Tidligere på året var jeg så heldig at se Mungo Park spille Forførerens dagbog på Baggårdsteatret i Svendborg. Det var fantastisk godt og gav en let indføring teksten. Skuespillerne fremsagde meget af Kierkegaards oprindelige tekst blandet med sang. Jeg kan se på Mungo Parks hjemmeside, at de spiller i Kbh d.8. og 9. juni. Det kan jeg varmt anbefale.
Siden har jeg læst lidt i teksten (øh, meget lidt) og jeg må give dig ret Ann. Johannes er manipulerende og usympatisk. Cordelia giver ham meget (faktisk alt for) lang snor på bekostning af  sig selv. Som jeg opfatter Cordelia, er hun en intelligent og moderne kvinde, som gerne vil have et ligeværdigt forhold til Johannes. De kunne have fået det godt sammen, tror jeg, hvis hun havde sat sig mere i respekt hos Johannes. - Og han vel at mærke havde givet hende den respekt, hun fortjener.
Mon ikke I allerede har set det, men på DRs kulturklub hjemmeside er der i øjeblikket rigtig meget Kierkegaard stof. Kunstklubben har f.eks en fotokonkurrence inspireret af tematikkerne angst, tvivl og forførelse. Der er også link til Skønlitteratur på P1s udsendelser om Tudvad og Garffs nye bøger.
Et godt råd fra en af udsendelserne er at behandle Kierkegaard mere uærbødigt og bare gå i gang, hvor det passer en bedst !
Hilsen Tina
 

Jeg kom til at tænke på idag, at Emmi nok også er lidt betaget af tanken om at Leo kan lide hende uden at have set hende - for hun kredser da rigtig meget om, hvordan han tror at hun ser ud. (store bryster, mørkt hår etc.) 

Bare en tanke

Jeg har læst ca. halvdelen af bogen, og der er to artikler, der har fanget mig mest til nu: Pia Søltoft, der skriver om kærligheden og angsten. Hun formidler stoffet og gør det tilgængeligt på en måde som taler direkte til læseren. Og så tager hun fat i noget af det, jeg selv finder mest interessant ved Kierkegaard; hans syn på og forhold til kærligheden. En anden bidragsyder til antologien, der også kommer ind på dette emne er Helle Møller Jensen, der på side 116 taler om kærlighedsgaven.

Nu hvor foråret endelig viser sig fra sin lune side, dykker vi ned i Kierkegaards fortælling om den kyniske og udspekulerede Johannes, der gennem en sommer (fra maj til september) efterstræber den unge Cordelia.
Netop hendes alder er vigtig for ham, da han kun er interesseret i kvinder, der ikke tidligere har været forelskede. Johannes har ikke kærlighed som sit mål, men finder sin nydelse i at forføre og til sidst erobre den udvalgte.
Jeg synes, han på mange måder er utrolig manipulerende, og har lidt svært ved at finde egentlig forsonende træk ved ham.
Hvad med jer – hvordan oplevede I Johannes?
Glæder mig til at hære om jeres oplevelser med bogen!

I et lille kapitel fortælles der em en undsluppen abe. Den sidder nu på et tag højt oppe og har tiltrukket sig en hel del tilskuere, mange flere end da den sad i sit bur, siger ejeren.

Det bliver mørkt og tilskuerne står tavse og tryllebundne. En mand henter en tuba og spiller....."messingtonerne var som små dråber af flydende perlemor, der dryppede ned på et klæde af sort fløjl og langsomt sivede ind og forsvandt. Et klæde af sort fløjl, der bredte sig helt til synsranden".

Aben sidder på taget, en mand græder, alle er fortryllede.

Er det ikke sådanne steder der løfter bogen? Jeg ser bogens svagheder, men bliver glad, når jeg støder på sådanne scenerier. Og samtidig tænker jeg på, hvad aben mon betyder, udover at være en abe på et tag. Frihed, som betager alle. Den uundgåelige tilfangetagelse, som gør at alle må hurtigt væk. Frihedens ophør. Hvad mener I andre?

