Litterær oversættelse er blevet sammenlignet med kaffeautomater: Man kaster et ubetydeligt beløb ind i den ene ende, og ud af den anden kommer der et produkt der vagt ligner originalen.
Dansk er et lille sprogområde, og langt de fleste må ty til oversættelser for at få del i den litteratur der skrives ude i verden. Det stiller store krav til vore oversættere, og vi har rigtig mange gode af slagsen.
Desværre er der også nogen der tror at ejer man en af Gyldendals røde ordbøger og måske har været au pair et eller andet sted, er det bare at starte fra en ende af: Første ord = xx, andet ord = yy, og fortsætter man på den måde, bliver man rig og berømt.
For det første er meget få blevet rige af at oversætte, for det andet er det simpelthen tåkrummende at læse en oversat roman som man lige så stille kan oversætte ord for ord tilbage til kildesproget.
At lave en litterær oversættelse er ikke blot at kunne oversætte ordene (med eller uden hjælp af en ordbog), men at kunne kildesproget og dets kultur(er) ud og ind. Og ikke mindst at kende sit eget sprog og at kunne skrive et dansk der føles dansk.
Egentlig er den bedste oversættelse den, man ikke lægger mærke til.
DOF (Dansk Oversætter Forbund) ønsker selvfølgelig at deres medlemmer får en ordentlig hyre, men også at medlemmerne krediteres i anmeldelser og andre omtaler.
Det har jeg fuld forståelse for, men kan ikke lade være med at tænke at visse oversættelser er bedst tjente ved at blive forbigået i tavshed.
Jeg selv er så privilegeret at jeg kan læse bøger på engelsk, norsk og svensk uden oversættelse – og det gør jeg, medmindre jeg er helt tryg ved oversætteren. Ikke alle er så heldige. Det stiller store krav til vore oversættere, men kan de leve op til dem?
Især oversættere fra nabosprogene stilles over for større krav end de umiddelbart tror. Vore sprog ligner jo hinanden, så en ’kjøkkenbenk’ er vel en køkkenbænk og at ’vråla’ er vel at vræle, ligesom at ’skrika’ er at skrige – uanset sammenhængen. Huhej, hvor det går!
Har du læst en oversættelse, der føles helt forkert?
Eller vil du fremhæve en, der er virkelig god?
smag på bøgerne – en bid om dagen
Jeg er selv - som det fremgår - særdeles følsom over for oversættelser. Oversætterne har et stort ansvar over for læserne, der er helt afhængige af dem for at få læseoplevelsen. Men de har sandelig også et stort ansvar over for de forfattere, hvis værker de måske skamferer.
Jeg vil fremhæve Anne Marie Bjerg som en fremragende oversætter, hun er den eneste, der oversætter fra svensk, som jeg læser med nydelse.
Niels Brunse behøver ikke mere ros, end han allerede får, men jeg kan ikke lade være med at gøre opmærksom på hans oversættelser af W.G. Sebald to bøger, "De udvandrede" og "Austerlitz". De er en nydelse at læse - en nydelse!
Ikke som når man læser at Wallanders datter i "Den urolige mand" siger, at det kan hun ikke huske, for da var hun på højskole. Nej, det var hun nok ikke, hun gik højst sandsynligt på "högskolan", som er videregående uddannelse. Havde hun været på højskole, havde hun sikkert sagt "folkhögskola".
Det her er dog bagateller i forhold til andre oversættelser, jeg har set mig nødsaget til at læse.
Et andet lille eksempel som jeg bare aldrig har glemt: Man følger tilblivelsen af en kage " Hun tog isen som skulle pynte kagen...." Den skulle jeg lige tygge lidt på, for det gav absolut ingen mening, is blev på intet tidspunkt tidligere i processen nævnt. På engelsk er ordet for glasur jo iceing, så det må man jo kalde en direkte undersættelse, går fint i tråd med freaky/frække.
Det absolut værste er, når oversætteren ikke kan kende forskel på hans / hendes og sin. Jeg er ellers ikke den store kritiker i forhold til oversættelser, bare sproget er grammatisk korrekt dansk, så tror jeg ikke at jeg opdager hvis der er brugt et fordrejet ord i oversættelsen.
Jeg er just i gang med at læse "Slangehuset" af S.J. Bolton, og Mette Strømfeldt skriver i sin anmeldelse i Berlingske Tidende sådan her: "Handlingen er ikke nyskabende, men det er Boltons tempofyldte, veloplagte stil. Den aner man nu kun konturerne af i oversættelsen, fordi man gang på gang stopper op og overvejer, hvad der mon har stået på engelsk. »Et af naturens frække kneb« viser sig at være »a freaky trick of nature« - »et af naturens bizarre luner« havde skurret mindre i ørerne. Når heltinden ikke kan »se i øjnene« at lave salat, spørger man sig selv, hvorfor »couldn't face« ikke bare bliver til »kunne ikke overskue?« Så helt ærligt Mrs. Robinson, hvis vi virkelig skal forføres, må der kæles mere for oversættelsen, ellers læser vi bogen på engelsk."
Jeg føler mig vældig underholdt af læsningen, og havde faktisk ikke observeret den klodsede oversættelse. men jeg er tilbøjelig til at give Mette Strømfeldt ret. Læs dog alligevel romanen, den er spændende og god underholdning.
/Nina