Duellen

Oprettet: 15.11.2016 - 15:55 Duellen

Klokken er næsten tolv. Præcis på slaget tolv, trækker vi. Jeg kigger langsomt op. Spændingen er intens. Knytter min revolverhånd; slapper af, knytter igen, slapper af; laver fingerøvelser; min venstre hånd falder til ro på revolverens skaft; klar. Solen bager ned på mit ansigt; det er ved at være tid; et par minutter mere. Jeg fanger Astrids øjne; ingen af os slipper øjenkontakten; det er tegn på svaghed at kigge væk. Alle ved, hun er hurtig på aftrækkeren; men det er jeg også. Rygtet siger, at hun har vundet 24 dueller; og er gået derfra uden så meget som en skramme. Alle er bange for hende; det er jeg også; men jeg har aldrig tabt en duel; sikkert fordi dette er min første; smiler lidt anstrengt. Fokuserer på at se cool og farlig ud; ved ikke helt om det lykkes. Jeg kniber øjnene sammen og forestiller mig, at jeg ligner en slange. Astrid står cirka femten meter fra mig; klar til at trække. Jeg kan se, hun også kniber øjnene sammen, koncentreret. Hun minder mig om et rovdyr; på jagt, det er, hvad hun er. Hun har mørkt hår, sorte rande om øjnene, en hætte trukket op over hovedet, og alligevel kan man ane, at hun har en pæn skikkelse. Hun virker både skrøbelig og stærk på samme tid; sart og hærdet; lys og mørk, smuk og grim. Hun er en omvandrende dualisme. Tiden er gået i står; et par flue flyver omkring mit ansigt, forsøger at sætte sig på min næse; de vil drikke af den sveddråbe, der langsomt løber fra min pande, ned mellem mine øjne og ned over næseryggen. Forsøger at ignorere både sveddråben og fluerne. Løfter jeg hånden, tror hun, jeg rækker efter min pistol, og så sker det; men jeg er ikke helt klar endnu. Jeg har faktisk ikke lyst til at skyde hende; men med det moralkodeks, de lever efter her i området, så kunne vores disput inde i saloonen kun ende med en duel. De fleste uoverensstemmelser her i byen ender på samme måde. Her bruges tiden ikke til at argumentere for sin sag. Pistolen er både præmissen, hjemlen og konklusionen; hastigheden afgør, hvem der har ret. De stærkestes ret; så autentisk som det kan blive. Vi burde have løst det på en anden måde. Er jeg en kryster, tør jeg ikke duellere? Jo, jeg står jo her og er klar; men jeg synes ikke, jeg har lyst til at dø, ikke i dag i hvert fald; det virker så finalt; der er så mange ting, jeg ikke har prøvet endnu; og som jeg godt kunne tænke mig at prøve; kan dog ikke lige komme i tanke om noget nu.

Ud af øjenkrogene kan jeg fornemme, folk bevæger sig; de er ved at blive utålmodige; de er gået i sikkerhed inde bag vinduerne, de venter på, vi skyder. De vil se blod. Den formodede slutning på mit liv er endt som ren underholdning for dem; og jeg er ufrivilligt blevet en af hovedpersonerne. Bagved Astrid står galgetræet; det er heldigvis tomt; ingen besøgende hænger og dingler der. Man kan se slidmærker på den store gren; den folk bliver hængt fra; gyser lidt. Måske undrer du dig over, hvorfor vi er endt her? Egentlig er det også noget pjat. Vi spillede poker; fire-mands poker. Den mørke kvinde, som introducerede sig som Astrid, min veninde Frederikke og en jeg ikke kendte og mig selv. Der var mange penge i puljen. Frederikke havde gode kort; så hun spillede stort. Ham jeg ikke kendte, trak sig hurtigt ud af spillet; jeg ligeså, havde en dårlig hånd. Så der var kun Frederikke og Astrid tilbage. Frederikke satsede hele puljen, og bød Astrid at vise hende sin hånd. Det ville hun ikke; smed kortene i hovedet på Frederikke. og sagde at hun snød. Hun trak sin pistol og ville skyde Frederikke. Jeg gik imellem, og sagde at det sikkert var en misforståelse. Vi kunne tage et nyt spil. Frederikke blev vred, råbte at hun vandt fair and square. Astrid var ikke enig, hun stod og viftede med pistolen, og snerrede at hvis ikke hun kunne få lov at skyde Frederikke, ville hun skyde mig udenfor i en duel. Jeg prøvede at forklare situationen; vi var lige kommet til byen; vi var ikke ude på ballade; jeg beklagede, at hun troede, Frederikke havde snydt; jeg foreslog, at hun kunne tage pengene. Hun fnøs og kaldte mig en kryster. Tilskuerne råbte kujon efter mig, og at Astrid skulle skyde os begge på stedet. De begyndte at råbe duel, duel, duel, duel højere og højere; taktfast, gungrende og rungende; til sidst var det, det eneste man kunne høre i saloonen. Jeg havde på fornemmelsen, at det var det kortspillet egentlig gik ud på; at få en duel, med dødelig udgang. Jeg blev nødt til at acceptere duellen; hun måtte ikke skyde Frederikke. ”Godt”, sagde jeg; gik tæt på Astrid; så hende i øjnene og sagde ”vi går udenfor, og afgør det”. Astrid smilede ondskabsfuldt og snerrede; ”snart er du død”. Jeg sagde ingenting.  

Der står vi så; og venter. Vi er klare begge to; sveddråben hænger på min næsetip; usikker på om den skal blive eller redde sig selv; jeg ved ikke hvad, jeg skal råde den til. Jeg har en fornemmelse af, at tiden står stille; at tingene foregår i slowmotion. Med ét bryder kirkeklokken stilheden; dommedag lyder, og på første slag trækker vi; vi skyder på samme tid; det lyder som ét skud; Jeg får et jag i armen; bliver ramt; det svir og blodet løber ned af min arm, ned på min hånd og videre ned i støvet; danner små beskidte søer. Astrid synker sammen; ramt i brystet; men det er ikke min kugle, der ramte hende. Det er Frederikkes. Min kugle fløj over Astrid og skød et blad ned fra galgetræet; det daler nærmest skødesløst ned mod jorden og landede på Astrids bryst; dødeligt såret fra skuddet. Jeg synes et splitsekund, at jeg kan høre bladet skrige. Jeg tager mig til armen og løber hen til Astrid. Hun ligger på jorden, døende. Der er et hul lige midt i bladet. ”Det var godt skudt”, siger hun nærmest hviskende; ”respekt for det. Du vandt”.

”Men”, siger jeg,

Frederikke afbryder mig. ”Godt skudt Tom”. ”Du fik hende, og pengene er vores”.

”Men det var snyd”, siger jeg. ”Frederikke, det var snyd, du skød hende; jeg skød et blad!”

Frederikke kigger på mig og smiler; ”jeg snød også inde ved bordet”.