HORROR VACUI x 3

Oprettet: 26.05.2013 - 02:28
novelle fra "Magiske Øjeblikke"

Da Martin blev fundet død efter at have begået selvmord, gennemgik hans bror, Janus, hans papirer og hans computer. Martin var et ordensmenneske og havde været det lige siden deres barndom, så det var ikke nogen vanskelig opgave. Som ventet, var alt velordnet og lige til at gå til. Janus så det hele igennem og følte sig overbevist om, at han ikke havde overset noget. Derfor blev han temmelig forbavset, da hans datter, Grethe, der hjalp ham med at rydde op efter sin farbror, fandt en lille kuffert gemt bagest i køkkenskabet. Den var fyldt med papirer og korte noter, hvoraf mange nærmest lignede stikord. Det hele syntes at gå på de gamle forestillinger om fænomenet "Horror vacui", hvilket var noget, som Janus aldrig selv havde skænket en tanke, og som han heller aldrig havde diskuteret med sin bror. Han huskede i hvert fald ikke, at han nogen sinde havde nævnt det over for ham, men alligevel var der så denne kuffert, der var fyldt med hans overvejelser omkring disse gamle forestillinger.

"Hvorfor interesserede han sig dog for sådan noget?" spurgte Grethe med ægte forundring. Janus blev hende svar skyldig, så han nøjedes med at trække på skuldrene og slå beklagende ud med armene.

Hvad vidste han selv om begrebet? Stort set ingenting, og det interesserede ham overhovedet ikke at finde ud af noget om det. Af pietetsfølelse læste han dog Martins skriblerier igennem.

Det viste sig, at de bestod af to korte artikler eller måske snarere kladder til artikler foruden en masse løse noter. Det hele var skrevet med hans håndskrift, så der var ingen tvivl om, at han havde siddet med det, og at det sandsynligvis var noget, han selv havde forfattet. "Gad vide, hvad han havde gang i," sagde han, virkelig forbavset. Denne gang var det Grethes tur til at trække på skuldrene og slå beklagende ud med armene.

"Måske Beth vidste noget, men det er jo for sent at spørge hende," sagde han, og begge vidste, at det højst sandsynligt måtte være noget, hans afdøde svigerinde havde kendt til, for ægteparret havde stået hinanden meget nær. Det var også derfor, at ingen egentlig blev forbavset over, at Martin valgte at gøre en ende på sit liv ganske kort tid efter, at hun døde.

"Det tog ham præcis en måned at forstå, at han ikke kunne leve uden hende," som han havde udtrykt det over for venner og familie, da han fortalte om broderens selvmord. "Han kunne bare ikke undvære hende."

Samme aften som papirerne var blevet fundet i køkkenskabet, dykkede han ned i dem. Han fordybede sig virkelig i dem, der indledtes med en kort introduktion til emnet som sådan:

"Den, der tror på eksistensen af tomme rum, overvældes ofte af tvivl, for kan nogen virkelig sværge på, at der findes sådan noget som rum, der er helt uden indhold? Er de selv villige til at lægge hovedet på blokken og sige med overbevisningens faste stemme: "Det tomme rum er en realitet." Andre vil nemlig sige, at begrebet "Det tomme rum" er vores sølle menneskelige benævnelse for noget, vi ikke forstår, og som i hvert fald ikke er spor tomt. Ifølge de gamle, græske filosoffer byggede "Horror vacui" på en naturlov, der ganske enkelt ikke tillod tomme rum, og hvem ved, måske er det sandt, for måske er de fulde af noget, som vi bare ikke kan se eller høre.

I. For den, der forstår at spidse ører, er der ingen tvivl: Tomrum er opfyldt af lyd. Mange hører den som en svag, men konstant ringetone, mens andre med super-hørelse ikke lader sig nøje med noget så vagt. De opfanger en lyd, der omfatter ringetonen, men som er noget andet. Det, de fortæller om, er en konstant mumlen og hvisken af mange forskellige stemmer, der kun lige kan høres, men ikke forstås. Hvad er det, de hvisker om? Ingen ved det, formentlig fordi de fleste stadig foretrækker at forklare fænomenet med det menneskelige øres manglende evne til at opfange frekvenser, der ligger under eller over et vist mål for lyd.

