NÅR LITTERATUR GIVER KVALME

Oprettet: 10.11.2013 - 23:44

Kirsten Myers er dansk født men har boet en årrække i USA. Hendes danske var begyndt at blive rustent, og skrive på amerikansk kunne hun ikke. For at bøde på det, har hun nu skrevet en roman på dansk - det giver den en særlig stil, som de fleste anmeldere anerkender som skrivetalent. Sådan virkede sproget nu ikke på mig - men det hænger jeg mig ikke så meget i, når FORTÆLLINGEN RIVER MIG MED. Historien foregår i 60´erne på en proprioritærgård i Østjylland og følger pigen Anne og hendes dysfunktionelle familie.

 På bagsideteksten oplyses det, at 'tingene eskalerer, og til sidst er hun nødt til at forsvare sig på sin helt egen måde'. Det var godt, at jeg fik det løfte, for det var det, som gjorde, at jeg kunne HOLDE LÆSNINGEN UD:  jeg vidste, at der ville komme et vendepunkt!

 Det er ikke noget, jeg skriver for at være dramatisk - efter at jeg har fået børn, oplever jeg ganske vist oftere ubehag ved film  eller bøger, hvor jeg kan mærke, at BØRN vil blive GJORT FORTRÆD, men den her havde givet mig KVALME, også før feen og falken ankom til verden. Hvert kapitel indledes med vers fra den danske sangskat, som formidler et idyllisk billede af dansk landbokultur - kontrasten er voldsom, kan jeg afsløre!

Faktisk synes jeg, at det var FOR MEGET: faren drikker og er helt fraværende, hvis ikke han lige angler efter sin fars anerkendelse i form af en venlig kommentar, mens de indtager de utallige middage, som afvikles dagligt kl. 12:00. ARVESYND med stort, for Annes storebror forsøger også at tiltrække sig sin fars opmærksomhed, og oparbejder proportionalt med afvisningerne et had til den samme far. Det kan være svært at komme af med sådan et had til den rette, og derfor sender han det i stedet i retning af Anne. Og bliver mere og mere brutal: han slår hendes kæledyr ihjel, han nedgør hende verbalt og ender med at voldtage hende i en virkelig MODBYDELIG SCENE, sammen med sin virkelig dårlige ven, Johnny. Faren ser ikke en skid, og moren, en 'søster' til Solbjørg Højfeldt i 'Zappa', holder hele tiden den yngste datter (den ældste døde i en ulykke) ud i strakt arm og vender alt hvad Anne siger til bebrejdelser mod pigen.

 Jeg håbede og håbede, at hun ville betro sig til en voksen, som kunne sætte en stopper for det, men ingen af hendes nære ser eller anerkender hende, og så er det jo nok ens egen skyld! En psykologisk mekanisme, som ofte gør sig gældende, når børn lider OVERGREB. Jeg sad og håbede, at der var bare én voksen, som ville gribe ind, men de er optaget af klassehierarkier og statussymboler og at rakke hinanden ned - og det rigtigt forstemmende er, at Anne lærer at spille spillet - heldigvis har hun adgang til en masse bøger, og jeg kunne altså ikke lade være med at læse den biografisk, og trøstede mig ved tanken om, at hun er sluppet væk, Kirsten Myers, hele vejen over Atlanten.

 BIOGRAFISK, for bogens forsiden ses et billede af Kirsten Myers som barn, og det er jo så nærliggende at læse romanen selvbiografisk, som det er så brugt i disse år. Adspurgt siger Myers, at hun selvfølgelig bruger af sine egne erfaringer, men fastholder at det er en ROMAN, som også er den anførte genrebetegnelse på forsiden. Så grum en historie bliver jo grummere, hvis den er sand og du har det menneske, som blev udsat for uhyrlighederne over for dig; det er derfor, at det er så PIRRENDE på katharsis-måden at høre på Erling Jeppesen, Kristian Ditlev Jensen eller Lisbeth Zornig!

En anmelder mente at kunne mærke, at Kirsten Myers måtte have båret på disse grumme ting, og håbede at hun var lettet ved at det nu var blevet sagt, med reference til Kristian Ditlev Jensens roman 'Det bliver sagt' (2001), som netop er genudgivet med nye forord. Det kan man sgu da ikke! - altså påstå, at det er en FREUDIANSK UDSAGNSMISSION, Myers er ude på! Jeg kan ikke finde den anmeldelse igen, sorry. I så fald ville Myers roman være noget af et eksempel på en helt ny form for bekendelseslitteratur, hvis den skal læses 1:1! - MERE SKRIVER JEG IKKE! Myers har været klar over risikoen og den mulige fuzz - ikke engang Gyldendal har et nutidigt billede af hende - det synes jeg er rettidig omhu på den cool måde!

 Jeg er sikker på, at jeg kommer til at HUSKE DEN HER ROMAN I EN RUM TID HEREFTER - og jeg er taknemlig for, at jeg (i hvert fald midlertidigt) har droppet mine genfortællinger af romanernes klareste billede: FY FOR DEN!

 

 Det her citat kan jeg til gengæld godt lide; det har også lidt utilsigtet humor:

 'Anne ser op på Mariannes ryg. Hvor var det pænt af hende at sige noget til hr. Munk. At hun turde! Han kunne være blevet vred over, at hun snakkede uden at være blevet spurgt, men hun sagde det alligevel. Sådan er Marianne. Hun er retfærdig, rolig og hviler i sig selv. Man kunne næsten have lyst til at have hende til forælder...' (178)