Julehistorie: "Krybben og æderierne"

Oprettet: 09.12.2012 - 13:29

Krybben og æderierne:

Alle dyrene var lede og kede af det kolde vejr. Fårene brægede om det hårde og ubeskyttede liv på markerne. Dvs. det gjorde de altså kun over for hinanden, da de kun alt for godt vidste, at nogle af de andre dyr havde det med at få lidt for gode ideer ved tanken om deres ubeskyttede tilstand ude på markerne, når de dovne hyrder og deres forfrosne hunde søgte i ly i stedet for at passe på dem, der var byttedyr for andre.
"Øh, det dér med at være alene ude på markerne, gælder det også lam og ungdyr? Er de alle sammen helt uden beskyttelse," spurgte uglen med en stemme, der var honningsød af falsk medfølelse. "Hvor BRUTALT!"
Fårene sukkede, og lyden af alle disse suk gik som en lydbølge gennem luften og hen over markerne, hele vejen ned til musene, der trykkede sig i deres huler og gange. De var så sandelig også godt bekendt med farerne fra uglerne, ulvene, slangerne, kattene og de mere eller mindre vilde hunde. Der var en stor forskel i størrelse på dem og fårene, men de var dog brødre i den ulykke at være født som byttedyr.
"Æderne," sagde den lille Sofie Mus med en stemme, der var fuld af bitterhed, "åh, hvor jeg HADER dem!"
Alle de andre nikkede og sukkede som koret i en græsk tragedie. Deres nikkeri blev set af de små fugle, der også var byttedyr for større fugle, katte, hunde, ulve, slanger og tankeløse mennesker, der brugte dem som hattepynt eller puttede dem i bure, så de kunne synge for dem.
"Ja, jeg ville virkelig ønske, at alle nøjedes med at spise insekter, sådan som jeg gør," sagde Maren Fugl. "Det ville være så meget mere behageligt for os alle sammen."
"Hva'behar!!!" lød der fra et eller andet sted på et noget flosset blad på en smuk, men temmelig lav plante. "Det er sandeligt nydeligt, at man skal høre den slags, og det er i hvert fald HELT sikkert, at VI ikke går ind for Deres madvaner."
De kiggede alle hen på det sted, hvor stemmen kom fra og så et lille ottebenet insekt, der dirrede så meget af vrede, at det var lige ved at falde ned af det blad, hvor det sad og gemte sig, bl.a. for Maren Fugl.
"Aha," lød det pludselig et sted fra neden under det vrede insekt, "og vi - der er blade på en dejlig plante - bryder os ikke det mindste om Deres smag, hvad mad angår, hr. insekt."
Alle dyrene, og ikke mindst dem, der levede af at spise planter, blev vildt forbløffede. Efter et øjebliks stilhed sagde Sonfie Mus' ægtemand, Jesper Mus: "Hva', kan du også tale?"
"Jeg - og dermed mener jeg os alle sammen i planteriget - kan tale, men ingen hører os eller vore skrig af rædsel, når i gumler løs på os."
"Præcis ligesom med os," sagde insektet. "Vi skriger og skriger, men ingen tager sig af vores smertensskrig."
"Ja, og jeg er måske nok bare et blad, der sidder fast og derfor ikke kan flygte, men derfor synes jeg da alligevel det er træls, når en eller anden dum ko, en hest eller noget andet med kæber og tænder gnasker løs på mig, for slet ikke at tale om insekter og fugle."
"Ja-ja," sagde uglen, "sådan er det nu engang, for det er naturens bud. Nogle er ædere og andre bliver ædt ..." Den smilte et lille ironisk smil og plirrede med øjnene ved tanken om dette for den at se udmærkede princip.
Endnu engang herskede der en eftertænksom stilhed, der først blev brudt, da den dovne fårehyrdes gamle hund, King, kom luntende. Mange af de forsamlede dyr gøs ved synet af dette væsen, der måske nok så lurvet ud, men som dog var ulveagtig, og som kunne æde flere af dem i ét haps.
"Vi skal jo alle sammen spise," sagde den, "menneskene dræber også nogle af os, men uden at æde os ..."
"Hvem bliver dræbt uden at blive ædt?" råbte uglen, fuld af afsky over sådan en unaturlig praksis.
"Hold op med at skabe dig," sagde King, "du ved kun alt for godt, at din egen bedstemor blev dræbt, udstoppet og vist frem, men uden at blive ædt. For mig at se er det et tegn på, at det er drabet og ikke æderiet, der er problemet. Før eller senere dør vi jo alligevel alle ..."
"Ja, også dig, din gamle, mølædte dræber!" råbte Jesper Mus, der huskede på alle de ulyksalige mus, der var faldt som offer for Kings dræberinstinkt.
"Det ved jeg godt," sagde King med en ydmyg stemme, de ikke før havde hørt ham bruge. "Vi bliver født, og så dør vi. Meget, meget trist og totalt meningsløst."
"Man kan godt sige, det er trist," sagde en stemme et sted fra i mørket, som de ikke genkendte, "men meningsløst er det nu ikke."
Dyrene og planterne så til med forbløffelse, da nattens naturlige mørke pludselig forvandledes til et strålende lys, ja, endnu mere strålende end på den allersmukkeste solskinsdag. Ud af dette fantastiske lysskær lød stemmen endnu engang: "Jeg er kommet for at forkynde jer fødslen af en frelser - jeres såvel som min ..."
