Den victorianske litteraturs kvinder

Oprettet: 09.10.2014 - 22:34

Inden for 1800-tallets engelske litteratur er de mest kendte forfatterinder nok Jane Austen og Brontë-søstrene. Men den engelske litteratur gemmer på langt flere kvindelige forfatterinde, der krævede sin ret til at blive hørt. I artiklen kan du læse om den højvictorianske litteraturs kvinder, og deres kår for anerkendelse.
 

Skrevet af Pernille Mejsner, Cand. Mag. i Litteraturvidenskab 
 

Den højvictorianske litteratur løber fra 1830-1880, og bliver derefter afløst af den senvictorianske periode(1880-1920). Litteraturen adskiller sig fra den engelske, romantiske tradition, og de kvindelige forfattere begynder at komme meget mere i spil.

Rent historisk er England stadig påvirket af Napoleonskrigene og koloniseringen, og det massive mandefald. Flere mænd udvandrede til eksotiske lande, og efterlod en overflod af kvinder tilbage. Dette gjorde, at der ikke var nok ægtemænd til at opretholde en kønslig balance, og flere unge kvinder kom derfor til at stå uden forsørger. Med mindre kvinderne kom af en rig familie, måtte de blive selvforsørgende. En udbredt mulighed var enten at blive lærerinde eller guvernante. Disse jobmuligheder gav inspiration til en lang række romaner.

1800-tallets helt store romangenre var dannelsesromanen, hvor den unge mandlige helt skulle ud og realisere sig selv, for til sidst at finde sig en passende kone. Her forholdt kvinden sig oftest som en passiv aktør. Hvis der endelig var en kvindelig hovedperson, havde hun kun mulighed for en enten-eller løsning - Fandt hun en mandelig forsørger, ville hendes søgen efter arbejde være ligegyldig, fordi hun ville være økonomisk sikret. Førhen havde kvindelitteraturen fungeret som en slags guide til, hvordan en passende ung dame skulle opføre sig, og fungere i det bedre borgerskab. Romantikkens romaner havde som oftest ægteskabet som det gyldne mål, men i den efterfølgende periode skiftedes fokusset. Kvinderne begyndte at kræve deres ret til at blive hørt, og flere greb til pennen.

Den kvindelige dannelsesroman kan deles op i 3 undergenre: ægteskabsromanen, emancipationsromanen og guvernanteromanen. Hvor ægteskabsromanen har ægteskabet som det endelige mål, ser emancipationsromanen ligestilling, frigørelse, og lige rettigheder som det vigtigste. Kvindens afhængighedstilstand bliver tematiseret, og den kvindelige hovedperson er langt mere aktiv end i fx ægteskabsromanen.

Guvernanteromanen tematiserer den selverhvervende kvinde, og splittelsen mellem intimsfære og samfundets normer. Som selvforsørgende bliver den kvindelige hovedperson uafhængig af manden og ægteskabet, og det står hende derfor frit for om hun vil giftes eller ej. Fordi hun kan forsørge sig selv, gør hun op med passiviteten, da hun ikke har brug for en mands hjælp til at klare sig. Godt nok strakte en guvernanteløn sig ikke længere end at man lige kunne klare sig, men det gav stadig en uafhængighed. Hun blev ikke nødt til at gifte sig af nød, men kunne være det af lyst og kærlighed.

Den kvindelige hovedperson gennemgår i denne periode en stor forandring. Fra at blive fremstillet som en passiv aktør, bliver de langt mere aktive og handlende. Mange forfatterinder brugte deres kvindelige hovedpersoner som talerør for deres egen utilfredshed med kønnenes inddeling og forskelsbehandling. Selv om man kun var en kvinde, måtte man stadig have den samme ret til livet som en hvilken som helst mand. Kvinden skulle ikke degraderes til mandens pyntegenstand, hvis formål var at holde hus og føde børn. Nej, de skulle have en mening, en holdning, realisere deres egne drømme! De skulle ikke gå på kompromis med deres egne holdninger, og stilles til tåls. Romanens hovedperson, såvel som forfatterinden selv, kræver selvstædighed og lighed, og en ret til at blive hørt og ikke blot betragtet som ejendom. Deres vej til succes var dog ikke uden forhindringer – mange blev i første omgang nød til at skrive under et mandeligt pseudonym, for overhovedet at komme i betragtning til udgivelse. Når deres sande navn så dagens lys, blev de mødt med skepsis og overraskelse, for ingen kvinde kunne da leve sig ind i, og skrive ud fra de litterære problematikker. Førhen havde de kvindelige forfattere holdt sig til den romantiske kærlighedsfortælling, og det er også denne association, de kvindelige forfattere ville slippe af med. Pseudonymerne blev også brugt fordi mange kvindelige forfattere ville vurderes og kritiseres udelukkende på deres sproglige og litterære evner, ikke ud fra deres køn.

