Væk fra hængedyndet

Oprettet: 17.01.2003 - 11:47

Væk fra hængedyndetAf journaliststuderende Jan Han Petersen


I 1967 skriver en 27-årig fremsynet dame til den daværende redaktør på Alt for Damerne. Hun synes mildest talt, at brevkassen trænger til et face-lift, så hun foreslår, at Fru Nini smides på porten, og at hun selv bliver pennefører.

"Det var selvfølgelig ikke særligt solidarisk af mig, men det endte altså med, at stakkels Fru Nini måtte ud af brevkassen og ind kom så en læge, en jurist og jeg. Jeg har undret mig lidt over, at der ikke er nogen, der har skrevet: Nu er det fandeme på tide, at hende Tine Bryld…"

Hun har på det tidspunkt en uddannelse som socialrådgiver bag sig og har arbejdet nogle år for Mødrehjælpen. Hendes profil må have passet fint til et Alt for Damerne, der på det tidspunkt var mange progressive kvinders talerør.

I 1972 begyndte Tine Bryld på Danmarks Radios P1 med programmet "Tværs". Brugt af mange og kendt af alle. DR’s seneste opgørelse viser, at omkring 15.000 unge har ringet til "Tværs" gennem årene. Heraf har Tine Bryld talt med cirka 6000, og 1500 samtaler har været sendt i radioen.

Skyld og medansvar
En af de mange, hun har hjulpet, er incestramte Nanna. Hendes historie er beskrevet i bogen Ikke en engel fra 1997.

En barsk fortælling som Tine Bryld stadig får henvendelser på, og hun var aldrig i tvivl om, hvorvidt bogen skulle udgives.

"Jeg havde ingen betænkeligheder overhovedet med at udgive bogen om Nana, for jeg vidste, at det ville blive det endelig brud med faren. Og det blev det. Hun tog simpelthen en taxa ud til hans hus, gav ham bogen og sagde: "Det her er også din bog". Og så gik hun og har ikke set ham siden".

Med et arbejde som sjælesørger og problemknuser, som en slags altfavnende mor i en skriftestol for tvivlsspørgsmål om identitet og familierelationer, kan det være hårdt at falde til ro efter en aften ved mikrofonen.

"I bogen "Tværs" vil man kunne læse om, hvordan jeg har det efter sådan en aften. I løbet af foråret har jeg skrevet ned, hvordan arbejdet påvirker mig. Lige efter jeg kommer hjem. Det er man simpelthen nødt til, for ellers kan man slet ikke forklare, hvilken sindstilstand man er i. Nogle gange er det værre end andre.

Der er selvfølgelig mange historier, der har påvirket mig. Det er klart med Nanna fra "Ikke en engel", da var det ualmindelig slemt. Jeg var meget tæt på hende og har besøgt hende flere gange. Jeg ser hende stadig mindst en gang om året, hvor vi lige får talt tingene igennem.

På en måde var det godt, at hun først kom til mig på et tidspunkt, hvor jeg trods alt havde en vis erfaring, for jeg er ikke sikker på, at jeg havde klaret det for tyve år siden. Det havde været for voldsomt.

Hun lærte mig jo også en masse. Hendes måde at tænke på ændrede mine holdninger omkring skyld og ikke-skyld i forbindelse med incest. At jeg er nødt til at acceptere, at man som offer kan føle sig medansvarlig. Den var svær at sluge".

Isbjerge
Tine Bryld debuterer som forfatter med en novelle i 1979, og med bøgerne om Liv og Alexander slår hun sit navn fast i læsernes bevidsthed. Her tyve år efter sælges bøgerne stadig og må betragtes som klassikere i den danske ungdomslitteratur.

"Det er selvfølgelig sjovt for mig, at de stadig sælger, men det viser jo bare, at vi ikke er så forskellige endda. Uanset tid og sted er det grundlæggende de samme problemer, vi går og tumler med".

