Hvis det er

Oprettet: 04.12.2014 - 11:27

Bog: "Hvis det er" af Helle Helle

Bogens forside

To løbere render ind i hinanden i en stor jysk skov. De er faret vild og kommer til at tilbringe to dage sammen i den vilde danske natur.

Forfatter: 
Helle Helle
Udgivet: 
2014
Forlag: 
Samleren
Sidetal: 
143
Lån bogen - Køb bogen

Skriv sammen med Helle Helle i februar om "Hvis det er". Helle Helle er nomineret til Nordisk Råds Litteraturpris 2015.

Hvad undrer du dig over efter at have læst bogen? Hvad har du ikke forstået? eller hvad synes du vi skal snakke om, når vi i denne måned læser Helle Jelles seneste roman? Skriv med og lad os høre fra dig.
Læs evt mere om bogen i Litteratursidens anmeldelse eller Litteratursidens analyse. Læs Forfatterweb.dk eller litteratursidens portræt af Helle Helle og få mere at vide om forfatteren. Forfatterweb kræver adgangskode, men er gratis via de fleste bibliotekets hjemmeside.

 

Tilføj kommentar

Deltag i debatten.

  • Margrethe Højlund

    lør, 14/03/2015 - 21:52

    Bogen er sikkert "uddebateret" her i læseklubben. Havde lyst til at omtale min fascination af huset i skoven. Det er som Guldloks kun beboet af tegn på tilstedeværelse og ligger derfor så smukt og vibrerer med sin dimension af "shelter" og mulig indgang til død og undergang. Vi møder ingen bjørne ej heller en heks, men dog døden, der tages med ud af billedet,  men dog vender sig og lægger en finger på munden...schhh...sig ikke at I ved jeg er der.

  • Dorte Spon

    man, 02/03/2015 - 10:13

    Tusind tak  for en "tur i skoven" sammen med alle Jer og ikke mindst dig, Helle Helle.

    Det er dejligt, at du  har haft overskud til at kommentere "Hvis det er" med os, for som jeg kan se, er det en bog, du rejser land og rige rundt med i øjeblikket.

    Vi håber at møde dig igen med en ny roman om et par år, hvis det er.....

     

  • Tina Karina Mor...

    man, 23/02/2015 - 16:41

    Spørg Henrik Rehr.....
    Der er stadig god snak tilbage i debatten om Helle Helles "Hvis det er", men inden længe er det marts og vi skal snakke om Henrik Rehrs "Gavrilo Princip" det gælder.
    I DRs kulturklubber efterlyser de spørgsmål som skal bruges i DRs samtale med Henrik Rehr. Se mere her
    Har du spørgsmål, så send dem til bogklub@dr.dk inden tirsdag d.3. marts
    Hilsen Tina 

     

  • Tina Karina Mor...

    man, 23/02/2015 - 16:35

    Man skal fare vild.....
    I fredags mødtes vi i Dr Romanklubben i Svendborg.
    Vi talte bl.a om at Roar og Vejmand er faret lige så meget vild i skoven som de er faret vil i deres eget liv, og at de er lige så initiativløse i såvel skoven som i livet.  Jo ... Vejmand tager godt nok initiativ til at hente vand - men bliver jo syg af det. Roar tænker også på at lave et bål - men har ingen tændstikker. Ret kikset faktisk.

    Efterfølgende har jeg så selv i weekenden tænkt, at de 2 selvfølgelig er nødt til at fare vild i såvel skoven som i livet. Hvis man ikke indimellem tillader sig at fare vild sker der jo ingen ting. 
    Lise spørger om skoven betyder noget som sted. Ja, det tror jeg i den grad den gør. I skoven  er der mørkt, koldt, uhyggeligt, fremmed og ikke mindst vildt. Præcist det modsatte af den måde både Roar og Vejmand plejer at opføre sig. Skoven (det vilde) er dét sted Roar og Vejmand kan tillade sig at komme tættere på sig selv og på hinanden.
    De 2 satser altså for an gang skyld helt vildt. Så vildt at de farer vild. De bruger skoven som middel til at fare lige så vild, som de er faret vild i deres eget liv. ......Og godt for det, for ellers var der aldrig sket nogen udvikling for de 2 mennesker. Tilgengæld bruger de også skoven og tiden i hver sin ende af sengen i baghuset til at samle sig selv op og komme på mere ret kurs igen. 
    Så hvor titlens "Hvis det er" i første omgang er udtryk for ligegyldighed, tror jeg, det kan vendes til et positivt "hvis det er" lidt i stil med Brønderslevs forslag til en slutning.
    Hvad siger I til mine tanker ? 
    Hilsen Tina 

  • Hanne Ingerslev

    fre, 20/02/2015 - 12:50

    Tak til Helle Helle for det meget spændende indlæg!!!!!

    TÆNK at du havde forestillet dig romanen startende med forfatterens selvmord i hårnålen. Og tak for din forklaring på hvordan du forestiller dig det kunne ske. Det var ellers lidt af en gåde.

    Jeg er glad for at du også kunne lide den foreslåede slutning.

     

    Venlig hilsen fra Hanne

  • hhelle

    tor, 19/02/2015 - 19:02

    Kære alle.

    Jeg har læst med herinde og vil gerne sige tak for alle jeres kommentarer og læsninger og spørgsmål og tanker. For eksempel Kirstine Louise og Brønderslevs forslag til en alternativ slutning, der minder slående om, hvordan jeg selv længe troede, slutningen skulle være. Jeg forestillede mig, at Roar og Vejmand ville stige på bussen sammen og drage mod Aars efter en bagt sandwich med gorgonzoladressing. Men da det kom til stykket, var det bedre at slutte bogen ti minutter før, de når ud til busstoppestedet. I det hele taget tror jeg tit, jeg ender med at sætte punktum for en roman halvanden side tidligere end planlagt. Måske er det bare et billigt trick, der gør slutningen mere åben og dermed gådefuld. Men billedet af de to, Roar og Vejmand, på skovstien, føltes rigtigt. I det hele taget er det meget sådan, jeg skriver: Det skal føles rigtigt. Og der sker altid det, at den store plan, jeg har lagt for en roman, kikser gudsjammerligt. Fordi noget andet med ét føles mere rigtigt eller lyder bedre. 