 

Brontë søstrene

Søstrene Brontë startede med at skrive under pseudonymerne Acton, Ellis og Currer Bell for at dække over deres identitet. Folk anså i almindelighed ikke forfattervirksomheden som noget passende erhverv for kvinder, og for at undgå kritik af deres køn, valgte Brontë søstrene relativt kønsneutrale navne i stedet. Fælles for deres forfatterskab var romancen, der blev gjort umulig af klasseforskelle, samt de gotiske træk, repræsenteret i naturen. Både Charlotte og Anne skrev guvernante romaner, og hvad vi i dag vil betegne som coming of age romaner, hvor hovedpersonens udvikling og moral  beskreves og testes gennem bogen.


Charlotte Brontë (1816-1855)

Charlotte brugte sine egne oplevelser i sine værker, og tilføjede dem derefter et strøg af gotik. Jane Eyre bygger i høj grad på hendes egne oplevelser fra kostskolen Lowood til jobbet som guvernante.  Da hun blev afsløret som forfatterinden bag Jane Eyre, kunne mange ikke begribe hvordan denne fattige præstedatter kunne skrive noget så fantastisk, da hun jo ikke burde kende til den slags romantiske følelser og tematikker. Jane Eyre, som er det mest kendte af Charlottes værker, omhandler lige så meget Janes ønske om at være selvstændig og accepteret, som Charlottes eget ønske om at blive accepteret som forfatter.

Jane Eyre(1847): Kærligheds- og dannelsesroman om Jane Eyre, en fattig og forældreløs pige, som efter en barsk opvækst bliver guvernante på et gods, hvor hun får brug for alt, hvad hun har af klogskab, uafhængighed og mod i sin komplicerede kærlighed til godsejeren.

Shirley(1849): Et idealistisk portræt af forfatterens søster, og samtidig et rigt facetteret billede af mennesker og natur i Yorkshire i midten af forrige århundrede.

Villette(1853): Efter en ulykkelig forelskelse genfinder en ung engelsk lærerinde i Bruxelles sin sindsro gennem sit arbejde.

The Professor(1857): Omhandler den unge professor Cromsworths kærlighedshistorie.

 

Emily Brontë (1818-1848)

Emily arbejdede som lærerinde på Southowram, Halifax. Modsat sine søstre trak Emily på fysiske scenerier fra sit liv, og ikke på personlige oplevelser. Emily var yderst kunstnerisk og skrev i sin korte levetid over 200 digte, som dog aldrig blev en stor succes. Hendes helt store gennembrud kom med Stormfulde Højder, der viste sig at skulle gøre hende til den meste kendte af Brontë søstrene.

Stormfulde højder(1847): Kærlighedshistorien om Cathrine og hittebarnet Heathcliff, der er præget af jalousi og hævntørst.

 

Anne Brontë (1820-1849)

Anne arbejdede ligesom sine søstre som guvernante, men modsat dem var hun glad for jobbet. Inspirationen til Fruen til Wildfell Hall kom fra hendes bror Branwell, der drak så meget, at det gik ud over hele den lille familie.  Anne skrev med en langt mere naiv, men dog moralsk stemme. Hendes to romaner udkom først efter hendes død med hjælp fra Charlotte Brontë.

Agnes Grey(1847): Den unge forkælede Agnes Grey må, da hendes far mister sine penge, tage det besværlige job som guvernante.

Fruen til Wildfell Hall(1848): Skildring fra begyndelsen af 1800-tallet af en kvindes flugt fra sit håbløse ægteskab med en dranker.

 

George Eliot (1819-1880)

Bag navnet George Eliot gemmer Mary Ann Evans sig. Som Brontësøstrene valgte hun et maskulint klingende pseudonym for at blive accepteret og taget seriøst i sine skriverier. Hun arbejdede som oversætter af religionskritiske forfattere, og blev senere redaktør på et magasin. Eliot skrev med humor om provinsens hverdagsliv og moral. Hun levede i et papirløst forhold med den i forvejen gifte George Henry Lewes frem til hans død.

Adam Bede(1859): kærlighedsdrama, hvor der er hele fire kærlighedsparter, der søger hinanden. 

