Piblende noveller

Oprettet: 30.05.2007 - 12:06

Forfatter: Jens Blendstrup

Jeg er født i 1968 i Pip-kvarteret i ÅÅÅÅÅrhus.

 Jens Blendstrup fortæller i dette interview, at han skrev 'Pludselig flæben', som en efterreaktion på 'Gud taler ud' - 'hvor der ligesom var gråd tilovers'. Men også om hvad en god overskrift gør for en forfatter som ham, og meget andet ...

Pludselig flæben hedder din novellesamling, og der grædes meget i novellerne, men hvorfor har du kaldt den for Pludselig flæben?

Bogen blev jo lidt til i slipstrømmen fra den bog, jeg skrev om min far, (’Gud taler ud’ Samleren 2004) – hvor der ligesom var nogen tårer tilovers. Og novellesamlinger har jeg det jo godt med, fordi de er korte og kan afsluttes på en overskuelig uge. Men jeg var efterhånden blevet lidt træt af "kompendium-formen" og trængte til at skrive om et fælles tema, eller emne. Og gråd findes jo i utroligt mange afskygninger. Og jeg flæbede jo rimeligt meget, over at mine forældre var døde – og tog det for noget forkert og farligt – indtil det gik op for mig, at jeg faktisk fik det godt af at flæbe. Og så, ja så piblede novellerne jo ud. Som de plejer. Nogle gange skete det, uden at der i grunden var den store grund til gråd – men så limede jeg lidt "gråd på til sidst" – i novellerne.

Men titlen 'Pludselig flæben' holdt dem ligesom på plads. Selvom jeg stadig synes, den lange titel er bedre – altså ’En onsdag morgens pludselige flæben’. Men den var for lang til at kunne stå på en bogryg - mente min redaktør. Men jeg laver faktisk altid titlen, før jeg skriver bogen. Og ligesom med 'Gud' lå der for mig en fed motor i titlen: ’Pludselig flæben’. Det gav mig ligesom selvtillid. I virkeligheden er det det, jeg bruger titlerne til – til selvtillid. En god sæbekassebils titel – er guld værd. Og undskyld billedet men: Teksterne fiser ligesom ned ad bakken. F.eks. har jeg også en god sæbekassebils-titel til den næste, og noget mere vanvittige: ’Slagterkoner og bagerenker 2’. Hvis titlen ikke er god, kan jeg ikke skrive bogen. Så enkelt er det. Men der ligger også noget andet i titlen. Nemlig at jeg nok er blevet mere sentimental med alderen. Det er en stor familiesvaghed, som jeg har gået og holdt nede med held i mange år, indtil nu – hvor den altså er brudt ud, i lys lue.

Et andet tema i novellerne er angsten for at forsvinde eller at komme væk fra hinanden. Er det også en slags flæben eller er det i virkeligheden et sundt udtryk for at par skal kæmpe for hinanden?

Novellesamlingen handler i høj grad, netop om det at være her – og at vide vi skal væk igen. Og derfor vælge at være her, altså virkelig ville vælge at det her er vigtigt, derfor er jeg her med hud og klør. Så der ligger helt sikkert noget næsten pinligt moralsk i noget af det. Noget med at vi sgu er forpligtede til at være ordentlige ved hinanden. Også i parforholdet– hvilket jo er umuligt, for vi skal jo også ha lov at være dumme svin – men det hjælper at vide det, for så er det noget man kan forsøge i hvert fald. Jeg kan godt se nu bagefter, at mange af novellerne i virkeligheden består af samtaler ved et køkkenbord om netop det at være her, og være bange for at forsvinde. Det er igen noget, der kom da min forældre pludselig flæbede – og døde. At man står der og ser på mennesker, som har været her hele ens liv, og pludselig bare ligger der og er væk. Og fik man nu sagt alt det, der skulle siges. Og kan man nu huske hvad de sagde, mens de sagde det…og alt det der. Jeg tvang mig selv til at se både min far og min mor, da de var døde. Og min far så på sin vis fredfyldt ud, da han var død, mens min mor så rasende ud. Omvendt var de da de levede. Den ene gik nærmest på tæer for at være sød og føjelig, mens den anden gjorde alt for at være her MASSIVT og larmende.

Jeg tror godt, jeg tør sige, mit forfatterliv i den grad handler om at forstå det at være her, og samtidig bare være i live, og ha influenza og skulle til Hartzen, og købe forårsløg ind. Det er da en magisk ting, at vi er i stand til at give det mening. Jeg mener, vi er her 70-80 år, og synes det gir fin mening. Men jeg kan ikke lade være med at tænke på at bevidstheden/tanken om, at vi kun er et smut på besøg, netop gir det hele mening - for mig. For man får jo hulens travlt så. I hvert fald i teorien. For i praksis kan man jo ikke fise rundt og vaske op med glæde – i bevidstheden om at vi kun er her 70 år. Det er stadigt åndssvagt, når det regner. Det er stadig pisse-irriterende, at konen lyder som en gammel Trabant (uden katalysator), når hun snorker – hvad min kone – naturligvis ikke gør (: - men ja. Det er nok det, jeg kredser om hele tiden. For hvor er det dog herligt latterligt, om man får en nats søvn – i det store billede. Men samtidig er det herligt at beskrive de idiotiske eksistentielle kvaler.