       En del af planen med "Hvis det er" var blandt andet, at jeg ville slå forfatteren ihjel i på side 35. Den ambulance, Roar og Vejmand hører lørdag aften lige før 21:58, skulle køre forgæves efter den allerede i-en-hårnål kvalte forfatter. Og i kraft af forfatterens død ville sproget i romanen fra da af ændre sig radikalt. Der skulle ikke være spor af minimalisme og ordknaphed og små betydninger. Det skulle være en bog, der ikke lignede mine tidligere. Læseren skulle få en stærk fornemmelse af, at noget nu var helt galt, og at de to romanfigurer var overladt til sig selv. Med at "slå forfatteren ihjel" mente jeg altså "at slå stilen ihjel".

       Den plan mislykkedes. Når Moritzen efterlyser noget nyt og spændende og spørger: "Tør eller kan Helle Helle ikke?", så er svaret altså nok, at jeg ikke KAN skrive i en komplet ny stil. Jeg ville ellers gerne. Tror jeg nok. Men at lave det sproglige skred, som jeg frejdigt planlagde, det evnede jeg alligevel ikke. 

       Men der er stadig en forfatter, der muligvis er afgået ved døden. De to små drenge siger: "Faktisk er forfatteren død". Når børn siger "faktisk" om noget, kan det godt være, det ikke passer. Men ER forfatteren død, er hun helt sikkert blevet kvalt i en hårnål. Jeg sætter selv mit hår op, og hver morgen, inden jeg skal i gang med at skrive, står jeg foran spejlet og roder med frisuren med en hårnål mellem fortænderne og tænker: "Ikke trække vejret ind nu". Jeg tænkte, at det ville være en tilpas ond måde at slå en forfængelig forfatter ihjel på.

       Med hensyn til spejle, så tror jeg nok, romanen handler meget om at se på sig selv. Men endnu mere om, hvordan man forestiller sig, andre ser på en. For eksempel "de andre" på Roars seminar. Jeg tror ikke, at Roar er autist eller har aspergers syndrom. Men at han har en stor stivhed i forhold til resten af verden. Måske, fordi han har været så meget alene. Jeg ville skrive en roman om at stige af en bil uden for en skov langt oppe i Jylland og give sig til at løbe, uden mål og med og i forskellige størrelser løbesko, i fortvivlelse og desperation, måske for at blive endeligt alene, fri for resten af verden. Men ude i den skov stod så en kvinde med sit pandebånd og sine lynlåse, og hun var også alene og faret vild. Og så endte det med at blive en roman om de to. Om hende og ham, også selv om han næsten ikke fortæller noget om sig selv. Til gengæld fortæller han hendes historie. Det, at tale om andre, er også en måde at tale om sig selv på. 

      I har så mange gode spørgsmål og iagtagelser, og jeg snakker ved siden af. Måske er det, fordi jeg ikke kan give de rigtige svar. Man kan jo desværre ikke komme løbende efter sin bog og råbe: DET ER SÅDAN, DEN SKAL FORSTÅES! 

       Men jeg kunne godt have lyst til at råbe: I MÅ IKKE KEDE JER SÅDAN I ISHØJ! Men selvfølgelig må I det. Roar ville forstå det, fra Hundige.

       Tusind tak til jer alle, også for de gode spørgsmål i P1-udsendelsen. Tak for det med Hans og Grete, jeg havde SLET ikke tænkt på de to. Og så er jeg stadig målløs over, at der findes en tøjforretning ved navn "Torben" i Aars. 

    Kærlig hilsen Helle Helle

  • ridder1

    tor, 19/02/2015 - 15:13

    Stort tillykke med nomineringen til Nordisk Råds Litteraturpris! Det er så velfortjent.

    Vores romanklub havde en fin diskussion tirsdag aften , hvor vi var enige om at Helle Helle er kortprosaens dronning. Ikke et ord for meget, og masser at tænke over. Det er en vidunderlig lille roman, som lever videre i sine læsere - længe. Vi ser Roar som en socialt dårligt fungerende mand, der er mest vant til at være uden for, men nu i Vejmands selskab må finde sig i hendes talestrøm og formår at gengive den i det lange indskudte afsnit, hvor vi er tilbage i hendes fortid. Hun er slet ikke ueffen, viser gode initiativer og takter, men lykkes ikke rigtigt med noget. Hvor fører deres veje mon hen, efter at de nåede bussen? Der opstår i hvert fald en sympati.

  • I Moritzen

    tor, 19/02/2015 - 14:52

    Helle Helle er i dag blevet nomineret til Nordisk Råds litteraturpris. Til lykke.
    Og jeg savner også hende her i romanklubben.

  • moldt

    tor, 19/02/2015 - 12:28

    I skovens dybe stille ro....

    To skrøbelige mennesker fra hver sin "udkant" løber rundt i den store skov. Leger de ubevidst med tanken om "at blive væk"? Leger med tanken og trøster sig med, at man ikke KAN fare vild i en dansk skov. Men man kan jo altid prøve.

    Det er et fint beskrevet møde mellem to fortabte bymennesker og den magtfulde natur.
    Opholdet i shelteren er godt beskrevet. Nu må de tage sig selv og hinanden helt alvorlig.
    Jeg læser Roar som et hjælpeløst, fortvivlet ensomt menneske. Han aner ikke, hvordan han skal begå sig i samvær med andre. F.eks kollegaerne i sommerhuset, hvor han mest opholder sig udenfor - og forlegent vinker til to mennesker i en robåd - som viser sig ikke at være mennesker, men to ølkasser og et stykke stof. Det er Roar.

  • Hanne Ingerslev

    ons, 18/02/2015 - 19:38

    Hvor bliver Helle Helle af?

  • Lise Vandborg -...

    tir, 17/02/2015 - 15:04

    Herligt med så mange læsninger af romanen! Jeg kunne godt tænke mig at høre hvad I mener skoven som sted betyder for stemningen i romanen? Jeg synes selv at naturen (i stedet for byen som sted som tidligere i Helle Helles romaner)  bringer "uhygge" ind i romanen. Roar og Vejmand er hensat til mørket og skovens foruroligende lyde, og for mig forstærkes den særlige Helle Helle tone på den måde.