The mill on the floss(1860): Roman om møllerbørnene Tom og Maggie og deres ulykkelige skæbner.

Silas Marner(1861): Silas Marner lever et ensomt liv i en engelsk landsby, indtil en lille pige dukker op. Han tager hende til sig, og bruger resten af livet på hendes lykke.

Romola(1863): historisk roman, der foregår i Firenze.  Romola bliver gift med den flotte Tito, men opdager hurtigt, at han ikke har rent mel i posen.

Felix Holt, the Radical(1866): Harold Transome vender tilbage til England samtidig med idealisten Felix Holt. Begge er betaget af den elegante Esther Lyon, og så er spørgsmålet om hun skal vælge den rige Transome eller den ærlige Felix Holt.

Middlemarch(1871-72): Livet i den engelske provins, hvor en ung kvinde ikke synes, at det er nok at se godt ud, ikke kunne tænke selv og være manden underdanig.

Daniel Deronda(1876): Gwendolen Harleth søger pga. sit kærlighedsløse ægteskab hjælp hos den spirituelle Daniel Deronda.

 

Elizabeth Gaskell (1810-1865)

Gaskell begyndte at skrive som en måde at bearbejde sin søns alt for tidlige død på. Ud fra den oplevelse kom romanen Mary Barton. Gaskell beskrev i sin litteratur forskellige samfundsklasser, som hun gennem sit liv havde stiftet bekendskab med. Denne form for social realisme kan især ses i hendes roman North and South, hvor den unge Margaret Hale flytter fra Syd- til Nordengland, hvor industrialiseringen og arbejderkrisen var på sit højeste. Gaskell døde af hjerteproblemer i 1865 inden hun kunne skrive romanen Wives and Daughters færdig.

Mary Barton(1848): Fortællingen om den skønne Mary, der er fanget i et klassisk kærlighedsdrama. Hun står mellem to bejlere, og da den ene bliver skudt og den anden beskyldes for mordet, er det op til Mary at finde sandheden.

Cranford(1853): En kærlig og mildt satirisk skildring af livet i landbyen Cranford, sådan som kvinderne håndterer vaner, traditioner og konvention med fattigfin værdighed og ynde.  

North and South(1855): Den unge Margaret Hale flytter med sine forældre fra det fredfyldte Sydengland til det barske Nordengland, til industribyen Milton. Her møder hun den magtfulde fabriksejer John Thornton. Det er historien om forholdet mellem arbejdere og arbejdsgiver, om afsky og forståelse.

Kusine Phillis(1864): Paul fortæller ømt og kærligt om sin kusine, præstedatteren Phillis, og hendes ulykkelige kærlighed til Holdsworth, der rejser til Canada.

Wives and Daughters(1865): Den fornuftige, moderløse Molly vokser op i 1830’ernes England hos sin far. Det bringer drama og konflikter ind i Mollys harmoniske liv, da faderen gifter sig igen, og stedmoderen og den forførende stedsøster Cynthia flytter ind hos familien. Mollys tålmodighed og loyalitet sættes på en prøve, da hendes gode ven Roger forelsker sig i Cynthia.

 

Andre kvindelige forfatterinder fra perioden

Catherine Hubback (1774-1865) var niece til Jane Austen. Hun havde adgang til ikke-udgivet værker fra Austens hånd, og skrev bl.a. The Younger Sister (1850), en fuldendelse af Austens The Watsons.

Catherine Gore (1799-1861) skrev skuespil og vittige romaner. Blandt de mest kendte findes Manners of the Day (1830), Cecil, or the Adventures of a Coxcomb (1841), og The Banker’s Wife (1843).

Elizabeth Barrett Browning (1806-1861) var en aktiv poet, og havde stor indflydelse på child labour legislation. Hendes forfatterskab har været inspirationskilde for bl.a. Edgar Allan Poe og Emily Dickinson.

Margaret Oliphant Wilson Oliphant (1828-1897) var angiveligt en af dronning Victorias yndlings forfattere. Ud af hendes på over 100 værker, er hendes mest populære værk romanen Miss Marjoribanks(1866).

Mary Elizabeth Braddon (1835-1915) producerede over 80 romaner, hvor den mest kendte er Lady Audley’s Secret(1862). Her fortælles der om løgne, mordbrænde og hemmelige identiteter.

