og forlænger faktisk sit ophold. Det blev jeg meget overrasket over! Han kan jo ikke huske landsbyen, da han var alt for ung, da han og Ahlème forlod Algeriet. Hvad tror I det er der gør, at Foued får lyst til at forlænge sin ferie et par uger?
PS: Jeg hoster stadig, men er ellers frisk og på arbejde igen. Ved godt at det er helt normalt at blive syg, når man har små børn i huset (og hellere mig end ham), men øvvvv hvor er det træls i længden!
Jeg er ikke blevet helt færdig med bogen, og da jeg ikke er hjemme i næste uge, varer det lidt tid, inden jeg er helt klar til at deltage i debatten.
Jeg kan fuldt ud tilslutte mig jeres betragtninger vedr. målgruppe. Mht sproget kan jeg nikke genkendende til det; jeg har i forbindelse med mit arbejde været i kontakt med grupper af unge, som havde lignende sprogbrug, men heldigvis også med masser af unge, der taler helt anderledes(-:
Jeg har ligesom Christina studset over citatet fra side 76.
Nu er jeg også klar til denne debat. Jeg kunne selvfølgelig godt lige have fortalt, at jeg ikke var klar d. 1., og det gør jeg fremover, hvis det bliver aktuelt.
Først: Bare rolig, Malene. Det med sygdom, når man får små børn, er ret almindeligt. Det bliver bedre!
Angående spørgsmålet om, at det kunne være en ungdomsbog, så var det ikke noget, jeg selv tænkte over, da jeg læste den. Men jeg blev ikke rigtig fanget af bogen, og jeg kan sagtens forstå tanken. Bogen er oplagt til en diskussion i 10. klasse. Netop som du siger, Gitte, så er der rigtig mange gode diskussionsemner, men jeg er også enig i, at der ikke gås i dybden med dem. Måske er det derfor, bogen ikke rigtigt fangede mig. Det og sproget.
Sproget virker også på mig lidt 'påtaget'. Jeg skal dog ikke kunne afvise, at det skyldes, at sproget ligger meget langt fra mit eget. Jeg kan kun sammenligne lidt med min lillebror, der er 27, og altså i alder rimeligt tæt på Ahlème, men han taler på ingen måde som hende. Dog kan sproget forsvares med, at der i subkulturer ofte opstår et særligt sprogbrug med meget slang. Måske er det blot et udtryk for dette?!
Det er en flot iagttagelse, at Ahlèmes sprog ændrer sig, da hun er i Algeriet. Det havde jeg ikke lagt mærke til, men nu du siger det, Gitte, så syntes jeg måske lidt bedre om den del af bogen! Det er sikkert sproget, der 'taler' mere til mig.
Jeg tror sagtens, at sproget kan høre livet i Frankrig til. Igen kan der argumenteres for dette med, at der ofte er en særlig sprogbrug i subkulturer. Denne subkultur forlader hun for en stund, da hun rejser til Algeriet, og i stedet taler hun, som det nok mere forventes af hende der: pænt og voksent.
Jeg har flere diskussionsemner, men der er ét spørgsmål, der presser på. På side 76, hvor Ahlème fortæller, at hun har let til tårer, siger hun:
"Den dag tante Mariatou skulle føde, var jeg ikke alene den eneste hvide i venteværelset, jeg var også den eneste, der græd".
Det forstår jeg ikke...hun er da ikke hvid?! Eller hvad? Er det slang for et eller andet? Hvordan forstår I det?
Øv, hvor er det altså surt at du er så meget syg Malene, men jeg tror du har ret i, at den manglende nattesøvn kan være en årsag til at du konstant bukker under. Håber at din lille søn slap fri og at du er kommet på højkant igen.
Jeg er enig med dig i at denne roman ikke henvender sig til den yngste del af ungdomsgruppen, men til den ældre gruppe af unge. Jeg tænker at romanen vil kunne give mange gode debatter i 10. klasser og på gymnasiet, da den som tidligere skrevet tager fat i mange emner, der kan diskuteres videre og være med til at give de unge en forståelse for det at bo og leve i en anden kultur end den man kommer fra.
Er der mon andre der er ved at læse bogen?
Så har jeg lagt mig syg - igen :-( Har aldrig været så meget syg som efter jeg blev mor! Er sikker på at mit immunforsvar lider under den konstante søvnmangel *suk* I denne omgang er det feber, opkast og hovedpine, men heldigvis lader det til, at lille Zakarias går fri (7-9-13).
Derfor er det også rigtig dejligt, at Gitte har taget hul på debatten, imens jeg lå helt underdrejet igår! Og hvad siger I andre - hvorfor tror I at forlag og anmeldere ikke har kategoriseret bogen som ungdomsbog? Jeg tror det handler om bogens emner... "Ungdomsbøger" er for mig noget der henvender sig til en noget yngre målgruppe end Hvor drømmene vender. Måske er det fordi jeg er bibliotekar, men jeg ser ungdomsbøger som overlappet mellem børnebiblioteket og voksenbiblioteket, dvs. (uden at jeg har noget at dokumentere det med) ca. omkring 13-17 år (alt efter læseevner og modenhed). Og i den optik synes jeg alligevel at bogen henvender sig til lidt ældre læsere...
Gitte er også inde på sproget, og det var faktisk også noget af det jeg lagde mærke til. Eftersom forfatteren selv er jævnalderende med sin hovedperson og oversætteren har haft "konsulenter" på til sprog/slang (s. 198), så tror jeg det rammer fint sprogbrugen i det miljø, hvor historien foregår, på trods af Ahlèmes alder. Men det er en rigtig fin iagttagelse at hendes sprog ændrer sig, da de rejser til Algeriet - har I andre nogle gode bud på hvorfor?
Nu vil jeg kravle tilbage under dynen og glæde mig til at høre, hvad I andre tænker om bogen. Er forhåbentlig snart ovenpå igen :-)
Så har jeg fået læst "Hvor drømmene vender" og det første spørgsmål der melder sig er "Er dette ikke en ungdomsbog?".
Romanen åbner op og tager fat på mange emner som fx integration, opholdstilladelse, fordomme om invandrere og det at blive voksen alt for tidligt. Jeg mener ikke rigtig den går i dybden med problemstillingerne, men den berører emnerne, der så efterfølgende kan tages op til debat.
Noget andet der er meget iøjenfaldende er Ahlemes sprogbrug. Ord som nederen, nice, vildt depri o.l. og så de mange og vilde overdrivelser som fx s. 47 hvor hun beskriver nøglerne til deres lejlighed "De er ENORME, 30 centimeter lange, otte centimeter brede og 14 kilo tunge..." Det er et sprog jeg tydeligt genkender fra min elskede 14-årige niece. Kan man kalde det et karakteristisk sprog for den generation? Jeg synes, at Ahleme med sine 24 år er lidt for gammel til at det sprog virker helt troværdig, men jeg bemærker samtidig, at hun lægger den unge tunge fra sig, da familien rejser til Algeriet på ferie. Hvorfor mon? Er sproget en barriere og et beskyttende værn hun bruger i Paris?
Jeg vil lade dette være et par indledende spørgsmål og glæder mig til at debatterer og høre hvad I andre mener. Jeg er sikker på at vi nok skal finde på noget at snakke om :-)
Kh Gitte