Genvej til klassiker-læsning

Jeg kredser ofte tankemæssigt om klassikerne. Der står en hørm af "pligt" og "bør" omkring f.eks Flauberts "Madame Bovary", Kafkas "Processen" og Johs. V. Jensens "Kongens fald". Jeg har eksempelvis forsøgt at læse "Madame Bovary" uden held, men nu tror jeg, at jeg har fundet en brugbar model. Jeg går absolut ikke ind for pligtlæsning. Jeg følger trofast Litteratursidens Læselov - men alligevel er jeg sindssygt bange for at gå glip af noget fantastisk, hvis min intellektuelle dovenskab får overtaget.

Jeg har kastet mig over "Kongens fald" som lydbog, og jeg tror, at jeg har fat i den lange ende. En dejlig lang vandretur helt for selv, bare med David Seedorfs stemme i ørerne. Hans fortolkning får Mikkel Thøgersen til at står lyslevende foran mig, og måske kan jeg for en gangs skyld komme igennem en dansk klassiker - DEN som ovenikøbet er udnævnt til århundredets danske roman.

Det med at læse en "god" klassiker kender jeg godt. Jeg har været heldig at finde flere af de tunge som lydbøger, og jeg tror faktisk at det kan være vejen frem. De mest tunge passager lyttes der ikke så intenst til og tankerne går måske lidt på flugt og når så man er omme på den anden side, så er man atter fuldt med igen. Det lykkes ikke så godt når man læser, synes jeg. Da har man det med at blive ved med at læse de samme 7 linier igen og igen indtil man går helt død. Og så kan man lige så godt klappe bogen i.

venlig hilsen Lotte

Til top