Litteraturprisen som pengemaskine - hvad gør Bookerprisen for romanen?

Oprettet: 03.01.2005 - 17:04

Af litteraturstuderende Truels Præstegaard Sørensen

Måske er Nobelprisen i litteratur den ”fineste” udmærkelse en forfatter kan få; det bringer den heldige vinder ind i litteraturens superliga ved siden af mytologiske og forlængst afdøde forfattere: Selma Lagerlöf, Samuel Beckett, Albert Camus, Ernest Hemingway, William Faulkner, Knut Hamsun, Thomas Mann. You name it. Alle de kanoniserede og ”rigtige” forfattere er med her, ingen litteraturpris giver mere akademisk og langtidsholdbar credibility, og så følger også nogle millioner med titlen.

Men Nobelprisen er først og fremmest hædersmandens (i sjældne tilfælde hæderskvindens) udmærkelse; nobelprisvindere er (eller portrætteres som) meget tænksomme individer, indbegrebet af dannede europæere, og det økonomiske aspekt, at prissummen er stor og det efterfølgende bogsalg kolossalt, får på ingen måde lov at dominere omtalen af det vindende forfatterskab. Nobelprisen gives til ”store kunstnere”, som siden kan bruge prisen som platform for vigtige og kloge statements om verdens tilstand. Nobelprisvindere er ”ambassadører for kunsten.”
 
Når det drejer sig om et ufortyndet pengeaspekt, litteraturprisen som big business, er derimod navnet Booker det interessante. Bookerprisen, som helt nøjagtigt hedder ”The Man Booker Prize,” uddeles årligt af The Booker Prize Foundation. Fondens ejer er The Big Food Group, som er en af de større spillere på det britiske fødevaremarked: navnet Booker tilhører et grossistfirma i gruppen, som er leveringsdygtigt i alt fra frostvarer til tobak og spiritus! Prisens tilnavn “Man” har oprindelse i det britiske finansieringsselskab Man Goup, der er kommet til prisen inden for de seneste år, som erstatning for konsulentfirmaet McConnell.

Ingen af parterne har noget med litteratur at gøre. Men de nævnte selskaber betaler gildet, måske for at blive associeret med noget som ikke udelukkende smager af aktiespekulationer og discountmad. For erhvervslivet er det positivt at blive kædet sammen med litteraturen, da det litterære i den almindelige bevidsthed netop ikke udelukkende handler om penge og profit.
 
Erhvervslivet investerer således i litteratur for at slippe for sit iskolde økonomiske image. Det er også sket i Danmark med den nyindstiftede “BG Banks litteraturpris,” som sikkert har gjort pengeinstituttet lidt varmere for både kunder og ansatte. Men mens forskellige økonomiske foretagender polerer identiteten i den uskyldsrene litteratur, sker det modsatte i bogbranchen, hvor forlagene må være opmærksomme på den kommercielle succes, som følger med en prisvindende forfatter.

For priser sælger bøger: det forholder sig sådan, at det er pristildelingen i sig selv, ikke den enkelte bog eller forfatters kvaliteter, som får salgstallene til at gå amok. Derfor søger forlagene med lys og lygte efter forfattere, som har hvad litteraturpriser sædvanligvis kræver. Altså: mens firmaerne køber aflad gennem litteraturpriser, sker det paradoksale, at bogbranchen begynder at rekruttere de forfattere, som har den største salgbarhed ifht. litterære priskomiteer. Firmaer “litterariseres,” mens litteraturen kommercialiseres.
 
Bookerprisen begaver sin vinder med (anno 2003) 50.000 britiske pund. Men det økonomiske eventyr starter egentlig allerede, da priskomiteen indstiller den såkaldte Shortlist. Alle britiske forlæggere kan tilmelde romaner skrevet på engelsk af forfattere med oprindelse i det britiske statssamfund Commonwealth, men kun seks romaner “shortlistes” til den endelige konkurrence: Bookerprisens svar på sportsverdenens slutrunder. Nu involveres eksperterne fra kommunikationsfirmaet Colman Gette PR, specialister i litterær promotion, sådan at finaledeltagerne sikres podiepladser hos boghandlerne og en mediebevågenhed, som er helt uvant for litteratur.

