BogForum - en afslappet bogfest

Oprettet: 10.11.2015 - 13:13
blomsterbuket

Jeg er netop kommet hjem fra mit 12. BogForum – man er jo næsten veteran. De første otte år var det i embeds medfør som del af Litteratursidens redaktion, men de sidste fire har det være footloose and fancy-free. 

I det gamle Forum, hvor BogForum blev afholdt i peroden 1992-2011, var rammerne meget begrænsede, det var svært at få en stand, publikum havde svært ved at flytte sig fra A til B, for der var folk alle vegne. Der var så proppet, at man så sig nødsaget til at nægte adgang for barnevogne, og derfor var der heller ikke meget for børn.

Det ændrede sig, da man i 2012 flyttede ud på Fælleden – til BellaCenteret, et stenkast fra mit gamle kollegium. Her var der lys og luft, og barnevogne med indhold var velkomment. Der er nu et stort område for børn og barnlige sjæle, man kan slå sig ned og høre Lars Mikkelsen læse op af et drabeligt eventyr – og hvor gør han det godt!

Inde i selve messehallen er der nu blevet mere plads til at bevæge sig rundt, der er kommet flere steder hvor man kan få noget anstændigt at spise uden at stå i kø i timevis. Der er også blevet plads til flere stande. Et er, at forlag som fx Mellemgaard nu er rigeligt repræsenteret, men te og gløg? Ok, jeg drikker spandevis af te, når jeg læser, men alligevel??? Og i år sågar en stand med læsebriller! Jeg ville aldrig købe nogen som helst brille hos andre end min egen optiker.

Det er så hvad det er, men i år har musikken invaderet messehallen. Gudbevar’s, jeg holder meget af musik, men hver ting til sin tid. Det var fx meget fint at man på Lindhardt & Ringhofs stand sluttede lørdagen af med Peter Poulsen, der læste egne digte op til blød jazz . Til gengæld blev man søndag morgen mødt af et støjhelvede, som jeg ikke gad finde årsagen til, men forsøgte at koncentrere mig om det forfatterinterview, jeg var stået tidligt op for at høre.

Aakjær-selskabet havde sin stand lige over for indgangen til Scenen. Aakjær skrev dejlige sange, som der er sat god musik til, og et par med guitar og en voldsom stemmepragt brølede Aakjær ind over interviewet med Kjell Westö. Så fremover vil jeg nok forbinde Aakjær med den finske borgerkrig.

Så skæg for sig og snot for sig, lad musikken drage til det gamle Forum, hvor Danish Music Awards har overtaget ”vores” weekend.

Men har min weekend så været et helvede? Nej slet ikke, det har faktisk været en fin og afslappende weekend. Som sædvanlig havde jeg lavet et program, som jeg mod sædvane næsten fulgte. Jeg trimmede det også hver morgen. Samtidig kan jeg godt lide at slentre rundt og lytte lidt her og lytte lidt der, og det blev der også tid til. Der blev også tid til at møde gamle kolleger

Men hvis man ser på mit program, kan man godt beskylde mig for at rende efter mændene. Det blev til mange nordiske mænd i år: Kjell Westö (SF), Claes Östergren (S), Jón Kalman Stefánsson (I), Einar Már Gudmundson (I), Morten Pape (DK), Lutz Seiler (D), Lars Mytting (N) og Carsten Jensen (DK), der afsluttede årets BogForum for mig med en gevaldig salut til den dansk regering. 

Andre fremviser billeder af stakkevis af bøger, som de har købt på BogForum. Min stak er meget lille, og jeg har kun betalt for en af dem, nemlig Året der gak, ATS 2015. En af mine BogForum-traditioner er at afslutte fredagen i selskab med Ole Rasmussen og Gorm Vølver, der serverer årets nyheder i sædvanlig ATS-stil.  Nogen gange tror jeg, at det er det eneste tidspunkt i året, jeg virkelig griner igennem.
De andre bøger bliver anmeldt her på siden på et tidspunkt.

Jeg glæder mig allerede til wekenden 11.-13. november 2016 

Dette indlæg blev publiceret første gang 9. november 2015 på min blog Bøgernes labyrint