  • Dorte Spon

    man, 16/02/2015 - 15:41

    Hvor er det sjovt, at så mange har læst bogen som om, at der er 2 kvindelige hovedpersoner. Når jeg får bogen retur fra lånere, er det oftest dét,  at man har opfattet Roar som en kvinde, som har gjort størst indtryk på læseren.

    Og Marisse, du skriver, at du nok får høvl over et være negativ....., nej, det gør du bestemt ikke!

    Fordelen ved at være med i en læseklub er jo nemlig, at der skal være plads til alle slags forskellige meninger - og på et andet tidspunkt bliver det nok mig, der ikke er lige så begejstret som I andre - ganske som det sker ude i det virkelige liv.

  • Maria Louise Ch...

    fre, 13/02/2015 - 10:18

    I går havde vi for første gang en åben bogcafé på Silkeborg Bibliotek, og den første bog vi havde udvalgt til en times hyggelig bogsnak, var Helle Helles "Hvis det er". Der mødte fem læsere op, og jeg synes, de havde  rigtig mange spændende pointer, så derfor har jeg skrevet en sammenfatning af snakken her. 

    Én af læserne pegede indledningsvist på, at hun havde læst anmeldelsen af bogen her på Litteratursiden (http://www.litteratursiden.dk/anmeldelser/hvis-det-er-af-helle-helle), men at hun selv havde svært ved at spotte det stilsikre, da hun ikke kendte Helle Helle særligt indgående i forvejen. Hun synes det var en speciel oplevelse at læse bogen og derfor håbede hun at blive klogere på både bogen og Helle Helle ved at tale med andre om den.

    Flere af de vante Helle Helle-læsere nævnte "Rødby-Puttgarten" som yndlings-Helle Helle-bogen, og sagde, at "Hvis det er" var på højde med den, mens andre var knap så begejstrede. Også her delte bogen altså lidt vandene.

    Nogle mente, det gav noget andet, at fortælleren er en mand, mens én havde læst det som to kvinder og undervejs flere gange glemte, at fortælleren er en mand. Vi talte netop en del om, at Roar også er meget usynlig i teksten. Selvom han er fortælleren, så ved vi så godt som ingenting om ham - vi kender kun basale fakta som hans navn, alder og den slags, mens "navnløse" Vejmand er den, vi lærer rigtigt at kende. Vi ville gerne lære Roar bedre at kende, og måske Helle Helle kunne finde på at give ham stemme i en anden bog? Vi talte om, at det er påfaldende, når nu "Hvis det er" er den første Helle Helle-bog med en mandlig hovedperson, at det alligevel er kvinden, der taler gennem ham det meste af bogen.

    Vi brugte en del tid på at tale om begyndelsen og slutningen. Flere kapitler begynder med "Det er ikke mig" og vi diskuterede den følelse, Roar har af, at det ikke er ham, der er til stede i skoven, det med at være i uvante situationer og vi synes det spillede fint op imod, at han på en måde heller ikke er der for læseren, da det jo er Vejmand og hendes historie, som kommer til at fylde det meste. Hvorfor har han al den viden om hende, og hvordan kan han genfortælle det så detaljeret; hvad er han for én? Dét talte vi længe om. Vi talte også en del om slutningen: Om forfatteren, der var blevet kvalt i en hårnål og hvilken betydning det havde for historien. Flere var faktisk også helt irriterede over, at opladeren i annekset lige præcis passede i Vejmands mobiltelefon - "det var altså alt for let og så må det da betyde noget!" - som én udbrød. 

    Én pegede på, at det var som om de to personer fungerede meget bedre ude i skoven, end i det virkelige liv.  At de (eller i hvert fald Vejmand) virker til at have været usynlige og famlende i deres liv, ude af stand til at markere sig og sige fra (overfor Christian), og at hun i hvert fald var mere handlekraftig ude i skoven - måske har hun (og Roar) en chance for at komme videre i livet, fordi de fór vild  i skoven?

    Det var en rigtig god snak!

  • Hanne Ingerslev

    tor, 12/02/2015 - 20:31

    Det var en rigtig god oplevelse at høre radiointerviewet. I kan nok finde det her:

     

    file:///Users/hanne/Desktop/http-::www.dr.dk:radio:ondemand:p1:dr-s-romanpris-2015-3.webloc
     
    Slutreplikken fra Helle Helle  - det gælder om at danne billedstrømme  - var særlig fin
  • marisse

    ons, 11/02/2015 - 16:41

    Så blev jeg færdig. Hvad mener I om slutningen? Med børnene de møder, som fortæller dem en underlig historie med et dødsfald?

  • Hanne Ingerslev

    tir, 10/02/2015 - 21:16

    Som jeg oplevet Helle Helle bøger, har man et valg  -  enten siger man - dette her er så banalt, at jeg er ved at gabe kæberne af led  - jeg orker det ikke  -  eller også nærlæser man det hele grundigt og opfatter tidligt at "Roar"  tænker - de andre siger, at jeg ikke er naturens muntre søn  -altså mand - og man giver sig til at nyde alt det rørende midt i det banale. Men det kræver vilje og opmærksomhed.

  • moldt

    tir, 10/02/2015 - 09:53

    Hun og Han.
    Det er pudsigt, det med at "han" ikke er en kvinde, men en mand.
    Allerede på side 10 står der: "Vores skygger er lange, min noget længere end hendes" og på side 11 får vi at vide, at "han" hedder Roar.
    Jeg ved ikke om jeg ville have opfattet, at hun er en han, for jeg havde læst om det, før jeg læste bogen. Men interessant, hvordan vi læsere læser noget ind i en bog, som vi VIL læse ind i en bog? Eller hvordan?

    Jeg kan godt lide de små spor Helle Helle lægger ud i sine bøger. De små ord, som ikke lyder af alverden, men som dog fortæller meget om personerne. F.eks. da hun allerede på s. 9 siger om pandebåndet:
    "Det er min papsøns, han er spejder".