Hvor er det dejligt, at nye debattører byder ind med fine læsninger af Kvinden ved 1000 grader. Skønt, at også Annem og Ursushi skriver her på stedet.

Ja, sproget i værket er forførende og for nu at bruge et forslidt udtryk: originalt. Nogle gange støder man på forfattere, hvor man som læser kan mærke autencitet, særegenhed og skriftens nødvendighed helt ind til marv og ben.

Jeg har en lidt længere tekst om sprogbruget på bedding. Men lad mig blot citere et eksempel på beskrivelsen af det islandske vejr. "Dette juks", der næsten dagligt præsenteres for islændinge:

"Denne fiskeskindsgrå himmel og disse vindjagede træer med deres sammenfiltrede blade, der ikke minder om andet end snotgule, genbrugte papirslommetørklæder. Der om noget viser en, hvilken slags forkølelse den islandske sommer er. Jeg spytter på dette juks, som slås op som hverdag for os, der erindrer livet i et lykkeligere lys end det grålige slimskær, regnen harker af sig. Og som falder fra en himmel, der mest minder om gråvåd og ildelugtende tævebug. Ja, det er vores islandske skæbne: at friste livet under en hjemløs tævebug. Under atten forrevne patter, som intet andet giver end en iskold, kvindegold pisseregn.

Og de regntrætte trætoppe, ja..." (s. 134)

Citatet er et karakteristisk eksempel på de sanselige og atypiske beskrivelser af fx det islandske vejr, hvor sanser på både skift og samstemmende aktiveres. Man må overgive sig. Ja, oversætteren, Kim Lembek, har virkelig haft sin sag for, som Ursushi påpeger. Jeg mener, at det er i et af de gode programmer om litteratur på P1, man kan høre Kim Lembek fortælle om arbejdet.  

Bogens refleksioner kan være provokerende og tankevækkende. Der skrives eksempelvis om krig og fred, at "Der ikke er noget menneskene frygter mere end fred på jorden." For når den ydre virkelighed presser sig på med ultimative udfordringer - bogstaveligt talt på liv og død - så indfinder "den indre krigsfred" sig, idet man undslipper hverdagens angst og fortrædeligheder. Den eksistentielle og til tider diffuse angst, som mennesket til stadighed konfronteres med, tilsidesættes altså i krigstider til fordel for kampen for overlevelse. Det hele bliver så enkelt. Passager og tanker som disse kan provokere mig, for jeg er sikker på, at mennesker, der befinder sig i og kæmper på liv og død i et krigshærget land, til hver en tid helst vil være fri for "den indre krigsfred", der følger med kuglernes flyven om ørerne. Det er den priviligeredes luksus at kunne udtale sig om krig på denne måde. Men ikke desto mindre er der selvfølgelig et brudstykke af sandhed i udlægningen. Jeg ved godt og forstår, hvad Helgason mener. Under alle omstændigheder giver det stof til eftertanke. - Og det er slet ikke nogen ringe kvalitet, at litteratur provokerer og gør op med vanetænkning, hvis blot ikke provokationerne er letkøbte eller billige point. Og der er bestemt intet letkøbt ved Kvinden ved 1000 grader. Heldigvis. Det er kvalificerede provokationer.

God læselyst!

Så er det tid til en ny debatbog - Pulitzerprisvinderen Jeffrey Eugenides roman "Bryllupsintrigen."

Romanen beskriver trekantsdramaet mellem en lille gruppe amerikanske collegestuderende: den romantiske litteraturstuderende Madeleine, der elsker Jane Austen og den bryllupsintrige-genre, som hun stod for; hendes gode ven Mitchell, der er voldsomt forelsket i hende; og den lynende intelligente filosofi-studerende Leonard, der viser sig at være maniodepressiv.

Efter de dimitterer fra college i 1982, bliver Madeleine og Leonard kærester, imens Mitchell tager på rygsæktur til Europa og Indien.

