Af stud. mag. i dansk og fransk, Gitte Søgaard Andersen Ulstrup
Krigen som katastrofe og kaos
Kærlighedshistoriens ulovlige drifts-udfoldelse udløses altså kun, fordi krigen hærger og skaber generel opløsning og lovløshed.
Bang viser med andre ord, at krig i hans univers er som Syndefaldet fulgt af Dommedag uden at verdens forudgivne orden erstattes med en ny og meningsfuld orden; selvom Tine i romanen sammenlignes med den opofrende og lidende Kristus, er her kun død, forfald, meningsløshed, tilfældighed og snavs, som hærger allevegne, og som menneskene intet kan hamle op med:
”Snavset groede i alle Husets Kroge, og alt blev slidt og forfaldt” (s. 74). Den eneste udvej er døden, resignationen eller – som Tine vælger – selvmordet.
Romanen bliver gennem sine skildringer og temaer en indirekte politisk kritik af den danske national-liberale regering under krigen og af pressens rolle som krigsliderlig, illusionær og regeringsvenlig, moralsk støtte for krigs-handlingerne. Bang viser her, at danskerne selv 25 år efter nederlaget ikke må glemme krigens gru og give efter for tendensen til at hylde den (i hans øjne) forfejlede krigspolitik.
Sygdom, sexualbegær og selvmord er hovedtemaer i Herman Bangs (1857-1912) fjerde roman, Tine, en skildring af en lille landsby på Als under krigen mod Preussen i 1864. Romanen har to centrale og sideløbende forløb; degnedatte-ren Tine Bøllings ulykkelige forelskelse i skovridderen Berg og den nøjagtige gengivelse af landlivets idyl før krigsudbruddet fulgt af krigens grusomme forløb fra december 1863 til dagene efter stormen på Dybbøl 18. april 1864.
Der er en tydelig parallel mellem Tines og øens skæbne, da krig og kærlighed sammenføjes gennem metaforer og symboler, og fordi hendes indre oplevelse af kaos afspejles i øens kaos; soldaterne og øboerne flygter, og de sårede transporteres blødende på høvogne til overfyldte hospitaler eller smides af ved landsbyens skole eller i Skovriddergården. Krigens altomfavnende kaos glider således afgørende og forandrende ind i beboernes liv og bliver et dystert stemningsakkompagnement til deres forfald.
Erindring, sårfeber og snavs
Da Bang skriver Tine i 1889, er det i forbindelse med flere mindehøjtideligheder for Danmarks nederlag 25 år tidligere. Grunden er, at han under arbejdet med romanen Stuk (1887) kommer i tanke om nogle barndomserindringer, han ønsker at give bogform, men også, at danskerne efter hans mening ikke forstår betydningen af det han kalder ’Saarfeberen fra Dybbøl’ og ’Historiens død’.
Således giver han i sin krigsskildring et billede af det værdisammenbrud og nederlag, og den katastrofe, meningsløshed, pessimisme og frem-edhed, som krigen er allegori på i hans erindring.
Han forklarer, hvordan krigen mentalt indvirker på almindelige mennesker og deres hverdag, og hvordan al sund fornuft forsvinder og bliver til fysisk eller psykisk sygdom, fx hos Tines far, der lider af febervildelse og Tines mor, der som en maskine gentager alt som følge af sin krigsangst: ”Aa – Herre-gud for Jammer – aa Herregud for Jammer” (s. 73).
Endelig viser han, hvordan uskyldige og ægte følelser går til grunde til fordel for dyrisk begær og umoral, da Berg en uvejrsnat tager Tine under kanonernes brag:
”midt mellem Ruinerne af sit Hjem, under sin Hustrus Billede, til-fredsstillede Berg sit pineful-de, sit nagende Begær” (s. 113).
Realisme og journalistisk stil
Tine har en stor grad af autenticitet, da Bang benytter en realistisk skrivemåde med historisk korrekte skildringer af mange af personerne, stederne og begivenhederne. Endda vejrliget på de forskellige datoer har han studeret i gamle aviser, så det gengives detaljeret og fejlfrit. Dette under-bygger i høj grad læserens fornem-melse af, at romanen giver sandheden om krigen i 1864, selvom Bang på dette tidspunkt er flyttet fra øen og ikke har et umiddelbart erfaringsgrundlag for at skildre krigen.
Han lader desuden virkelige figurer skrive ind i romanen og lader flere af sine figurer citere virkelige avisartikler, hvorved fortællingen flytter nogle genremæssige grænser og bliver en mellemting mellem fiktion og fakta. Det betyder også, at krigen afmytologiseres og afsentimentaliseres, og at virkelighedens smertelige nederlag kommer op på overfladen og gengives, som Bang tolker den.
Orden eller meningsløshed
Ser man Tine i forhold til andre krigsromaner fra perioden efter 1864 er en interessant sammen-ligning Meïr Aron Goldschmidts (1819-1887) Ravnen fra 1867. Denne går nemlig bevidst bag om 1864 og tager i stedet udgangspunkt i Treårskrigen (1848-50), hvor Danmark sejrer over preusserne efter andre stormagters indgriben. Goldschmidt forherliger derfor krigen og dens helte og sejre, fordi hans udgangspunkt er et helt andet end Bangs.
Bang sætter med Tine en cæsur ved 1864: Herefter er historien død, al rationalitet er forsvundet, og verden er meningsløs og behersket af nedbrydelse, forfald, tilfældighed og destruktion. Goldschmidt viser derimod i Ravnen, at ’hvad udaf tabes skal indad vindes’. Han har stadig grundlæggende tillid til verdens orden og fornuft og skildrer derfor krig i et ideelt lys. Hans budskab er, at verden fundamentalt set er rationel, kausaldetermineret og retfærdig, og han straffer derfor det onde til slut og lader optimismen sejre.
Udgangspunktet for krigslitteraturen i sidste del af 1800tallet afhænger således af, hvilken forfatter, der skriver og med hvilke forudsætniger. Dette kan man nu videre studere ved at tage på biblioteket og låne nogle af periodens mange spændende krigsromaner.
Læs om Herman Bang på Epoke
smag på bøgerne – en bid om dagen