  • Hanne Ingerslev

    tir, 10/02/2015 - 02:12

    Efter hvad jeg har hørt, var end ikke Helle Helles mor klar over, at det var en mand!

  • ridder1

    man, 09/02/2015 - 13:49

    Nu er jeg færdig med første gennemlæsning. Og jeg er meget glad for bogen, som jeg er for alle Helle Helles bøger. Den skal læses igen, og meget mere minutiøst. For skønt der ikke sker så meget der kan måles og vejes, så var den rigtig spændende.

    Snakkede med en veninde, som havde læst den uden at opfatte, at den ene hovedperson er en mand, hvorpå hun fluks startede forfra. Har I andre været ude for det?

  • Connie

    søn, 08/02/2015 - 20:16

    Lige et direkte link til udsendelserne på P1

    http://www.dr.dk/radio/ondemand/p1/dr-s-romanpris-2015-3

    Og Sjovt med de kritiske røster .
    Måske er Helle Helle bare sådan en forfatter der deler vandene ?
    Jeg syntes nu hun er værd at læse flere gange, men smag og behag er da heldigt nok forskellig.
    Læste en anmelder der skrev ganske skarpt " at der ikke sker en skid " i hendes bøger, men at det netop er i mellem den der "ikke skid "at man finder frem til det egentlige ,- og det syntes jeg godt jeg kan tilslutte mig.
    Er det iøvrigt ikke oftest sådan livet er , set i bakspejlets kloge lys ?

  • Michael B

    søn, 08/02/2015 - 15:31

    Der er sagt meget om Helle Helle, men ikke noget der har fået mig til at læse hendes bøger. Nu kom der så en i romanklubben, så den gav jeg en chance.

    Kort fortalt. Jeg ville have været i godt selskab i læseklubben på Herning bibliotek, hvor de mandlige medlemmer kaldte bogen for kedelig. Se Anne Juhl Andersens kommentar.

    Til Marisse vil jeg sige. Den overrasker pludselig positive. Den er kun på ca. 140 sider, så den stopper inden den rigtigt kommer i gang. Det er snart overstået.

    Romaner er forskellige og læsere er forskellige. Her blev jeg rodet ind i et uheldigt match. Beklager at jeg ikke kan bidrage positivt i debatten.

    Fra beskrivelsen i romanklubben ” To løbere render ind i hinanden i en stor jysk skov. De er faret vild og kommer til at tilbringe to dage sammen i den vilde danske natur.” Vilde danske natur? De finder et shelter med nogle tæpper, der følte jeg mig snydt!

  • Connie

    søn, 08/02/2015 - 11:34

    Jeg vil bare sende en lille service meddelelse til interesserede læsere.
    Sakset fra DR.dk/P1 hjemmeside

    DR's Romanpris 2015: Helle Helle
    STATUS: I dag KL. 13:30
    Helle Solvang møder forfatter Helle Helle. Samtalen tager afsæt i den nominerede roman 'Hvis det er"' samt spørgsmål fra læsere i DRs romanlæseklub. Tilrettelæggelse: Helle Solvang.

    Hvis man ikke når at høre det i radioen kan det genhøres på podcast.
    Dette gælder naturligvis også for de andre forfattersamtaler optaget i forbindelse med årets udvalgte romaner der er i konkurrence om årets Romanpris i DR romanklubben.
    Venlig hilsen Connie

  • I Moritzen

    fre, 06/02/2015 - 16:58

    Boglæselyst, jeg læste bogen ret hurtigt, men kun pga. Romanlæseklubben. Ellers havde jeg nok slet ikke læst den færdig. Jeg læste med en latent skuffelse over, at mine forventninger om, at nu var den en anden slags bog fra Helle Helle, jeg havde hørt om den nye hovedpersonsvinkel, men der blev igen igen en bog som de andre. Jeg var vild med bogen om Rødby og Ned til hundene, men så læste jeg gentagelsetemaer. Fint nok i sprog og tekstopbygning, det er kvalitet i minimanlisme, men jeg savner noget andet. Noget nyt og spændende. Tør eller kan Helle Helle ikke?
    Min læseklub i Svendborg, søndag, gav bogen fine tal, jeg lå i underkanten med 4.

  • Else Zakarias

    fre, 06/02/2015 - 13:01

    Deltagerne på torsdagsholdet på Vejle Bibliotek var også meget uenige om "Hvis det er". Lige fra skarp, vittig, ondskabsfuld, vildt begejstret, spændende til kedelig, skuffende. Vi snakkede en del om Roar og flere påpegede, at han nærmest havde autistiske træk: hans manglende sociale kompetencer, hans kontrollerende og observerende gen og hans fokusering på detaljer. F.eks synes han i stand til at kunne genfortælle "Vejmand"s livshistorie ret minituøst, han har nærmest fotografisk hukommelse. Der blev givet ml 1 og 6 stjerner (ud af 6), i gennemsnit 4.

  • Else Zakarias

    fre, 06/02/2015 - 12:53

    Deltagerne i DR romanklubben (mandagsholdet) på Vejle Bibliotek havde vidt forskellige læseoplevelser med "Hvis det er". Dét, at der står så meget "mellem linierne" gør bogen god for nogle, og kedelig for andre. De lidt triste skæbner gjorde den tung at læse for nogle, mens andre fokuserede på den udvikling, der sker med dem og andre mere lagde mærke til humoren i bogen. Der blev givet mellem 2 og 5 stjerner. De, der var mest begejstrede, havde læst bogen 2 gange. Så det gør nok bogen godt at læse den 2 gange. Så får læseren nemmere øje på de mange finurligheder og ser også Roar bedre, da han er beskrevet gennem det, han gør og ikke direkte, som han er. Det blev til 4 ud af 6 stjerner.

  • Marion Tirsgaard

    fre, 06/02/2015 - 12:49

    I DR Romanklubben på Fredericia Bibliotek blev romanen i går vendt og drejet til flertallets store fornøjelse og begejstring for Helle Helle og til et mindretals uforståenhed overfor det faktum, at Helle Helle altid høster gode anmeldelser og mange roser. Med en af deltagernes egne ord ”Jeg fatter ikke, at Helle Helle har den status, hun har”.