Nogle kontroversielle tilhængere af lydfænomenet som realitet siger dog, at de sagtens kan både opfange og til dels forstå det,  stemmerne siger. De påstår, at de stammer fra de myriader af samtaler, der formidles gennem de avancerede elektroniske kommunikationsmidler, som planeten er blevet beriget med. Nogle hører ligefrem ord, som de hævder stammer fra lidenskabelige diskussioner på japansk, kinesisk eller andre asiatiske sprog, som vesterlændinge for det meste ikke forstår. Andre igen siger, at de hører slaviske eller skandinaviske sprog, og at de fleste af de talende lyder meget vrede. Det er, som om de altid skælder ud eller trygler om et eller andet.

Hvis det er stemmer, der befolker ens tomme rum, så er de i så fald ulegemlige, for de talende befinder sig altså et helt andet sted. At finde frem til dem ville formentlig være umuligt og også formålsløst, for kommunikationen drejer sig ikke om noget, man selv er del i. Dvs. teoretisk set kan dette jo godt være tilfældet, uden at man er klar over det. Ja, det kan faktisk være det egentlige formål med disse lidenskabelige samtaler, men som sagt, det er umuligt at finde ud af ...

II. Det kan ikke nægtes, at begrebet det tomme rum virker som et paradoks. Om ikke andet så er et rum jo fyldt med luft, og hvor der er luft, er der mulighed for tilstedeværelsen af levende organismer. Til gengæld er der mangel på lufttomme rum. Det flyder ikke ligefrem med dem, så der må være rift om dem blandt dem, der interesserer sig for sådan en begrænset form for "Lebensraum". Ergo vil det tomme rum formentlig før eller senere blive erobret af sådanne individer, hvis de altså finder en vej ind i dem.

Det er der sandelig også nogle, der hævder, allerede er sket, vi kan bare ikke se disse rum-erobrere. De samme begrænsninger, der gælder for vore ører, gælder nemlig også for vore øjne: for det meste kan vi hverken se eller høre det leben, der er i "tomme rum", men derfor er det der jo alligevel.

Mange mener sikkert, at der intet er, der er så uhyggeligt som uforklarlige lyde, der kommer ud af tomme rum. Det skulle da lige være de uhørlige, men dog eksisterende lyde, der opstår i tomrummet mellem mennesker. Indsigtsfulde personer hævder, at netop her lever der myriader af det, vi kalder vibrationer. Hver eneste af disse vibrationer har deres eget liv og lever som en art rekrutter i en hær af bittesmå luft-amøber. Nogle af dem består næsten udelukkende af en kæmpe-mund, hvor enten tænderne eller tungen kan være det dominerende. Dem med super-tænder bider sig fast eller bider sig løs, alt efter tendens og temperament, men dem med super-tunger galper løs om ting, der burde holdes hemmeligt. De formår alle sammen at skabe et sandt kaos omkring sig, når de får to fremmede, der uden selv at vide det er forenet af vibrationer, til  at ryge i totterne på hinanden eller ganske uventet at blive vildt forelskede i de mest upassende individer. Noget, der sker, når et blik pludselig lades med vibrationer, der ikke kan undgå at skabe overbalance i enhver planlægning af liv og formål. Ting og planer falder på gulvet eller opstår ud af intet, og man taler om "Skæbnen", selv om den er vand imod vibrationerne. Det ved de, der kender dem, også udmærket, men de går stille med dørene, for mennesker har nu engang ikke lyst til at høre, de er styret af luft-amøber med plapre-tunger eller super-tænder.

Ifølge denne gruppe eksperter er det tomme rum altså i virkeligheden fuldt af liv, som vi nok aner, men hverken ser eller hører. Dvs. så længe vi er ved bevidsthed. I søvne eller i bevidstløs tilstand er det noget andet, for så opfanger vi den konstante summen af støjen fra de lidt for lange og spidse tænder i munde, der bevæger sig i én konstant klapren. Klapr-klapr-klapr siger det et sted i vores underbevidsthed, og selv i bevidst tilstand studser vi måske en gang imellem over en vis uro i atmosfæren, der stammer fra alle disse klaprende gab. Vi forstår dog ikke, at denne uro er både inden i og uden for os selv. Derfor er vi som marionetdukker i luft-amøbernes hænder, og det lader til at more dem enormt. Hvis de havde hænder, ville de sikkert klappe i dem, for de finder os meget komiske og dermed også underholdende med alle vore forsøg på at bortforklare alt, der ikke er lige så rationelt og velordnet, som i det Paradis, vi stadig drømmer om, men som vi har lukket os selv ude fra med kravet om logik. Intet sted er så ulogisk som Paradisets Have, og det ved luft-amøberne, hvilket gør det meget interessant for dem at iagttage alle vore krumspring for at forblive de uvidende fjolser, som vi har udviklet os til, efter at slangen vandt sin notoriske sejr over vore forfædre.

