'Man skal have den rigtige fornemmelse allerede på side 1' - Per Petterson på Louisiana Literature 2013

Oprettet: 26.08.2013 - 11:51

Louisianas koncertsal er fyldt til bristepunktet, og udenfor døren står en stor flok, som ikke lukkes ind, men bliver henvist til en storskærm i haven. Alle vil de høre den her lille norske mand, som skriver så fortryllende: Per Petterson. Som sin landsmand, Karl Ove Knausgård, gjorde det i 2011, trak også Per Petterson fulde huse på Louisiana Literature, både torsdag eftermiddag, hvor han blev interviewet af Kim Skotte, og fredag aften, hvor han egenhændigt fortalte om sit forfatterskab. Men alligevel er der forskel: hvor Knausgårds publikum sædvanligvis består af 80% kvinder i den modne alder, så er Per Pettersons publikum meget mere broget; unge og gamle, kvinder og mænd, bibliotekarer og direktører.

Torsdag kommer vi i god tid, tror vi, men god tid er relativ, for dørene er lukkede ind til koncertsalen, der er ikke flere ledige pladser. Vi må tage til takke med storskærmen i haven, den ved siden af Yoko Ono-træet. Per Petterson lægger ud med at læse op fra begyndelsen af sin seneste roman, ’Jeg nægter’. Han sidder der, en lille, slank mand i kortærmet skjorte og cowboybukser. Helt almindelig og alligevel en verdensstjerne. Imens han læser, flytter han hele tiden på sine fødder, som hviler på barstolen og åh, at høre Per Petterson læse Per Petterson – og så på norsk!

Kim Skotte spørger til Pettersons teknik, ved han fra begyndelsen hvad det hele ender med, findes der en plan for historien og fortællervinklerne? Slet ikke, svarer Petterson. Den første sætning sætter det hele i gang og så kører det derfra. Alt er baseret på intuition. Og allerede på side 1 skal han have fornemmelsen af, at han har fat i noget, at det føles rigtigt, før det kan han ikke skrive videre. Det betyder, at han bruger 99% af det, han skriver, for som han siger, ’det er jeg nødt til, for jeg skriver så forfærdeligt langsomt’.

Venskaber og den kristne etik
Torsdagens interview handler om ’Jeg nægter’, som er fortællingen om Tommy og Jim, om et ungdomsvenskab, der pludselig hører op og om, hvordan den stærke bliver svag og den svage bliver stærk. Hvor Tommy klarer sig på trods af en barndom med en voldelig far og en mor, der stak af, går Jim, den kristne med den stabile opvækst, ned med flaget.

Kim Skotte spørger Per Petterson, hvad det er, der sker med det venskab. Venskaber er intuitive, svarer Petterson, de har en grad af umiddelbarhed, som er helt afgørende for deres konstitution og overlevelse. Og på meget diplomatisk vis får Petterson insinueret, at Jims nedtur kan have noget at gøre med den kristne etik, at Jim føler han skal gøre sig fortjent til venskabet med Tommy. Og da Tommy og Jim er ude at stå på skøjter, og isen giver sig, og Jim i angst skubber Tommy tilbage med det formål selv at komme hurtigere frem, da går det galt for Jim. For han har forbrudt sig på sine krav til sig selv om at være god og gøre sig fortjent til Tommys venskab. Men, som Petterson siger, ’hvis man først skal tænke over om man fortjener et venskab, så kan det være det er for sent, når man er færdig med at tænke’. Lidt ligesom med kærlighed, tænker jeg for mig selv, derude på plænen, og Kim Skotte siger det samme inde i koncertsalen. ’Ja, lige med undtagelse af det seksuelle’, bemærker Petterson, hvortil Kim Skotte svarer, at det kan man nok finde en løsning på alligevel. 