    Alle var dog enige om, at hun kan noget med sproget, som ingen andre kan. Det er finurligt, stramt og minimalistisk og på samme tid så udtryksfuldt og dobbelt i dets betydning.

    Vi brugte en del tid på at snakke om hovedpersonerne – det, de har til fælles og den måde, som de udvikler sig gennem romanen og opnår en form for samhørighed til sidst. De er begge faret vild i deres liv, og nogle opfattede rammehistorien om at fare vild i skoven, som en metafor for Roar og Vejmands ensomme liv, hvor især Vejmand spejler sig efter andre (selv da de finder en oplader til mobiltelefonen er der ingen ”rigtige” beskeder og de ringer ikke til nogle). Vildfarelsen er det, der binder de 2 historier sammen.

    Vi brugte en del tid på at snakke om og more os over alle de små detaljer i romanen som fx de såkaldte løbesko i 2 størrelser, pandebånd og teletaxi. Slutningen undrede vi os en del over. Nogle fandt den uforløst og diffus – lige som hele episoden med forfatteren, der ifølge de 2 børn, ”var blevet kvalt af en hårnål i forgårs” gav anledning til diskussion. Er forfatteren mon lig med Helle Helle selv, og hvorfor er det en hårnål, der tager livet af vedkommende? Et spørgsmål, som vi godt kunne tænke os at stille Helle Helle!

    Som andre er inde på, diskuterede vi også det eventyrlige element i romanen, den pudsige titel og meget meget andet. Som altid sluttede vi af med en runde hvor vi gav fra 1-6 stjerner og gennemsnittet landede på solide 4 stjerner med pil op.

  • Anne Juul Andersen

    fre, 06/02/2015 - 12:33

    DR Romanklubben på Biblioteket i Herning mødtes i mandags og snakkede om Helle Helles "Hvis det er..". Vi fik en rigtig god snak, der kom omkring mange af de samme emner, som jeg kan læse andre læsekredse også har berørt.
    Vi snakkede en del om, hvorfor Roar og kvinden ikke kunne finde ud af skoven, om kvindens liv og valg - og ikke mindst om Helle Helles ordknappe fortællestil. Der var en god blanding i af nye Helle Helle læsere og gamle garvede Helle Helle læsere i vores læsekreds, så snakken gik lystigt om, hvorfor der ikke sker mere i Helle Helles romaner. Og er Hvis det er.. virkelig så god - og fortjener den alle de stjerner, som bogen har fået af anmelderne?
    De mandlige medlemmer af læsekredsen i Herning synes, den var kedelig og bestemt ikke én, de kunne finde på at læse igen. De kvindelige medlemmer var mere positive og synes mødet mellem Roar og kvinden i skoven var spændende - krydret med de klassiske Helle Helle beskrivelser kvindens liv og tanker. Det var også kvinderne, som synes at sproget i bogen var fantastisk - næsten filmisk i beskrivelserne af skoven fx.
    Så en blandet tilbagemelding fra DR Romanklubben i Herning, vi glæder os til at følge snakken herinde på Litteratursiden om bogen.

  • marisse

    tor, 05/02/2015 - 23:40

    Jeg har læst 1/4 del af bogen og må være ærlig at sige, at den på ingen måde fanger mig. Jeg synes den er så hamrende kedelig og jeg kæmper mig igennem den. Jeg synes handlingen er meget ligegyldig. Jeg får nok høvl af jer for at udtrykke mig således, men det er altså min opfattelse. Jeg har tænt mig at læse den færdig men det er ikke sådan at jeg glæder mig til at putte mig under dynen med den hver aften. Håber den pludselig overrasker mig positivt:)

  • anne45lise

    tor, 05/02/2015 - 19:03

    Da jeg læste bogen for et godt stykke tid siden blev jeg fortryllet af de to mennesker. De er lidt naive men søde og sympatiske. På en eller anden måde kom deres ordforråd bag på mig. De kunne sige: Teletaxi, mobildækning, akrylsok og væskebæltet og meget andet. De sagde "shelteren" - først troede jeg, det var jysk for "shelteret", men det hedder det skam i hele landet, erfarer jeg.

    Jeg har ikke analyseret bogen på nogen måde men blot læst den med stor nydelse og et hemmeligt håb om, at de to ville finde sammen ...

  • Camilla fra Hol...

    tor, 05/02/2015 - 15:10

    Romanklubben ved Holstebro Biblioteket har også været samlet omkring "Hvis det er". Der var en enighed om at bogens sprog er fantaktisk. En kunne slet ikke lide bogen, et par stykker var skuffede over den, men andre syntes det var en god læseoplevelse og havde små moret sig undervejs i læsningen. To havde aldrig læst noget af Helle Helle før, og ville nok hellere ikke selv have valgt romanen, (hvilket jo er styrken ved denne klub).

    Sætningen "Hvis det er" virker upræcis. Som et ikke-grænseoverskridende tilbud der er uklart formuleret. Men en sætning vi godt kunne relaterer til.  

    Romanen budskab summede vi lidt over. Måske noget med vi befinder os i den kold/mørk verden, hvor der i virkeligheden ikke skal så frygtligt meget til for at få det rart. Man skal ikke være bange for mødet med andre mennesker. Tilfældighedernes spil.

    Vores samtale tog mange sving. Vi kom ind på det generelle pres mange er underlagte omkring en konstant personlig udvikling. Og de forventninger man kan møde omkring hvad der er et godt liv.

    Vi savnede lidt mere baggrundshistorie for Roar - nogen havde nærmest ikke set ham som hovedperson eller som en mand.

    Nogle overfortolkninger blev kort nævnt – noget eventyrligt med Hans og Grete. En form for reality show hvor vi er tilskuerne til kampen om overlevelse.

     Alt i alt et godt Romanklubmøde.    

    Vi endte på 4 læsestjerner ud af 6. 

