Hans pige

Oprettet: 17.06.2010 - 14:30

I en af mine første blogposter her på litteratursiden nævnte jeg, at jeg var ved at oversætte en svensk roman, og jeg skrev faktisk at jeg ville fortælle om den senere. Siden er bogen udkommet. Den er på dansk kommet til at hedde Hans pige, og forfatteren hedder Karolina Ramqvist. Man kan læse om den her.
Når en anmeldelse af en bog jeg har oversat ikke nævner oversættelsen, bliver jeg som regel glad og lettet – for det betyder (måske), at oversættelsen har været så usynlig at anmelderen helt har glemt mig. Det hænder også, at anmelderen hævder, at forfatteren skriver blændende, og så bliver jeg også glad. Hvis en anmelder har fundet en fejl – eller flere – kan man være helt sikker på, at den vil blive nævnt. I visse tilfælde skammer man sig så over, at man har været sjusket eller uvidende eller noget helt tredje. Men meget ofte er sådan en fejlfinding ikke noget anmelderen bygger på et kendskab til originaludgaven.
I en af de første romaner jeg oversatte fra svensk havde jeg oversat det svenske ord "pigg" med "frisk". Og det var ikke spor forkert. Men anmelderen var stolt over at vide, at det svenske ord "frisk" på dansk betyder "rask", og derfor ville han da også lige påpege, at jeg fejlagtigt troede, at frisk betød frisk. Den lille tåbelige ting betød i lange tider, at jeg næsten ikke turde bruge ordet frisk i en dansk oversættelse af en svensk bog. Til trods for at ordet frisk dog bruges på dansk, så vidt jeg ved.
I lørdags blev Hans pige anmeldt i Politiken, og jeg studsede over sidste afsnit af anmeldelsen:
"Det er en spændende diskussion, som romanen desværre kun glimtvist berører. I stedet bruger forfatteren og feministen Karolina Ramqvist siderne på at skildre Karins neurotiske rengøring, hendes kokain(mis)brug og grundige toilette.
Skal man have medfølelse med Karin, eller skal man fordømme hende? Det er uvist – og derfor også lidt uinteressant."
Jeg er i tvivl, om anmelderen (Sophie Engberg Sonne) mener, at bogen bliver uinteressant fordi man som læser ikke får at vide hvad man skal mene – eller om hun mener at det bliver uinteressant hvorvidt man skal have medfølelse med romanens fortæller. Uanset hvad, så er det nærliggende at komme i tanke om den norske forfatter Trude Marstein, som lige er blevet interviewet flere steder i forbindelse med at hendes roman Intet at fortryde er udkommet på dansk. Romanen handler, fortæller aviserne os, om utroskab, og i Weekendavisen siger Trude Marstein:
»Jeg er ikke til stede som dommer over utroskaben; jeg mener egentlig ingenting om, hvorvidt det er rigtigt eller forkert. Det er ikke mit ærinde at sige, hvad der er godt, og hvad der er dårligt.«
I Information siger hun:
»Jeg er inde i hovedet på alle mine personer, og det hele kommer med. Alle genkender jo situationer, hvor man for eksempel står og snakker med et andet menneske, men samtidig tænker på alle mulige andre ting. Alle ting bliver lige vigtige, for de bliver alle beskrevet. Det er lige meget, om det handler om roomservice eller om krisen i ægteskabet. Alt skal med. Så må læseren tillægge tingene betydning, det er ikke mig, som skal afgøre det.«

Nu har man nok et temmelig specielt forhold til en bog man har oversat. Man kender den til bevidstløshed til sidst, og det betyder at man ikke er en helt almindelig læser. Men til trods for monotonien – og den stillingtagen som Sohie Engberg Sonne efterlyser, synes jeg meget godt om romanen Hans pige. Jeg mener, der er en ganske god grund til at man skal deltage så minutiøst i fortællerens uhyggelige og kedelige liv. Jeg kan sagtens selv finde ud af hvad jeg mener om Karin – og jeg har også fundet ud af om jeg synes jeg skal have medfølelse med hende – helt uden hjælp.