Personerne i ’Pludselig flæben’, står hele tiden og vipper frem og tilbage ved afgrunden. Selvom de ævler løs for at komme ind på fast grund igen. Det var også den metode, jeg lærte af de gamle. Og den benytter jeg mig selv flittigt af. Jeg fører mange spændende samtaler, pludrer og konverserer dagligt med min græsslåmaskine, og min hund. For så er man her da – lidt – mere - end Knudsens inde ved siden af.

Er din novellesamling en hyldest til gråden?

 Om min novellesamling er en hyldest til gråden. Ja, det er den vel. Men den er også en hyldest til opklaringen bagefter, hvor alting lugter så friskt. Og det pibler op med erantis, og p.t. mælkebøtter. Flæberi bedes foregå i enrum, på afstand af fjernsyn. – som min far så rigtigt – aldrig har sagt. Men det må man gerne skrive, når man er forfatter.

I novellen Tyngde bliver der grinet mere end grædt, men den glade og lattermilde Lulu skal lære at blive alvorlig. Hvordan passer Tyngde sammen med grådnovellerne? Hvad vil du vise i den novelle?

Novellen Tyngde, er i virkeligheden en satire over menneskets/danskernes trang til at mene, at man skal være alvorlig for at være seriøs – og seriøst i live. Lulu er atypisk på den måde, at hun er som en slags "feriebarn" i den for tiden fremherskende akademiske og i nogen grad livsfjendtlige gøren alvor af alt. Nicolai, som blir hendes mand, er jo ikke interesseret i, at hun bliver ved med at være glad, men ser helst, hun kommer lidt ned i gear og lider lidt – som os andre. Også for ikke at skille sig for meget ud og skygge for Nikolajs ego. Derfor begynder han lynhurtigt at pille ved hende som en bil, der mangler en "alvorlig hækspoiler" for at se rigtig ud. Og det er jo sindssygt. Det ødelægger så mange forhold. For hvad er det, vi kan li ved hinanden først? Forskelligheden. Og at be ens kæreste om at være anderledes end den hun er, det er jo at bede hende om at være et andet menneske. Og det er jo umuligt, derfor ender parforhold tit i, at man sidder som nogle underlige kulisser af skrabsammen og besynderlige længsler, og hatte, som partneren har ønsket. Og så tror da fanden, at man vil ud og finde en ny.

Men det handler som sagt også om at værdsætte glade mennesker. Mennesker som er lykkelige og impulsive, ejer en utvungenhed og en livskraft, som der alt for sjældent sættes pris på og værdsættes. Faktisk bliver lykke tit forvekslet med naivitet og en form for sinke-eksistens. Mongoler er så glade. (Læs: men det er jo fordi de er dumme). Og det er – ja undskyld ordet – det er til at græde over. Det kan godt være, at Nikolaj får en masse respekt for sin rolige og alvorlige væren i verden. Men Lulu er jo batteriet. Eller ja, livskraften. Mennesket, der i kraft af sin nysgerrighed og ikke-blaserthed, vader ind i og ud af livet med træsko på. Jeg anser personligt Lulu som en form for et ideal. Tænk hvor mange lykkepiller der kunne spares hvis mennesker prøvede at hæve blikket bare engang imellem og le. At jeg så i den grad skærer det ud i pap – og lader symbolikken bumpe over gulvet med de der blylodder og trisser– det er desværre en trang til at være grotesk og for meget. Men der ligger en tragedie i den novelle synes jeg. Og jeg kan godt li at læse den op, fordi den ligesom viser begge sider af mønten, fordi man ler, selvom det er uhyggeligt, og hårdt.

På samme måde er det at skrive: I virkeligheden skal man jo nærmest undskylde, hvis man er sjov. Og i anmeldelser der gerne vil være positive, står der tit:" – alvoren lurer lige nedenunder". Og det er da fint hvis den gør det. Alvoren. Men husk for guds skyld at weekenden – og livet - er spildt, hvis du har leet meget. Vi mennesker skal helst lide, for at vi virkelig kan sige, vi har fået noget ud af det her jordiske paradis. Det er protestantismen i sin værste form. At alt skal være så prosaisk og alvorligt og hvidkalket! Den er nedarvet i generationer. Uha nu kom jeg til at holde tale. Men jeg lider selv. Så det må jeg godt. Så undskyld: Men længe leve Lulu. (Selvom jeg godt ved hun nok ikke findes, for hvis hun gjorde, ville jeg opsøge hende med det samme, jeg ville bygge en balkon, hvor hun kunne stå og vinke. Og jeg ville blive solbrændt af hende)

0
Din bedømmelse: Ingen