Junglebogen - også for voksne

Oprettet: 01.10.2007 - 18:06

Af litteraturstuderende Marie Fredborg Jungersen

Hør råbet her: God jagt til hver,
Som holder junglens lov!
(Fra ”Nattesang i junglen”, Junglebogen)
 
Talende dyr er en obligatorisk ingrediens i enhver Disney-tegnefilm. Måske fordi det er grundlæggende morsomt at se menneskelige karaktertræk ved et dyr. Det specielle og ofte latterlige ved mennesketyperne bliver tydeligere, når man genkender det i et vortesvin eller en papegøje. Det er sandsynligvis grunden til, at Disney byggede en tegnefilm over Junglebogen, for her spilles de største roller af dyr. Bogen Junglebogen er dog en helt anden og noget mere alvorlig sag end Disneys udgave.

Junglebogen består af flere historier fra den indiske jungle, ifølge fortælleren samlet ind fra forskellige indfødte, herunder et par elefanter (!)

Udover de mest kendte historier om Mowgli, som opfostres hos ulve af bjørnen Baloo og panteren Bagheera, så finder man her fortællingerne om den hvide sæl, Kotick, som finder en paradisstrand til sit jagede folk, om Rikki-tikki-tavi, desmerdyret, som redder en menneskefamilie fra to onde kobraslanger, om Elefant-Toomai, et indisk barn, der oplever, hvad ingen andre har oplevet, nemlig elefanternes dans og endelig om dronningens tjenere, en gruppe dyr fra den indiske hær, som mødes om natten og snakker. Imellem fortællingerne får man et digt eller en sang, som stammer fra historiernes verden, f.eks. ”Mowglis kvad”, som Mowgli synger dansende på den besejrede tiger Shere Khans skind eller ”Darzees kvæde”, som er en sejrssang efter Rikki-tikki-tavis kamp mod kobraen Nag.

Forside af 'The Jungle Book' af Rudyard Kipling fra images.amazon.comDen kloge narrer den mindre kloge
Fortællinger om dyr med mennesketræk er en af de ældste traditioner indenfor litteraturen og kaldes fabler. Man kender dyrefabler tilbage fra sumerernes skrifter, verdens ældste nedskrevne litteratur. I Grækenland var slaven Æsop (500 f. Kr) den store fabeldigter og genren var bundet til de fattigere, folkelige samfundslag. Senere løftede Jean de La Fontaine (1621-95) fablen op til større anerkendelse, og i 1800-tallet begyndte man at samle på dem, ligesom brødrene Grimm samlede folkeeventyr.

En fabel er en lille anekdote om dyr, der opfører sig som mennesker, og den slutter med en morale, som mennesker kan lære af. Eftersom fablen oprindeligt var småkårsfolkets genre, var pointen ofte, at de svage må klare sig med snuhed overfor de stærke. Og fordi historierne handler om dyr og ikke direkte mennesker, kunne fablens forfatter, både i oldtiden og renæssancen, skjult kritisere og gøre grin med f.eks. bestemte mennesker eller træk ved samfundet.

Junglebogens historier er længere og ikke på vers, sådan som den klassiske fabel typisk er. Men de har helt sikkert en morale, som faktisk er nogenlunde den samme i alle historierne. I bogens første historie om Mowgli hører vi om jungleloven, som er barsk, men retfærdig. Ifølge jungleloven kan barnet Mowgli blive optaget i ulvekoblet og fredes som bytte, hvis han har to fortalere. Da Baloo og Bagheera melder sig, retter alle sig efter loven, selv tigeren Shere Khan. I den næste historie møder vi bandar-log, som er abefolket, der lever udenfor jungleloven og som alle afskyr.

De kidnapper Mowgli og bliver som straf simpelthen spist af en slange. I den sidste historie om Mowgli er ulvekoblet splittet og lovløst pga. Shere Khan, men Mowgli dræber tigeren vha. list og bringer igen orden i junglen. Det tilbagevendende tema er altså, at de onde oprørere, som sætter sig op imod den gode lov, bliver straffet af heltene vha. nådesløs vold. Som læser bliver man helt forskrækket over, hvor stor en tilfredsstillelse, man føler, da bandar-log får deres bekomst. Bogen taler til de ”herligste”, primitive hævnlyster, og samtidig er den gedigent underholdende skrevet, men der er ikke meget Disney over det.

'The Jungle Book' af Rudyard Kipling fra www.scouting.coJunglelovens vogtere
Rudyard Kipling (1865-1936) blev født som englænder i Bombay og levede i en tid, hvor koloniseringen var under heftig debat i England. Kipling var af den skole, som mente, at kolonierne ikke kunne klare sig selv, og at det var den hvide mands byrde at tage sig af disse lande.

Han var ikke fortaler for hensynsløs udnyttelse af den indfødte befolkning, og han holdt meget af sit fødeland. Men han mente, at der var en orden i verden, en slags naturlov, som gjorde at nogle mennesker var skabt til at bestemme og andre til at tjene.

De gode mennesker var dem, som indordnede sig under denne lov (junglelov om man vil) og de onde var dem, som gjorde oprør, og det var lige meget, om det var hvide eller indere. Så i Junglebogen ser vi mange eksempler på den gode, tro tjener: Rikki-tikki-tavi, der tjener sin hvide familie, elefanten Kala Nag, som tæsker sine med-elefanter, når de ikke lystrer deres menneske-herskere, og i historien om ”Dronningens Tjenere” forundres en mand over, hvordan de store mængder militær-dyr kan enes om at gå i en meget flot parade, og en officer svarer ham: ”Der blev givet en ordre, og de adlød.” I den store naturlov er der ikke nogen rettigheder til den enkelte, men kun pligter.

Selv Mowgli, som har fået tildelt herskerrollen i naturens orden, fordi han er stærkere end alle jungledyrene (Intet dyr kan møde hans blik), er en smule ensom på magtens tinde. Da han til sidst danser på Shere Khans skind, synger han:

Jeg danser på Shere Khans hud, men mit hjerte er meget tungt. Min mund er skåret og såret af stenkast fra landsbyen, men mit hjerte er meget let, fordi jeg er kommet tilbage til junglen. Hvorfor? Disse to ting strides i mig som slangerne strides om foråret. Der kommer vand ud af mine øjne; og dog ler jeg, medens det falder. Hvorfor?”

Forside af 'The Jungle ook' af Rudyard Kipling fra www.englishcenter.dkNår Kipling fortæller sine junglefabler er moralen altså, at der i naturen er en lov, som vi alle må underkaste os, og at anvendelse af fysisk magt for at forsvare denne gode lov er i orden. F.eks. banker den hvide sæl Kotick hele sit folk til blods for at tvinge dem med til sin nye paradisø, som de først ikke tror på. Før man dømmer denne morale og Kipling selv som barbariske, må man dog huske på, hvilken tid bogen er skrevet i, og så må man desuden overgive sig til en god fortællers evne til at frembringe latter og tårer med ganske få virkemidler.
 
Mowgli er derudover også et af de første eksempler på de mennesker, som opstod af koloniseringen. Mennesker, der er splittet imellem to verdner, hvor de ikke føler, de hører hjemme. Når Mowgli står på tigerskindet og græder og ler, så er det fordi han har to hjem, ét i junglen og ét blandt mennesker, men begge steder er han anderledes og udstødt. En smuk og sørgmodig slutning.

0
Din bedømmelse: Ingen