Her flirter han med sin egen spiritualitet og forsøger at hele sit knuste hjerte. Tilbage i USA bliver Madeleines forhold mere og mere kompliceret i takt med, at Leonards sindslidelse tager til. Skal hun stole på sit hjerte eller forlade Leonard, som hendes familie foreslår..

Interessant, Moldt, at du citerer den fortræffelige beskrivelse af billen. Det er jo sådanne sætninger, som pludselig "sælger" bogen til en.  På s.124 omtales den selvfølgelig hed med hvilken en tåre løber ned ad en globus!!!

Og der er mange af sådanne sætninger, som dukker op i virvaret af banaliteter.

Hvilken cocktail!

Hanne Ingerslev

Jeg er netop blevet færdig med Den store Gatsby - for anden gang, og den har gjort et lige så stort indtryk, som første gang jeg læste den.

Jeg kan især godt lide den underspillede og distancerende måde, som romanen er skrevet på, i og med at  jeg-fortælleren, Carraway, ikke er den del af inderkredsen men betragter Gatsbys opslidende og altopslugende kærlighed til Daisy udefra. Der er lidt Stormfulde Højder over Gatsbys kærlighed, og den tragiske slutning er det, der for mit vedkommende, gør bogen til en klassiker med evig levetid.

Jeg glæder mig til at se, om den nye filmatisering formår at ramme den stemning af fortvivlselse og mystik, der omgærer romanen - jeg tror det ikke, men man har vel lov at håbe!

Hej Anne Mette og Stine

Nu er det længe siden jeg læste bøgerne første gang, og jeg har som  skrevet læst dem et par gange - men hold da op hvor er det dejligt at der nu er flere end mig, der kender til historien om Leo og Emmi. Herligt at læse jeres kommentarer og det åbner mine øjne for sider i historien og ved personerne som jeg ikke lige så i første og heller ikke i anden omgang. 

Selvfølgelig skriver Emmi sig indad - det havde jeg slet ikke iænkt, men når Anne Mette skriver det, så forekommer det helt indlysende. Hun når til en erkendelse. Men hvad med leo, hvad når han til ? Hvorfor bliver han så voldsomt betaget af Emmis mails (for det er jo ikke Emmi han er betaget af - eller hvad ?? 

Emmis ægteskab med Bernhard forekom mig fra starten lidt underligt. Har hun søgt tryghed (og hvorfor har hun haft brug for det ?) Hun holder af de 2 børnm uden tvivl, men det ville vel ethvert ordentligt menneske gøre. Og hvorfor mon ikke hun arbejder på sit forhold istedet for på Leo. 

Jeg er lidt præget af at have læst nr 2 (glæd jer helt vildt) hvor nogle af de mange spørgsmål finder en slags svar. 

Men hvor er ham der leo en dejlig mand. Kan godt forstå at hun betages

Kristian, tak for dit svar vedr. politiske motiver. Jeg kan følge dig 100% og det er jo netop det fine ved at befinde sig i den opdigtede verden, at man kan tillade sig at indtage en infantil og ansvarsløs position, hvorfra man betragter og kommenterer på den verden, man ser.

Der er ikke noget, der tyder på, at dette ikke kan gå hen og blive et godt program. Indledningen med de fremførte digte var en god begyndelse. I betragtning af hvordan det fremførte digt lever på mange scener i vor samtid, kunne denne underbelyste side af digtperformance dog været viet lidt mere opmærksomhed: Der hvor mange netop kommer til orde med det talte ord, når så få vil læse noget, der ikke er blåstemplet af et stort forlag. Og hvor der vitterligt høres efter!

Det jeg frygter er, at programmet bliver som aviserne bogtillæg - lidt for meget af det samme, hvor alle åbenbart er enige om, hvad den gode aktuelle litteratur er - nemlig den de store forlag lige er kommet med eller på vej med. Så jeg ikke Bent Haller nævnt som overset?  De oversete, det må være nogen vi ikke har hørt om eller hørt meget lidt om, en forfatter som med Vilhelm Mobergs ord ikke har opgivet håbet om læsere allerede efter de første ti romaner!