OM DEN NYFIGNE LÆSNING Hans Hauges ”Fiktionsfri fiktion – Om den nyvirkelige litteratur” og Karl Ove Knausgårds ”Min kamp”

Oprettet: 01.11.2013 - 14:18

 

At læse er at se ordene som lys, de stråler i mørket, det ene efter det andet, og læsningen er at følge lysene indover.” (Karl Ove Knausgård)

 Virkeligheden er ikke, hvad den har været. Og det bliver den nok heller aldrig igen. Men hvordan kommer vi ind på den, i nærheden af den, i al dens kompleksitet og flygtighed og flertydighed? Hvordan fortælle om den? Om virkeligheden og det virkelige liv? Og i ganske særlig grad i form af det, vi indtil nu har kaldt for romaner? For det må vel være det, der er eller kan være en pæn del af meningen med at læse (og skrive) romaner: at der er sammenhæng mellem det skrevne og det levede liv? Man kunne også bare spørge: Hvad er virkelig god litteratur nu i dag?

Fiktionsfri fiktion i nyvirkeligheden

Udtrykket fiktionsfri fiktion har universitetslektor i litteratur, dr. phil., skribent og forfatter Hans Hauge sat i verden, i forbindelse med sin egen begejstrede læsning af Karl Ove Knausgårds kæmpe romanprojekt ”Min kamp”, bind 1-6. En roman, som Hauge ser det: ”identisk med verden”, hvor forfatteren, ikke opfinder noget. Ikke digter. Ikke laver om på virkeligheden, men gengiver den, som den er. Hauge er for længst blevet træt af skønlitteratur i form af opfindsom fiktion. Eller rettere, som jeg opfatter det og som Hauge sådan set også selv anfører det i sin nye bog: akademikeren Hauge er blevet træt af litteraturteori og vil have skinbarlig virkelighed. Han vil ikke længere bare røres men som en anden Thomas Didymos selv røre og pille ved det deromme bagved. Hauge er med andre ord blevet en pilfinger. Nu ikke længere bare som en teoretiker, der gennem teori piller og plukker i teksten, men nu også som en slags praktiker udi sladder. Frækt sagt: Hauge er blevet sladdervorn. Og i sin ”Fiktionsfri fiktion – Om den nyvirkelige litteratur” desværre ind imellem også noget sludrevorn. Bogen udgør i midtedelen i lange stræk en gevaldig omgang sludrende ophobning og inddragelse af eksempler og næsten-eksempler fra nær og fjern på det, han selv har døbt fiktionsfri fiktion.

Min kamp

Om Knausgårds ”Min kamp” skulle Hauges egen ”Fiktionsfri fiktion”, efter sigende i ganske særlig grad handle om. Det gør den i virkeligheden ikke. Hauge når først for alvor frem til Knausgårds ”Min kamp” på de afsluttende 30-40 sider. Det er for lidt. Og specielt op mod al den forudgående nyfigne læsning af romaner af Hanne Ørstavik, Knud Romer, Erling Jepsen, Lone Hørslev, Josefine Klougart og mange, mange andre, hvor Hauge som det særlige nu mener at vide noget om disse personers privatliv. And so what? Det er her jeg virkelig står helt af. Hvad i alverden skal jeg med en sådan ”viden”, hvis ikke den forbinder sig med mit eget levede liv som andet end facts og sladder om en anden? Hvis ikke romanen med sin fortælling eller lyriske passager eller livsfilosofiske overvejelser rammer mig i mit eget virkelige liv? Er det da ikke her, digtningen finder sted og gennem sin kunst bliver til virkelighed?       

Den historiske Jesus, Karl Ove og Hans

Hans Hauge, som jeg i så mange henseender og sammenhænge (på skrift) lader mig provokere, oplyse, inspirere og berige af gennem al hans indsigt, overblik, frækhed og visdom, virker her i dette felt umådelig vitaminfattig og forarmet. Det er som når folk forsøger at nærme sig evangeliet og kristendommens mysterium gennem en overfokusering på den (såkaldt) historiske Jesus. Teologi som arkæologi. Sandheden repræsenteret gennem i ganske særlig grad knogler og klæder, ruiner og egennavne. Det bliver der ligesom ikke meget liv og da slet ingen opstandelse ud af. Ikke, vil jeg sige, medmindre der digtes på livet løs. Sættes kød på i form af fortælling.

Antimagisk realisme

Det gøres der hos Knausgård. Allerbedst og livligst i den stærkt fabulerende ”Alting har en tid” (som jeg i sin tid læste på Hans Hauges anbefaling, tak for dét!), men så sandelig også i ”Min kamp”, bind 1-6. Hvor er det godt, Knausgårds ”Min kamp”! siger jeg i kor med Hauge. Men vi siger det ud fra hver vores opfattelse af egen fascination. For Hauge at der nu endelig med romanen ingen hittepåsomhed er på spil. Intet: ”det er jo (bare) fiktion” at gemme sig bag for forfatteren: ”I den fiktionsfri fiktion leges der ikke med forholdet mellem fiktion og virkelighed. Den snyder ikke. Den er antimagisk realisme. Vi finder ikke en dag ud af, at Knausgård i virkeligheden hedder Olsen og kommer fra Oslo.” (s. 61)

Monstro?