 

 

Læs mere:

Den højvictorianske litteratur og periode:

81.63
Lise Busk-Jensen Romantikkens forfatterinder. Gyldendal(2009) – 1856 sider, tre bind

81.3
Roland Carter & John McRae The Routledge History of Literature in English. Routledge (1997) – 584 sider

83.1
Eva Lene Kristensen Vain, vicious, Victorian. Gyldendal Uddannelse (2001) – 222 sider

81.3
Jonna Wennerstrøm Nielsen Victoriatiden og de Victorianske romanforfattere: en personlig kanon. Books on Demand (2008) – 268 sider

81.3
Arthur Pollard The penguin history of literature vol. 6: The Victorians. Penguin (1987) – 569 sider

81.3
Joanne Shattock English Literature 1830-1914. Cambridge University Press (2010) – 322 sider

81.3
Tania Ørum Pamelas døtre: romanen og kønnet. Tidens Skrifter (1985) – 524 sider

 

Brontë søstrene:

99.4 Emily Brontë
Robert Barnard Emily Brontë. British Library (2000) – 112 sider

99.4 Emily Brontë
Ian Brinton Brontë’s Wuthering Heights. Continuum (2010) – 151 sider

99.4  Charlotte Brontë
Elizabeth Gaskell The life of Charlotte Brontë. Electric Book Co. (2001) – 313 sider

81.3 Charlotte Brontë
Marianne Sørensen Halvmånefasen og kuglen: kærlighed, arbejde og kvindefrigørelse i Charlotte Brontës romaner. Department of English, University of Copenhagen (1985) – 192 sider

99.4 Charlotte Brontë
Debra Teachman Understanding Jane Eyre: a student casebook to issues, sources, and historical documents. Greenwood Press (2001) – 212 sider

 

George Eliot:

99.4 George Eliot
Jennifer s. Uglow George Eliot. Virago (1994) – 273 sider

 

Elizabeth Gaskell:

Shirley Foster Elizabeth Gaskell: a literary life. Palgrave Macmillan (2002) – 202 sider

Patsy Stoneman Elizabeth Gaskell. Manchester University Press (2006) – 191 sider

 

 

Links

Victorian Web

Introduktion til Brontë søstrene

Introduktion til Elizabeth Gaskell

Introduktion til George Eliot

Tilføj kommentar

Deltag i debatten.

  • Eric Pagh Bruun

    lør, 11/10/2014 - 18:04

    "Stormfulde højder" er en form for epicentrum, for britisk litteraturs bratte opvågnen fra de romantiske følelsers fornuft.

    Som et stilfærdigt skud bittert krydret adrenalin - i en flaske harskt røget snaps, tilsmagt den vilde lyngs sødmefyldte honning.

    Destilleret for 12 år siden eller mere - lagret i et skotsk højland så morderisk og barskt, at alene standhaftigt vejrbidte Heathcliff klarede denne etape, helt uden for kategori.

    Ikke at give efter for livets omstændigheder - til døden jer skiller - er hvad denne martrede historie - om krop, sind og sjæl - dybest set belyser.

    Fra et sted, hvor ingen normal gænge findes, da alene isolation og en omtanke ulig sin samtid, rustede Emily Brontë til denne færd, langt forbi de ydre sindelag for almindeligt godtfolk - og det, der er værre.

    At anskue livet indefra og ud, er, hvad sjælelivet drejer sig om.

    Helt bevidst, drejer alt i dette mesterlige urværk sig om det sorte, uudgrundeligt udslukte sjæledyb hos Heathcliff - et sort hul, langt forbi det almindelige menneskes begivenhedshorisont.

    Lag for lag, afdækkes dønningernes energiske krusen og kraft, fra mysteriets tavse brønd og ekkodales spirende gryen og håb om forløsning.

    Time for time og side for side i denne flerdimensionelle rejse - fra Catherines bjergtagende ydres svulstige åndeløshed - til stilheden, pinslernes og rædslernes gentagelser, ved det indre livs fordybelse, som hun af nød opfinder ved tilsynekomsten af en torturramt ung mand, i hendes egen tyngdekrafts dragende sfære.

    Alene ved, at adskilles for en stund, finder de sandheden om hverandre - og dermed sig selv - til sidst.

    At de eksisterer - såvel adskilt, som sammenføjet igen.

    Cogito ergo sum.

    Først da tvivlens rasen fylder mest, bekræftes kærlighedens blotlagte eksistens.

    Om end en postgang for silde - sådan at betragte lidt udefra - vil de fleste fra fjordens spejlglatte vande nok mene.

    Selvom dette episke møde på broen mellem mand og kvinde - yin og yang - er at anskue, som Alfa og Omega og omvendt igen.

    At sandheden i sandhed blev fuldbragt.