Den danske dobbelthed

Oprettet: 26.02.2012 - 21:58

Professor Per Øhrgaard fortæller om Tyskland, som det igennem historien har set ud gennem danske forfatteres briller.

 

Om få år vil Tyskland være et konservatismens bolværk i Europa. Der vil komme krig og store opgør.

Sådan lød den profeti, den danske forfatter og kritiker Georg Brandes sendte fra Berlin til Danmark, da han i årene 1877-83 opholdt sig i den tyske hovedstad.

Georg Brandes var dansk patriot, men imponeret af Tysklands storhed. Til de danske aviser forsøgte han at tegne et så objektivt billede som muligt af Danmarks mægtige nabo i syd. Tyskland lå i slutningen af 1800-tallet i en førerposition både teknisk og kulturelt. Og Brandes mente, der var noget at lære i Berlin.

Den danske germanist Per Øhrgaard var for nogle år siden besøg hos Deutsch-Dänische Gesellschaft i Kiel. Her fortalte han om Tyskland i danskernes verdensbillede - ikke som billedet bliver tegnet i medierne, men med litterære eksempler fra Ludvig Holberg frem til den moderne tid med Klaus Rifbjerg.

Per Øhrgaard fokuserede dog knap så meget på danske forfattere i Kiel, selv om både Jens Baggesen, Adam Oehlenschlaeger og H.C. Andersen færdedes ganske hjemmevante i Kiel.


Preussen - danskernes Tyskland

Berlin - og specielt Preussen - blev stedet, hvorfra danskernes Tysklands-billede udgik. I Georg Brandes artikler til danske aviser er Berlin et symbol på Tyskland.

- Preussen var "danskerne Tyskland" helt frem til Anden Verdenskrig. Da Vesttysklands hovedstad efter delingen kom til at ligge i det katolske Rhinland, gled forbindelserne lidt væk. Det hænger ikke blot sammen med konfessionsgrænsen mellem protestantismen og katolicismen, men også, at Preussen mentalt og geografisk var tættere på Danmark. Og at Danmark på mange områder tog ideer og strømninger til sig fra Berlin. Kvarteret Østerbro i København er på langt hen ad vejen en kopi af Kreuzberg i Berlin, sagde Per Øhrgaard.

 

Ven af Grass

Per Øhrgaard har blandt andet modtaget den renommerede Henrik-Steffens-pris for sin fortjeneste som kulturformidler mellem Danmark og Tyskland.

Det skete dengang  i Kiel, hvor Günter Grass, Per Øhrgaards mangeårige ven, holdt hæderstalen.

Tyskere i dansk litteratur - det var groft sagt lidt latterlige personager frem til 1770. Fra 1770 til 1800 blev der tegnet et usympatisk billede af en tysker som en snylter. Efter 1800 daler antipatien lidt for igen at tage til omkring De slesvigske Krige.

- Man kan selvfølgelig kun tale om hovedstrømninger. Et entydigt billede af danskere og tyskere kan man ikke fastsætte, understregede Per Øhrgaard - og kom med eksempler.

Jens Baggesen og Adam Oehlenschlaeger var to danske forfattere, som skrev flydende på tysk og ikke engang behøvede at oversætte først. H.C. Andersen var dansk patriot, men hans hjerte bankede for to lande, Danmark og Tyskland. Han var en af de forfattere, der for et par år siden indgik i udstillingen "Wahlverwandtschaft" i Berlin - en udstilling om de kulturelle forbindelser mellem Tyskland og Skandinavien gennem historien.

 

Danmark som en provins

- Et af de mere interessante billeder af Tyskland i 1800-tallet finder vi i Henrik Pontoppidans Lykke-Per, om den unge mand der i en brydningstid bryder op fra sit strenge kristne hjem for at hellige sit liv til ingeniørkunsten og fremskridtet.

- Det tekniske fremskridt opsøgte Lykke-Per netop i Berlin, og figuren var imponeret over, hvad tyskerne formåede. I Berlin får Lykke-Per med det samme stukket et visitkort og en indbydelse i hånden af store tyske ingeniører - hvad han ikke får hjemme i Danmark. Og fra Berlin kommer danskerne derhjemme til at se dobbelt så landsbyagtige ud, sagde Per Øhrgaard.

Romanen Lykke-Per er ikke kun en kontrast mellem København og den danske provins, men også mellem Danmark som provins og Tyskland som hovedstad. Flere steder er der dog også små stik til tyskerne.

- Lykke-Per bliver for eksempel anset som en stor mand i Berlin, blot fordi han har en rose i knappehullet, tilføjede Per Øhrgaard.

Næsten hele vejen gennem dansk litteraturhistorie bliver Tyskland beskrevet med ambivalens. Som noget tiltrækkende, et land, danskerne kan lære af. Men også som noget faretruende, netop fordi Tyskland var et land, der kunne så meget inden for byggekunsten.

 

Uden fordomme

Karen Blixen gæstede Nazi-Tyskland i marts 1940, altså kort før besættelsen af Danmark. Hun var hverken ukritisk eller fordomsfuld, fremhævede Per Øhrgaard og kaldte hende for "den danske Ernst Jünger".

- Karen Blixen var på den ene side fascineret, men hun erkendte også, at udviklingen i Tyskland var en tour de force, og at det ingen reel vækst eller udvikling foregik under nazisterne. Blixen sporede også en vis angst mange steder i det tyske samfund, pointerede Per Øhrgaard.

Karen Blixen tilføjede dog, at englænderne ikke havde en mere individuel verdensanskuelse end tyskerne i en kommentar til den nazistiske massebevægelse.

- Efter 1945 vendte det danske åndsliv sig bort fra Tyskland i retning mod den angelsaksiske verden, USA og Storbritannien. Danskerne havde ikke længere noget at beundre tyskerne for. Men det er bemærkelsesværdigt, at der i efterkrigsårene ikke var den gensidige kulturelle udveksling mellem USA og Storbritannien på den anden side og Skandinavien på den anden, som der havde været mellem Tyskland og Skandinavien tidligere.

- Samtidig vendte Tyskland sig også lidt fra det nordiske, fordi ordet indgik i den nazistiske raceterminologi. Tyskerne tog dog senere i efterkrigstiden dansk litteratur til sig, og det i et langt større omfang, end englænderne og amerikanerne. Der har altid været en betydelig dansk kultureksport til Tyskland, men ikke i samme grad til USA og Storbritannien, der stort set ikke interesserer sig for Norden, sagde Per Øhrgaard.


Jødisk bindeled

I midten af 1990erne var Klaus Rifbjerg gæst i Berlin, og han udsendte i 1995 bogen "Berlinerdage". Klaus Rifbjerg tilhører den generation, der var barn under den tyske besættelse af Danmark. Han er derfor vokset op med et Tyskland, som han ikke har set gennem noget moralsk filter, men som noget, han forbandt med tvang.

I optegnelserne vender Klaus Rifbjerg helt tiden tilbage til fortiden.

- Allerede ved ankomsten til Berlin, lægger Rifbjerg sit perspektiv fast. Han konstaterer, at Berlin ikke begynder ved bygrænsen, men at byen begynder inde i hovedet. Hans Berlin begynder i 1930erne.

- Rifbjerg har en spændende tese på en jødisk kirkegård i Berlin. På gravstenene dukker navne som Koppel, Oppenheim og Katz op, navne på kendte jødiske familier i Danmark. "Det lugter hjemligt", skriver Rifbjerg og nævner jødedommen som et bindeled mellem Tyskland og Danmark.