Når rene toiletter er en mangelvare

Oprettet: 01.06.2010 - 17:52

Om værdighed og overklassekomik i J.P. Donleavy’s Damen som holdt af rene toiletter.
Af litteraturstuderende Anne Kirstine Munk

Da overklassekvinden Jocelyn Guenevere Marchantiere Jones’ mand finder en yngre kvinde, tager Mrs. Jones det først ikke så slemt – hun bliver boende i det fornemme hus på Winnapoopoo Road i Scarsdale, en snobbet forstadsby til New York, og får nogle hundrede tusinde dollar, som nok kan dække hendes leveomkostninger en del år frem.

Helt nem er skilsmissen alligevel ikke for fru Jones, og det er det, irsk-amerikanske J.P. Donleavys fortælling med den mundrette titel Damen som holdt af rene toiletter . Beretningen om en af de mærkeligste historier, der nogensinde er rygtedes i New York (1995) handler om.

På sin treogfyrretyvende års fødselsdag drikker Jocelyn sig fuld i vodka, lader sit dobbeltløbede gevær og skyder fjernsynet. Snart efter tilkalder naboerne politiet, da hun – i endnu en solid vodkabrandert – fræser rundt på plæneklipperen ved midnatstide og har sig en fest. Men hvor kan man ellers have det sjovt som fraskilt overklassedame, hvis ikke på sin egen græsplæne?

Efter en række fejlinvesteringer starter en omfattende deroute for Jocelyn; uden penge har hun ingen venner, og hun må sælge den store villa og tage sig et helt almindeligt job som servitrice – som hun dog bliver fyret fra, da hun, til både sin egen og læserens fryd, hælder en flaske årgangsvin ud over en gæst.

Irsk frivolitet
J.P. Donleavy blev født i New York i 1926 af irske forældre, men bosatte sig efter Anden Verdenskrig i Irland. Det var her, han i 1955 udgav sin succesfulde debutroman The Ginger Man (da. Den ustyrlige mand), som handler om den jurastuderende Sebastian Dangerfield og især hans erotiske eskapader. Indholdet var så frivolt efter tidens standarder, at romanen straks blev forbudt i en række lande (hvilket sikkert kun har hjulpet på dens popularitet).

Donleavy blev med Den ustyrlige mand sammenlignet med både Hemingway og Jack Kerouac, men historien om Jocelyn Jones har også en god portion britisk humor over sig. Sammenligningen med minimalisten Hemingway og beatforfatteren Kerouac skyldes delvist Donleavys distinkte litterære stil: Sproget er ofte fragmenteret, fuld af korte sætninger og sætningsstumper, som giver både sprog og handling en vis fandenivoldskhed. Det går fremad, det går hurtigt, og det handler en del om sex.

Stoltheden fra South Carolina
I historien om Damen som holdt af rene toiletter støder den ligefremme og halv-underlødige tone ind i de snobbede overklasseformer, og det giver en herlig komisk effekt. Jocelyns fine uddannelse fra overklasse-kvindecolleget Bryn Mawr står i skarp kontrast til, at det var her, hun lærte at give blowjobs (en måde at have sex på, samtidig med at de pæne piger forblev jomfruer), og Scarsdale-samfundet er ikke bedre, end at fru Jones bliver berøvet to værdifulde arvestykker fra sin South Carolina-bedstemor, da hun holder et middagsselskab for venner og bekendte.

På den måde anvender Donleavy en typisk britisk stil – kontrasten mellem de fine former, som man for enhver pris skal holde på, og så virkeligheden – til at beskrive overfladiskhed i den amerikanske New York-overklasse.

Donleavy gør det meget overbevisende, fordi han kan ramme den snobbede stil, hvor de ubehageligste ting og lodrette fornærmelser kan pakkes ind i fint sprog og fine former. Men som det hører sig med til den slags snobberi, så finder Mrs. Jones ud af, at da pengene forsvinder, så gør hendes venner det også.

På fallittens rand og uden nogen venner i verden er Jocelyns eneste trøst de dage, hvor hun tager toget ind til New York og går på kunstmuseer – det er, hvad hun lever og ånder for. Strippet for alle overklassenormer og næsten al stolthed holder fru Jones dog fast i et eneste princip, som hun har fra bedstemoderen i South Carolina: Hun vil ikke bruge beskidte toiletter.

Selvom The Metropolitan Museum of Art har meget fine toiletter, så har de det med at blive dårligt tilredte sidst på eftermiddagen, så fru Jones må bruge al sin opfindsomhed på at finde rene toiletter i nærheden. Efter at have besøgt de nærliggende hotellers toiletter vel mange gange finder hun en bedemand, hvis meget rene og velholdte toilet hun kan bruge – og det kommer til at spille en ganske afgørende rolle i hendes videre liv.

Selv om historien om Damen som holdt af rene toiletter er udpræget komisk, så er der også en gennemgående tristesse i den lille roman. Den skøre og elskelige Jocelyn beholder sin værdighed, selv når hendes tidligere veninders mænd opsøger hende for at få et knald (hun vil kun, hvis hun får 500 dollar for det), men hun er også på randen af selvmord (det eneste, der holder hende fra det, er at hun ikke kan finde ud af at formulere et afskedsbrev, der er godt nok).

Latter og alvor
Den russiske litterat og filosof Mikhail Bakhtin (1895-1975) fandt efter en række studier af den franske renæssanceforfatter Rabelais’ groteske historier på begrebet ”karnevalesk” til at betegne en særlig litterær stil, der bruger komik og latter til at forholde sig til og overvinde livets angst. Den karnevaleske stil benytter sig særligt af, hvad man kunne kalde en primitv form for komik: der er et fokus på sex, afføring og alle kroppens nedre funktioner, og i Bakhtins analyse har det en særligt befriende virkning.

Donleavys historie benytter sig tydeligt af karnevaleske elementer (sex og jagten på et ordentligt toilet er de mest oplagte), og hele historien befinder sig konstant et sted mellem latter og alvor – et andet litterært begreb for det er, at den er serio-komisk, det vil sige en kombination af seriøsitet og komik. På den måde er det ikke kun en rablende skør og morsom historie, Donleavy har skrevet, den indeholder også overvejelser om ensomhed, død og svigt.

Historien om Jocelyn Guenevere Marchantiere Jones er en virkelig sjov udlevering af fine overklassefornemmelser, og den halv-bizarre måde, som det velkomponerede plot bliver rullet ud på, er meget underholdende. Det er et komisk eventyr udsat for skøre New York-personligheder – og så er det en trist beretning om, hvad der kan ske efter en skilsmisse, og hvor svært det kan være at få et liv til at hænge sammen.

Læs mere om Bakhtins karnevalsteorier i Mikhail Bakhtin: Karneval og latterkultur. Det lille forlag, 2001. Se særligt kapitlet om ”Rabelais og latterens historie”.

0
Din bedømmelse: Ingen