Et brugerindlæg fra en sand Kjærstad/Knausgaard-ekspert (red.)

”For hjertet er livet enkelt: Det slår så længe det kan. Så stopper det.” (s. 7) Med de ord indleder Karl Ove Knausgård kæmpeværket ”Min kamp” i bind 1. Et værk i seks bind, som nu er afsluttet med bind 6 på 1120 sider. Endnu ikke udgivet på dansk, så jeg har læst det på (letlæseligt) norsk.

Jan Kjærstad skrev tre bind i sit store romanværk om Jonas Wergeland og hans godt og vel 40-årige liv til dato henover ”sølle” 1400 sider (1993, 1996, 1999). Karl Ove Knausgård skriver i sit kæmpe seks binds romanværk om Karl Ove Knausgård og hans godt og vel 40-årige liv henover intet mindre end 3600 sider (skrevet i perioden 27/2 2008 – 2/9 2011).

Der er i øvrigt for mig at se en del andre lighedspunkter de to store norske romanværker imellem, og det uanset hvor dokumentarisk selvbiografisk anlagt ”Min kamp” så er, og hvor fiktivt biografisk og fabulerende anlagt Jonas-trilogien måtte være. Begge steder fortælles der om hovedpersonen i kronologisk uorden. Begge steder, hos både Kjærstad og Knausgård, inddrages der masser af side-fortælling. Hos Kjærstad med masser af elegante leksikalske livsfilosofiske (o.m.a) input. Hos Knausgård med store og små essayistiske sprogfilosofiske, livsfilosofiske, litteraturhistoriske afsnit.

Fra (Kjær)stad til (Knaus)gård. Fra det større sociale perspektiv, verden og jorden rundt til det mere isolerede og afsondrede, lejligheden og hjemmet. Masser af forskelle er der i tone og teknik hos disse to store nulevende norske forfattere. Kjærstad eksperimenterer med fortællerstemmer og skaber masser af rebusagtige sammenhænge indenfor værket selv. Knausgård skriver meget mere ligeud ad landevejen med én og kun én fortællerstemme i det hele, nemlig Karl Ove Knausgård. På forskellig vis er begge romanværker (også) metaromaner med indlagte overvejelser og fortælling om selve dette at fortælle og om værket selv. Hos Jan Kjærstad sprudlende postmoderne eksperimenterende. Hos Knausgård mere enkelt og ligefremt med for eksempel det sjette binds beretninger om de første binds modtagelse hos såvel familie og venner som offentligheden i det hele taget. Værkets (begyndende) virkningshistorie som en del af værket selv.

Store forskelle er der i måden at konstruere og fortælle og bedrive romankunst hos disse to norske kæmper. Men, som sagt, også store ligheder. Hos begge oser fortællingen, og selve dette at fortælle et liv, af at være en ”hjertesag”. Der er noget virkeligt væsentligt på spil. En varme, et liv, der må findes. Hos Knausgård med en særlig fascination af det faktum, at hjertet på et tidspunkt stopper. Kort sagt: Døden.

Som han slutter ”Min Kamp”, bind 1: ”For mennesket er kun en form blandt andre former som verden udtrykker igen og igen, ikke kun i det der lever, men også i det der ikke lever, tegnet i sand, sten, vand. Og døden, som jeg altid har betragtet som den vigtigste størrelse i livet, mørk, dragende, var ikke andet end et rør der springer læk, en gren der knækker i vinden, en jakke der glider af en bøjle og falder ned på gulvet.-” (s. 487)

Hos Kjærstad i højere grad fascinationen af det faktum, at et hjerte der ikke længere syntes at have noget at banke for igen kan komme til at banke for noget større og mere end alene dette at overleve. I det hele taget livet som et, i hjerteligste forstand, mirakel. Sådan skriver Kjærstad i midten af værket om Jonas Wergeland, i det 2. bind, ”Erobreren” (i værkets eneste parentes) med ord, som det måske i det hele taget ville være værd at lægge sig på sinde og tage til hjerte, også i en vurdering af Knausgårds øjensynligt totalt udtømmende værk:

”(…Alle historier handler om det, der ikke bliver sagt, ikke bliver skrevet. Tid til stilhed. Tid til at føle vægten af ens egen krop. Tid til at lytte til hjertets slag. Dette mirakel. At leve. At få et nyt sekund. Og endnu et. Endnu et. Endnu et).”