Med den samiske shaman i Sønderjylland

Oprettet: 18.09.2013 - 07:45

Vedkommende romandebut fra rutineret blogger.

Mine damer og herrer! Først en tilståelse: Jeg skriver dette indlæg som testlæser og jeg ved ikke, om dette er det rette sted at poste indlægget, men her er det altså!

 Et af de mundheld jeg holder mest af siger, at vejen til helvede er brolagt med gode intentioner. Dette mundheld er dels smukt, fordi det er udtrykt med den præcision som kun metaforen kan opnå, men måske først og fremmest fordi, det ofte viser sig at være såre sandt. Nu er det bare sådan med mundheld, at de ofte mister deres pondus og bliver til tomme fraser, hvis de gentages længe nok. Hvorvidt det førnævnte ordsprog ligger i klichékassen eller ej, må man naturligvis selv ligge og rode med, men ikke desto mindre er det befriende at se det aktualiseret både klart og vedkommende i Maren Uthaugs debutroman Og sådan blev det.

 Bogen begynder i det nordligste Norge i starten af ’70‘erne, hvortil den antropologistuderende nordmand Knut er rejst for at studere samernes kultur — og for at falde pladask for den rebelske same Rhitta. De får hurtigt datteren Risten, og i et lille og isoleret samesamfund giver de hende en opvækst, der er særpræget og tumultarisk, omend også kærlig nok på bunden. Dramaet lurer dog i kulissen, og da Rhitta en dag foreslår Knut at flytte og tage ungen med sig, tager han hende på ordet. Knut møder så danskeren Grethe og rejser med hende og Risten til Sønderjylland for at starte en ny tilværelse i en ny familie.

 Grethe er barnløs, hvilket lader til at være hendes sorg. Derfor er hun heller ikke sen til at starte et lille lokalimperialistisk familieprojekt, der skal gøre hende til Ristens mor. Knut har ingen indvendinger over for ideen — “og sådan blev det”, som Uthaug så lakonisk skriver. Grethe er Ristens nye mor. Den eneste, der ikke bliver hørt er Risten, der tavst følger med. Og det er netop herfra romanens, som jeg ser det, mest interessante intrige udspringer: Grethe er så desperat efter at skænke af sin godhed til et barn, at man hele tiden fornemmer, at det er hendes egen forståelse af sig selv som ansvarlig og kærlig mor, hun kæmper for at tro på og ikke Ristens egen trivsel. Således står Grethe også snart med et nyt problem, for hvis hendes eneste ambition med Risten er at realisere sig selv som mor, så piner det Grethe, at hun først er kommet sent ind i Ristens liv og ikke er hendes biologiske mor. Derfor må hun assimilere hende og forbyder hende alt, hvad der har med hendes baggrund at gøre, bl.a. omdøber hun hende Kirsten. Assimileringen er naturligvis for Kirstens egen skyld, så hun undgår de stjålne blikke og kække kommentarer fra de andre sønderjyder, der ikke er vant til at se en ægte same. Men hvor er det nu brolægningen med de gode intentioner fører hen?

 På den måde bliver Og sådan blev det også en bog om, hvor tæt opvækst og identitet hænger sammen — og hvor vigtigt det er at have en identitet man kan hvile i. Risten/Kirsten er splittet mellem, to kulturer, to familier, to navne. Hun ved ikke hvilke idealer, der skal definere hendes rimelighedssans, og barnet ender med flakke rundt om natten, hvilket Grethe kun bekæmper med endnu hårdere magt, da naboerne jo nødigt skulle begynde at snakke. Et oprør mod Grethes tyranni og Knuts stille samtykken må komme, men hvordan skal jeg ikke løfte sløret for her.

 Som Risten/Kirsten bliver ældre vender hun en dag hjem til det forjættede Nordnorge, hvor  det så skal vise sig, om dette sted så er ude eller hjemme.

 Og sådan blev det er ikke en suspensesprængt actionthriller med en mission der skal løses, idet handlingen strækker sig over mange år og således kan være svær at fiksere om en hovedintrige. Men gennem de mange små scener illustreres forholdet mellem opvækst, kultur og identitet, når disse ting ikke spiller sammen. Uthaug viser sig langt henad vejen som en stor menneskekender i disse spørgsmål.

Jeg har dog også et par anker, hvoraf den største nok er, at stedmoren Grethe i visse scener virker for ond til at det for alvor virker troværdig, eller i det mindste bare spændende for den læser, der også gerne selv vil greje, hvilke værdier karaktererne står for ud fra deres blotte handlinger. Jeg forestiller mig at Uthaug måske også har set Grethe som en figur, der har skullet tilføre historien noget humoristisk, da hun netop kan virke karikeret, men for mig virker det dog mest en smule inkonsekvent.

 Men hey! Det her er Maren Uthaugs første bog — og jeg melder mig da gerne som testlæser igen, når den næste kommer!