Læseren skal være der, hvor jeg er.
En enig anmelderskare, såvel skandinavisk som europæisk og transatlantisk, hylder Petterson for med sit sprog at tage læseren med. Man er der sammen med ham, i de norske skove, i bygderne, på fisketurene. Kim Skotte spørger ham, hvordan han har det med krimier og plots. Ikke godt, svarer Petterson, han ser en stor uretfærdighed i at holde læseren hen som den eneste, der ikke ved, hvad der skal ske. Der er mange forfattere, som tror, at det er det, læserne gerne vil have, men det er lige omvendt, siger han. Hele ideen om at holde kortene tæt ind til kroppen er helt forfejlet ifølge Petterson, for som han siger, ’hvis du lægger kortene på bordet med det samme, får du nye kort!’.

Et slidsomt forfatterskab
Fredagens arrangement med Per Petterson er lige så stort et tilløbsstykke. Belært af erfaring er vi i rigtig god tid, og vi får plads. I modsætning til torsdagens interview er dette et solo-show. Petterson er blevet bedt om at fortælle om sit forfatterskab. Han starter helt ydmygt ud således: ’Godaften. Jeg hedder Per Petterson. Jeg er norsk forfatter. Jeg er født i 1952 i Oslo’. Igen i cowboybukser og kortærmet skjorte.  

Han lader sit foredrag handler om særligt sine forældre. Om faderen, som han i interviewet med Kim Skotte beskriver som mild og god, men som han samtidig føler, at han næsten ikke har kendt. Som ikke læste andet end western- og cowboybøger. Om moderen, som altid læste bøger, klassikere, og hvis sidste ord til ham, inden hun omkom på Scandinavian Star, var, at hun håbede hans næste roman ville være mindre barnlig. Da moderen fyldte 60, besluttede Petterson sig for at han ville holde en tale for hende på hendes fødselsdag. Og det var ikke noget, man sædvanligvis gjorde i familien Petterson, men han følte at nu var det tiden til det. Han fik holdt en fin tale for hende. Så, et par år senere, da faderen fyldte 75, havde han fuldstændig glemt at forberede en tale. Derfor rejste han sig op, midt i det hele, med det formål at holde en improviseret tale. Og så, da han stod der, anede han ikke, hvad han skulle sige om sin egen far. ’Det var det pinligste øjeblik i mit liv’, konstaterer han ærligt, og hele koncertsalen synker en ekstra gang.

Om starten på sit forfatterskab fortæller han, hvordan han som ung dreng møjsommeligt læste sig igennem alle titler på børnebiblioteket og derfor af bibliotekaren måtte forfremmes til voksenafdelingen. ’Pas på øjnene ikke falder ud’, sagde folk altid til ham, men det var det, der gjorde mig til forfatter, bemærker han stille. Og det har ikke været en dans på roser, selvkritikken var hård at få bugt med. Dengang han startede med at skrive i 70erne, turde han aldrig afslutte sine skriverier af frygt for, hvordan de ville blive modtaget.

En lille verdensstjerne
Når man sidder der som publikum på smukke Louisiana, så tæt på en lille verdensstjerne, så kommer man hurtigt til at føle, at man er blandt en særlig udvalgt skare af personer, der bliver tildelt et sjældent indblik i Per Pettersons liv. En hurtig Google-søgning viser dog, at det, han her fortæller, har han fortalt før – til danske, spanske, engelske, amerikanske medier. Og selvfølgelig har han det. I et af disse interview siger han det ligeud: ’På et tidspunkt blev jeg nødt til at opfinde en metode til at klare presset. Så nu er jeg en skuespiller, der spiller Per Petterson. Det ville gøre mig mere nervøs at skulle tale til 10 personer fra en nærliggende landsby i Norge end 600 personer i en sal på Manhattan’ (The Guardian, 3/1/2009). Altså ingen eksklusivitet for Louisianas publikum. Måske netop ikke for lige præcis Louisianas publikum.

Petterson afslutter sit foredrag med at læse op fra ’Jeg nægter’. Igen på blødt, klingende norsk. Måden, han udtaler ’kysser’ på, og navnet ’Jim’, uden det der dumme ’d’, vi angloficerede danskere putter på. På vej ud af koncertsalen beslutter jeg mig: Hans næste roman vil jeg læse på norsk.

Reportagen er skrevet af en af Litteratursidens brugere.