JA TAK til børnebøger med undulatkvalitet

Oprettet: 07.09.2015 - 11:39

Til en Læseleg-konference i vinter hørte jeg forfatter Kim Fupz Aakeson fortælle en historie om sin datter på dengang fire år. Hun havde gennem flere år haft en særlig sang som sin yndlingssang, og lykkeligt fået hele familien til at skråle med på den flere gange om dagen – I kender den godt: Jeg er en lille undulat, jeg har så ondt i min mave

Men så en dag, da de netop havde sunget den, spurgte Lili sin far: Far, hvad betyder undulat egentlig? … far måbede og havde ikke andet svar end, Ved du ikke det? Hvorfor i alverden spørger du så først nu?

Men Lili var da ligeglad, hvad det betød – for det første er undulat jo et virkelig godt ord, og for det andet kunne hun kunne vel selv forestille sig noget, der hed en undulat, hvis hun ville. Men nu havde hun åbenbart fået lyst til at vide, hvad andre så for sig, når de hørte ordet.

Det var jo vistnok gode gamle Wolfgang Iser, der fandt på at tale om litterære teksters tomme pladser en gang i begyndelsen af halvfjerdserne. Og i sin indledning til den berømte artikel, taler han med henvisning til Susan Sontag om, hvordan man i fortolkning af en tekst risikerer at overse ’det inciterende’ – han siger: litterære tekster indeholder uden tvivl stimulerende elementer, som foruroliger og fremkalder den nervøsitet, som Susan Sontag ville kalde kunstens erotik.

Det var hans udgangspunkt for at interessere sig for læsningen, og alt det med at der nødvendigvis må være lige så mange fortolkninger af en tekst, som der er læsere – eller lige så mange forskellige billeder på ordet undulat, som der er børn, der elsker den sang.

Iser ville - med sin teori om tekstens appelstruktur - én gang for alle frelse verdenslitteraturen fra fortolkningsmetoder, der overså dens inciterende stimulerende, ja, erotiske potentiale. Tak, Wolfgang!

Nå vi har redaktionsmøde på Gyldendals børne- og ungdomsredaktion, taler vi ikke sjældent om, om en tekst egner sig til at læse for børn, om de kan forstå den, eller om et manuskript er for kunstnerisk udfordrende for børn.

 

For hvad skal børn overhovedet med børnebøger, hvad skal de med de mærkelige børnebøger, som får mange voksne til at sige – det der er da alt for avanceret for børn? Kan børn overhovedet forstå den moderne æstetik man finder i mange nye børnebøger - med masser af betydningshuller, svære ord og ord forfatteren selv har fundet på. Hvad skal de med alle de antydninger, stemninger, tågesnak og alt for mange irrelevante detaljer?

Jeg ved godt, hvad børn skal med det – jeg har vidst det hele tiden, måske siden jeg selv var barn i 70’erne og så Super Carla i fjernsynet - jeg vidste bare ikke, at det havde et navn, før jeg var på kursus i sommer – børn skal have agency – og de skal have masser af det. Agency betyder ’individers evne til at handle uafhængigt’.  Børn skal hjælpes til at være eller blive agenter – altså aktivt handlende i deres eget liv – og i vores, de voksnes liv. Og hvordan skal de blive i stand til det?

Det skal de ved at opleve, at voksne giver dem plads, ser hvad de gør og lytter til, hvad de siger. Eller nogle gange bare lader dem være i fred.

Ja, de skal lære at læse og skrive og regne og tale engelsk og andre sprog, og de skal lære om verden og vores samfund, natur, historie og kultur, de skal lære hvad litteratur og kunst er, hvordan man fortolker en tekst og et billede. Selvfølgelig skal de det. Og det er en kæmpestor og uhørt vigtig opgave.

Men hvis de skal kunne bruge det hele til noget rigtig fornuftigt, så skal de vide, at det de selv gør, er vigtigt og betyder noget, og det de selv skaber, når de leger og de forestillinger, de gør sig, når de læser en hullet og tåget tekst – det er sandt og betydningsfuldt.  Også selvom de er børn.