Og dog, så er Hauge ikke helt sikker i sin sag og bange for, at vi kan blive snydt: ”Man sidder hele tiden med mistanken. Kan vi blive snydt igen af Knausgård? Vi er blevet snydt af utallige selvbiografiske romaner, og derfor går vi næsten på forhånd ud fra, at forfattere lyver – ” (s. 34) Eller som han siger det i nogle overvejelser om diverse dagbogsromaner: ”Jeg vil næppe tro, at dagbogsoptegnelserne er opfundne, men sikker kan man ikke være.” (s. 134) Jeg kommer til at tænke på Martin A. Hansens ord om, at dagbogen altid lyver. Vil du have sandhed, så gå til fiktionen! Problemet er jo bare, at han skriver det i dagbogen.

Egennavnet

For Hauge at se er det i allerhøjeste grad brugen af egennavnet, der betyder noget for den fiktionsfri fiktion. Henover to sider, s.24-25, giver han i bogens indledning en fin komprimeret redegørelse for, hvad han forstår ved fiktionsfri fiktion, og indleder her med at skrive: ”En fiktionsfri fiktion er en roman, hvor personerne er virkelige personer. Personerne har deres egne navne. Egennavnet er af stor betydning. Enkelte kan være beskyttede, så de ikke kan genkendes.” 

I det sjette og sidste bind af ”Min kamp”, hvor modtagelsen af de første bind er fortalt ind, herunder forskellige familiemedlemmer fra faderens side med deres beskyldninger mod Knausgård for at lyve, forstår vi, at den mest fremtrædende af disse, faderens bror, onkel Gunnar, ikke i virkeligheden hedder Gunnar. Det troede jeg (vi læsere) ellers længe. Knausgård har ændret det, fordi onklen har, så at sige, nedlagt navneforbud. Også andre navne er (vist nok) ændret. Hvad ændrer det så ved min læsning? Ingenting. Intet som helst. ”Min kamp” bæres for mig at se af helt andre forhold og virkemidler.

Stemmen

Først af alt af stemmen. Knausgårds stemme. Nogle læsere, vist nok også Hauge, siger, at Knausgård ikke skriver godt. Det synes jeg, han gør. Knausgård har en god stemme. Der er meget hjerte i den. Han forstår endvidere at dvæle og give sig god tid. Og som en mere eller mindre inkorporeret del af sin livshistoriefortælling at dreje af og følge en tangent udad en af de mange større eller mindre essayistiske overvejelser, som er en væsentlig del af værket og hele dets fascinationskraft. I det sjette og sidste bind blandt andet et henved 400 sider langt essay om Holocaust i lyset af Hitlers ”Mein Kampf” med et væld af livskraftige eksistensovervejelser fra Knausgårds side.    

I faderens og sønnens navn

”Det er især navnet, der gør fiktionen fiktionsfri”, skriver Hauge, men som han i samme åndedrag skriver det: ”som nævnt er faderen navnløs i hele romanen.” Karl Oves far, hvem alt i sønnens liv på forbandet forbunden vis har drejet sig om. Men hvorfor skriver Hauge det? Har han ikke læst hele bogen? På side 1160 i den danske udgave af bind 6 står der: ”… han var vores far. Jeg er hans søn. Historien om ham, Kai Åge Knausgård, er historien om mig, Karl Ove Knausgård. Den har jeg fortalt. Jeg har overdrevet, jeg har lagt til, jeg har trukket fra, og der er meget jeg ikke har forstået. Men det er ikke ham jeg har beskrevet, det er mit billede af ham. Det er færdigt nu.” Så er det sagt: Knausgård digter.

Digtning af hjertet

”Al betydning opstår i blikket, al mening i hjertet”, lyder det hos Knausgård. Det handler om at følge hjertet mere end hjernen, for det er alligevel altid hjertet, der vinder.

Knausgård er en postmoderne romantisk forfatter af bedste nordiske tilsnit. En digter af Guds nåde, vil jeg sige, og så ellers afslutte her med at give ordet til Jens Smærup Sørensen hvis ord jeg af hjertet tilslutter mig, når han i en replik, som indledes med ordene: ”Det passer ikke altid, hvad Hans Hauge siger”, i Kristeligt Dagblad d. 15. februar 2013, giver sit bud på, hvad digtning er, nemlig: ”… vores direkte vej, når vi via sproget vil komme til virkeligheden. Kun i digtning kan vi skabe billeder – ikke af, hvad der i historisk eller journalistisk forstand er sket i virkeligheden – men af det, der er og bliver sandt i sindet.” Ja og amen.

(Bragt som artikel i Dansk Kirketidende, 5 / 2013)