  • Bodil Bøtcher

    tor, 05/02/2015 - 13:00

    Bodil Bøtcher

    Romanklubben ved Aalborg Bibliotekerne mødtes forleden og talte om Helle Helles ”Hvis det er”. Det er altid interessant at diskutere Helle Helles bøger, og denne gang fik det et ekstra tvist, da der var tre H.H. debutanter blandt deltagerne. Det var nok også her, det kneb med den totale begejstring for bogen, selv om de var enige med de andre læsere i, at bogen er godt skrevet i et flydende sprog, og med en historie, man drages ind i. Specielt kvindens beretning bærer bogen igennem for skeptikerne, forbeholdet gik på oplevelsen af at romanen som helhed ikke har tyngde, ikke en historie man vil huske og for enkelte kørte historien i tomgang.

    Ellers var der kun positive røster og stor tilfredshed i resten af gruppen, begejstring over sproget, som èn meget præcist sagde: ”halve sætninger med hele meninger”!  Glæde over  dialogen, det uudtalte, fortidserindringer der bliver til nutid, de præcise detaljebeskrivelser og en historie, der fængede med de fascinerende indirekte personbeskrivelser,  og som noget nyt i Helle Helles forfatterskab en undertone af spænding, et plot.

    Vi talte også om den vinkel, historien fortælles under, flere opdagede først senere i bogen, at det var en kvinde og en mand, og dermed forfatterens evne til umærkeligt at få læseren til at blive så optaget af historien, at den detalje blev overset!

    Vi endte på 4 stjerner, og de 3 H.H. debutanter mente nok, at de alligevel var inspireret til at læse andre bøger af Helle Helle!

  • Hanne Ingerslev

    ons, 04/02/2015 - 18:21

    Til Kirstine Louise  - forslaget til slutningen er vidunderligt. Lige i øjet!!!!!  Jeg håber Helle Helle læser med

  • Nina Wegner

    ons, 04/02/2015 - 16:36

    Der var udelt topbegejstring for Helle Helles nye roman i DR-læseklubben i Horsens. Vi snakkede en hel del om romanens komposition, om personkarakteristikken af Roar og "Vejmand" og ikke mindst om det formidabelt fine sprog. Jeg tror, at det er første gang i Horsens-DR-klubbens levetid, at der har været så stor og begejstret enighed. "Hvis det er" får i skrivende stund den absolutte  førsteplads blandt de læste værker. Men men men vi er jo slet ikke igennem stakken endnu, så der kan nå at ske mange forskydninger endnu.

  • moldt

    ons, 04/02/2015 - 14:20

    Hej Brønderslev

    "Vil du med til Hundige?" "Det kan jeg da godt, hvis det er.....". Fin afslutning.
    Som læser kan man nemlig ikke lade være at digte videre på fortællingen.

  • moldt

    ons, 04/02/2015 - 14:11

    "Det er ikke mig. Jeg står ikke bag et træ i skoven".
    Supergod indledning, ikke? For læseren må nødvendigvis spørge: hvis det ikke er dig, hvem er det så, der står bag et træ i skoven? Hvem er du?
    Og hvad vil Roar mon svare? Ved han hvem han er? Ved han hvorfor han står i Rold skov bag et træ?
    Man bliver nysgerrig efter at lære ham at kende.

    "Det er ikke mig. Jeg sidder ikke sådan med en sovende kvinde i skoven", siger han senere.

    Kommer Roar til selverkendelse?
    Hvorfor er han ikke til stede i sit liv?

  • Kirstine Louise...

    ons, 04/02/2015 - 13:08

    DR læseklubben i Brønderslev holder dampen oppe, alle deltagere er meget dedikerede til opgaven og meget velforberedte til mødet med Helle Helle, som er kendt af nogle og for andre er det et helt nyt bekendtskab.  Det  førte til en god snak om skrivemåde og fortællestil , set fra oven sker der ingenting de to døgn i Rold skov, men i de underliggende historier sker der alligevel noget.

    Det giver en ekstra dimension, når vi kender Rold skov, hvor der var nogle som i virkeligheden for vild, vi kender Arden og Skørping og Vadum og Gistrup og i Aars er der en tøjbutik som hedder Torben, vi kan hermed konkludere at forfatteren har lavet grundig research!.   

    Helle Helle fortæller om et  helt almindelig liv, som  vi alle  kender, hvor livet styres af tilfældigheder, vi lader stå til og flyder med,  hvis det er…diskussionen kredsede om,  hvordan vi lever vores eget liv.

    Bogens slutning gav anledning til megen snak og mange forslag til hvad der i sker. Her et bud -  på stationen i Skørping, hvor han stående på trinbrættet siger ”Vil du med til Hundige?” og hun svarer ”Det kan jeg da godt, hvis det er…”

  • DIVA

    ons, 04/02/2015 - 11:50

    Helle  Helle får fortalt rigtig meget på få sider.

    Vi kommer lang omkring i kvindens liv. Fra ung til voksen.

    Fortællingen har en fortættethed, så vi som læsere i de nøje udvalgte ord hele tiden fornemmer og oplever  skoven, lugten og kulden fra shelteren,

    Med få ord fortælles om tiden med Christin. 

    Vi føler os inddraget i fortællingen. 

    Det er dogmeagtigt "håndholdt kamera".

    Selv om der kun er 144 sider, havde vi faktisk svært ved at finde frem til citaterne , som vi referede til. Nærsmest som om vi også selv farer vild i bogen - som de to personer for vild i skoven.

    Alt efter hvor vi hver især er i vores eget liv - 40-70 år- havde vi hver vores opfatttelse - både af personerne og handlingen. 