"En helt, der kan få sat en stopper for alt det æderi?" sagde et lille, nydeligt blad, der sad allernederst på en plantestængel.
Dette spørgsmål syntes at more den fremmede ejer af stemmen, der lød ud af lysskæret. Da svaret kom, var det faktisk lige ved at drukne i en latter, der også satte luften i bevægelse, som om den blev pisket af propellen på en helikopter eller meget store vinger.
"Nej-nej," lo stemmen, "han - denne specielle Frelser er af hankøn - er netop blevet født, og I er alle blevet inviteret hen for at se ham. Ikke hele verden, men jer, der er forsamlet her."
Lyset forvandledes pludselig og samledes til en menneskelignende skikkelse, og det var lige ved at en hel del af dyrene satte i løb ved dette skræmmende syn, men deres nysgerrighed var vakt, så de endte alligevel med at blive. Jo mere de kiggede, desto mere forbløffede blev de og desto mindre lyst havde de til at flygte. Skikkelsen var iført en lang, skinnende kåbe, og alting omkring ham - eller var det en hende, for sådan så det faktisk ud? - strålede. Det mest forbavsende, og noget, der ikke mindst vakte uglens interesse, var dog hans/hendes store og meget kraftige vinger.
Dette syn overvældede dem i en sådan grad, at de ikke betænkte sig, men fulgte efter denne strålende skikkelse. King gik pænt, side om side med musene og med adskillige ugleunger siddende på ryggen, da de ikke havde lært at flyve endnu.
Da de nåede frem til det sted, hvor de fik at vide, at denne mystiske Frelser befandt sig, blev de noget forbavsede over at se, at hans fødested blot var en gammel, faldefærdig stald.
Den lille lå i en krybbe og var præcis lige så nuttet som den slags småbørn nu engang er. De studsede dog alle over det lys, der også strømmede ud fra hans lille skikkelse. Uglen nåede dog lige at gøre sig et par tanker omkring vægt og næringsindhold af sådan et lille-bitte menneske, da et strengt blik fra King fik ham på andre tanker, og så sank også han hen i ren henrykkelse over det lys, der strømmede ud fra ham.
"Det er altså ikke æderiet og drabene, der er problemet?" hviskede Sofie Mus til Maren Fugl, som de stod der ved krybben. De havde begge fundet sig en god plads på en bjælke, hvorfra der var frit udsyn til krybben, og de var betaget af den stråleglans, der omgav den lille, nyfødte baby.
"Der er slet ingen problemer længere," hviskede Maren tilbage til hende, "det handler alt sammen om livet, hvad enten det er kort eller langt. Desuden siger de jo, at vi kommer til at møde denne baby et eller andet sted senere ..."
"Hmmm," sagde Sofie, for hun var endnu ikke helt overbevist om, at det var ligegyldigt om man blev ædt eller ej. Desuden kunne hun ikke lide udtrykket i slangens øjne. Den var begyndt at betragte hende med en eftertænksom mine efter at have opgivet at rejse sig i sin fulde længde, så den også kunne se barnet i krybben. Det var derfor hun som den første sneg sig ud af stalden, men udenfor mødte hun en mørk skikkelse, der lignede et menneske, og hun var lige ved at styrte tilbage i skræk og rædsel, men før hun fik taget sig sammen til at flygte, talte denne mørke, menneskelignende skikkelse til hende.
"Nå," sagde den ukendte, "er han så så dejlig, som de siger?"
"Jeg ved ikke så meget om menneskers skønhed," svarede Sofie med bævende stemme, "men han ser sund og rask ud, og alle elsker ham ... og så lyser han ... ja, han stråler som tusind sole ..."
"Pokkers da også"" sagde den ukendte. "Nå, men det vil nu ikke være ham til nogen gavn i længden ..."
"Hvad mener du dog?" spurgte Sofie, pludselig helt forfærdet ved tanken om, at nogen kunne gøre det strålende barn fortræd.
"Åh, han dør også!"
"Bliver han spist?!! Det søde, lille, lysende barn?!!"
"Nej-nej, ikke spist, men dør gør han ligesom alle andre. Han vil oven i købet selv sørge for det, fordi han har den underlige ide at ville frelse alle jer minihjerner ved sin død ..."
Sofie blev mere og mere forbavset og besluttede sig for simpelthen at ignorere en så vanvittig spådom. Hun sagde høfligt farvel til den mørke skikkelse, som hun derpå så humpe henimod stalden, men uden at han gik indenfor. Da hun så ham bagfra, virkede det, som om hans ene fod var en gedefod, men hun rystede hurtigt indtrykket af sig som indbildning. Sikke han lurer, tænkte hun, gad vide, hvem han er, og hvad han vil derovre ved stalden. Med en skuldertrækning satte hun af hjemad.
Oven på alle disse nye indtryk var hun fordybet i tanker, så hun så slet ikke uglen, der nu også havde forladt stalden. Da den slog ned på hende, nåede hun kun lige at registrere, hvordan dens skarpe kløer borede sig ind i hendes krop, og at den derefter blev helt slap. På en eller anden måde var hun ligeglad, og desuden, da først hun var blevet ædt, vidste hun, at dette var en passende afslutning på det hele, for så begyndte alt det rigtig sjove ....

© Else Cederborg