Senere er det i høj grad indtryk fra hendes liv som rådgiver og samfundsdebattør, der præger bøgerne. De sidste fem år har Grønland været det store emne. En flig af Danmarkshistorien, som jo også af og til popper op i medierne, og ofte viser sig at være mere end problematisk end først antaget.

Ved et tilfælde støder Tine Bryld på Helene Thiesen, der er bistandsværge til en indsat på Herstedvester. Helenes personlige historie bliver startskuddet til en optrevling af dimensioner, som resulterer i bogen "I den bedste mening". En fortælling om misforståede og mislykkede forsøg på at fordanske en gruppe grønlandske skolebørn i 50’erne.

"Helene Thiesen er en af de 22 børn, som jeg fortæller om i bogen. Hun førte mig på sporet af en historie, som hun ikke selv kendte, og som viste sig at være temmelig alvorlig.

Det irriterede mig virkelig, at jeg ikke kunne finde den sidste, Emil, som var forsvundet for os i Sverige. Han havde flyttet mange gange i sit liv, så vi kunne ikke finde nogen spor efter ham. Han dukkede så op til receptionen. Han havde hørt om det i en radioudsendelse".

Første gang Tine Bryld satte sine ben på Grønland, vidste hun ikke meget om det store land. Så hun blev mildest talt chokeret over mødet med indlandsisen og de lag af konflikter, den dækkede over.

"Jeg blev forundret over den dyne af tavshed og hængedynd og gensidige aggressioner, som sprang mig i møde. Jeg blev meget berørt af at være der. Af et enormt behov for at snakke om tingene. Mange af de unge hørte jo mine programmer, så da jeg en dag var på biblioteket i Nuuk, så blev jeg jo nærmest overfaldet med spørgsmål om det ene og det andet. De havde ingen at tale med".

At høre og se
Tine Bryld har været studievært på "Tværs" siden 1972, hvilket gør programmet til det ældste eksisterende med samme vært. Siden 1967 har hun været brevkasseredaktør for Alt for Damerne, og de to jobs har leveret hendes grundløn, fortæller hun.

Derved har hun kunnet involvere sig i problemstillinger om for eksempel enlige mødres vilkår, stofmisbrugere, Christiania, BZ’ere, og sidst Grønland. Ved siden af det har hun en efterhånden stor familie at se til og har siden 1994 kunnet kalde sig bedstemor.

Familien og hjemmets trygge vægge er vigtige, men hun kunne godt tænke sig at ruske lidt op i nutidens småborgere og få dem til at involvere sig noget mere i livet omkring dem.

"I virkeligheden er det et spørgsmål om, at få folk til at interessere sig for, hvordan demokratiet fungerer. Man skulle tro, at mere oplysning og information automatisk ville få flere op af stolene, men sådan hænger det åbenbart ikke sammen".

For Tine Bryld har det at se forbi sin egen næsetip altid været indlysende. Rejs ud i verden, opfordrer hun til på sin hjemmeside, men i det hele taget handler det om at kunne opleve noget – selv på en ti minutters gåtur hen til togstationen.

"Vi er alle sammen brøkdele i den store sammenhæng. Det at tage ud i verden viser os, at der er mennesker over hele kloden, der bokser med de samme problemer som os omkring identitet og familie. Det handler om at se tingene i et lidt større perspektiv og få tingene lidt på plads. Ikke tro, at man er verdens centrum og om at indse, at vi jo altså er blevet forskånet for mange ting i vores privilegerede del af verden. For mig er det i hvert fald vigtigt at kunne tage væk fra småborgerligheden og hængedyndet indimellem".

Så på kliché-spørgsmålet: Hvor ser vi dig henne om fem til ti år, er svaret:

"Forhåbentlig stadig bag computeren i færd med at skrive noget. Så håber jeg også, at jeg aldrig bliver for gammel til at rejse. Man vil også se mig omgivet af nogle flere børnebørn og høre mig skælde ud over, at deres forældre ikke opdrager dem ordentligt".

Der er kun få som Tine Bryld, der kan smile i telefonen.
 Lån Tine Brylds bøger på

0
Din bedømmelse: Ingen