  • Connie

    tir, 03/02/2015 - 21:03

    Hej jer fra Ishøj bibliotek,Dorthe Spon og andre meddebatører !
    Også jeg har undret mig over nogle af de samme ting som I har været inde på, bl.a det med forfattermordet og den her sjove abrupte slutning. Og jeg overvejede også om man virkelig kan blive væk i en skov i Danmark, og googlede sågar på skovstørrelser . Jeg tror også at Rold skov er et godt bud, men hvad med at spørge forfatteren selv ! Jeg har spurgt om en masse andre ting, og det skete en dag hvor jeg lod pennen flyve for at deltage i udlodningen af en bog , på DR læseklub kultursiden, hvor de efterlyste spørgsmål til brug for udsendelsen på P1 som kommer om nogle dage.Tror lige jeg laver en kopi , så kan vi jo se og hører om det også er nogle af mine spørgsmål der bliver medtaget i udsendelsen.
    Jeg er i hvert fald blevet lovet en bog bliver tilsendt som tak for min indsats, så nu håber jeg da på at det er Helle Helles " nye" ? Her følger mit kopierede brev.
    " Hej Helle.
    Jeg er begejstret for din ordknappe skrivestil, og dine meget dobbelt tydede sætninger, som jeg tit først forstår når jeg læser og tænker nærmere over dine tekster, ofte ved en senere gennemlæsning .
    Min måde at læse dine bøger på er ved første gennemlæsning meget flyvsk og lige ud af landevejen, gerne på en eftermiddag, efter et par uger tager jeg gerne bogen frem igen, og så har handlingen gerne bundfældet sig lidt, og jeg er klar til at gå i gang med en mere analyserende læsestil.
    Her kommer et par spørgsmål vedrørende din nye bog " Hvis det er " En finurlig titel ,
    Hvordan fandt du på at det skulle være den sætning med pandebåndet der kan lånes ud " hvis det er... Der skulle danne grobund for titlen på bogen ?

    "Hvis det er"ja det er altså ikke den sætning der har voldt mig flest overvejelser, selv om den nu også er sjov. Det er jo umiddelbart meget abrupt, og taget ud af en sammenhæng, og jeg mangler virkelig en forklaring ...hvis det er at den findes ?
    På s. 8 står der efter to benægtende sætninger " brug ikke ordet ikke så ofte"
    Og her kommer mit spørgsmål ;
    Hvordan kommer du frem til at sådan en sætning skal med ?
    Først læste jeg det som en note til dig selv som forfatter, altså sådan en lille huske note du måske havde skrevet til dig selv , og som redaktøren af din bog ikke havde fået fjernet, men da jeg læste bogen igen , kan jeg godt se at den sætning er med til at give et billede.
    Hovedpersonen som iøvrigt jo hedder Roar, er overraskende nok en mand . Han bliver nu hurtigt overhalet indenom af en ny fortæller nemlig kvinden uden navn, som vi lærer utroligt godt at kende i løbet af bogen.
    hvorfor har du ikke givet hende et navn ? Det nærmeste er at hun på s.11 nævner at hendes navn rimer på Jens Vejmand, og på s. 32 falder Roar og kalder " Hallo Vejmand".
    Alle i bofællesskabet nævnes med navne, men hovedpersonen ( den nye hovedfortæller, som jeg som læser får utroligt meget at vide om, omtales konsekvent som " hun".
    Hvorfor er " hun" navnløs i bogen ?
    Og hvordan fandt du på at Roar skulle komme fra Hundige ? Det er jo en del af Greve kommune, der vidst mest er kendt for sit sociale boligområde Askerød, Bilka og Hundige centeret (som vidst hedder et eller andet fancy nu om dage), og så lader du ham præsentere den bydel som " stille og rolig og ovenikøbet fortsætter han med at sige ; " Der er mange grønne områder" -
    tja, det er nu ikke det jeg tænker mest på når jeg tænker på Hundige. Er det bevidst at du prøver at tegne et andet billede af den bydel i Greve ? Overraskende er det i hvert fald for mig, der selv er opvokset i Vallensbæk Strand , og jeg har haft min daglige gang igennem et par år i denne bydel (qua min første arbejdsplads lå i Gersagerparken ) :-)

    Hvis jeg ikke får svar på alle mine spørgsmål i her, vil jeg stille dem igen i DR's online litteraturklub."
    På genskriv senere på måneden, håber på en god og bred debat med både indlæg fra læseklubber og almindelige medlemmer af ón Line klub udgaven.
    Bedste hilsener fra Connie

  • Marianne Träff

    tir, 03/02/2015 - 16:50

    Hej Frk. Winther

    Min læsekreds var også inde på den meget åbne og lidt mystiske slutning. Vi talte om at det der med at , der havde boet en forfatter , som iflg barnet var død kvalt? i en hårnål, var en form for (meta)hilsen fra Helle Helle selv. Måske var det en hilsen til en anden forfatter? Der var en der sagde, måske er det en hilsen til Kirsten Hammann eller en anden af Helle Helles forfatterkolleger.
    Der er virkelig lagt op til at vi kan brygge videre på historien og evt. skabe lidt drama selv. Måske forlader de to ensomme sjæle skove sammen, men ikke hinanden, hvem ved. Roar fik jo ikke blodforgiftning af vablen, Vejmand fik ikke en dødelig maveforgiftning af det beskidte vand, de overlevede natten i skoven , der lå ingen død forfatter i kummefryseren og børnene ringede ikke 112, og parret blev ikke hentet af politi med blåt blink.
    Det ville være meget Helle Helleagtigt, hvis de bare skilles med et - 'Nå men hav det godt' -
    Kvinden hedder næsten det samme som Jens Vejmand.

  • Marianne Träff

    tir, 03/02/2015 - 14:06

    ’Hvorfor skal jeg læse om et liv, der er lige så kedeligt som mit eget’, er der en af læserne der udbryder. ’Men det er jo lige det, jeg elsker ved hende’, siger en anden.

    Det er Helle Helles roman ’Hvis det er’, der er på programmet og vi er parate til 1½ times litteratursnak.

    Det er tredje gang DR Romanpris-læseklub mødes på Ishøj Bibliotek, denne råkolde mandag aften, men heldigvis har frosten ikke sat sig på stemmebåndet. Der er en livlig snak om biblioteksklubben Salonens champagne-brunch forleden, om en rejse til USA, jo læserne kender allerede hinanden meget bedre denne gang.
    For at sætte snakken om roman lidt i gang bliver alle læserne bedt om med få ord at beskrive deres umiddelbare følelser for bogen : nem at læse, spøjs, lang novelle, lidt trist, to ensomme sjæle mødes, konstrueret sprogbevidsthed , en roman i romanen, eventyragtig.