At lukke den klaprende kæft på de evigt plaprende luft-amøber er målet for mange, uden at de så meget som aner, at det er det, de forfølger med deres foranstaltninger til logikkens bevarelse. Uden logik, intet liv, mener de, men luft-amøberne er af en ganske anden opfattelse, og den giver de udtryk for, når vibrationerne mellem mennesker sættes i bevægelse, så det meningsløse had eller de ganske uventede og uforklarlige forelskelser lammer dem. Når det sker, så danser sjælen en ganske anden tango, end når der bydes op til en stille wienervals."

Janus lagde de to artikler tilbage i kufferten. Han anede ikke, hvad han skulle mene om dem, kun at de umiddelbart forekom ham højst besynderlige og helt ude af karakter med den mand, han havde kendt hele sit liv. "Hvorfor i alverden interesserede han sig dog for sådan noget?" sagde han. "Det ligner ham slet ikke."

"Er det meget underligt?" spurgte Grethe nysgerrigt. Hun rakte hånden ud efter kufferten, og han lod hende tage den.

"Det ligner i hvert fald ikke Martin," svarede han. "Nå, men jeg vil læse noterne, måske der er en forklaring dér."

Grethe nikkede, og de gik hver især i gang med at læse. Grethes ansigt fortalte om hendes undren, efterhånden som hun kom igennem skriblerierne. Hvad Janus angik, så afspejlede hans ansigtsudtryk en forvandling fra levende forundring til en stivnet maske af noget udefinerbart. Han lagde hurtigt notaterne fra sig og gik ud i køkkenet for at gennemsøge skabene efter flere skjulte papirer. Det blev derpå Grethes tur til at gå i gang med den stak papirer, der bestod af notater. Nogle af dem læste hun højt, da hun følte behov for at høre en menneskelig stemme udtale disse betragtninger, der alle gik på det samme tema: hvad er der blevet af Beth efter døden?

"Har set hende igen," lød en af dem. "Må diskutere det med X."

Hun undrede sig og råbte ud til sin far i køkkenet, at denne "X" var hende ganske ubekendt. "Hvem pokker er det?" spurgte hun, temmelig irriteret.

Der kom intet svar, så hun fortsatte bare sin læsning: "Der er ingen tvivl, hun er her stadig, og hun taler til mig. Bare jeg dog forstod, hvad hun sagde."

Som det unge menneske hun var, kunne hun ikke lade være med at himle med øjnene i et anfald af total afstandtagen. "Han var nu temmelig skør," råbte hun ud til sin far, men heller ikke denne gang svarede han hende. Det undrede hende nu alligevel, og hun sad lidt, men trak så på skuldrene og fortsatte sin læsning:

"Jeg tror, hun truer mig. I dag hørte jeg en lyd som af en kniv, der blev hvæsset. Sært, for hvorfor skulle hun hade mig? Det er trods alt ikke min skyld, at hun blev syg og døde. I øvrigt er jeg mere og mere sikker på, at hun lever videre i det værelse, som jeg har tømt for indbo, men som før i tiden var hendes private sted. Det undrer mig ikke engang."

Hun sænkede papiret og så lidt frem for sig, pludselig grebet af uhygge. Derpå fortsatte hun:

"Ja, hun truer mig, og jeg ved, hvad hun vil have mig til. Forøvrigt har hun ret, det ville afgjort være det bedste."

Denne gang rejste hun sig op og gik ud i køkkenet med papiret i hånden, for dette sære ville hun nu alligevel diskutere med sin far. Idet hun trådte ind ad døren, snublede hun over noget, der viste sig at være hans ben. Han halvt lå, halvt sad op ad skabslågen, og hans forfærdede ansigtsudtryk og de opspilede, brustne øjne viste med al ønskelig tydelighed, at han var død. Spredt ud på gulvet ved siden af ham lå der masser af tegninger. De forestillede alle Beths stivnede ansigtstræk, som de havde set ud, da hun blev fundet død. På dem alle var læberne krænget lidt tilbage, så hendes flotte, hvide tænder var halvt blottede som i et rovdyrs snerren.