Tanker om Gud, liv og læsning via Jan Kjærstad

Oprettet: 01.10.2012 - 08:45

Jeg skal her i efteråret stå for tre aftener i Esbjerg omkring Jan Kjærstads ”Forføreren” (1993), ”Erobreren” (1996) og ”Opdageren” (1999), også kaldet Jonas Wergeland-trilogien. Det glæder jeg mig til.

Om Jonas Wergeland kan man læse på Wikipedia: ”Temaet for trilogien er at beskrive mennesket, og de tre romaner prøver fra hver sin vinkel at sætte ord på Jonas Wergeland, hvorefter det bliver læserens opgave at forstå ham i sin helhed. Pointen er ligetil: mennesket er en ualmindelig sammensat og modsætningsfyldt størrelse.”

Ja. Også forfatteren Jan Kjærstad. Om ham er der blandt andet det, i hvert fald for mig selv som teolog og præst, interessante forhold at nævne, at han i 1981 tog teologisk embedseksamen, men fra starten opgav det med præstegerningen, som jo ellers er det mest oplagte for en teolog. Eller, som han en overgang stilede imod det, en universitetsforskerkarriere med Det Gamle Testamente som forskningsområde.

Man kan ikke sige, at Jan Kjærstad hermed opgav kristendommen som tilværelsestolkning, men han har opgivet den som den eneste. I et interview (fra sidst i 1990´erne) siger Jan Kjærstad, at han siden teologistudiet har været optaget af både buddhisme og hinduisme. “Jeg vil sige, at jeg er polyteist, en mand, som tror på mange guder.” – som Gandhi – “Hvad er du egentlig? spurgte man ham, og han svarede: Jeg er hindu, jeg er kristen, jeg er muslim. Det var virkelig komplementaritet!” siger Jan Kjærstad – med henvisning til den teori hos Niels Bohr han i flere omgange bruger i “Forføreren” og “Erobreren”. At inkorporere dele fra alle mulige religioner i sin tro! Men han siger også, i det samme interview, med henvisning til Karl Barth, én af de store kristne (protestantiske) teologer i vort århundrede, at Gud er det totalt anderledes. Det, der kommer ned ovenfra. Og at vi ikke formår at stige op. “Det sidder tilbage i mig fra min kristentro: Inkarnationen, at Gud blev menneske, og det har for mig altid været det vigtigste i kristendommen.”

I stedet for at blive præst begyndte Jan Kjærstad at skrive romaner, efter længe at have læst og læst og læst. “Det er et ideal for mig,” siger Kjærstad, “at lave en historie, som læseren laver om til sin egen personlige historie.” I det hele taget er det en væsentlig pointe for ham, at det er læsningen, der er det nødvendige.

Selv kommer han fra et middelklassehjem med kun en enkelt lille boghylde over kaminen. Først i 14-15 års alderen begyndte han at læse bøger. Men da fik han også en slags læsechok. Læste alt, hvad han overhovedet kom i nærheden af: “...når vi havde matematik på katedralskolen i Oslo sad jeg bag ryggen af dem foran og læste Laxness. Bøger blev et narkotikum for mig... Faktisk var jeg læser i henved 10 år, hvor jeg aldrig tænkte den tanke, at jeg en dag skulle begynde at skrive.”

“Jeg skriver for at kunne læse det, jeg har skrevet”! Det er læsningen, der er det nødvendige. “..i dag er jeg glad for, at jeg læste så jomfrueligt i så mange år” siger Jan Kjærstad “inden skrivningen afbrød og ødelagde... hele den uforpligtende nydelse, der ligger i at kunne læse alt uden nogen som helst bagtanke... I dag er jeg fuldstændig ødelagt som læser og kan kun begive mig ind i bøger for at stjæle.”

En tilstand også mange præster kender til. Og dog, så kan læsningen stadigvæk være en ren fryd. Som for eksempel nu genlæsningen af ”Forføreren”, ”Erobreren” og ”Opdageren”.