    To Jyllandskyndige fortæller at vi befinder os i den sydlige del af Rold Skov, og der er en der siger ’helt ærligt, kan man fare vild i Danmark’? Og det kan man, forsikre en anden ’ kan du ikke huske der var en mand, der havde gemt sig i 10 år i Rold skov’ – så er rammen ligesom på plads.

    Mht. til det med det eventyrlige snakker vi om eventyrsymbolikken i, at der er to mennesker (mand og kvinde), der farer vild, og møder mange korsveje, og sover i hytte sammen. ’Hans og Grete’, siger en. ’Roars ex. hed Grete’ er der en, der siger, ’der var hun - Grete’!, og vi griner lidt. For vi ved jo, at Helle Helle altid bedyrer, at der er in-gen symbolik i hendes romaner. Tingene er, hvad tingene er.
    Vi taler rigtig meget om personerne, og enkelte mener at Roar ikke bare er nørd, han havde måske også har aspergers. Han havde købt et par såkaldte løbesko, fordi, han sikker havde læst, at det var sundt at løbe, ikke fordi at han nød det, ville tabe sig eller blive i bedre form. ’Han vil måske slippe væk fra seminaret’, mente en. Han er jo ikke særlig socialt anlagt, og har lidt et anstrengt forhold til lyde. Hører og irriteres ved Vejmands jakke der klikker og at hun siger lyde. Nej, han var det lidt sære type, som næsten kunne bo hjemme hos mor. Men der havde jo været en Grete – engang (som højst sandsynligt kedede sig ihjel, siger en af kynikerne). Han er den type, der bevæger sig væk fra andre og her midt i Rold Skov, er han pludselig nødt til at være sammen med et fremmet menneske. Men han udvikler sig, han er slet ikke irriteret til sidst, slapper faktisk af og man fornemmer at han kan lide hende. (da de har drukket snaps kilder de hinanden, men det bliver alligevel lidt uforløst)

    Vejmand derimod er snakkende og positiv, ivrig og en smule rastløs. Hun er den foretagsomme, finder vand til dem og forsøger at lave bål. Helle Helle er kendt for de passive kvinder, der lidt styres af tilfældigheder. Men lige netop det, det er Vejmand faktisk også. Hun er lidt den der hovsa-type. Ups , nå ja, lad gå...

    Vi havde håbet, at Helle Helle havde været bedre til at løse sit benspænd, mht. en mandlig hovedperson end hun er. For ret hurtigt bliver det faktisk Vejmand og hendes historie vi hører om. Hele kollektiv-historien, samlivet med Bulder og hans far og arbejdet i Torbens tøjbutik.
    Men hvad ved vi egentlig om Roar? Han bor i Hundige, men er midlertidigt genhuset på Amager pga. en vandskade. Øh ikke meget.
    Men vi er alle enige om at Helle Helle sætter gang i fantasien, også selvom det er hverdagsrealisme og også selvom en del her i Ishøj kedede sig lidt under læsningen.

    Der var overraskende mange, der aldrig havde læst Helle Helle før, og hun fik helt klart nogle nye læsere, det er sikkert, men også nogle stykker, hvor ’Hvis det er’ var første og sidste gang. ' Jeg vil hellere læse Jussi, siger en. Men alle er enige om at selvom de ikke selv ville have valgt hverken ' Effekten af Susan', 'Opland' eller *Hvis det er' , så er det lige præcis det at møde andre læsere, at blive præsenteret for noget nyt man ikke selv ville have valgt , der gør det hele værd.
    Vi glæder os til næste måned - næsten ingen har læst en graphic novel

  • frk. Winther

    man, 02/02/2015 - 23:15

    Jeg har lige genlæst romanen "hvis det er", og føler stadig ikke jeg helt fanger den. Er ked af at skrive det, men tænker ikke det er den bedste Helle Helle-roman. Faktisk kom jeg lidt til at kede mig undervejs. Så glæder mig meget til at følge debatten herinde.

    Lige nu undre jeg mig over slutningen. Hvad er det med den forfatter som er død af hårnålen? SKal det forståes som Helle Helle selv? Er forfatteren Roar?

    Og hvordan kan det være at de to mennesker ikke kan finde ud af skoven? (eller hvorfor vælger man at løbe i en skov uden kort eller en aftale/ en plan om hvordan man skal komme hjem igen?).
    Og fortæller kvinden uden navn hele hendes historien til Roar eller er det bare noget vi læsere får lov at læse?

    Er kvinden uden navn familieløs?
    s. 57 ”hun sad og ville gerne bidrage, men hun vidste ikke med hvad. Hendes mor havde haft en vane med at skrive beskeder inde i køkkenrullen, i mange år kunne hun stadig tage sig selv i at kigge efter sådan en besked. Men det var et tab hun ikke kunne omtale.” og hun er alene i julen i bofællesskabet. Hellere ikke senener omtaler hun sin familie, men der imod Christians familie.

    Dog kan jeg se hele fortællingen for mig. Beskrivelserne af skoven, bofællesskabet, den ensomhed kvinden oplever ved at drive med tilfældighederne - mændene i hendes liv, som forsvinder fra hende.

    Håber at mødet med min læseklub og debatten herinde kan gøre mig lidt klogere på det hele.

  • Dorte Spon

    man, 02/02/2015 - 11:41

    Hvis det er

    Jeg vil så gerne anbefale denne roman til så mange som muligt - men når jeg kommer til titlen, ja så bliver det til en mumlende "øh, Helle Helles den nye."

    Så derfor har jeg været nødt til at snyde ved at tilføje "muligt" eller "nødvendigt" - og det er da også først langt hen i romanen, at titlen giver sig til kende, nemlig i bemærkningen: "Du kan låne mit pandebånd, hvis det er."

    Og anbefale denne dobbeltbundne roman , ja det gør jeg gerne. Den er lille , men "stor," den er nem at læse, alligevel skal man læse hvert ord nøjagtigt for at få hele meningen med, den er stille - og så alligevel fuld af knitren, klikken og klapren-lyde.

    Også stor ros til forsiden: virkelig en bog man har lyst til at have i hånden - mere end en gang!