Læsernes bogpris 2005

Oprettet: 24.01.2005 - 17:04

Læsernes bogpris
En pris fra Berlingske Tidende og landets biblioteker. Vinderen af prisen udpeges af landets læsere, som fra den 22. januar til søndag den 27. februar 2005 kan være med til at kåre årets danske bogudgivelse. Alle, der stemmer, deltager samtidig i konkurrencen om signerede bøger og et weekendophold. Prisen på 50.000 kroner overrækkes på Danmarks Biblioteksforenings årsmøde i Odense den 3. marts 2005.
Listen med de nominerede bøger ses herunder. Hvis du vil læse mere, præsenterer Litteratursiden forfatterportrætter og anbefalinger af flere af de nominerede. Klik bare løs!

Camilla Christensen: Paradis
Eva er landskabsarkitekt, og haver er hele hendes verden. Hun bliver ansat i et fornyelsesprojekt, som udvikler sig meget anderledes, end hun har forestillet sig, så hendes verden drejer sig 360 grader.

Jens Blendstrup: Gud taler ud
En selvbiografisk roman, hvor der fortælles om tilværelsen i parcelhuset i Risskov ud fra sønnens synspunkt, med faderen, Gud, i en absolut hovedrolle, på godt og ondt.

Erling Jepsen: Frygtelig lykkelig
Den naive og følsomme politimand Robert Hansen forflyttes fra København til Højer, hvor han må tilpasse sig lokale normer med katastrofale konsekvenser.

Christian Jungersen: Undtagelsen
På Dansk Center for Information om Folkedrab modtager de to ansatte Iben og Malene dødstrusler, der sætter samarbejdet på centeret i relief og afslører et morads af intriger, mobning og ondskab.

Janina Katz: Drengen fra dengang
Ania vokser op i efterkrigstidens Krakow hos en tante, som hun tror er hendes mor. Forældrene omkom i kz-lejr, og hun prøver at finde deres historie, efter hun er emigreret til Danmark.

Bjarne Reuter: Løgnhalsen fra Umbrien
Kræmmeren Pagamino drager i 1348 fra Neapels kongerige til Lucca, gennem et pestplaget landskab, for at finde recepten på det evige liv, og undervejs kommer han ud for mange burleske og uhyggelige oplevelser.

Jette Drewsen: Det inderste råstof. Beretninger fra en rejse til Det Blå folk
Forfatteren fortæller om sine rejser til tuaregerne i Mali, hvor hun har prøvet at bo under meget primitive forhold og delt deres hverdag med dem, bl.a. andet på rejser ud i Sahara. Hun har lært om deres handelstalent, deres livsvilkår, skikke og forestillinger.

Peter Øvig Knudsen: Birkedal. En torturbøddel og hans kvinder
Beretningen om den højestplacerede dansker i Gestapo under besættelsen, Ib Birkedal Hansen (1909-1950), herunder om forholdet mellem Birkedal og hans kvinder, psykiatrikeren Max Schmidts rolle og om de dramatiske begivenheder, der førte til at den frygtede stikkerchef og torturbøddel blev henrettet i 1950 som den sidste efter retsopgøret.

Johan de Mylius: Forvandlingens pris. H.C. Andersen og hans eventyr
Bogen er en samlet fortælling, beskrivelse og analyse i dybden af hele H. C. Andersens produktion af eventyr og historier, inkl. den ellers ofte oversete ”Billedbog uden billeder”.

Bent Jensen: I begyndelsen
Forfatteren og historikeren (f. 1938) fortæller om sin barndom i et indremissionsk hjem i fyrrerne og halvtredserne i en lille jysk stationsby. Historien er fortalt i nutid med en lille drengs øjne. Man følger ham frem til hans løsrivelse fra barndomsmiljøet i ungdoms- og studieårene, inden den voksne fortæller slutteligt søger at komme overens med sin baggrund og livets grundlæggende spørgsmål.

0
Din bedømmelse: Ingen