På Center for Børnelitteratur sidder en legeforsker, som hedder Stine Liv Johansen, som siger, at børn leger for at skabe stemninger. Legestemninger siger hun, er en måde at være til på, i verden og sammen med andre mennesker, hvor man er særlig åben overfor, at ting kan ske, man forventer og håber, at andre møder en i åbenhed, ligesom man møder andre i åbenhed. I legens stemninger må man sige ja til meget, og man må være indstillet på, at meget kan lade sig gøre. De, der siger nej til det meste, de får svært ved at komme i leg, og de bliver ikke gode legekammerater.

På samme Center for Børnelitteratur sidder også børnelitteraturforsker, Nina Christensen. Og når man har hørt på Stine og Nina i et par uger, så går det langsomt op for én, at videnskaben siger det samme om litteratur og læsning, som den siger om leg – eller i hvert fald to vigtige pointer:

Den første pointe: Litteratur er lige som al anden kunst kendetegnet ved at være til for sin egen skyld – ikke at have noget formål uden for sig selv. Det samme siger Stine Liv Johansen om leg, og det gør Beth Juncker i øvrigt også: god leg har ikke andre formål end sig selv. Hvis der kommer et brugbart produkt ud af en leg, er det en sidegevinst. Det er processen, det handler om. På samme måde er læsning af skønlitteratur uproduktivt – helt og aldeles FORMÅLSLØST.

Og så den anden pointe, som litteratur og leg har til fælles: For at få den gode legestemning, skal man være åben og medskabende. Det skal man også, når man læser. Børnelitteratur kan være æstetisk udfordrende. Når man fx læser Tina Sakura Bestles Skyggefugl, som netop i år har vundet Gyldendals Børnebogspris, skal man være åben over for at ting kan ske – også ting, man ikke havde forventet og aldrig har mødt før.  Man kan støde på ord, man ikke kender og ikke ved, hvad betyder, man kan opleve, at handlingen springer i tid og alt mulig andet vildt.

Det Wolfgang Iser fik øje på, da han ledte efter det inciterende og stimulerende i litteraturen, var ubestemthed. Det er det ubestemmelige i teksten, der tilbyder os at medvirke til at skabe den. For at kunne gøre det, skal vi være åbne over for muligheder, improvisere, bruge vores fantasi og skabe med – alt sammen noget børn kender fra deres leg.

Man kan også sige det mere enkelt: når man leger og når man læser, skal man bruge sin fantasi.

De fleste børn har en bedre fantasi end de fleste voksne – måske fordi de ved mindre og derfor må forestille sig mere.

Så selvfølgelig kan børn også læse hullede og uklare historier med svære og mærkelige ord – de skal bare have lov at læse uden formål.  At opleve det inciterende og stimulerende – uden at skulle gøre rede for det bagefter.

Som voksne skal vi forstå, at det, børn siger og gør og oplever, når de leger og læser, er lige så sandt og værdifuldt som alt andet i denne verden.

Det handler ikke om at rose de flotte perleplader de har lavet i børnehaven og hænge dem op på væggen. Alle perlepladerne og krimskramstegninger er med Beth Junckers ord kun de tomme monumenter over noget, der har fundet sted.

Det er mit indtryk, at der i øjeblikket er en helt overdrevet politisk fokusering på læring i børns liv. Hvis de skal være i skole hele dagen, så skal noget af det, de laver derhenne være helt formålsløst - læsning og legning.

Børn er ikke kun er u-voksne mennesker, som skal udvikle sig og blive til voksne – de er også noget, i sig selv – lige der, hvor de er nu.

I stedet for kun at være nogen, der skal udvikles, dannes og beskyttes, kunne vi prøve at se børn som ressourcer og aktive handlende individer.

Og det er derfor, vi på vores redaktionsmøder siger JA TAK til bøger med undulatkvalitet.

 

Elin Algreen-Petersen er redaktionschef for B&U, Gyldendal.

 

Tilføj kommentar

Deltag i debatten.