En bruger rapporterer fra Louisianas udendørsscene, der var en smuk ramme om en magisk aften i Patti Smiths selskab. Kim Skottes interview kom godt omkring både litteratur, politik og musik, og som om det ikke var nok at stå og være taknemmelig for i regnen, slutter Patti seancen af med den fineste akustiske mini-koncert. Det var stort. 

Klaus Lynggaard takker af efter knap to timers dj-set, der har fungeret som en glimrende optakt til aftenens højdepunkt på Park Scenen fredag aften. To svanestole sættes på scenen, og pludselig er hun der. Patti Smith. Med en hue trukket godt ned over hovedet og afslappet tøj, der hænger løst, gør hun umiddelbart ikke meget væsen af sig, men man skal ikke tage fejl. Selvom det er hele tredje gang den dag, hun indtager Louisianas scene, virker hun utrolig imødekommende, nærværende og veloplagt.

Kim Skotte fumler med sin bogbunke og starter med at rose Pattis nye album Banga. Især det 10 minutter lange nummer Constantine’s Dream er blandt hans favoritter. Det virker til at glæde den gamle punklegende meget. Hun forklarer, hvordan pladeselskabet altid river sig lidt i håret, når hun ’kommer rendende’ med den slags. ’Hvad mener I?’ imiterer hun sig selv overfor pladefolkene ’Det skal være den nye single, det bliver et sikkert hit!’ Hendes hæse latter ruller udover græsset mod de mange tilhørere i regnen, der suger hende til sig.

Indledende har hun undskyldt behørigt for, at hun sidder der i tørvejr på scenen, mens publikum står og bliver våde og forkølede. Hun er med os, forsikrer hun. Hvis ikke det var for den lange koncertturné, ville hun være ude i regnen blandt os. Og man tror hende. Så ægte og empatisk virker hun, som hun sidder deroppe og hviler i sig selv, åben overfor os og alle de ånder, féer, afdøde, og hvad der ellers befolker hendes verden.  

Da Kim Skotte spørger ind til hendes shamanistiske side og forbindelse til en anden verden, lyder det charmerende inkluderende og helt enkelt fra hende; ’I walk with all my people! – Jeg tvivler ikke på at de er med mig. For mig er alting muligt i åndeverdenen. Jeg er åben.’ Hermed indikeres også, at begrænsningerne i hendes liv sættes af folk og normer omkring hende. Hun har ikke noget i sig selv, der sætter grænser eller holder hende tilbage. Patti snakker lidt om sin kristne barndom, og hvordan hun synes ideen om en Gud, der var med én overalt, er en utrolig smuk tanke. Med tiden har hun udbygget ideen og opfatter idag verden og mere konkret kloden, som en besjælet organisme, vi skal passe langt bedre på, end vi gør idag.

Med ét er vi i fuld gang med miljøpolitik og politiske verdensdagsordener. ’People have the power!’ lyder det som et andet bumper-sticker slogan fra den gamle punkrocker. ’Med det mener jeg ikke de smarte kunstnere eller den intellektuelle elite, men folket. Masserne. Vi må vågne op og indse, hvad der bliver gjort mod vores jordklode. Vi må få lært at bruge den teknologiske udvikling til at forene os. Idag er det muligt, hvis der er vilje, at lave en global strejke og sige fra overfor disse regeringer og firmaer, der ødelægger vores planet i jagten på penge.’ Folk hujer og klapper og stamper i græsset.

Momentant virker det muligt at forene folk over hele kloden og gøre verden til et bedre sted. Hun besidder en imponerende evne til at indgyde håb, og undertegnede ser hende for sig som en romantisk, let støvet punk-klokkeblomst, der ihærdigt og med stor effekt drysser sit 1970’er tryllestøv udover folk og får dem til at lette. Det er så smukt der i tusmørke og støvregn på det fine kunstmuseum, og det er i sandhed svært ikke at lade sig forføre af det rå udtryk og de dybest set naive og banale - men også åh så ærlige-lige fra hjertet - pointer. Shit hun brænder igennem den gamle hippie.

Kim Skotte spørger til forskellen mellem at arbejde struktureret og improvisere, om det kan være skræmmende. Hertil lyder det prompte; ’Sometimes the greatest performance grows out of failure.’ Skotte prøver med en anden vinkel; ’Du virker ikke bange for store følelser, ord – noget faktisk.’ Patti griner igen og tænker sig om. ’De ting er ikke spørgsmål om liv og død. Måske fejler man, eller ser fjollet, men så grin med dem der griner ad dig. Der sker frygtelige ting hele tiden i denne verden. Folk sulter og lider alle steder. – So what’s the big deal if you look like a half-ass on stage?’ Folk bifalder pointen med massiv klappen. ’Det værste er at gøre noget halvt. Man må stræbe efter, altid at gøre sit bedste, ellers mister det pointen. For me that’s the only way. Again, why would you wanna write a half-ass poem?’ Igen hujen og klappen fra publikum, der sluger verdensstjernen råt.

Og hvad så med de mange kunstneriske udtryk vil Skotte vide. Patti Smith er blandt en hel del andet både musiker, digter og fotograf. ’Bliver det lidt skizofrent til tider?’ Igen den hæse lætter og så et typisk drevent amerikansk ’You know – de eneste, der er skizofrene er pressen. De vil gerne putte mig ned i en boks som musiker, der prøver på at skrive. Eller som forfatter der roder rundt med fritidsfotografi. De fatter ikke, at man kan gå ambitiøst og seriøst til værks som kunstner inden for flere felter. Da papirarket blev for begrænsende, begyndte jeg at skrive på væggene. Det blev med tiden til lyrisk optræden, der førte mig videre til rockmusikken. Det meste er bare... jeg har meget energi, der skal ud!’ Publikum er helt på bølgelængde og griner og klapper begejstret.

Patti Smith fremstår som en sælsom blanding af uhøjtidelig og intens tilstedeværelse. Og så er hun forbavsende morsom. Efter en længere snak om William S. Burroughs bringer Skotte Rimbaud på banen; ’Jeg føler, det ville være forkert at interviewe dig uden at tale om ham.’ Patti; ’Ja, Arthur ville blive meget jalous.’ Skotte; ’Men han var altså en vigtig person for dig?’ Patti; ’Ja, han gav mig gode råd – and also I had a big crush on him!’

Det er svært at yde stemningen og interviewet retfærdighed her, men det var noget helt særligt på Louisianas plæne den aften, og da Patti Smith inviterer sin guitarist gennem en menneskealder, den legendariske Lenny Kaye, op på scenen til en lille intim akustisk koncert, er der decideret ikke et øje tørt.

’Beneath The Southern Cross’, ’My Blakean Year’, ’Banga’ og ’People Have The Power’ leveres med sådan en livsgnist og –glæde, at man ikke kan andet end at føle sig taknemmelig for generøsiteten og knuselske Patti og den svundne epoke hun repræsenterer.