Man diskuterer kandidaterne, deres fortræffeligheder eller totale mangel på kvalitet, men selvfølgelig vigtigst: litteraturen omtales. Shortlist-forfatterne hypes, kasseapparaterne begynder at klinge hos forlagene, mediegryden holdes i kog, og efter nogle uger vælges vinderen, som herefter, nærmest automatisk, indtager verden.
 
Alle medier med bare en smule litterær selvrespekt bringer hurtigt interviews og portrætter af “dette års Bookerprisvinder,” hvor alle bjergtagede fortæller om det allerede monstrøse oplagstal, som med omtalen bare stiger yderligere. Kan man tillade sig ikke at købe årets Bookerprisvinder, når så mange andre har, synes beskeden at være. Bookerromanerne overgår til statussymbolernes sfære, både de læste og de ulæste eksemplarer. Det perfekte Bookerforløb, hvis man kan tale om et sådant, afsluttes til sidst i Hollywood med kunstverdenens ultimative forretningssucces: filmprisen Oscar®.

Sådan ender eventyret for enkelte: britisk-japanske Kazuo Ishiguros (f.1954) Bookerprisvinder fra 1989 The Remains of the Day blev i 1993 filmatiseret og nomineret til otte Oscars; hollandsk-tamilske Michael Ondaatje (f.1943) vandt Bookerprisen i 1992 med “The English Patient”, og instruktøren Anthony Minghella vandt i 1996 ni Oscars med sin filmversion; australske Thomas Keneally (f.1935) tog med “Schindler’s Ark” Bookerprisen i 1982, og Steven Spielberg erobrede i 1993 syv Oscars for sin filmatisering, “Schindler’s List”.

Arundhati Roy. Fra tomheller.de Den indiske forfatterinde Arundhati Roy (f.1961) vandt i 1997 Bookerprisen for romanen De små tings gud (originalt The God of Small Things). Romanen er en slægtshistorie, placeret i en indisk provinsby. Tvillingerne Estha og Rahel involveres i 1969 i deres britiske kusine Sophie Mol’s druknedød, og nogenlunde samtidig tages de bort fra deres mor Mamu, som har vanæret familienavnet i en affære med Velutha, en mand fra en lavere kaste, som senere prygles ihjel af korrupte betjente, da affæren anmeldes.

Dette plot når man først i romanens afslutning, men ulykkernes ramme forberedes gennem hele romanen. Man lærer først om familiens generationers lange kamp for status, forholdet til den gamle britiske kolonimagt, pædofile biografkioskbestyrere, indiske kommunister mm. Og derefter når handlingen til de begivenheder, som egentlig er stereotype, men som gennem den opbyggede forståelsesramme får en vis selvstændighed.

Historien er isoleret set ordinær, men romanens konstruktion er til gengæld opfindsom. Dertil kommer en sprogbrug som er både fantasifuld, men samtidig en smule ukontrolleret: metaforerne sejler omkring som skrøbelige både på en oprørsk og mudret indisk flod. Romanen er ikke genial, men omvendt er her noget for enhver smag: lyriske naturbeskrivelser, sociale portrætter, hustruvold, magtmisbrug, en ikke-kronologisk Tarantino-agtig montagestil, pædofili, indisk historie, et kærlighedsdrama og meget mere.
 
De små tings gud appellerer bredt. Og så har Arundhati Roy en god biografi, hun er køn og klarer sig glimrende i interviews. Det er måske hvad den litterære agent David Godwin fremhævede, da han skaffede romanen et kæmpehonorar hos forlaget HarperCollins.

Her forstod man at dyrke Godwins opdagelse på den rette måde, og kort tid efter var Bookerprisen i hus. Derfor blev ikke alene forfatteren, men også forlaget præmieret for sin indsats med romanen: en forlægger hos HarperCollins vandt i 1998 forlagenes egen romanpris for “stylingen” af De små tings gud

4
Din bedømmelse: Ingen Gennemsnit: 4 (1 vote)