Hvad man ikke ved

Oprettet: 10.09.2012 - 06:49

Jeg skrev euforisk“.

sagde Anne Lise Marstrand Jørgensen engang til Weekendavisen, da hun blev interviewet ang. bøgerne Hildegard 1 og 2. Det kunne jeg godt mærke, da jeg læste dem. Hun var en kanal, der sugede både ånd og tidsbillede fra 1100-tallet ind i sig, for at give det videre til de heldige mennesker, der senere skulle læse bøgerne om benediktinernonnen Hildegard.

Hvordan har Anne Lise Marstrand-Jørgensen haft det mens hun skrev sin nye roman ‘Hvad man ikke ved‘, som snart lander på boghandlernes hylder? Efter så stor en succes som Hildegard, må det være svært, at hoppe over i en bog, som har en helt anden lyd end “Middelalderlyden“. Jo, for den nye bog har en anden “lyd”. Den er nutidig.

Louisiana Literature 2012 var jeg mødt op for blandt andet at høre Anne -Lise Marstrand oplæse. Jeg vidste, – jeg havde hørt – at hun sikkert ville læse op fra sin ny bog. Jeg var meget nysgerrig. Jeg mødte også en kunde (fra Butikken), der ofte kommer forbi (Butikken) for at købe en god bog. Så får vi samtidig en god snak om litteratur. Denne kunde spurgte mig, om jeg skulle høre forfatteren, der skrev Hildegard-bøgerne. Det skulle jeg, ja. Jeg kunne mærke på hende, at også hun havde store forventninger til Marstrand-Jørgensen.

Jeg satte mig tilrette på en stol ved GIACOMETTI og ventede. Det blev belønnet. Den spinkle og karismatiske forfatter dukkede op og satte sig ned for at finde sine papirer frem. Som hun senere sagde, da hun læste op: – Min bog er stadig i trykken. Så jeg har den her stak papirer med! Hun holdt en lille bunke A4-ark op foran sig og raslede lidt med den. Så begyndte hun at læse op.

Bogen beskriver en familie, der går i opløsning i forældrenes ønske om at følge med ungdomsoprørets kærligheds- og frihedsidealer, ikke mindst den seksuelle frigørelse. Romanen handler om forholdet mellem mænd og kvinder og seksualitet gennem generationer, om frihedsdrømme og længslen efter at høre til.

Jeg synes det kan være svært, at fornemme noget særligt ved en ny roman, når forfatteren blot plukker en passage på et kvarter ud til oplæsning. Som publikum er jeg endnu ikke dus med bogens personer (af gode grunde), og det er som at deltage i en samtale hvor pointen mangler. Men det sted, som Anne Lise Marstrand-Jørgensen valgte at oplæse, faldt på plads i mig med det samme.

Vi kommer ind i historien hvor et par teenagepiger snakker sammen. Jeg lyttede opmærksomt og tænkte, – det er ikke en Hildegard – men der er noget ved dialogerne jeg godt kan lide. De er sjove, og sandfærdige. Jeg sad der og fik et lille kig ind i en tid, næsten glemt, dengang man fik bumser og ville dække over usikkerhed ved at imponere sine veninder, med mere eller mindre sandfærdige happenings, spinde en løgn eller to, som handlede om klassen lækreste fyr og en selv. Og det er ikke kun dialogerne der holder (fra afsnittet). Anne Lise Marstrand-Jørgensen beskriver også rammerne omkring bogens personer på malende vis;  en af de ting hun bare er så god til. Jeg ser virkelig frem til ‘Hvad man ikke ved‘. Den udkommer den 25.9.